Annonce

10. oktober 2010 - 17:00

Dansk-arabiske læsere vil have respekt

Klokken nærmer sig 10 fredag formiddag, og redaktionschef Nidal Arif cirkulerer afslappet rundt mellem de tre andre på redaktionen. Rundt på væggene hænger indrammede forsider fra de første numre af Akhbar Al-Danmark, Danmarks Nyheder.

Lidt over 10 kommer chefredaktør Mohammad Hamza ind til de andre på redaktionen, og kort efter kan det ugentlige redaktionsmøde begynde.
”Flemming Rose”, ”Jyllands Posten” og enkelte andre danske ord kan spottes ud af talestrømmen på arabisk rundt om det ovale redaktionsbord.

– Nu er det altid nemt at være bagklog, men hvis vi var etableret, da krisen rullede i 2005, ville vi bedre kunne have nuanceret debatten i den arabiske verden og herhjemme. Vi kunne have skrevet om baggrunden for trykningen af tegningerne, hvem der trykte dem, hvordan dansk pressefrihed er og så videre, siger Nidal Arif.

Muhammed-krisen var ifølge Nidal Arif og Mohammad Hamza en væsentlig årsag til, at de to journalister gik sammen om at danne Det Arabiske Mediehus i Danmark. I 2008 lancerede de nyhedssitet www.akhbar.dk og i september 2009 den gratis månedsavis Akhbar Al-Danmark på papir.

– Vi kunne se, at der var et stort tomrum i det danske mediebillede, hvor mange dansk-arabere ikke fik tilstrækkelig med nyheder og informationer, om det samfund de lever i, fortæller Nidal Arif.

Skepsis overfor journalister

Begge hovedkræfter bag Det Arabiske Mediehus i Danmark havde journalisterfaring med, da de startede projeket.

JPEG - 44.2 kb
Redaktionschef Nidal Arif (th.) og chefredaktør Mohhamad Hamza står bag Det Arabiske Mediehus i Danmark, som udgiver avisen Akhbar Al-Danmark. Foto: Peter Kristensen.

Nidal Abu Arif kom til Danmark som 17-årig som statsløs palæstinenser og ved siden af journalistarbejdet på Akhbar Al-Danmark han Nidal statskundskab på Københavns Universitet. Nidal har tidligere været tilknyttet hjemmesiden Islam-Online og været korrespondent for nyhedsstationen Al-jazeera.

Chefredaktør Mohammad Hamza, der oprindeligt kommer fra Irak, har arbejdet som journalist i både Libanon og Syrien. Siden Mohammad Hamza for tyve år siden kom til Danmark, har han blandt andet været tilknyttet BBC Arabia som kommentator.

Alligevel var de første måneder som nystartet avis ifølge Nidal Arif udfordrende, når han og Mohammad Hamza kom ud som journalister med kamera om halsen. Først når folk fandt ud af, at de ikke repræsenterede en af de danske aviser, dalede skepsissen.

– Vi har at gøre med en målgruppe, der som udgangspunkt er meget skeptiske overfor journalister, da mange kun føler sig portrætteret i negative historier, siger redaktionschefen og fortsætter:

– Selvfølgelig er der også gode historier indimellem, men de negative historier tager forsiderne. For en dansk-araber der har boet i Danmark i ti år og kun set sig selv omtalt negativt, ender med selv at blive negativt stemt overfor medierne. Han mister troen til medierne og respekten for journalisterne.

Denne vurdering er adjunkt cand. mag. Ehab Galal fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet enig i.

– I dag fravælger mange dansk-arabere danske medier, fordi de ikke kan identificere sig med den måde, de bliver portrætteret på. For at kunne skrive til herboende arabere, er man også nødt til at skrive ud fra en kontekst, som dansk-arabere forstår, siger Ehab Galal.

JPEG - 43.1 kb
Akhbar Al-Danmark skriver i øjenhøjde med deres læsere. Det er en del af forklaringen på avisens succes, mener en ekspert. Foto: Peter Kristensen.

Ifølge medieforskeren ligger mistroen for medierne ofte dybere end negativ omtale i danske aviser. Historisk er der en udbredt skepsis for mediernes rolle i den arabiske verden, i og med medierne traditionelt har været underlagt censur fra magthavere.

– De mennesker, der er blevet integreret i danske samfund og kender til dansk pressefrihed ved også, at medierne er uafhængige af magthavere i Danmark, men hvis man ikke er blevet integreret, vil man tage forestillingen fra den arabiske verden med sig, fortæller Ehab Galal.

Forståelse mellem generationer

Grundtanken bag Akhbar Al-Danmark har fra de første aviser dumpede ind af brevsprækkerne på Nørrebro og andre bydele med mange dansk-arabere været, at avisen skal favne hele det dansk-arabiske samfund på tværs af nationalitet, køn og antal år i Danmark.

Derfor kan man også finde artikler på både dansk og arabisk, da mange danskfødte arabere ikke kan læse arabisk som deres forældre og omvendt.

Ifølge Nidal hungrer mange 2. generations dansk-arabere efter et identitetsskabende medie, hvor de kan komme i dialog med den ældre generation. Håbet er med tiden at udbygge den danske sektion og få unge og ældre i tale ved at have de samme indlæg på både dansk og arabisk.

– I dag er der rigtig mange unge, der ikke forstår den ældre generation og som måske også har mistet respekten for dem - og det samme billede går igen den anden vej, mener Nidal Arif.

JPEG - 30 kb
Brobyggere. Redaktionen på avisen Akhbar Al-Danmark forsøger at bygge bro mellem generationer i det dansk-arabiske miljø. Samt bro mellem dette miljø og resten af det danske samfund. Foto: Peter Kristensen.

Udover ønsket om at skabe en platform, hvor generationerne kan mødes, har avisen også en række faste sider. Blandt de faste sider er den meget populære juridiske sektion, hvor læserne kan stille spørgsmål om regler for familiesammenføring, frit skolevalg, kontanthjælp og lignende.

Udover den juridiske brevkasse er der en sektion for kvinder, en kultursektion, nyheder fra dansk politik på Christiansborg og hvad der ellers rører sig i det danske samfund inden for eksempelvis sundheds- og skoleområdet.

Henover de seneste numre har Akhbar Al-Danmark fokuseret på dansk-arabisk foreningsliv, og hvorfor så mange foreninger ofte går op i limningen på grund navneforvirring og repræsentationsfnidder, som også var rubrikken på den seneste forsideartikel om emnet.

– Jeg bliver glad, når jeg kan se, at de artikler vi skriver fører til debat som med artiklerne om foreningsliv, hvor vi har fået de centrale aktører i tale, siger Nidal Arif og henviser til, at en af de personer avisen omtalte i august kommer til genmæle i en kronik i septembernummeret.

Redaktionel frihed

For de to idemand bag Akhbar Al-Danmark har den redaktionelle frihed, avisen har opnået via etableringsstøtten fra Dagbladsnævnet haft en enorm betydning. Støtten på 570.000 kr. for året 2010 har gjort, at avisen ikke er afhængig af donationer og annonceindtægter fra bestemte personer og grupper.

JPEG - 31.6 kb
Uafhængig. Det skaber både debat og glæde, når en avis kommer tæt på hverdagen for det dansk-arabiske miljø. Foto: Peter Kristensen.

I begrundelsen fra Dagbladsnævnet blev der lagt vægt på, at Akhbar Al-Danmark kan bidrage på en markant måde til mangfoldighed og alsidighed i det danske dagbladsmarked.

»Bladet kan efter Nævnets vurdering udfylde en vigtig samfundsmæssig funktion ved at henvende sig til en gruppe i det danske samfund, som det eksisterende dagbladsmarked har svært ved at nå,« fremgår det af begrundelsen fra Nævnet.

Udover at Nidal Arif og de andre journalister på avisen møder skeptiske spørgsmål fra læserne angående avisens økonomiske uafhængighed, oplever de også, at folk ikke ønsker visse historier frem i spalterne.

En af de historier omhandlede skilsmisser blandt unge dansk-arabere og de
deraf følgende konsekvenser for de implicerede. En problemstilling de fleste kender, men som ikke bliver diskuteret på grund af tabuisering. Ved at Akhbar Al-Danmark har skrevet om forholdene, har dansk-arabere ifølge Nidal Arif erfaret, at avisen tør at skrive om ting, som er relevante for målgruppen.

– Vi mener, at vi som dansk-arabisk avis skal værne om ytrings- og pressefriheden, men hvor vi samtidigt viser respekt og forståelse for vores læsere. Og det er en helt anden sag end selvcensur, siger Nidal Arif.

Religionens betydning

På spørgsmålet om hvilken rolle religion spiller for Akhbar Al-Danmark, starter Nidal Arif med at fortælle, at han selv er palæstinenser og sunni-muslim. Chefredaktør Mohammad Hamza er derimod shia-muslim fra Irak. Udover de to er der også en dansk-egypter og en dansk-marokkaner ansat, og senest er danskfødte Gitte Young blevet tilknyttet avisen.

– Det er meget vigtigt for os ikke at være et religiøst medie, men at vi er et talerør for arabere i Danmark uden fokusering på religionen. Der er jo også arabere, som er kristne, uddyber Nidal Arif.

Dog kommer Nidal ikke udenom, at religion også kommer til at have indflydelse i spalterne. Eksempelvis bragte de forud for ramadanen et interview med en imam, der opfordrede unge under 15 år til at lade være med at faste, hvilket skabte en del kritik blandt nogle læsere, der ikke var enige i den pragmatiske holdning.

JPEG - 33.3 kb
Alternativ. Både danske politikere og religiøse ledere med anden etnisk baggrund har en holdning til det dansk-arabiske miljø. Akhbar Al-Danmark prøver at skabe en balance. Foto: Peter Kristensen.

– Hvis vi skulle synge i kor med de danske medier og kritisere fasten, vil vi ikke have forstået vores målgruppe. Vi har ikke et ønske om at være problemorienteret, men i stedet komme med løsninger ved at komme med alternativer til at gøre tingene på en anden måde, forklarer Nidal Arif.

Under Nidal Arifs seneste besøg i Odense-bydelen Vollsmose blev han hevet til side af en velrespekteret religiøs mand fra området. Manden opfordrede til, at Akhbar Al-Danmark undlod at skrive visse historier, da disse kun burde være forbeholdt lederne. Hidtil har lederne ifølge Nidal haft en stor rolle som gatekeepers for folk, der ikke ellers følger med i nyhederne.

– De mennesker, der tidligere har haft en rolle som nyhedsformidlere i nærmiljøet føler sig udfordret af os, og det er vi meget glade for, smiler chefredaktøren.

Besøg netavisen Akhbar.dk

Besøg Akhbar Al-Danmark på Facebook.

Besøg Det Arabiske Mediehus i Danmarks hjemmeside.

Læs artiklen »En halv million støttekroner til dansk-arabisk avis« hos Journalisten.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce