Sri Lanka: Frygt for diktatorlignende tilstande

[Hong Kong, 17. september 2010] Onsdag den 8. september 2010 gennemførte den srilankanske regering en forfatningsændring, den såkaldte 18’th Amendment, der giver Præsident Mahinda Rajapakse en nærmest enevældig magt.

Indgrebet er kulminationen på de seneste årtiers gradvise eliminering af et uafhængigt retssystem og er en fuldstændig undergravning af demokratiet.

Forfatningsændringen blev gennemført efter en hastebehandling i højesteret, der underkendte al offentlig deltagelse og indsigelse ved en behandlingstid på blot få dage.

Ændringen blev derefter vedtaget med et to-tredjedels flertal i parlamentet, hvilket ifølge forfatningen betyder, at en folkeafstemning ikke er påkrævet.

Et to-tredjedels flertal er dog ikke svært at skaffe i et parlament, hvor regeringspartiet selv sidder på knap to-tredjedele af pladserne (144 ud af 225), der inkluderer nære venner og familiemedlemmer.

Præsident Mahinda Rajapakse har fået nærmest enevældig magt med forfatningsændringen, »18’th Amendment«. Fotomanipuleret foto.

Derudover har præsidenten magt til at opløse parlamentet et år efter udpegningen, ligesom han til enhver tid har ret til at afskedige dommere ved både appel- og højesteret, hvilket førhen har været løsningen, hvis der ikke har været opbakning i parlamentet til forskellige tiltag.

Forfatningsændringens formål er først og fremmest, at ophæve begrænsningen på maksimalt to mandatperioder for den siddende præsident samt at afskaffe alle statslige »checks and balances«, og hermed sætte præsidenten over loven.

Præsident Mahinda Rajapakse vandt præsidentvalget i 2005 for en seksårig periode og blev genvalgt i januar 2010. Han tilhører Sri Lanka Freedom Party (SLFP), der i øjeblikket er en del af regeringspartiet United People’s Freedom Alliance (UPFA).

Valget havde den laveste valgdeltagelse i Sri Lanka nogensinde og blev kritiseret af mange uafhængige valgobservatører for at være præget af vold, skyderier og chikane, hovedsagelig udført af tilhængere af regeringspartiet.

Derudover fik mange vælgere fra det konfliktprægede nord ikke mulighed for at deltage på grund af mangel på transportmuligheder.

Sri Lanka var britisk koloni indtil 1948, hvor landet opnåede selvstændighed. Begrænset demokrati blev allerede introduceret i 1931, men i 1948 gennemførtes en forfatning, der skabte grundlaget for et grundlæggende liberalt demokrati.

Igennem jævnlige forfatningsændringer er dette fundament dog efterhånden blevet nedbrudt med den aktuelle forfatningsændring som den hidtidige kulmination.

Under særlige omstændigheder kan demokratiet i sig selv benyttes til at nedbryde demokratiet. Man behøver ikke at kigge dybt i historiebøgerne for at finde eksempler på, hvordan svagheder i en ellers demokratisk forfatning kan give mulighed for, at et diktatur kan snige sig ind ad bagvejen. Man ser det ligeledes i øjeblikket i mange afrikanske lande.

I Sri Lanka stammer disse svagheder fra forfatningsændringen i 1978 under daværende premiereminister J.R. Jayewardene, der benyttede tiltaget til at indføre et præsidentembede og indsætte sig selv som præsident uden valg. Denne forfatningsændring tildelte præsidenten drastiske magtbeføjelser, absolut immunitet og efterlod de statslige kontrolorganer voldsomt svækket.

En af ændringens største brister var, at den netop gjorde efterfølgende forfatningsændringer mulige blot ved et to-tredjedelsflertal i parlamentet medmindre højesteret henstiller til folkeafstemning.

Som resultat har forfatningen siden været meget påvirkelig overfor politisk manipulation.

Det er fundamentalt for en demokratisk forfatning, at mandatperioder og kravene om uafhængige kontrolorganer ikke skal kunne ændres eller udfordres. Hvis ikke magt begrænses, kan den ødelægge, hvad den egentlig havde til formål at beskytte.

I et demokratisk system har højesteret normalt bemyndigelse til at bedømme, om en ændring er forfatningsstridig. I Sri Lanka blev dette mandat fjernet ved en forfatningsændring i 1972.

Højesteret har dog stadig mulighed for at henstille til folkeafstemning og dermed give plads til offentlig debat og eventuelle indsigelser. Ved at forsømme denne forpligtigelse har højesteret i dette tilfælde undermineret sin egen autoritet og magt samt opgivet sit forfatningsmæssige fundament.

