Hvem siger, at man skal gennempløje en læsesal for at få et indblik i kønsteori? Akademisk tankegang blev mandag den 25. oktober hevet ned fra piedestalen med ultrakorte oplæg om Michel Foucault, Judith Butler og det biologiske køn.
Den folkelige interesse for kritisk diskursiv post-strukturalistisk queer-feministisk kønsteori er åbenbart en del større end forventet.
I hvert fald er stole, borde og det meste af gulvet på café Under Konstruktion i Folkets Hus pakket med mennesker den sidste mandag i oktober.
Det er det første arrangement som gruppen Under Indlæring står bag. Ideen med det hele er at lave en åben scene for vidensdeling, hvor folk kan trække på hinandens viden.

»Mange af os ligger inde med en kæmpe viden, så vi burde trække meget mere på hinanden i stedet for at hive de etablerede eksperter ind hver gang,« fortæller Malte Max-Hillerød, som er initiativtager til Under Indlæring.
Han vil tage den specialiserede viden fra de snævre kredse ud til en bredere befolkning.
»Der er tale om gensidig læring, oplægsholdere bliver bedre til at tale til folk i et forståeligt sprog, som alle kan forstå.«
Under parolen »Ingen kan alt. Alle kan noget. Sammen kan vi det hele. Hvad kan du« vil han arrangere oplæg om alt fra tør teori over tips og tricks til en vellykket piratfest til planteavl for dummies.
Men denne gang er det nu ret så akademisk.
»Jeg havde ikke lige forventet at skulle tale for så mange folk« når Eskil, den første taler, at sige inden stopuret sættes i gang. Nu har han et kvarter til at redegøre for normativitet og magt alá Foucault.
»Magten findes i relationen mellem folk. Kongen er med andre ord kun konge, fordi relationen mellem ham og hans undersåtter har bestemt det,« opsumerer han, inden han haster videre til næste punkt.
Stopuret bipper. Nu er det Katrines tur til at indvie forsamlingen i Judith Butlers verdenssyn.
»Hele den teoretiske diskussion om det biologiske køn versus det sociale er meningsløs, det handler om at gøre kønnet – ikke at være det,« fastslår hun hurtigt, inden turen kommer til de heteroseksuelle:
»Heteroseksualitet er ikke en naturlig norm, den er bare obligatorisk.«
Stine er eftermiddagens sidste taler. Bevæbnet en video om forstørrede klitorisser og Odenses sygehus’ definition af, hvor tvekønnet man må nu have lov til at være, før hormonbehandling er på sin plads, går hun i gang.
»Det er uacceptabelt at befinde sig i midtergruppen mellem dreng og pige, det er afgørende med en tidlig diagnose, så man kan korrigere eventuelle fejl. Man skal derfor operere, hvis penis eller klitoris ikke lever op til de størrelsesmæssige bestemmelser«.
Tiden er løbet ud og folk bevæger sig ud i regnen for at bearbejde den intellektuelle skudsalve med cigaretter.
Og der ser faktisk ud som om eksperimentet er lykkedes.
»Korte oplæg som dem her er en fed måde at få styr på de begreber, man hører om, men ikke aner hvad står for. Men det nåede ikke at blive tungt og uvedkommende Jeg var vild med det«, siger Ida, mens hun samler sine ting op fra gulvet.
»Jeg går på designskolen, så det meste af min dag går med at sidde og tegne, så det var fedt at få lidt universitet-stof til eftertanke,« supplerer Mia, inden de begge forsvinder i menneskemængden.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96