Kommentar: Miraklet var et korthus

Tirsdag den 7. december havde den irske regering låst sig inde i parlamentet, beskyttet af politi og barrikader. De var der for at vedtage et budget, der skal implementere IMF og Den Europæiske Centralbanks krav om økonomiske stramninger.

Budgettet følger efter et år, hvor den finansielle krise er blevet stadigt alvorligere, som en konsekvens af gælden efter det, der tidligere var Europas hastigst ekspanderende økonomi.

Et åbenlyst spørgsmål at stille nu er: »Hvad gik galt? Hvad skete der med dette økonomiske mirakel?«

Opførelsen af et korthus


For at kunne besvare disse spørgsmål må man se nærmere på den irske økonomi i vækstperioden og i den nye krisesituation.

Den økonomiske vækst, som Irland oplevede fra midten af 1990’erne til den finansielle krise i 2008, var i realiteten to forskellige vækststadier.

Først sås en vækstperiode drevet af lave lønninger, højt uddannelsesniveau og massive udenlandske investeringer (især multinationale selskaber som flyttede aktiviteter til Irland). Denne periode varede fra 1995 til 2000 og det var her Irlands økonomi fik betegnelsen »den keltiske tiger«.

Herefter fulgte en periode, hvor vækstmotoren var en ukontrolleret boligboble, som bristede omkring 2006.

Boligboblen begyndte allerede under den Keltiske Tiger-økonomi. Øget beskæftigelse og stigende lønninger begyndte at presse huspriserne op. I takt med at disse voksede fulgte byggesektoren efter. Den voksende byggesektor førte til yderligere lønstigninger og yderligere øget efterspørgsel efter boliger, da migrantarbejdere flyttede til Irland for at finde beskæftigelse i byggebranchen.

Denne cirkulære proces blev forstærket af banksystemet, som tjente penge ved at låne kapital til både huskøbere og entreprenører. Det betød, at bankerne kunne puste til efterspørgslen efter huse ved at give flere boliglån og boliginvesteringer.

Det førte til yderligere prisstigninger og større indtjening på udlån til byggebranchen. Udenlandske banker og investorer deltog også i legen og udlånte omkring 844 milliarder euro til irske banker for at profitere på byggevanviddet.

Korthuset ramler

I 2007 udgjorde byggesektoren 23 procent af BNP og 20 procent af den samlede beskæftigelse – det var uden sammenligning den vigtigste del af den irske økonomi. Men byggemanien skabte et enormt over-udbud af huse og huspriserne begyndte derfor uundgåeligt at falde.

I praksis førte det til, at entreprenørerne, som havde lånt enorme pengesummer fra bankerne, ikke kunne sælge ejendommene til den pris, de havde forventet. Dermed var de ikke i stand til at tilbagebetale deres lån, hvilket betød, at bankerne overtog disse ejendomme. De kunne naturligvis heller ikke sælge med tilstrækkelig indtjening. Eftersom bankernes indtægter pludselig faldt, kunne de ikke betale deres egen gæld tilbage.

I 2008 var det irske banksystem således på randen af kollaps. For at forhindre det, udstedte den irske regering en garanti for de irske bankers samlede gæld.

Det betød, at den irske stat, og dermed den irske skatteyder, blev ansvarlige for de store huller i de irske bankers finanser.

Et grotesk scenarie, hvor almindelige irere således blev forpligtet til at rydde op efter bankernes og entreprenørernes fejltagelser, i stedet for at holde investorerne ansvarlige for deres beslutninger om at investere i en boble-økonomi.

Ved at skubbe bankernes gæld videre til skatteyderne blev den irske statsgæld langt større end BNP. Regeringen blev tvunget til at låne penge, men at optage lån involverede enorme renteudgifter, eftersom udlånerne ikke stolede på den irske regerings betalingsevne.

For at fremstå i et godt lys overfor pengemarkederne, forsøgte regeringen at mindske statens underskud ved at skære ned på udgifterne til velfærd og til lønninger til offentligt ansatte.

ECB på banen


Det var imidlertid ikke tilstrækkeligt for markedet og udgifterne til Irlands lån voksede og voksede i takt med de øgede omkostninger til bankpakken.

I november i år besluttede den Europæiske Centralbank (ECB) at skride ind med en omfattende hjælpepakke, der udover at sætte en stopper for det lurende irske kollaps, havde to mål.

For det første var ECB bekymret for, at hvis de irske banker gik konkurs, ville det få store omkostninger for de franske og tyske banker, som er centrale for økonomien i eurozonen.

Alene de tyske banker har lånt omkring 206 milliarder euro til de irske banker, så manglende betaling af denne størrelse ville få stor indvirkning på de franske og tyske banker.

For det andet ville de sikre sig, at krisen ikke spredte sig til resten af Europa. Eurozonens økonomier er tæt forbundet, og krise i et land medfører, at investorer frygter, at der også vil opstå krise i et andet land.

I øjeblikket er Portugal og Spanien i overhængende fare for at få behov for en hjælpepakke, og det er muligt at krisen vil sprede sig til resten af Europa.

