Uvishedens magt

Klimaaktivisterne Tannie og Stine og antifascisten Niclas har været varetægtsfængslet i forbindelse med politisk aktivitet i Danmark. Her mødes de til en samtale om personlige og politisk konsekvenser af varetægtsfængsling, overvågning og kriminalisering.

Fængsling og politisk arbejde

Hvordan har politiske fængslinger i Danmark konsekvenser for det politiske arbejde?

Stine: Jeg tror, at det har ret store konsekvenser. Det har haft ret store konsekvenser for mig siden, altså i den dur, at man jo helt konkret er anklaget for noget og helst ikke vil anklages for mere. Man vil gerne slippe ud af det på bedst mulige måde, og det gør man ved ikke at rode sig ud i andet. Så det er den der selvjustits, der hele tiden kommer over en. Det er ikke fordi, jeg er gået helt i stå med politisk arbejde, men man venter alligevel til, det er overstået.

Tannie: Jeg synes meget, det er efterfølgende, hvor man finder ud af, hvor intenst man er blevet overvåget og aflyttet. Og hvor meget det har at gøre med andre mennesker. Det fører til sådan en efterkriminalisering, der gør, at man selv og de folk omkring en kriminaliserer ens handlinger enormt meget. Og man tør ikke tage telefoner med til møder, og man tør ikke gøre alle mulige ting. Selvom det, man gør, ikke er ulovligt. Mine og Stines anklager er primært baseret på telefonsamtaler, hvor vi ikke siger noget ulovligt. Og derfor sidder man og sætter spørgsmålstegn ved, hvad er ulovligt og hvad er ikke ulovligt. Lige pludseligt ligger man enormt meget bånd på sig selv, og det gør at det bliver mindre sjovt at lave ting, fordi man er totalt paranoid. Men det er faktisk også sværere at organisere noget, fordi der sker en kriminalisering indenfor miljøet.

Niclas: Jeg tror også helt klart, at jeg er meget påvirket af det. Det er tredje gang jeg sidder fængslet på to år, så jeg kunne godt mærke, at jeg gerne vil være fri for at sidde i fængsel nu. Det har været hårdt for den nærmeste familie. Det var anden gang, jeg sad varetægtsfængslet, og så har jeg været inde og afsone en enkelt gang. Den her tur var væsentligt værre end de tidligere for mine pårørende, blandt andet fordi at det var PET, der kørte sagen, og det hele var så mystificeret og hemmeligt. Den anden gang var det en mere simpel sag, der blev kørt af det almindelige politi. Det har påvirket mig meget, hvordan det har påvirket min familie. Det tror jeg helt klart, er den vigtigste årsag til, at jeg tager den så meget med ro. Det at se, hvordan mine mindre søskende har reageret og set hvor kede af det, de har været. Jeg kan virkeligt godt nikke genkendende til de der ting, I siger om, hvordan man bliver forsigtig.

Signalværdien i politiske fængslinger

Hvordan bruges politisk fængsling? Er det for at sætte et eksempel, for at straffe eller for at afpolitisere?

Tannie: Når man vælger at bruge terrorloven, så får man folk til at tænke, at AFA er meget kriminelle. Det var så tydeligt, at man forsøgte at kriminalisere hele det antifascistiske arbejde og det virker virkelig afskrækkende.

Stine: Vi havde jo sagt, hvad vi ville gøre længe, de kunne bare have stoppet os inden. Det er en psykisk frygt, der bliver sat i gang, for der er mange, der ikke har lyst til at ende i fængsel. Så det er helt klart en del af en skræmmekampagne. Vi er jo også kun sigtet for at have råbt push, der er jo ikke nogen, der er sigtet for at skubbe.

Tannie: Det handler da om at skræmme folk fra at fortsætte. Da vi blev anholdt, ville man også gerne have folk til at stoppe med at protestere mere under klimatopmødet.

Niclas: Efter jeg kom ud, har jeg kunnet se, at det har virket afskrækkende. Det handler også om, at folk ikke vil have deres gode navn og rygte smudset til.

Tannie: Jeg har det sådan, at hvis man ikke viser solidaritet og opbakning, når det virkelig brænder på, så er det fuldstændigt ligegyldigt.

Stine Gry Johansen (tv) og Tannie Nybroe blev varetægtsfængslet i seks dage under COP15-topmødet i december 2009. De var begge talspersoner for den civile ulydighedsaktion »Reclaim Power - Push for Climate Justice«. Niclas blev i foråret 2010 fængslet i 68 dage, heraf 40 i islolation, for antifascistisk aktivitet, anklaget for bl.a. vold, hacking og ulovlig våbenbesidelse. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Når familien står til regnskab

Hvordan er forholdet til dem udenfor - venner og familie?

Stine: På baggrund af samtaler med min mor, som jeg kan snakke rimeligt åbent med det om, har jeg oplevet, hvordan at lige præcis fængslingen var afgørende. Ikke nok med, at jeg var politisk aktiv og lavede politisk arbejde, og det skulle hun stå til regnskab for på forskellige måder. Hun er selv politisk aktiv, så hun kunne måske godt forklare fængslingen. Men hendes kæreste, der står et andet sted, skulle også lige pludselig stå til regnskab for en masse ting, jeg gjorde. En ting er, at man går på fjernsyn og snakker om civilulydighed, det kan man måske sådan diskutere over kaffen. Men så når man også er blevet fængslet for det og har råbt push. Det, synes jeg, har været en ting til eftertanke, at de har haft det svært ved at skulle forklare sig selv. Hvor jeg har valgt at kunne forklare mig selv, når folk stiller kritiske spørgsmål, så har de ikke valgt det.

Tannie: Det synes jeg, at jeg har oplevet i forhold til både venner og familie. Det der med, at hvis man laver noget, der er på kant med loven, så hver gang man møder nye mennesker, så bliver du afkrævet et svar. Ligeså snart folk ved, hvem du er, så har de en holdning til dig og så vil de diskutere det, du står for, og du har ikke noget svar, for du ved ikke, hvad de står for. Min mor, der er seminarielærer, er blevet nødt til at tage det op med sine elever, og diskutere civilulydighed, begrebet solidaritet og retten til at demonstrere. Fordi hun har følt, at så mange har stillet spørgsmål ved - at det er jo din datter. Og hun skal jo ikke stå inde for det. Jeg synes, det er rigtigt svært, at jeg i fremtiden skal tænke på, at mine handlinger også skal forsvares af mine venner og familie.

På usikker grund

Tannie: Jeg er mere bekymret for vores retssag, og den kommer til at tage hårdere på mig psykisk, end hvis vi får en dom. Jeg synes ikke, det er et ligeså stort problem at skulle sidde i fængsel i tre måneder. Jeg synes selvfølgelig at det er problematisk ud fra et retsperspektiv, men jeg er ikke bekymret for mit eget velbefindende. Jeg er meget mere bekymret for de retslige diskussioner og hele retssagen. Det er det samme med varetægtsfængslingen, den er også enormt hård for en. Det er så anderledes forhold, og du er så usikker på, hvad der sker. Når du afsoner, har du alligevel lidt kontrol over situationen, du ved, at her er rammerne. Jeg kan ikke selv vælge, om jeg skal sidde her, men jeg ved det godt på forhånd. Ved varetægtsfængsling bliver du bare smidt ind et sted, og du har intet at skulle have sagt. Hvis du siger, at du gerne vil se din advokat, så handler det om, at din advokat måske får det at vide, måske ikke får det at vide. Det finder du ikke ud af. Så kommer de, måske kommer de ikke. Du får ikke noget at vide, før de står der. Selvom du har fået at vide, at du får besøg en dag, hvis det så bliver aflyst, får du ikke noget at vide. Der er hele tiden nogle, der har magten over dit liv på sådan en hel syg måde, der er forfærdelig og enormt psykisk hårdt.

Niclas: Det der med at have fået at vide, at du har besøg på tirsdag, og så ringer du på, når klokken bliver tretten og siger: jeg skal ned til besøg. Så siger de: jeg prøver lige at finde ud af det. Så går der ti minutter og så kommer de ind og siger: ja der er ikke dukket nogle pårørende op, så du skal ikke ha besøg i dag, og så smækker de døren. De havde flyttet besøget, uden at give mig besked om det.

Tannie: Vi havde ikke brevkontrol og den slags, så vi måtte i teorien ringe til folk. Man kunne købe telefonkort oppe i kiosken, og så kunne man kun ringe om aftenen. Og man skulle melde sig til på et bestemt tidspunkt på dagen. Når du så havde gjort det, og det blev aften, så hørte du ikke noget. Hver gang du så spurgte dagen efter: hvorfor fik jeg ikke lov at lave et opkald. Så er svaret, at der var for mange, der skulle lave et opkald. Men vi kendte jo alle, der sad på den der gang, og vi vidste, at der ikke var nogle, der havde fået lov at ringe - så det var bullshit. Man fik aldrig lov at ringe, på trods af at der stod, at man måtte. Du sad hver aften og tænkte, må jeg snart få lov at lave det der opkald.

Men er det fængselsbetjentene, der regulerer det?

Stine: Ja, det er 100 procent op til dem, om de synes, de lige vil give dig telefonen. Jeg synes noget af det værste det er, at man skal ringe på for at komme ud og pisse. Det er noget af det mest nedladende, at man skal vente på, der kommer en og åbner og spørger, hvad du vil og så sige: jeg skal på toilettet, må jeg godt det?

Tannie: Det er meget symptomatisk, at det er sådan nogle små ting. Men det er bare alt afgørende fordi du ikke har noget liv. Det eneste, du er afhængig af, det er at få lov til de der bitte små ting. Og jeg tror, at nogle af dem virkeligt får en glæde ud af at fratage dig retten til det. Vi sad på en herreafdeling, hvor der kun var mig, Stine og en anden pige, og så resten var fyre. Og det gjorde, at de blev nød til at lave rutinerne om, for vi kunne ikke være i træningscenter med fyrene og så videre. Så var det hele tiden sådan noget med: du kom ikke i bad i dag for det var drengene, der skulle i bad. Men det var jo dem, der havde valgt, at jeg skulle sidde på den der drengegang - så kom over det.

Niclas: Et eksempel på den behandling, vi fik, var, da gangmanden [en indsat, der har ansvar for gangen, red.] på vores afdeling havde fødselsdag 1. maj. Jeg havde købt ind til at lave lagkage, og vi havde lavet lagkage. Der var to gange cellesamvær [når to indsatte har samvær i en celle, red.] om dagen, en gang om eftermiddagen og en gang om aftenen. Under cellesamværet havde vi så lavet kage, der skulle deles ud til hele afdelingen. Det havde vi fået lov til af vagterne på forhånd. Og så om aftenen så kommer vagten ind og siger: I kan ikke få lov at dele den ud, der er for mange der skal ringe i telefon. Så kunne vi få lov at sidde der, to drenge og to store lagkager...... Vi spiste dem selvfølgelig – det var ikke sådan.

Har I en oplevelse af, at man bliver behandlet anderledes som politisk fange?

Niclas: Jeg tror muligvis, at man bliver trykket en lille smule mere ned af nogle af vagterne. Generelt bryder vagterne sig ikke om de autonome. Det er ligegyldigt, hvordan man selv identificerer sig, så er det den kategori, man ender i derinde.

Tannie: Jeg fik flere gange at vide, at I er jo ikke rigtige kriminelle. Og det betyder jo, at de har et billede på, hvad en kriminel er, og at vi ikke passede ind i den kategori. Men de forholder sig helt sikkert anderledes til en, enten positivt eller negativt, fordi de ved, hvem man er.

At være den, der har været fængslet

Hvordan er forholdet til aktivisterne udenfor?

Stine: Da vi var der, tænkte jeg, at dem udenfor havde det meget værre. Fordi de ikke vidste, hvordan jeg havde det og stressede meget over det. Jeg kunne sove ud og se fjernsyn, mens de måtte fare rundt. Og når man så kommer ud, så er det også akavet, for så er man den, der har været i fængsel.

Tannie: Jeg føler nogle gange, at jeg er glad for, at det var mig, der blev fængslet. For det føles som om folk har ret dårlig samvittighed og føler, vi har taget skraldet for alle. Det skaber nogle ret akavede relationer.

Stine: Jeg følte bare, at jeg var en ud af en stor gruppe, der lavede klimapolitiske ting. Men fængslingen har skabt en anden rolle, både for mig og for hvordan andre ser på mig. Det er bare en mærkelig situation at blive sat i.

Niclas: Jeg tror, jeg er blevet helt blød af det. Det her med at opleve at alle var der for en og har knoklet røven ud af bukserne. Og sådan havde jeg det også flere gange derinde, hvor jeg fik helt tårer i øjnene og tænkte på, hvor privilegeret jeg er, at have så mange seje politiske kammerater og venner.

Stine: De betyder alt, dem der er udenfor, når man sidder der. Når man får de her breve ind af døren, så er det helt stort.

Tror I der er forskel på, hvordan man ser på det at være fængslet ift. ens køn?

Niclas: Jeg synes, at den venstreradikale bevægelse som helhed, og mændene især, har en meget problematisk tilgang til det at sidde i fængsel. I store dele af miljøet er det at have siddet fængslet et markant statussymbol, og især yngre mænd får desværre nok en opfattelse af, at fængsel sådan set er nemt nok, og at man er en fandens karl, hvis man har siddet inde. Det gælder både varetægt og afsoning. Mit klare indtryk er, at når man snakker på tomandshånd med ’hårde’ drenge om fængsler, så har det været en af de værste perioder i deres liv - det var det også for mig. De har egentligt haft det af helvedes til, men når man så sidder 5-8 mænd på et værtshus, så er det bare røverhistorier og macho-gylde for fuld skrue. Jeg tror helt klart, at mange mænd skjuler deres reelle følelser i forbindelse med deres fængsling for ikke at tabe street-credit, og i stedet bevare deres ’hardcore image’. Den eneste måde man kan komme udover dette, er i mine øjne at italesætte, at det er okay at være ked af det og skræmt, når man sidder inde, og når man kommer ud.

Anne Rehder og Kirstine Mose er redaktionsmedlemmer i Internationalt Forums tidsskrift Gaia, hvor artiklen er blevet bragt i nr. 3/2010.

Der afsiges dom i retssagen mod Stine Gry Johansen og Tannie Nybroe den 25. november 2010. Retssagen mod Niclas er endnu ikke berammet.