Forspildte kriser – nedslidte ortodoksier

Hvis man vil forstå karakteren af den krise, som har ramt den kapitalistiske verden, er der behov for en metodologisk tilgang med udgangspunkt i politisk økonomi. Det vil sige en reference-ramme som ikke ligger fjernt fra den klassiske økonomis grundlæggere som Adam Smith og David Ricardo samt socialister som Karl Marx.

Denne teoretiske tradition definerede politisk økonomi som et videnskabeligt felt, der inddrog det sociale fundament (klasserelationer) samt statens rolle i kapitalismens udvikling. Udover at politik og økonomi blev anskuet som to sider af samme fænomen, var analysen historisk og kontekstuel. En sådan tilgang synes at være en rationeret vare under den krise, som de senkapitalistiske samfund for tiden oplever.

Som konsekvens af den globale finansielle blindgyde, der har skabt økonomiske problemer for den »reelt eksisterende kapitalisme«, ser man, indenfor den konventionelle tænkning, en konfrontation mellem to teoretiske og ideologiske løsningsmodeller. Uenigheden mellem (ny)liberalisme og (ny)keynesianisme har rødder i den diskussion og økonomiske politik, der blev ført i kølvandet på Den store Depression i 1930’erne og efter Anden Verdenskrig.

Uanset de tilsyneladende strategiske uoverensstemmelser med hensyn til kriseløsning, deler de den fælles grundantagelse: at den kapitalistiske måde at producere og fordele det menneskeskabte økonomiske overskud bedst svarer til den menneskelige natur.

Dermed indsnævres den »sociologiske fantasi«. Ethvert forsøg på at lede efter en alternativ samfundsform fremstår som naturstridig, mens fremtiden, indenfor denne forståelsesramme, stort set kommer til at bestå i mere af det samme. Vi lever jo i »den bedste af alle verdener«. Eller som Francis Fukuyama lancerede det efter sovjet-socialismens nedsmeltning, står menneskeheden nu ved historiens afslutning!

Som følge af denne stiltiende ideologiske konklusion findes der nu i praksis næsten ingen undervisning eller grundforskning i alternative samfundsøkonomier på de højere læreanstalter, hvor man studerer »hvad der er,« men ikke »hvad det burde være!«

Derigennem bliver de potentielle muligheder, som det kapitalistiske udviklingssystem vitterligt har skabt, ladt ude af betragtning.

I de seneste årtier har en økonomisk politik – under betegnelsen »nyliberalisme« – udfoldet sig over hele verden. Grundlæggende bygger dens forståelsesramme på en næsten religiøs tiltro til markedets iboende evne til at føre til optimale resultater, blot det får lov at kontrollere og regulere sig selv.

Resultatet af denne markeds-fundamentalisme er blevet en politisk diskurs, der stræber efter at styrke privat-økonomiske interesser uanset omkostningerne for fællesskabet.

Anskuet gennem disse briller går det bedst, hvis staten holder fingrene fra de økonomiske aktørers beslutninger og handlinger, bortset fra når de store spillere selv kommer i vanskeligheder som f. eks. under den nuværende finans-krise, hvor staten bruges til at hjælpe bankerne og andre finans-institutioner der er kommet i uføre.

Ifølge en ledende embedsmand i USA’s finansministerium kan statens redning af finansinstitutionerne og genrejsningen af økonomien komme til at koste det amerikanske samfund den astronomiske sum af 23.7 billioner dollars! Med andre ord, hvad vi oplever er en politik, der privatiserer gevinsterne og socialiserer tabene.

Det er lidt af en anakronisme, at filosofien bag nyliberalismen tilskrives Adam Smith som på et tidspunkt, hvor industri-kapitalisme var i sin spæde begyndelse, lancerede ideen om markedets »usynlige hånd.« Overført til nutidens virkelighed ville Adam Smith med al sandsynlighed have revideret sin teoretiske antagelse.

Nu om dage, hvor monopoler, korporationer og oligarkier har overtaget magten over produktion, distribution, information og den politiske diskurs, er det blevet svært selv i klart vejr at få øje på markedets frie kræfter. Hvad vi i virkeligheden har er en kommando-økonomi med andre midler!

Forestillingen om, at førnævnte aktører og deres aktionærer skulle have samme interesser som flertallet af verdens befolkning, kræver ikke så lidt fantasi-udfoldelse. Efter flere årtier med nyliberalisme, som ledende økonomiske doktrin verden over, er resultaterne nedslående – hvis man ser bort fra et begrænset mindretal.

I 2006 – altså to år før indledningen af den store finans-recession— udgav World Institute for Development Economics Research ved FN’s universitet (UNU-WIDER) en beregning, som viste, at de rigeste 2 procent af verdens voksne befolkning ejer mere end halvdelen af den globale husholdnings ressourcer.

Blandt de statistiske oplysninger rapporten indeholdt var, at

»Den rigeste 1 procent af de voksne i året 2000 alene ejede 40 procent af de globale værdier, og at de rigeste 10 procent af de voksne tegnede sig for 85 procent af verdens total. I kontrast hertil, rådede den nederste halvdel af verdens voksne befolkning over knap nok 1 procent af den globale rigdom.«

Sådanne kendsgerninger har selvsagt ringe interesse for den herskende ideologi, som tillige samtidig nærmest er blevet institutionaliseret tankegods på læreanstalter og i medierne.

Men til trods for de gunstige vilkår som nyliberalismen har nydt godt af ved at få næsten alle lande til at føre økonomisk politik på de præmisser, som dikteres af den såkaldte »Washington Consensus« (USA’s finansministerium, Den Internationale Valutafond og Verdensbanken) oplever verdensøkonomien en krise af betydelige dimensioner. Tilmed er den endnu kun i sin begyndelse! Uanset de optimistiske forudsigelser, fremmanet af tilhængere af den nyliberale ortodoksi, er situationen alvorlig.

Den herskende økonomiske diskurs, som har til formål at opbygge tillid og forhindre pessimisme, bygger på en konjunkturel krise-forståelse, der tager sit udgangspunkt i den finansielle nedtur, vi har oplevet i de sidste to år. Dvs. ikke på en strukturel indsigt i økonomiens tilstand – globalt og nationalt.

Set udefra et mere holistisk perspektiv er det derimod rimeligt forudsigeligt, at verden kommer til at opleve en krise-fænomenologi præget af finansiel uholdbarhed, global økonomisk overproduktion, ressource-knaphed, nedtur for det amerikanske hegemoni, forskydningen af verdensøkonomiens centrum til Østasien, dvs. fra »Vesten til Resten,« samt miljø-ødelæggelser inklusive dramatiske klima-forandringer.

Grundlæggende kriser i menneskers subsistens-grundlag – både i de rige lande og i den tredje verden – vil desuden få politiske konsekvenser, som er vanskelige at forudsige.

Den anden økonomiske ortodoksi, hvis storhedsperiode var årene efter Anden Verdenskrig indtil ca. 1970erne, går under betegnelsen keynesianisme.

Mens (ny)liberalismen tilskriver al trivsel under kapitalismen til de frie markedskræfter, bygger (ny)keynesianismen på den erkendelse, at markedet, overladt til sig selv, før eller senere fører til stagnation og depression.

Det var analysen af Den store Depression i forgangne århundrede – som resultat af 1920’rnes og 1930’rnes liberale økonomiske politik – der fik John Meynard Keynes til at konkludere, at staten måtte gribe ind i samfundsøkonomien ved at kontrollere og regulere markedets måde at fungere på.

Derudover skulle staten investere i jobskabende infrastrukturelle projekter og nationale industrier for at overvinde »rentier-kapitalisternes« tilbageholdenhed m.h.t. at investere, skabe arbejdspladser og et marked for produktionen.

Under de herskende omstændigheder var det nødvendigt for staten at optræde som både iværksætter, aftager og socialhjælper for at holde hjulene i gang.

Hvad angår keynesianismens sociale dimension – i form af velfærdsstaten – er det gledet ud af den kollektive hukommelse, at Den store Depression, Anden Verdenskrig og genopbygningsperioden var præget af stor folkelig politisk mobilisering og antagonisme imod den kapitalistiske klasse og den politiske elite.

