Fremover vil de australske myndigheder isolere asylsøgere, der ankommer med båd i lejre på afsidesliggende øer, så længe deres sag behandles.
Det meddeler den australske immigrationsminister Amanda Vanstone ifølge det britiske nyhedsbureau BBC.
Effektiv grænsekontrol
Siden 2001 er asylsøgere, der gik i land på nogle af de australske øer, blevet anset som værende uden for den australske migrationszone, mens dem der nåede ind til fastlandet blev behandlet efter den australske indvandringslovgivning.
Ifølge det nye system bliver alle asylsøgere behandlet som hvis de havde befundet sig i en FN-flygtningelejr et sted i verden. Det betyder, at de ikke får deres sag behandlet efter australsk lovgivning. Og hvis de bliver anerkendt som flygtninge, skal de blive på øen, indtil de kan deporteres til et tredjeland.
– De nye metoder understreger regeringens stærke vilje til en effektiv grænsekontrol samtidig med at vi opfylder vore internationale forpligtelser, udtaler Amanda Vanstone til BBC.
Australien vil også forstærke sin patruljering til vands og i luftrummet mellem Australien og Indonesien.
Farlig overreaktion
David Mann fra Flygtninge og Indvandrer Retscenteret kalder den nye lovgivning en »meget farlig overreaktion«.
– Ifølge international lovgivning har folk en klokkeklar fundamental ret til at søge asyl i Australien, og til at få deres ansøgning om beskyttelse fuldt og helt behandlet i Australien, siger han til ABC Radio.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96