Ole Sohn og DKP’s svineri

Efter en stort set mislykket kampagne mod den socialdemokratiske statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt har de borgerlige kampagnejournalister kastet sig over SF’s politiske ordfører Ole Sohn og på glubsk vis begyndt at æde af mandens værdighed som politiker.

Årsagen er, at de borgerlige parlamentariske kræfter står til at tabe næste valg på grund af deres egen uduelighed og mangel på visioner. Og så er det nemt at falde over oppositionens ledere og hive dem ned i et morads, som mest findes i disse borgerlige hjerner selv.

SF’s politiske ordfører har engang været formand for Danmarks Kommunistiske Parti. Dette parti fremstilles af de borgerlige som købt og betalt for at forsvare et uhyrligt diktatur og aktivt arbejde for at indføre tilsvarende tilstande i Danmark.

Det er en injurierende påstand, som rammer hvert eneste partimedlem gennem alle tider, men det er også udtryk for et taknemmeligt propaganda-arbejde for antikommunistiske forskere og politikere, fordi partiet og den kommunistiske verdensbevægelse ikke længere er en stemme i offentligheden.

Svineriet

Først da Ole Sohn blev formand for DKP i 1987, opdagede han, i hvilken grad partiet var afhængig af økonomisk hjælp fra det daværende Sovjetunionen. Dette har han forklaret i DR’s tv-avis, og det er der sådan set ikke noget kontroversielt i. Kun en meget lille kerne i partiet kendte til dette forhold, og det blev først kendt i offentligheden i 1994-95, da blandt andre historikeren Morten Thing (Kommunisternes Kapital, SFAH 3/95) begyndte at bore i det.

Ifølge Ole Sohn selv begyndte han at afvikle hele den danske del af dette system fra det tidspunkt, hvor han fik magt til at gøre det. Således var Ole Sohn formand for DKP, da partiavisen Land og Folk blev nedlagt, og da det blev besluttet at sælge Land og Folks hus.

Ole Sohn var fortørnet over det »svineri«, han opdagede i DKP, og det ønskede han ikke at have noget med at gøre. Svineriet bestod først og fremmest i DKP’s økonomiske afhængighed af Sovjetunionen.

Udemokratisk ideologi

I den udtalelse, Ole Sohn har udsendt mandag den 18. oktober, går han dog flere skridt videre og tager helt afstand fra, at han overhovedet kunne forestille sig, at det var i orden at være medlem af DKP.

Denne udtalelse er sikkert udtænkt af en smart spindoktor i SF for at sikre, at de borgerlige angreb hører op - og kvitteringen er da også straks afleveret af Venstre og Konservative - men udtalelsen indebærer vide og ret ubehagelige perspektiver.

Sohn siger: »Det DKP stod for (…) var en anti-demokratisk ideologi«, og han mener, det var »forkert«, at være medlem af partiet.

Men hvad er det for en »ideologi«, der således udråbes som udemokratisk? DKP var et marxistisk parti, det var et socialistisk parti, og den programmatisk fastlagte strategi gik ud på at udvide demokratiet ved at sikre demokratisk kontrol med de afgørende produktionsmidler.

DKP havde som endemål at indføre det klasseløse, statsløse kommunistiske samfund. Det er der ret mange revolutionære socialistiske bevægelser, der kan slutte op om, for det er et grundlæggende kendetegn for marxismen.

DKP havde en problematisk stalinistisk arv i bagagen, som mange gode kræfter i partiet tog flere opgør med i tiden efter 1955. Blandt andre Ole Sohn selv. Og stalinismen kan man med god ret kalde en »anti-demokratisk ideologi«, men kommunisme er ikke stalinisme, ligeså lidt som »demokratisk socialisme« er socialdemokratisme.

DKP’s arv

Med udtalelsen rammer Ole Sohn jo ikke kun sig selv. Faktisk rammer han alle de mennesker (99,9 procent af DKP-medlemmerne), der - ligesom Sohn før valget til formand - ikke vidste i hvilken grad, DKP var økonomisk afhængig af Sovjetunionen.

Han rammer de mennesker, som med stor selvopofrelse bidrog til partipressens økonomi, fordi de troede, den var helt afhængig af dem.