De indrømmelser overfor arbejderklassen, som blev gennemført, byggede på et styrkeforhold, hvor borgerskabet var blevet svækket. Bag den herskende klasses kompromis-beredskab lå en strategi, der bidrog til pacificering og neutralisering af truslen mod systemet.

Antonio Gramsci betegnede denne politik, der blev gennemført med staten som mellemmand, som den herskende klasses »passive revolution.« Dette historiske kompromis gjorde det muligt for socialdemokratiske og kristelig-demokratiske partier at indføre sociale reformer og derigennem forhindre en udvikling, der kunne have ledt til en slags statssocialisme.

I stedet blev målet en form for statskapitalisme, hvor klassemodsætningerne kunne reduceres uden at antaste selve klassestrukturen.

Resultatet blev en hybrid samfundsformation, som byggede på en slags konfliktuel sameksistens mellem den arbejdende befolkning og kapital-ejerne med staten som formidler.

Problemet for denne korporatistiske konstruktion var, at dette arrangement ikke kunne være andet end en midlertidig løsning på kapitalismens krise, en slags parentes i den socio-politiske udvikling!

Statens udgifter skulle finansieres gennem beskatningen, de forskellige nationale stater kom i konkurrence med hinanden på verdensmarkedet, og sidst, men ikke mindst var der en residuel modstand fra højrekræfterne, der advarede imod faren for socialisme.

Disse begyndte hurtigt efter Anden Verdenskrig at stræbe efter en opbygning af nyliberalismen som en kontra-ideologisk diskurs, der blev udbredt fra sit ophavssted: de konservative amerikanske tænketanke og andre vel finansierede institutioner.

Historisk set viste keynesianismen sig at udgøre redningen for en afsvækket kapitalisme, som var kommet ud af krisen og krigen ansigt til ansigt med samfunds-økonomiske og politiske udfordringer, der satte spørgsmålstegn ved systemets overlevelsesmuligheder og legitimitet.

Kapitalismens hidtil største krise blev overvundet gennem statens indførelse af en social sektor sideløbende med den keynesianske økonomiske politik i genopbygningsfasen. De tredive år fra 1945 til ca. 1970erne blev menneskehedens historisk mest produktive periode.

»Les trente glorieuses« som disse årtier blev kaldt i Frankrig.

At undervurdere den rolle som socialdemokratiet spillede i den økonomiske genrejsning og skabelsen af en progressiv social kontrakt kræver historieforfalskning.

Kapitalismens gæld til socialdemokratismen anerkendtes uden falsk beskedenhed af den amerikanske økonom John Kenneth Galbraith, da han skrev:

»Det moderne markedssystems overlevelse var i høj grad vores bedrift. Det ville ikke have kunnet overleve uden det sociale venstres anstrengelser.... Lad os ikke være beskedne: vi er forvaltere af en politisk tradition, der frelste klassisk kapitalisme fra sig selv.«

Desværre for denne model førte den økonomiske politik med tiden til en kapitalakkumulationskrise, som gav sig udtryk i overproduktion og afsætningsvanskeligheder. Desuden, set fra en liberalistisk synsvinkel, resulterede statens indtrængen i den økonomiske sfære i færre investerings-muligheder for den private kapitalistiske sektor.

Nyliberalismen pressede derfor på for et tilbagetog fra statens makro-indblanding i samfundsøkonomien og for en privatisering af den offentlige sektor.

Symptomatisk for skiftet fra den keynesianske ortodoksi til nyliberalisme kunne aflæses i uddelingen af Nobel-prisen i økonomi.

Endnu i 1974 fik både socialdemokraten Gunnar Myrdal og Friedrich August von Hayek, som repræsentant for nyliberalismen, det blå stempel.

To år senere gik prisen til den super-nyliberale guru Milton Friedman, som havde været med til at rådgive Pinochet-diktaturet i Chile efter kuppet imod den folkevalgte socialdemokratiske regering under Salvador Allende.

