Annonce

18. april 2006 - 13:37

Gave til Tibet: Mega Mao-statue

Indbyggerne i det kinesisk besatte Tibet har fået et tilbud, de ikke kan sige nej til. I anledning af 30-året for den kinesiske diktator Mao Zedongs død, har besættelsesmagten besluttet at forære den buddhistiske provins en 12 meter høj, 35 tons tung statue af »Den Store Rorgænger«, som hans tilhængere kaldte ham.

Statuen, der er sikret mod jordskælv, bliver plantet på Changsha Torvet i Konggar nær Tibets hovedstad Lhasa. Ifølge det kinesiske informationscenter for Tibet bliver det den største statue af Mao Zedong i hele Kina – og den hidtil eneste statue af Mao i Tibet. Og så er det endda tibetanerne selv, der har bestilt statuen, forlyder det fra officielt hold.

Folkets spirituelle behov

– Mange tibetanere har foreslået, at vi skulle have en statue af Formand Mao for at vise vores taknemmelighed, udtaler en repræsentant for det lokale kommunistparti til det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

En kinesisk regeringstalsmand er citeret for at have udtalt, at »Tibet ikke kun har brug for materiel udvikling. Det må også opfylde de mere spirituelle behov hos sit folk«.

Kunstneren Zhu Weijing, har da også forklaret til nyhedsbureauet UPI:

– Jeg prøvede at forstå, hvordan tibetanere føler overfor Mao. Fordi de har så dybe følelser for Buddha, har jeg prøvet at gøre Mao mere ligesådan, med et mere buttet ansigt.

Kinas bekymring for tibetanernes »spirituelle behov« sættes i relief af, at kineserne i perioden fra 1954 til 1971 helt eller delvist ødelagde ikke mindre end 6.259 klostre.

Tortur og politiske fanger

Tibet har været besat af Kina siden 1950, og betragtes af Kina som en kinesisk provins. Udviklingen i Tibet bestemmes i alle væsentlige spørgsmål af styret i Beijing. Tibets regering lever ligesom det åndelige overhoved Dalai Lama i eksil i Indien, og ytrings-, forsamlings- og pressefrihed er stærkt begrænset.

Ifølge Amnesty International findes der i øjeblikket over 100 politiske fanger i Tibet, især buddhistiske munke og nonner. Som eksempel nævner Amnesty tre mænd, der hver blev idømt tre års fængsel for at sætte plakater op, der krævede tibetansk uafhængighed.

Den danske Støttekomite for Tibet skriver desuden, at tortur og mishandling systematisk benyttes i fængslerne.

Den kinesiske kolonisering af Tibet er blandt andet sket ved statskontrolleret masseindvandring af kinesere, der tildeles både jord og redskaber på bekostning af den oprindelige befolkning. Flere steder i Tibet er der i dag kinesisk befolkningsflertal.

Samtidig flygter tusindvis af tibetanere hvert år til Indien eller Nepal. Omkring 140.000 tibetanere lever i dag i eksil.

Af Martin Lindblom/Monsun

Besøg Støttekomiteen for Tibet’s hjemmeside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce