Kommentar: OK 11 bliver startskud til nedtur

»Når krybben er tom så bides hestene«, siger et gammelt ordsprog.

Den talemåde kan uden videre overføres på de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige arbejdsmarked.

Her har de faglige hovedorganisationer nemlig opgivet alle intentioner om at rette op på ulighederne i de offentlige lønsystemer og alle krav om ligeløn mellem kønnene.

De lavtlønnede kan se frem til en social udligning på under 0,01 procent - mod at indføre en ekstra lønramme til de allerhøjest lønnede med over 75.000 kroner i månedlig indtægt.

Defensiv situation

Alle organisationerne er enige om, at det bliver meget svært bare at bevare reallønnen. Reallønsstigninger er der ingen, der gør sig illusioner om, hverken i hovedorganisationerne LO, FTF, Akademikernes Centralorganisation eller i Sundhedskartellet, der er de store forhandlingsfællesskaber på det offentlige arbejdsmarked.

Lavtlønsløsningen aftalt i KTO er så begrænset at end ikke SOSU’erne er omfattet af udligningen på 0,01 procent. Samlet set er det knap 58.000 ud af 800.000 offentligt ansatte der får glæde af modellen. Foto: Lars Kamp Mortensen/Monsun.

Selv indenfor de enkelte fællesskaber har der vist sig store uenigheder.

Slagsmålet står kort fortalt mellem to forskellige opfattelser af, hvad der skal opnås ved de kommende OK forhandlinger:

En solidarisk vej, der først og fremmest sigter på at sikre en lønudvikling for de lavest lønnede og at tage hul på at skabe ligeløn mellem mænd og kvinder gennem at give lønstigninger i kroner.

Og en egoistisk vej, der er en videreførelse af den »sædvanlige« model med procentvise lønstigninger, der sikrer, at alle stiger med samme procentsats – og altså at de højest lønnede får flere penge end de lavest lønnede.

Fagforeninger mod ligelønskrav

KTO – en forkortelse for Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte – er det samlede forhandlingsfællesskab for de offentligt ansatte på det kommunale område.

Her skal LO, FTF og AC formulere og rejse fælles krav til overenskomstforhandlingerne.

At det kan være svært at forene krav for kontorchefen, personaledirektøren, lægen og rengøringsassistenten er åbenlyst – og kravene bliver i sidste ende et kompromis mellem de forskellige interesser. Og her er der altså begrænset lyst til at være solidarisk med de lavestlønnede.

Det er derudover bemærkelsesværdigt at notere sig, at der også er modstand mod ligelønskrav i overenskomstforhandlingerne. Modstanden har været særlig stærk fra AC, som Magistrene er en del af, og fra FTF der bl.a. tæller pædagogerne i BUPL.

De to hovedorganisationer har truet med et veto mod en begrænset lavtlønsløsning, hvis nogen insisterede på ligelønskrav.

Selv fra HK og Socialpædagogerne i LO-familien har man kæmpet mod ligelønskrav i overenskomstforhandlingerne.

Når de enkelte organisationer fremhæves, skyldes det, at det alle er organisationer, der i offentligheden ellers har markeret sig stærkt som fortalere for ligeløn.

Lavtlønnede skal støtte de højest lønnede

Selv i LO, der repræsentere de lavtlønnede og lavest uddannede medarbejdere i kommuner og regioner, har man ikke kunnet blive enige om at sikre en solidarisk overenskomstmodel.

FOA og 3F har som de eneste bakket kravet op. I kraft af, at de to organisationer udgør flertallet i OAO (Offentlige Ansattes Organisationer, LOs samarbejdsfællesskab på det offentlige område), har resten af LO-forbundene været tvunget til at stå bag en meget begrænset skævdeling til fordel for de lavest lønnede.

Til gengæld har man fraveget kravet om ligeløn og har accepteret at gøre et krav fra Akademikerne til et fælleskrav, nemlig at udvide den kommunale lønskala med et trin 56 over den nuværende top på trin 55, der udgør kr.78.500,- pr. måned.

Den begrænsede solidaritet med de lavestlønnede skal altså betales ved, at de lavestlønnede skal stå bag om krav om ekstra midler til de højestlønnede

I sidste ende er man hårdt presset nået til enighed om en minimal skævdeling til fordel for de, der ligger på løntrin 17 (knap kr. 19.0888 om måneden) og derunder. Skævdelingen er den mindste der nogensinde er aftalt – og nok den mindst mulige man kan forestille sig, nemlig 0,01 procent.

Omregnet til kroner betyder det, at for hver procent lønnen stiger, vil en kommunalt ansat på løntrin 11 (der nu får 18.011 kroner månedligt) stige med 196 kroner om måneden – og dermed få 18 kr. mere om måneden end hvis der blev regnet i rene procenter.

Eller at løntrin 9 – 17 stiger med kr. 2.350 om året, hver gang kommunaldirektøren stiger med kr. 9.305 om året. Af den stigning »gives« så 94 kr. til de lavestlønnede, så kommunaldirektøren må ”nøjes” med kr. 9.211.

Det er med andre ord en »solidaritet«, der er så lille, at den næsten ikke er til at få øje på – og prisen har altså været at de lavtlønnede skal være solidariske med de højestlønnede – og kræve et ekstra løntrin for forvaltningschefer, kommunaldirektører mv.

For Modkrafts læsere, må det være stof til eftertanke, at deres faglige organisationer løber fra de idealer og holdninger, man smykker sig med i det daglige – og i den grad ser stort på de krav medlemmerne har rejst.

Særlig for medlemmerne af de pædagogiske fagforeninger BUPL og Socialpædagogernes Landsforbund må det være bekymrende, at man er løbet fra ligelønskravet.

Særligt når man husker på at lønkommissionen pegede på, at netop pædagogerne var den gruppe uddannede, der havde det største lønefterslæb i forhold til sammenlignelige grupper.

De københavnske pædagoger, organiseret i LFS/FOA, er de eneste, der har forsøgt at holde fast i ligelønnen.

Kan fagbevægelsen holde

Alt i alt tegner der sig et uskønt billede, hvor de, der har de højeste lønninger, rager til sig - og endnu engang ser stort på de lavest lønnede.

Det er selvfølgelig al ære og respekt værd, at de enkelte fagforbund kæmper for deres egne medlemmer. Men det er en både kortsigtet og usolidarisk strategi at se stort på de lavestlønnede.

Hvis ikke den samlede fagbevægelse i praksis er i stand til at leve op til egne idealer, så taber fagbevægelsen troværdighed, legitimitet og i sidste ende medlemmer og indflydelse.

Set i det lys kan OK 11 både blive en alvorlig opvågning ovenpå konflikterne i 2008 og det gode resultat dengang – og et startskud til en større nedtur.

For medlemmerne må det blive stadigt vanskeligere at se, hvorfor en fagbevægelse, der ikke medvirker til omfordeling og sikring af de svageste, fortsat skal have så stor magt og indflydelse på udviklingen på arbejdsmarkedet.

Tony Selvig er konsulent i fagforbundet FOA