Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech fremlagde onsdag den 17. november regeringens og Dansk Folkepartis forslag til et pointsystem, der bliver det fremtidige grundlag for familiesammenføringer.
Birthe Rønn Hornbech lagde ved fremlæggelsen ikke skjul på, at den nye lovgivning ikke blot er en justering af det nuværende regelsæt, men også en stramning. Mennesker, der ønsker familiesammenføring, skal ikke længere kun opfylde lovgivningen i kraft af alder, men også »selv yde en indsats«, argumenterede hun.
Udspillet fra VKO mødte som forventet straks en kold skulder fra Enhedslisten og de Radikale, mens Socialdemokraterne og SF måtte en tur tænkeboks, før de bekendte kulør – og undsagde regeringens forslag.
De to sidste partier havde på forhånd udtalt, at de ikke er principielle modstandere af et pointsystem, men at de ville se VKO’s forslag, før de tog stilling. Onsdag aften sagde de to partier ikke kun nej til finanslovpartiernes udspil - de fremlagde også et fælles, alternativt forslag til et pointsystem, som Helle Thorning-Schmidt betegner som »retfærdigt« og »fair« og langt mere gennemskueligt end VKO.

Helle Thorning-Scmidt ville til gengæld ikke forholde sig til, om S-SF’s forslag var strammere eller mere lempeligt end det nuværende system. Heller ikke selv om det er formuleret som et supplement til den nuværende lovgivning.
Den »vil blive videreført uændret efter et regeringsskifte«, som det står i de to partiers fælles udspil, blandt andet med de såkaldte »tilknytningskrav«, boligfordringer samt krav om ikke at have modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik.
S-SF’s afvisning af VKO’s pointsystem er blevet modtaget positivt, men ikke uden forbehold af den øvrige opposition.
– Det er rigtig godt, at Socialdemokraterne og SF klart afviser regeringens groteske udspil, og det pointsystem, de fremlægger, ser ud til at være markant bedre end regeringens. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for, siger Johanne Schmidt Nielsen.
Men hun beklager, at S-SF overhovedet accepterer »en stramning af 24 års-reglen«.
– Hvordan man end vender og drejer det, så repræsenterer Socialdemokraternes og SFs eget pointsystem også en stramning af de nuværende regler for familiesammenføring – og det er et skridt i den forkerte retning.
De radikales Margrethe Vestager er mere principiel i sin afstandtagen til S-SF-udspillet.
– Bureaukratiske nyttevurderinger har ikke noget at gøre i folks ægteskaber. De mennesker, det handler om, drømmer ikke om at komme til Danmark. De drømmer om at leve med deres mand eller kone. Jeg er liberal, så jeg synes ikke, at staten skal blande sig i, hvem man gifter sig med, siger hun til Politiken.
Samme principielle kritik rettes mod S-SF-udspillet af samfundsdebattøren og Politiken-bloggeren Rune Engelbreth Larsen, der skriver, at både VKO og S-SF reducerer mennesker til »værdi-point«.
Rune Engelbreth Larsen mener ikke, at partiledelserne i hverken S eller SF har givet sig en tomme i forhold til den kritik, der er blevet ytret fra begge partiers baglande.
»For den, der er fundamentalt uenig i en gradueret statsdikteret værdisættelse af individers ret til at gifte sig med en udlænding og bo sammen i Danmark, er VKO’s og SSF’s tankesæt lige forkasteligt. At VKO’s system så er nogle grader værre i den praktiske udformning, er ingen formildende omstændighed ved det usympatiske makværk, SSF har hamret sammen«, skriver han på et blogindlæg på Politiken.
Modkraft har forsøgt at få en kommentar fra SF’s integrationsordfører Astrid Krag, men uden held
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96