Han rammer dem, der førte faglige kampe på arbejdspladserne og sikrede lærlinge og studerende bedre forhold, når arbejdsgivere og regeringer forsøgte at forringe dem. Han rammer dem, som kæmpede for bedre velfærd, når de socialdemokratiske pampere blev fjerne i blikket og indgik beskidte aftaler med korrupte entreprenører.

Han rammer også de kommunistiske modstandsfolk i BOPA, der kæmpede side om side med for eksempel konservative og kristne for at sikre det danske demokrati, da Socialdemokrater og cement-kollaboratører pantsatte den danske frihed hos Nazityskland.

Ligeledes rammer han hele den kommunistiske kulturtradition. Man må tro, at Bertolt Brecht var en diktatur-forherliger, og at Pablo Neruda var en forbryder. At Hans Scherfig var »forkert«, og Pablo Picasso et undergravende svin. I sidste ende var Pier Paolo Pasolini og Bertolucci vel også forbrydere? Eller Tarkovskij, eller Eisenstein?

Kommunismen er mange ting, først og sidst en forestilling om en anden verden uden grænser, uden krig, uden udbytning, uden klasser, uden stat. Kommunismen er muligvis blot en drøm, og den bliver ikke til virkelighed, før alle deler drømmen, og de materielle betingelser for dens virkeliggørelse er tilstede.

Kommunismens historie rummer desværre mange eksempler på naive forestillinger om, at man havde ret til at lokke og true andre ind i sin drøm, når nu den var så uhyre smuk.

Men den rummer også mange eksempler på ægte progressivitet, og den har under alle omstændigheder været en vigtig inspirationskilde for mange fremskridt, også i den vestlige verden.

Denne dobbelthed i den kommunistiske idé er et træk, den har tilfælles med moderniteten og alle dens andre ismer. Dens drivkaft er på den ene side en kamp for frigørelse fra tidligere tiders snærende bånd, og på den anden side en kamp for en ny orden.

Denne nye orden kommer let i konflikt med den frigørende tendens. Det ser man også i liberalismen, hvis frihedsbegreb hviler på retten til at udbytte andre mennesker, og som i alle hidtidige udgaver har ført til monopolisering af markederne og pengebaseret magtfordrejning i det politiske liv.

For eksempel kan en minister i et borgerligt demokrati ikke være imod kapitalisme, endsige engang have arbejdet for dens afskaffelse, uden at blive svinet til af en ensrettet, borgerlig presse.

Forbrydelser

Ole Sohn har for længe siden på beundringsværdig måde gjort op med den stalinistiske arv. Han har gravet i USSR-arkiver og afsløret umenneskelige overgreb og magtmisbrug i socialismens navn.

Han har også skiftet fra en revolutionær til en reformistisk position, hvilket han tydeligvis har det godt med. Al ære og respekt for den ærlighed og det mod, det har krævet. Men at han for at sikre sig en ministerpost i en kommende regering synes, at han skal tage afstand fra alt, der er foregået i kommunismens navn, er ikke beundringsværdigt.

Forbrydelser begået i kommunismens navn skal fordømmes, fordi de er forbrydelser, ikke fordi de er begået i kommunismens navn.

Der er også begået forbrydelser i kristendommens navn. Spørg millioner af børnehjemsbørn verden over, katolske kordrenge, oprindelige folk i Amerika. Men vi forlanger ikke, at enhver kristen skal tage afstand fra sin overbevisning af den grund.

Og der er såmænd også begået forbrydelser i liberalismens navn. Spørg f.eks. Chiles tidligere præsident Salvador Allende eller den chilenske folkesanger Victor Jara. Nåh nej, det lader sig ikke gøre, de blev myrdet i liberalismens navn.

Uanset dette har både de liberalistiske, de socialdemokratiske og de kommunistiske idéer spillet en afgørende rolle for menneskers frigørelse fra undertrykkelse.

Den ensidige dæmonisering af kommunismen, nu med Ole Sohns hjælp, vidner om, at kommunismen – ligesom andre revolutionære socialistiske retninger – stadig spiller rollen som et farligt, allestedsnærværende spøgelse i det kapitalistiske maskineri.

Kim Ingemann er musiker, komponist, cand.it og journalist