Anmeldelse: Demokratisk midterskilning

Deltakerne. En reise i demokratiets framtid er en optimistisk bog om kampen for demokrati på arbejdspladser og lokalsamfund.

Bogen forsøger at undersøge demokratisk ledede arbejdspladser for at kaste lys over de forsøg, der allerede findes for at ændre det kapitalistiske arbejdsliv.

Hovedformålet er ikke så meget at udpensle, hvorfor en neoliberal samfundsorden bør kastes over bord, eller hvorfor venstrefløjen har besvær med det.

Snarere forsøger bogens forfattere at lede efter konkrete alternativer.

Der er en demokratisk skillelinje mellem højre- og venstrefløjen, mener forfatterne til bogen Deltakerne. En reise i demokraiets framtid. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Og dem er der faktisk ikke så få af, mener Audun Lysbakken og Ingvar Skjerve, bogens forfattere, der begge er medlemmer af Socialistisk Venstreparti i Norge.
Audun Lysbakken er næstformand i partiet og ligestillingsminister i Stoltenbergs regering i Norge, og Ingvar Skjerve er sygeplejeske,

Fremtidens samfund befinder sig tværimod lige foran øjnene på os – ikke i de abstrakte forestillinger. Både i IT-firmaer og industri-arbejdspladser i Norge og kæmpe kooperativer i Spanien.

Demokrati på hjertet

De to norske forfattere vil have kravet om mere demokrati som det grundlæggende for en fremtidens venstrefløjspolitik. Både på arbejdspladser og i lokalsamfundene.

Den politiske højre/venstre-skala bør ikke forstås som modsætningen marked vs. stat, men snarere: mere demokrati vs. mindre demokrati:

»Mer eller mindre demokrati. Det er den grunnleggende konflikten mellom venstre og høyre« (side 8).

Markedet er med andre ord udemokratisk, og det er således deltagerdemokratisk organisering af arbejdet, der må danne baggrund for et opgør med det kapitalistiske arbejdsmarked.

De to forfattere tager indledningsvis udgangspunkt i den aktuelle finanskrise og dens årsager. Årsagerne til krisen er mange, men forfatterne mener, at et af de fundamentale træk er at »de få« har magten over »de mange«, og at de få har taget forkerte beslutninger:

»Den økonomiske krisen er skapt av makten til de få. Alternativet ligger i makten til de mange: de som må ta hensyn til lokalsamfunn og arbeidspladsser, de som aldri kan velte risikoen over på noen andre, fordi de selv er det samfund de skal forme« (side 8).

Alle dele af samfundet skal begribes ud fra forestillingen om demokratisk deltagelse, at kunne være medbestemmende over de forhold af livet, der vedrører en.

I Deltakerne bliver der diskuteret lokaldemokrati, repræsentativt demokrati, arbejderdemokrati, deltagerdemokrati og en række andre eksempler på hvad en udvidelse af demokratiet har af konsekvenser.

Jeg vil her fokusere på bogens debat om demokratiske arbejdspladser med et par eksempler.

Her er økonomisk ejerskab og demokratisk ledelse to sider af samme mønt, fordi fordelingen af økonomisk overskud og demokrati styrker virksomheden mod konkurs og nedskæringer.

Arbejdermagt i dit IT-firma

IT-virksomheden Mogul Norge blev i forbindelse med, at IT-boblen brast, erklæret konkurs i midten af 1990’erne. På meget kort tid gik branchen fra en urimelig høj vækst til total kollaps.

IT-branchens arbejdere troede, at de var en del af en helt ny økonomi, der var fri for magtforhold på arbejdspladsen, fordi produktionsmidlerne nu befandt sig i medarbejdernes hjerner.

Men da IT-boblen sprang viste det sig, at nedskæringer, fyringer, konkursbegæringer og effektiviseringer ligesom alle andre arbejdspladser, var de midler, ledelsen og ejerne benyttede sig af.

I den tid, hvor usikkerheden bredte sig i IT-virksomheden Mogul Norge, holdt de ansatte sammen og skabte et fællesskab i den svære tid. Det var det sammenhold, der efter konkursen dannede baggrund for, at arbejderne i IT-virksomheden købte konkursboet og gav deres nye virksomhed navnet Kantega.

Ca. 40 ansatte købte 1/40-del hver.

Der var krise i IT-branchen omkring årtusindskiftet, ikke kun i Norge, men hele verden. Derfor måtte Kantegas nye ejere gå meget ned i løn. Samtidig gjorde ejerskabsmodellen det muligt, at fordele eventuel overskud, der tidligere var tilfaldet nogle få privilegerede ejere.

Det kollektive ejerskab gjorde det muligt at fordele indtægterne bedre, så folk beholdt deres jobs. Det var ikke uden omkostninger at omstille Kantega til kollektivt ejerskab, men arbejdsmiljøet blev bedre efter omstruktureringen, og sygefraværet var markant lavere end på andre virksomheder i samme branche.

Det er muligt at opbygge arbejderledede arbejdspladser, også blandt IT-firmaer. Det nogen kalder immaterielt arbejde. Det var dog nødvendigt med ofringer i form af kollektive lønnedsættelser. Det er derfor ikke omkostningsfrit, men stadig muligt at lede og fordele arbejdet fælles.

Uden modstander intet sammenhold

Et andet eksempel på, hvordan kollektivt ejede virksomheder blev drevet, er historien om hejsemontørerne i Oslo.

Nor Heis en norsk virksomhed i Oslo, gik konkurs i 1993.

