Annonce

28. september 2010 - 19:35

Klima-kvinder kræves frikendt

Danskerne Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe fungerede op til og under klimatopmødet i København sidste år som talspersoner for det internationale civil ulydigheds-netværk Climate Justice Action.

Netværket stod bag et indtrængningsforsøg mod Bella Center den 16. december, hvorunder begge talspersoner blev anholdt og fængslet anklaget for at organisere vold og opildne til uroligheder.

Retssagen mod de to begynder i starten af oktober, og det har fået danske klimaaktivister til at starte til en protestkampagne.

– Gennem anklagerne mod Stine Gry og Tannie forsøger staten at gøre to enkeltindivider ansvarlige for en hel bevægelses kollektive beslutningsprocesser og kollektive protester. Det er et tydeligt forsøg på at lukke munden på alle kritiske røster og skræmme folk fra at gøre brug af deres ret til at protestere og organisere sig politisk, skriver gruppen Klimakollektivet i en pressemeddelelse om sagen.

Der var ingen vold

Politiets påstand om at de to danske kvinder stod bag vold og uro bygger blandt andet på kvindernes rolle i forbindelse med indtrængningsforsøget den 16. december.

Aktionen havde titlen »Reclaim Power – Push for Climate Justice«. Både Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe er tiltalt for at have opfodret til vold mod politiet ved at have råbt »push« – altså skub – fra en højtalervogn under aktionen.

JPEG - 28.5 kb
Stine Gry Jonassen (tv) og Tannie Nyboe var talspersoner for Climate Justice Action under klimatopmødet i 2009. Derfor vil politiet have dem dømt for vold og hærværk. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Tilsammen har deres engagement i forberedelsen og deltagelsen i protester under klimatopmødet udløst anklager for at have planlagt vold mod tjenestemand i funktion, groft hærværk, grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden og ulovlig indtrængning.

I sidste måned blev to udenlandske aktivister ligeledes fra Climate Justice Action-netværket frikendt for samme anklager i byretten.

Opfordringen til at skubbe til politiet har ifølge de to tiltalte da heller intet med vold at gøre.

– Reclaim Power var en ikke voldelig demonstration. Formålet var ikke at opnå en konfrontation med politiet, men at afholde et folkemøde med fokus på klimaretfærdighed med deltagere både udefra og indefra Bella Center, siger Tannie Nyboe til Modkraft.

– Ifølge anklageren er vi anstiftere af vold, på trods af at ingen demonstranter er anklaget eller dømt for vold på dagen, fortæller Stine Gry Jonassen.

Talsperson eller leder?

De to talspersoner afviser også påstanden om at være »ledere« eller »bagmænd«.

– Vi har begge ageret talspersoner for Climate Justice Action i flere måneder op til klimatopmødet, og fortalt åbent om demonstrationen d. 16 december. Det gør os ikke til ledere. Demonstrationen var planlagt kollektivt på internationale møder med flere hundrede deltagere. Vi har på ingen måde fungeret som ledere for dem, fortæller Tannie Nyboe.

JPEG - 71.8 kb
Tusindvis af aktivister fra hele verden deltog i aktionen »Reclaim Power« nær Bella Center den 16. december. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

De to talspersoner får opbakning fra det danske klimanetværk Klimakollektivet. Netværket har startet en kampagne for en frifindelse i retssagen som starter den 6. oktober. Under parolen »We also shouted Push« er der åbnet en ny hjemmeside og indkaldt til demonstration og happenings.

Første gang kollektivet går på gaden er onsdag den 29. september med en opfodring om »solidaritet med de anklagede talspersoner fra klimaretfærdighedsbevægelsen«.

Besøg hjemmesiden »We also shouted Push«.

Læs om arrangementet »Solidaritet med de anklagede talspersoner fra klimaretfærdighedsbevægelsen« i Modkrafts kalender.

Besøg Klimakollektivets hjemmeside.

Læs artiklen »Klimaaktivister frifundet« hos Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce