Kommentar: Nyd udsigten ....

Køreturen til vingården Cremisan, der siden 1885 har dannet det økonomiske fundament for de 57 palæstinensiske familier, der opdyrker området, er mildest talt pissehamrende idyllisk med bjergsiderne spækkede med oliventræer, gamle huse i kampesten, vinstokke og noget så sjældent – i betragtning af at vi befinder os i en ørken – som egetræer i massevis.

Men festen slutter fredag den 1. oktober. I hvert fald for palæstinensernes vedkommende.

På den anden side af bjergtoppen ligger den israelske bosættelse Gilo, som de sidste par år har haft heftigt vokseværk på den palæstinensiske side af 1967-aftalens grønne linje.

Foto: Charlotte Lund.

Faktisk så meget at den fysisk er ved at vokse sammen med det palæstinensiske Bait Jala-distrikt, og dermed også med Cremisan.

Det betyder, at den ni meter høje »sikkerhedsmur«, der nu når til området, vil pløje sig godt og grundigt gennem al idyllen.

For kort tid siden blev landsbyen overrasket med nyheden om, at de ender på den israelske side af muren.

De få bønder, som rent faktisk bor i dalen, bliver ufrivilligt transformeret fra palæstinensere til et etnisk mindretal i Israel, hvis levevilkår selveste FN rynker på næsen af.

Resten mister deres jord og vinstokke. Eller får den konfiskeret af de allestedsnærværende sikkerhedshensyn, om man vil.

Når murbyggeriet fredag sættes i gang er området lukket land for Betlehem-områdets indbyggere, som ellers var hyppige brugere af de rekreative områder i bjergene.

Selvom de skulle få tilladelse til at krydse grænsen, er bosættelser som Gilo som udgangspunkt araberfri zone.

– Du skal huske at nyde udsigten. Prøv at se om du kan memorere det hele, om en uge har Israel taget den fra os, fortæller Anas Ziada, som nu bor i Betlehem – på den anden side af muren – hvor han læser sociologi.

– Jeg tilbragte det meste af min barndom heroppe. Vi spillede fodbold derover bagved vingården. Når jeg tænker på, at jeg sandsynligvis aldrig vil se igen, så græder jeg indvendigt.

Anas har problemer med at forstå, at en omverden, der taler så meget om rettigheder, bliver ved med at overse bosættelsernes fortsatte ulovlige annektering af palæstinensisk jord.

– Europa bruger enormt meget tid på at kræve, at Tyrkiet skal overholde alle mulige konventioner, men når det kommer til Israel, er klare overtrædelser af international lov åbenbart ikke en hindring for et samarbejde.

Foto: Charlotte Lund.

Charlotte Lund er journalist og netop hjemvendt fra tre måneders rundrejse i Mellemøsten.