Mens vægten i den økonomiske aktivitet under keynesianismen lå på produktivisme og en udvidet social sektor, har den nyliberalistiske økonomiske politik promoveret den finansielle sektor på bekostning af industrien samt foretaget nedskæringer og privatiseringer i den offentlige og sociale sektor.

For at holde lønniveauet nede har den industrialiserede verden eksporteret arbejdsintensive industrier til billigere produktionsområder. Udvidelsen af kreditvirksomheden, på grundlag af uholdbare prisstigninger på boligmarkedet, bidrog til at holde forbruget i gang.

Samtidig er ulighederne i befolkningen vokset til et niveau hvor demokratiske og lighedsprincipper sættes ud af spillet. Konsekvenserne af nedbrydningen af den tidligere sociale kontrakt vil i stigende grad komme på den politiske dagsorden.

På det makro-økonomiske politiske plan synes hovedforskellen mellem de to ortodoksier at være, at mens nykeynesianismen ønsker en slags reguleret markedskapitalisme, stræber nyliberalismen efter en mindskelse af statens kontrol over erhvervslivet og en liberalisering af samfundsøkonomien, dog med den krølle, at staten skal hjælpe til når finansinstitutionerne lander i vanskeligheder!

Hvad der imidlertid forbinder de to tilgange er, at begge har accepteret kapitalismens logik, nemlig kapitalakkumulation som drivkraft for systemets trivsel og overlevelse.

1930’rnes store depression kan således fortolkes som en akkumulationskrise, som datidens liberale økonomiske politik havde ansvar for.

Keynesianisme og socialdemokratisme bidrog efter Anden Verdenskrig til at genskabe en dynamisk akkumulations-model som til gengæld førte til »stagflation« (en blanding af stagnation og inflation).

Nyliberalismen løste disse problemer gennem en privatisering og deregulering af samfundsøkonomien samt globalisering. Sidstnævnte åbnede for nye investeringsmuligheder, som førte til en ny akkumulationsbølge og ændringer i den internationale arbejdsdeling.

Den nuværende krise, hvis fremtrædelsesform og essens ligner 1930’rnes nedtur, kan således tilskrives vanskeligheder i den akkumulationsmodel, som nyliberalismen har promoveret siden keynesianismens deroute. Altså en tilbagevenden til den gamle pre-keynesianske liberalistiske model!

Moderne økonomisk historie viser en tendens, hvor de to ortodoksier skiftevis bliver den dominerende politik. Problemet for samfundsudviklingen er, at den herskende politiske kultur er blevet tilpasset denne tvedeling uden udsigt til en alternativ model.

Som Albert Einstein en gang har bemærket: »Sindssyge består i at gøre det samme igen og igen og forvente forskellige resultater!«

Men som antydet i vores analyse, på grund af krisens omfang og karakter, kan tiden for politisk Kabuki-teater snart være forbi.

Det betyder imidlertid ikke, at de politiske kræfter er til stede, der kunne opstille visionen og implementeringen af et socialt alternativ i form af en ny produktionsmåde og ny livsstil, der adskiller sig fra den destruktive logik, som de hidtidige socioøkonomiske og politiske modeller har demonstreret.

Det ville dog være ikke så lidt af en skam, hvis krisen ikke gav anledning til at stræbe efter en ændring i systemets iboende logik.

Som Præsident Obamas tidligere stabschef, Rahm Emmanuel i en anden sammenhæng har udtalt: »Man skal aldrig lade en alvorlig krise gå til spilde. Og hvad jeg mener med det, er, at den er en mulighed for at gøre ting, som man før ikke troede var muligt.«

Alt andet er »fiducias!«

Ellen Brun og Jacques Hersh har været engageret på ventrefløjen i flere årtier. De var i 1960’erne redaktører på Politisk revy og i 90’erne på Tidskriftet SALT. Har i årenes løb deltaget i den offentlige debat med talrige foredrag, artikler og bøger, bl.a. Kapitalismens udviklingssystem. Senest har de redigeret en ny udgave af Paul Lafargues klassiske skrift Retten til dovnskab.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Det Ny Clarte