Kommentar: Spansk mærkedag

Lørdag den 20. november 2010 er det nøjagtig 35 år siden, at den spanske diktator Francisco Franco døde. Generalen for de spanske tropper på de Kanariske øer, der med støtte fra Mussolini og Hitler ledede militæropstanden mod den demokratisk valgte 2. Republik i årene 1936-39.

Den internt splittede modstand bestående af stalinister, trotskister, anarkister, socialister og venstrerepublikanere bukkede efter tre års borgerkrig under for Francos fascisme, der skulle komme til at vare en tredjedel af det tyvende århundrede i Spanien.

Så alt imens efterkrigsbørnene lavede ungdomsoprør mod autoriteterne rundt om i Europa, var spanierne underlagt et nationalkatolicistisk diktatur, der under og i årene efter borgerkrigen havde lagt sine modstandere under jord i tusindvis af grave. Grave der den dag i dag, for langt de flestes vedkommende, stadig ligger uåbnede og spredt udover det meste af den iberiske halvø.

Propagandaplakat for Francisco Franco, 1939.

Det faktum at mange nulevende spaniere har uidentificerede familiemedlemmer gemt af vejen på den måde, skaber med jævne mellemrum et anspændt politisk klima - senest i forbindelse med dommeren Baltasar Garzón, der indtil videre uden held har forsøgt at få dømt diktaturets bødler for forbrydelser mod menneskeheden, men som pga. La ley de amnestía (loven om amnesti) fra 1977 er blevet bremset i sit forehavende og suspenderet fra sit embede.

»Glemselspagten« som blev indgået efter overgangen til demokratiet, og som beskytter diktaturets mordere, er stadig en realitet.

Den 20. november er derfor for mange spaniere en mærkedag, fordi den betyder begyndelsen på overgangen til et demokrati, som gennem de forløbne 35 år på ny har forbundet Spanien til resten af Europa - vedstået sig landets interne kulturelle pluralitet, hvad angår det catalanske, baskiske og galiciske sprog og mundet ud i i alt 17 selvstyreområder.

For andre er dagen en sørgedag på grund af det samme, og det kan blandt andet ses, når nogle går til messe i Granadas katedral for at mindes Francisco Franco og José Antonio Primo de Rivera (stifteren af Spaniens fascistparti) eller når diverse nynazister og fascister forsamles i El valle de los Caídos (»De faldnes dal«), 40 kilometer nordvest for Madrid, hvor Franco ligger begravet i et enormt, hvidt mausoleum.

Den 20. november kan en ung udlandsdansker derfor gå sig en tur ned ad Reyes Católicos i centrum af Granada, se falangistflaget (fascistpartiets banner) blafre fra et vindue på en tredje sal, og i en blanding af vrede og afmagt føle sig heldig over, at være født på en stump jord oppe nordpå, hvor der heldigvis ikke har været diktatur siden enevælden, og hvor ens tidligere slægtled ikke ligger begravet, hvem ved hvor og med de skyldige på fri fod.

Lars Troels Møller er bachelor i spansk sprog og kultur