Den sidste forfatningsændring fandt sted i Sri Lanka i 2001 efter en del kritik af det voldsomt politiserede system. Her blev skabt et forfatningsråd med bemyndigelse til at godkende udnævnelsen af bl.a. justitsministeren, politiets generalinspektør, retspræsidenten og dommere ved appel - og højesteret. Hensigten var at genoprette en grad af uafhængighed mellem regeringen og statsinstitutionerne.

Forfatningsrådet har imidlertid været stillet i bero siden 2005, da rådets første periode udløb, og præsidenten i modstrid med sine forfatningsforpligtelser afslog at udnævne rådets efterfølgere. Præsidentens forsømmelse kan imidlertid ikke anfægtes i retten på grund af hans immunitet overfor søgsmål.

Mens der ved den nylige forfatningsændring, på trods af den korte behandlingstid, har været protester fra oppositionen og opfordring til at boykotte lovbehandlingen, har staten gjort sit for at undergrave al offentlig debat og afskrække kritiske røster.

Den 7. september blev bogtrykkeren Jayampathi Bulathsinhala og otte af hans medarbejdere arresteret efter udgivelsen af plakater, der kritiserede forfatningsændringen. Statsmedierne har kørt en hetz mod bogtrykkeriet, mens plakater og protestmateriale fra andre kilder og oppositionspartier også er blevet konfiskeret af politiet. Jayampathi er i skrivende stund stadig under arrest.

Trods Sri Lankas erklærede afslutning på konflikten med de Tamilske Tigere i maj 2009 er mange af de såkaldte sikkerhedsforanstaltninger, der blev introduceret under konflikten, endnu ikke ophævet.

Magtbeføjelserne i terrorlovgivningen (The Prevention of Terrorism Act) udnyttes uhæmmet af politi og andre sikkerhedsapparater til at overvåge almindelige borgere og deres aktiviteter. Især er fagforeninger, journalister, borgergrupper og politiske partiaktivister i fokus.

Lovgivningen udnyttes til at foretage undersøgelser på falske grundlag og til at chikanere fjender og politiske modstandere. Mellem 8-10.000 mennesker hensygner stadig i interneringslejrene i nord anklaget for at være medlemmer af De Tamilske Tigre, men uden formelle sigtelser. Kun militæret har adgang til lejrene.

Beretninger om brud på menneskerettighederne; politivold, tortur og forsvindinger er daglig kost i Sri Lanka.

I kølvandet på tsunamien blev Sri Lanka tildelt EU’s særlige GSP+-ordning, som giver udviklingslande fordelagtige handelsfordele på de europæiske markeder. I februar i år blev Sri Lanka dog frataget dette privilegium efter, at undersøgelser viste gentagne krænkelser af de internationale menneskerettighedskonventioner, som Sri Lanka har implementeret.

Regeringen har kun udvist usamarbejdsvillighed i indsatsen for at forbedre situationen.

På samme foranledning blev Sri Lanka i 2008 afskediget som medlem af FN’s menneskerettighedsråd.

Den nyeste forfatningsændring er blevet fordømt internationalt af bl.a. USA, som den 11. september i år udtrykte bekymring for undergravningen af det konstitutionelle demokrati i Sri Lanka.

The Asian Human Rights Commission med hovedkontor i Hong Kong har længe rettet hård kritik mod den srilankanske regering. Basil Fernando, der er organisationens direktør for Policy and Programme Development og selv er srilankaner, har fulgt udviklingen i Sri Lanka tæt og beskriver forfatningsændringen som det ultimative sammenbrud af retssystemet i Sri Lanka.

Ved at tage bemyndigelsen fra de institutioner og organer, der skulle kontrollere staten, har legalitetsprincippet mistet sin betydning. Institutionerne og de dertil tilknyttede embeder eksisterer i mange tilfælde stadig, men ifølge Fernando er deres jobbetegnelser nu blot symbolske.

De love, de havde til formål at administrere, er kommet under præsidentstaben selv – en markant illustration af magtadskillelsens opløsning.

Srilankanernes kamp for demokrati og menneskerettigheder må begynde med en forståelse af den nye politiske virkelighed, der eksisterer efter forfatningsændringen.

Den internationale opmærksomhed og støtten fra FN er vigtig, men den srilankanske regering har endnu ikke været videre lydhør overfor den internationale kritik eller sanktionerne og har i stedet benyttet kritikken til prise nationalismen.

Det er først og fremmest srilankanerne selv, der må erkende behovet for et opgør ført an af den mere progressive del af befolkningen og de intellektuelle.

Med retssystemets sammenbrud og det totalitære styres skærpede overvågning har kampen trange kår. Jo før den tages op, jo større chance er der dog for at redde grundpillerne i det vaklende demokratifundament, som trods alt stadig eksisterer, - i det mindste i den kollektive hukommelse.

Sofie Rørdam arbejder for den Hong Kong-baserede Asian Human Rights Commision.