Annonce

14. september 2010 - 15:50

Unge går sammen mod nedskæringer

Et bredt udsnit af den danske studenter– og elevbevægelse mødes den 18. september på Syddansk Universitet i Odense til et stort anlagt Ungdomstopmøde.

Mødet er indkaldt af netværket Unge ta’r ansvar, som består af 15 forskellige organisationer lige fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Sygeplejerstuderendes Landssammenslutning, Erhvervsskolernes Elevorganisation til fagforeningerne FOA, 3F, TIB og LO Ungdom.

Målet er at finde fælles fodslag i kampen mod regeringens planlagte nedskæringer på en række områder, der berører unge mennesker.

Forslag som kan give flere en uddannelse, praktikpladser og forhindre ungdomsarbejdsløshed skal samles i en ungdomspakke. Den skal overrækkes til regeringen i forbindelse med landsdækkende demonstrationer når Folketinget åbner den 5. oktober.

Unge vil i offensiven

Allerede nu er organisationerne bag Unge ta’r ansvar blevet enige om fem paroler. De er: drop forringelser af SU’en. Drop nedskæringer på uddannelser. Praktikpladser nu. Nej til ungdomsarbejdsløshed. Uddannelse til alle.

JPEG - 76 kb
Unge går sammen for at undgå forringelser på uddannelsesområdet og få indflydelse på politikernes dagsorden. Foto: Gabriela Manzur/Monsun.

De unge ønsker dog ikke kun at forsvare de unges rettigheder, men vil også gerne være med til at løse problemerne.

– Vi vil bruge vores ungdomstopmøde i Odense til at komme i offensiven. Her vil vi sammen komme med ideer til, hvordan vi kan løse de problemer, vi står i, med massiv ungdomsarbejdsløshed, mangel på praktikpladser, truslerne mod SU’en og nedskæringer på uddannelser generelt. Vores løsninger skal skrives sammen til en »Ungdomspakke«, som vi vil præsentere for politikerne, fortæller Lasse Hjort der er ungdomskonsulent i 3F til dagbladet Arbejderen.

»Vi er nød til at holde sammen«

Ifølge de unge skal den nye fælles netværk sikre, at ingen ungdomsuddannelser eller svage grupper lades i stikken.

– Denne gang gælder det om at sikre en generel opprioritering af ungdommens krav. Det er ikke en fair løsning bare at flytte rundt på nogle penge og omfordele blandt ungdommen. Det vil vi ikke acceptere. Derfor er vi nødt til at holde sammen, fortæller Lasse Hjort.

– Regeringens nedskæringer på uddannelse kommer oveni nedskæringer på den offentlige transport, der betyder færre afgange og mindre dækning lokalt. Herudover skæres der også i satspuljen, der sikrer hjælp til unge med særlige behov – eksempelvis unge fra en socialt belastet baggrund eller unge med læsevanskeligheder. Tilsammen udgør alle disse nedskæringer en ubehagelig cocktail overfor ungdommen, og det bliver endnu sværere for især udsatte unge at gennemføre en ungdomsuddannelse, mener ungdomskonsulenten fra 3F.

Talspersonen fra Unge ta’r ansvar følger op.

– En stor del af nedskæringer rammer jo alle unge – uanset om de er arbejdsløse, mangler praktikplads, har arbejde eller er gymnasieelev: »Ungdomskrisen« er gennemgående, uanset hvor du befinder dig, mener Frederik Gjørup Nielsen, som er talsperson for Unge ta’r ansvar og samtidig formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

Læs artiklen »Unge: Ny politik tak!« hos Arbejderen.

Besøg Unge ta’r ansvars Facebookside.

Læs artiklen »Unge på Borgen truet med anholdelse« hos Ekstra Bladet.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce