Rød blok er ikke imponeret over den SU-reform, som regeringen fremlagde fredag den 18. november. Især fjernelsen af støtten til de hjemmeboende studerende vækker harme.
– Det er uacceptabelt og sølle, at regeringen vil finansiere flere timer i folkeskolen ved at fjerne SU til hjemmeboende unge, der er ved at afslutte deres ungdomsuddannelse, skriver de tre uddannelsesordførere, socialdemokraternes Christine Antorini, de radikales Marianne Jelved og Pernille Vigsø Bagge fra SF i en fælles pressemeddelelse.

De mener, at forslaget vil føre til yderligere frafald.
– Konsekvensen af regeringens forslag er, at unge, der eksempelvis er i gang med gymnasiet, HF eller grundforløbet på en erhvervsuddannelse, fuldstændigt mister deres uddannelsesstøtte med risiko for, at de dropper ud. Frafaldet er i forvejen alt for højt på ungdomsuddannelserne, mener de.
Også beslutningen om at skære et års SU fra alle studerende – og dermed fjerne det »ekstra år«, som alle studerende tidligere kunne gøre brug af, hvis de dumpede, blev syge eller på anden måde forsinkede – møder skarp kritik.
– Det vil forringe vilkårene for langt de fleste almindelige studerende. Hvis du dumper en eksamen, bliver syg eller bliver forsinket på grund af for meget arbejde, så har du ikke SU til at gennemføre din uddannelse, udtaler Enhedslistens uddannelsesordfører Johanne Schmidt-Nielsen.
Her bakkes hun op af kollagerne i Socialdemokratiet, SF og de Radikale, der understreger at reformen vil gøre mere skade en gavn.
– Vi tror ikke, det gavner målet om, at flere gennemfører en videregående uddannelse. Risikoen ved at fjerne det 6. år er, at nogle unge ikke gennemfører deres videregående uddannelse, og det er dyrt og dårligt for både samfundet og den unge, mener de.
Johanne Schmidt-Nielsen mener desuden, at ideen med at belønne studerende, der kommer igennem på mindre end normeret tid, er decideret usympatisk.
– Regeringen vil bruge pengene på at belønne de allerstærkeste studerende. Det synes jeg ikke er særligt sympatisk. Det er altså de færreste, som kan komme igennem et femårigt universitetsstudie på fire år, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Ifølge Berlingske Tidende vil den kontante belønning til de hurtige studerende, der vel og mærke ikke har haft mere end et enkelt sabbatår, være den resterende SU. Hvis en studerende eksempelvis gennemfører en femårig uddannelse på fire et halvt år, vil det udløse en bonus på 32.304 kroner (seks SU-klip á 5384 kroner), når studiet er færdiggjort.
Men hos Danske Studerendes Fællesråd tvivler man på, at denne mulighed vil højne kvaliteten af de nyuddannedes kundskaber.
–Jeg har aldrig hørt om nogen, der kan gennemføre hurtigere end normeret. Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at man kan presse de studerende hurtigere igennem, Men jeg har ikke lyst til at tænke på en lægestuderende, som ikke når at lave den praktiske træning i at lave en hjerteoperation, siger formand Danske Studerendes Fællesråd Mikkel Zeuthen til Politiken.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96