Mange af virksomhedens ansatte fandt konkursen urimelig og fik derfor set økonomien efter i sømmene. Det viste sig, at de havde ret: Virksomheden burde være rentabel og mulig at drive videre. Og arbejderne overtog konkursboet.

I mange år gik det godt for den kollektivt styrede virksomhed, og virksomheden havde branchens højeste lønninger i en periode. Virksomheden var nu ejet af Hiesmontørernes Fagforening.

Men i forbindelse med, at Heis Nor skulle låne et større pengebeløb voksede presset på de ansatte. Det var yderst vanskeligt at hjemtage lån, da bankerne ikke ville låne penge til en virksomhed, der var ejet kollektivt.

Samtidig havde arbejderne på Heis Nor selv ansvaret for virksomhedsledelsen.
Hiesmontørernes Fagforening var i Norge kendt for, at være godt og stærkt organiseret. Organiseringsprocenten blandt hejsemontørerne var høj og der var stor stolthed forbundet med faget.

Hejsemontørerne var også kendt som »strejkemontørerne«. Der var en robust tradition for faglige konflikter og man var stærkt organiseret mod kapitalisterne, »banditterne« (side 34).

Da de ansatte i Heis Nor pludselig var lederne af arbejdspladsen og også af økonomien, var der ikke længere nogle at være i opposition til. Den grundlæggende konflikt mellem arbejdsgiver og arbejdstager var nu en intern konflikt på den kollektivt ledede virksomhed.

Det sammenhold, der tidligere var skabt af faglig organisering og solidaritet i arbejdstagergruppen, var nu vanskeligere at opretholde.

Konflikter, der tidligere havde været et ydre anliggende, blev nu draget ind i arbejdergruppen. De ledelsesmæssige og økonomiske problemer skulle nu løses indbyrdes.

Til sidst solgte de ansatte selv virksomheden: »Vi har fått nok. Vi vil tilbage til en situasjon, hvor ledelse er ledelse og eiere er noen banditter, som vi kan stå sammen mod«.

For medarbejderne var det altså svært at se sig selv som ledere. Især når det gik dårligt. Folk blev slidt ned af ledelsesrollen.

Nye muligheder, nye problemer

Det er ikke problemfrit, at eje sin egen arbejdsplads. Medarbejderne i Kantega gik væsentligt ned i løn, mens hejsemontøren ganske vist holdt deres lønninger, mens de dog ikke have det lige let med både at være leder og medarbejder samtidig.

De demokratiske løsninger, der bliver præsenteret i Deltakerne er ikke problemfri. Der opstår nye problemer i nye former for organisationer.

Men i bogens eksempler lykkes det for ansatte, at skaffe sig selv væsentlig bedre og mere stabile arbejdsforhold.

Derfor er bogens undersøgelser af de forskellige demokratiske arbejdspladser opløftende og bogen rækker faktisk fremad. Demokratisk deltagelse har vist sig, at engagere ansatte, og det har bogen gode eksempler på.

Bogen diskuterer åbent besværligheder ved de demokratiske virksomheder, og alle verdens problemer løses ikke ved at demokratisere virksomhederne. Men det er helt sikkert muligt at tænke sig andre måder at strukturer arbejdet på i fællesskab. Ikke mindst i krisetider.

Den igangværende økonomiske krise rammer mange forskellige brancher, og i flere tilfælde har de ansatte med stor succes overtaget deres virksomheder. Enten ved at købe de konkursramte virksomheder billigt eller som i Storbritanien besætte sine arbejdspladser.

Andre har igen valgt selv at tage konkurrencen op med effektivisering på demokratisk vis. I mange tilfælde er det lykkedes for de arbejderejede virksomheder at modstå fyringer og nedskæringer. Dette fordi indtjeningen ikke tilfalder nogle få, men bliver fordelt lige mellem de ansatte.

Bogen er derfor aktuel i den igangværende krise.

Det lukkede demokratiske fællesskab

Den meget aktivistiske eller handlingsorienterede fokus bogen har er samtidig det sted, hvor kritikken skal sættes ind.

For omgivelserne eller de strukturelle forhold bliver ofte skubbet i baggrunden til fordel for de demokratiske virksomheders konkrete selvopretholdelse.

Det kræver energi at holde en virksomhed kørende, der ikke er organiseret på markedsvilkår. Alt bliver sat ind på at forsvare sine egne idealer, uden at udbrede sine idealer eller have yderligere samfundsforandrende potentiale.

Det egentlige samfundsforandrende perspektiv er indimellem til at overse. En virksomhed, der her og der er organiseret efter demokratiske principper, ændrer sjældent på de strukturelle forhold.

Hvem sælger man fx sine produkter til? Eller hvordan udbreder man sine organisatoriske idealer? Det er spørgsmål der ikke er lette at svare på.

På den anden side kan disse demokratiidealer danne baggrund for aktivistisk inspiration, hvad jeg mener bogen gør. Det ér muligt, at organisere sig anderledes, end hvad de økonomiske strukturelle forhold umiddelbart foreskriver. Og der er masser af mennesker der gør det.

Det er klart opløftende. Grundlæggende er ideen om højre/venstre-skalaen som et for eller imod demokratisering, et interessant perspektiv.

Eskil Andreas Halberg er cand.scient.adm, netværksaktivist og blogger på Modkraft.

Audun Lysbakken og Ingvar Skjerve: Deltakerne. En reise i demokratiets framtid. Forlaget Manifest.