Døden fra de tusinde nedskæringer

Da ECB bekendtgjorde detaljerne for den irske hjælpepakke, stod det klart, at det var en pakke, der var designet til at redde banksystemet på bekostning af den irske befolkning.

Langt størstedelen af de 85 milliarder euro, der bliver lånt til den irske regering, går direkte til de konkursramte irske banker.

Til gengæld har den irske regering forpligtet sig til nedskæringer på 15 milliarder euro inden for de næste fire år.

Det vil ske gennem den traditionelle neoliberale pakke af nedsatte lønninger, privatiseringer og nedskæringer i de offentlige ydelser.

De dårligst stillede dele af arbejderklassen vil blive hårdest ramt, eftersom regeringen har fjernet skattelettelserne til lavindkomstfamilier, nedsat minimumslønnen og skåret i den offentlige service.

Økonomerne er enige om, at disse tiltag vil forhindre, at den irske økonomi vil vokse over de næste fem år.

Arbejdsløshed er allerede et stort problem, der berører næsten 14 procent af arbejdsstyrken, og som formentlig ikke vil forbedre sig foreløbig.

Under disse forhold har mange unge irere genoplivet en gammel national tradition for at emigrere og er flygtet til udlandet.

Modstand eller resignation?

I lyset af de ekstreme angreb på levestandarden for den arbejdende del af befolkningen har der kun været begrænset aktiv modstand fra den irske befolkning.

Demonstrationer organiseret af fagbevægelsen har samlet op til 100.000 mennesker, men de er ikke blevet omdannet til vedvarende strejkebevægelser.

De studerende har været mere militante og har besat regeringskontorer og organiseret undervisningsboykot.

Sammenlignet med andre europæiske lande, har den irske arbejderklasse dog været overraskende passiv.

Det kan til dels tilskrives regeringen og den mediedrevne propagandakampagne, som har held med at skjule de faktiske grunde til krisen. Den irske befolkning er blevet ansporet til at tro, at krisen har været deres egen skyld, fordi de har pådraget sig for meget gæld og har undladt at spare op, da økonomien var i vækst.

Det er samtidig lykkedes regeringen at skabe en splittelse mellem de private og de offentligt ansatte ved at skyde skylden for den nationale gæld over på overbetalte, offentlige tjenestemænd frem for på de ublu bankpakker. Denne opdeling er skabt for at kunne gennemføre lønnedgang til alle offentligt ansatte.

Fagbevægelsen, der ellers er stærkest for de offentligt ansatte, er især mislykkedes med at forhindre nedskæringer i lønnen.

Store demonstrationer arrangeret af fagbevægelsen har vist en massiv vrede mod regeringen, men den er ikke lykkedes med at udvikle sig til noget større.

Den venstreorienterede del af fagbevægelsen har forsøgt at skubbe fagbevægelsen i en mere radikal retning, men foreløbig har det kun haft begrænset resultat.

Dette er der primært to grunde til. For det første har fagbevægelsen fulgt en taktik, der har fokuseret på samarbejdet med staten i perioden med højkonjunktur. Som en del af det indgik den centrale del af fagbevægelse en aftale om ikke at strejke for til gengæld at få lønstigninger.

Denne taktik svækkede imidlertid fagforeningernes evne til at kæmpe og forstærkede centraliseringen, som siden har gjort det muligt for de konservative fagforeningsledere at kvæle protestbevægelsen. Samtidigt er venstrefløjen i Irland historisk svag og har begrænset evne til at udvikle en mere radikal dagsorden i fagbevægelsen.

Aktivister har haft større succes i studenterbevægelsen, hvor en radikal gruppe er opstået i opposition til en konservativ ledelse af den nationale studenterorganisation. Denne gruppe har stået bag en besættelse af Finansministeriet og har været involveret i undervisningsboykots på gymnasierne.

De næste par år vil formentlig ikke bringe vækst eller et mærkbart antal jobs tilbage til Irland, efterhånden som konsekvenserne af de finanspolitiske stramninger stiger. Indtil videre er modstanden mod bankpakkerne og regeringens nedskæringer ekstremt begrænsede, men fremtiden er langt fra givet.

Det kommende valg vil formentlig betyde, at regeringspartiet vil miste mange mandater og muligvis vil magten skifte side til det socialdemokratiske Labour Party. Flere socialistiske partier har dannet en fælles valgalliance og vil formentlig også opnå en fremgang til valget.

Den virkelige kamp foregår et andet sted. Det er muligt at fagbevægelsen vil opsige fredsaftalen med regeringen og vende tilbage til strejkevåbnet. Det er også sandsynligt at studenterbevægelsen vil fortsætte kampen imod nedskæringerne på uddannelsesområdet.

Andre steder forbereder aktivister at kæmpe mod privatiseringer af vandforsyningen og brugere af de sociale ydelser mobiliserer imod nedskæringer på deres område.

Ronan McAoidh er irsk anarkist bosiddende i København.

Artiklen blev oprindeligt bragt som et oplæg den 1. december 2010 i Folkets Hus på Nørrebro som en del af møderækken Under Indlæring.

Artiklen er oversat af Stine Brix.