Annonce

7. oktober 2010 - 14:02

Anklager vil bruge »lømmelpakken« mod klima-talskvinder

Anklageren vil bruge lømmelpakken mod de to klimatalskvinder fra klimanetværket Climate Justice Action (CJA), Tannie Nyboe og Stine Gry Jonassen.

Det fremgik af retssagens første dag i Københavns Byret onsdag den 6. oktober.

De to klimaaktivister er sigtet for vold mod tjenestemand i funktion, hærværk, forstyrrelse af den offentlige ro og orden og ulovlig indtrængen under en demonstration den 16. december i forbindelse med kimatopmødet.

Ifølge lømmelpakken kan anklagemyndigheden kræve skærpede domme, hvis en lovovertrædelse sker i et område, hvor den offentlige ro og orden bliver groft forstyrret.

Sammenlignede med dødsulykke

Og anklageren gjorde sit til at gøre retssagen dramatisk fra dag ét:

– Ved du, hvad der skete på Roskilde Festival for ti år siden? Har du nogen forståelse for, hvad der kan ske, når mange mennesker skubber på én gang i én retning? Kender du konsekvensen af, at man beder en stor folkemængde skubbe i én bestemt retning? Kan du bekræfte, at folk kan blive mast, lød det fra anklageren mod Stine Gry Jonassen i vidneskranken.

JPEG - 31.3 kb
Stine Gry Jonassen (tv.) og Tannie Nyboe er tiltalt for vold og hærværk grundet deres rolle som talskvinder for det internationale netværk Climate Justice Action, der var aktive under klimatopmødet COP15 i København i december 2009. Foto: Mette Kramer Kristensen.

Både tilhørere og forsvarsadvokat Thorkild Høyer protesterede over den sammenligning – og dommeren bad straks anklageren om at holde ulykken på Roskilde Festival, hvor ni mennesker blev mast eller trampet ihjel foran Orange Scene, ude af retssagen.

Anklageren fremviste videoklip, som viste, hvordan de to talspersoner talte ned fra ti, og råbte »push« (skub, red.) for at komme igennem politiets afspærring og ind på parkeringspladsen foran Bella Centret.

Her skulle demonstranterne, efter aftale med flere delegerede fra ngo’er fra især fattige lande, mødes til et folkeligt topmøde.

Politifolkene blev skubbet tilbage af demonstranterne, men der gik ikke lang tid, før de igen stormede frem. Fra demonstrationens højttalervogn slog de to anklagede kvinder igen og igen fast, at demonstrationen var en lovlig og fredelig demonstration.

Afviser voldsanklage

– Helt tilbage i oktober 2009 havde vi besluttet ikke at trænge ind i selve BellaCentret. Det meddelte vi politiet. Vi holdt møder med politiet og forklarede dem, at vi ikke udgør en sikkerhedsrisiko, og ikke vil svare igen med vold, selvom vi bliver angrebet. Vi ville udelukkende bruge vores kroppe til civil ulydighed og forsøge at komme ind på parkeringspladsen, forklarer Stine Gry Jonassen til retten.

Anklageren havde da heller ingen eksempler på, at politifolk kom til skade under demonstrationen. Retssagen fortsætter den 27. oktober.

Se video fra støttedemonstration for klima-kvinderne den 29. september lavet af KP.net.

Læs artiklen »Lømmelpakke mod talskvinder« hos Arbejderen.

Læs artiklen »Klima-kvinder kræves frikendt« hos Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce