Filosof: »Punk er modkraft«

REPORTAGE: »Filosopånk« på Stengade, torsdag den 14. oktober.

En DJ huserer alene i mørket, for enden af det tomme rum. Han opvarmer rummet, forbereder rummet på de kommende abstinenser. For i aften er anderledes.

I aften er rummets stimulans ikke kun punkens lydtryk, i aften er stimulansen også ordets udtryk. I aften skal rummet bære tre gange filosofisk kraftstrøm, tre gange ordgejl i et punkvakuum.

Vi er til Filosopånk på Stengade!

En lyskegle flænser rummet, reflekteres i baren og afslører den hane, der nu har min fulde opmærksomhed.

- En Black Bird tak!

- Ja…en stor!

Mand med hæfte i F-mol

Rummet fyldes og spændvidden afslører udfordringen. Filosofi og punk i ét. Hanekamme, huer og piercinger, skorte, blazer og fuldskæg. Påtrængende T-shirts »Jeg vil så gerne være punker« »Misfits« »Dansk Fløde«. En sand kakofoni.

Filosoffen John Michael til Filosopånk på Stengade. Foto: Mark Knudsen/Monsun

En nysgerrig bas finder vej og drager opmærksomhed mod scenen. Her står filosoffen John Michael klar med et hæfte og sniffer til sin øl.

- Wittgenstein mente, at filosofiske påstande er meningsløse.

- At det blot er sproglige misforståelser.

- Vi betragter specifikke eksempler i sproget og antager, at de er paradigmatiske.

Rummet beherskes af en mumlen, der falder sammen med bassen og gennemhuller talestrømmen, hvor jeg står.

- Her er F-mol nødvendigt, siger han til bassisten, og fortsætter

- Hvad er tænkning?

- Det er ikke noget man kan betragte, det er næsten, som foregår det i et andet medium. Psykoanalyse og neurovidenskaben er for dumme til at forstå det.

»Vi står for det dumme!«

»D.I.F.U.S.« går på og rummet rives over af guitaren, der gennemvæder rummet med lyd.

- Skru op for guitaren, råber nogen

- Vi står for det dumme, råber forsangeren tilbage og fortsætter beroligende

- Alting bliver klogere, når man har drukket øl!

Rummets abstinenser dulmes, mens lyden bølger ud over os. Trommeslagerens hat ligner en blanding mellem Hermes med vinger og en høne, der lige er landet.

»DI.F.U.S.« til Filosopånk på Stengade. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Teksterne nedbrydes af lydtæppet. Det gennemgående tema er død og penge. Refrainerne råber »Hvis bare jeg havde råd«, »Penge«, »Flere penge« og »Vil du dø«. Og »Bedemandens spise« eller »Bedemandens Lise«, det blev aldrig helt klart.

Mer’ koklokke på den pointe!

Næste filosof, Pelle Guldborg Hansen, står på scenen.

- Der er faktisk noget grueligt galt i Danmark. Det er, hvordan vi bruger det offentlige rum, indleder han.

- Hvad er det offentlige rum?

- Alle har adgang, råber en fra salen

- Ja, men ikke bare det. For eksempel indhegnede man Rådhuspladsen ved European Music Awards i 2006. Copenhagen Fashion Week sætter ikke hegn op. Her har alle adgang, så de krænker ikke det offentlige rum som sådan, men alligevel er der jo et eller andet galt!, fortsætter filosoffen.

En trommeslager rumsterer uhørligt i baggrunden.

- Mer’ koklokke på den pointe!, udbryder filosoffen

- Det offentlige rum har en værdi, men vi ved ikke rigtig, hvad den er! Det offentlige er mere end bare et fysisk rum. Det er, der vi møder hinanden, som dem vi er.

- Kan man styre det offentlige rum, så kan man styre folk. Så længe vi tror det offentlige rum bare betyder fysisk adgang, kan vi ikke sætte ord på problemet.

- Det offentlig rum er magten og kraften til at sende offentlige budskaber. Der har vi problemet. Vi får at vide, hvordan vi skal være af reklamerne i de offentlige rum, der præsenteres som frie valg i en markedsøkonomi.

»D.I.F.U.S« til Filosopånk på Stengade. Foto: Mark Knudsen/Monsun

»Jeg vil så gerne være punker«

»Narkodart« går på. Forsangeren deler venligt ud af en substans på flaske til dem nærmest scenen. Bandet er veloplagt. Rummet og publikum er klar.

- Jeg vil så gerne være punker. Ha’ de rigtige principper. Være veganer, men det’ ikk’ moderne, råber forsangeren i staccato.

Lydtryk, salens inventar af kød, træ og metal bevæger sig til musikken. Salen er én organisme.

- Punks aren’t real, punks on wheels

- For jeg er Gothpunker, Gothpunker fra Albertslund.

- Gothpunker med sminke om min mund

Forsangeren omlægger stilen mellem to numre og siger:

- Kære Asger Sørensen, vil de venligst gøre dem klar!

Forsangeren går i gang med næste nummer, der har refrainet »Sur træt og gammel«

Pause…

Trappe, dør, underetage. Lugte, varmt lys, farver og mennesker. Toiletter uden døre. En pige der retter sin strømpebuks. Underetagen er en nødvendighed. Exit underetage...

Trommeslageren fra første sæt passerer mig i salen. Det var hverken Hermesvinger eller en høne han havde på hovedet, men en strategisk udstyret stråhat med huller, hår og husplas.

Punk – et kampskrift

Aftenes filosofiske hovednavn Asger Sørensen indtager ubemærket scenen mens hele »Narkodart« forlader den på nær guitaristen. Han fortsætter med at rive i strengene, så rummet holder temperaturen.

Salen virker ufokuseret efter »Narkodarts« vellykkede koncert.
Asger Sørensen venter ikke på at få ordet, han tager det.

- Fænomenet punk. Sagen, ideen, væsnet.

- Punk, hvad er punk? Hvordan viser punk sig? Hvorfor punk?, overdøver Asger Sørensen aggressivt engageret guitaristen.

- Punk er vrede, larmende vrede over ondskab, uretfærdighed og fascisme.

- Det er derfor Punk ikke bare kritiserer eller irriterer – punk vrænger, skriger, råber.

Alle fokuserer nu på scenen. Hans aggressive recitering af dette kampskrift for punken rammer salens solar plexus.

- Hvorfor punk? Fordi magthaverne lyver.

- De udstiller pæne overflader, og dækker altid over råddenskaben. Magt er at gennemføre noget trods modstand.

- Magt er vold, magt er voldsom – magten lyver og skal lyve, magten hykler kun, når den benægter det.

- Punk er både afmagt og modmagt, punk er mod magt, punk er modkraft.

Hans profil står i skarp kontrast på scenen, iført sorte støvler, jeans og trøje, med et udtryk, der ikke ligner en akademisk lektor.

- Punk er udtryk for livet, et resultat af livets oprørske materie, en ophævelse af livet til suveræn selvbevidsthed – uden at vide det.

»Nu bliver det alvor«

Asger Sørensen overlader scenen til aftenens sidste band. Jeg møder formanden for Nihilistisk Folkeparti på vej til baren. Han har lagt kammen ned og ser denne aften ikke ud til at mene, at punk er helt ligegyldigt.

Sidste band »Dansk Fløde« går på scenen.

- Nu bliver det alvor, råber forsangeren.

Jeg drikker ud, finder frakken og tænker, det bliver svært at leve op til efter Asger Sørensens indlæg.