Flygtninge sætter fut i banansocialismen

Kommunen Pulgar ved den enorme Maracaibo-sø i Venezuela er rig på to ting: bananer og flygtninge.

Dagen lang skramler lastbiler med tunge læs af grønne bananer rundt på vejene. Arbejdere med tykke bomuldshandsker lægger omhyggeligt bananerne på plads på lastbilernes lad. Den krumme ryg skal vende opad.

I dette hede, fugtige lavland vokser 70 procent af alle Venezuelas bananer. Nogle af bananplantagerne strækker sig helt ind til centrum af den livlige lille hovedby i kommunen, hvor brede halvtag sørger for, at fodgængerne kan gå på fortorvet i behagelig skygge for middagssolen.

Overalt støder man på poloskjorter i socialistpartiets røde og hvide farver. Hvis nogen er i tvivl, om hvem der vandt det seneste valg i kommunen, er det bare at læse de broderede bogstaver på de røde polokraver: Pulgar er nu officielt en »socialistisk og bolivariansk kommune«.

Sådan har det været siden 2008, hvor det for første gang lykkedes venstrefløjen med partiet PSUV (Venezuelas Forenede Socialistparti) i spidsen at erobre borgmesterposten.

En bananrevolution er brudt ud

De colombianske flygtninge i Pulgar er glade for at tage en del af æren for det politiske magtskifte. Det fortæller Amado Jirón, en vejrbidt colombianer med grå stænk i håret. Han har selv en særlig udgave af den rød-hvide poloskjorte på.

»Impulsando la revolución platanera«, står der tværs hen over ryggen – det betyder noget i retning af: »Gang i banan-revolutionen«.

Amado Jirón står i spidsen for en gruppe colombianske flygtninge, der forsøger at skabe et socialistisk mini-samfund i Venezuela. Flygtningene drømmer om deres egne bananmarker. Foto: Hilde Hylland

Hjemme i Colombia sad Amado Jirón i byrådet for venstrefløjspartiet UP (Den Patriotiske Union). Hans politiske karriere blev brat afbrudt, da op mod 3.000 af UP’s ledende medlemmer blev myrdet og partiet gik i opløsning. Amado Jirón er overbevist om, at Colombias berygtede sikkerhedstjeneste trak i trådene.

Selv nåede han at stikke af. Han fik tilbudt politisk asyl i Sverige, men takkede nej. I stedet slog han sig ned i Venezuelas banandistrikt.

I Pulgar har Amado Jirón fået sit politiske come-back. Han er netop blevet valgt som formand for en sammenslutning af de lokalråd, som Chávez-regeringen har udset til at spille en stadig større økonomisk og politisk rolle i landet. Og Pulgars nye socialistiske borgmester holder med god grund tæt kontakt til Amado Jirón.

Som frontfigur for de colombianske flygtninge i Pulgar, er Amado Jirón en mand man lytter til. Tre ud af fire indbyggere i kommunen er nemlig colombianere.

– Det er de colombianske vælgere, der bestemmer, hvem der bliver borgmester i Pulgar, konstaterer Amado Jirón tørt.

Millioner på flugt fra krig

FN beskriver flygtningekatastrofen i Colombia som en af de værste i verden. Colombia ligger nummer 1 på listen over lande med flest interne flygtninge. Officielle tal anslår, at mellem 4 og 5 millioner colombianere lever som flygtninge internt i Colombia – og det svarer til over 10 procent af befolkningen.

Samtidigt driver borgerkrig og politisk vold i stigende grad også colombianere til udlandet, særligt til nabolandene Venezuela og Ecuador. Formanden for Venezuelas Flygtningekommission, Ydelfonso Finol, rapporterede i oktober 2010, at der opholder sig op mod 4 millioner colombianske flygtninge på venezuelansk område.

Nogle flygtninge kommer fra egne, hvor der er direkte kampe mellem guerillabevægelser på den ene side og Colombias regeringshær på den anden. Men ifølge en undersøgelse fra den britiske menenskerettighedsgruppe »Justice For Colombia« er størsteparten af flygtningene ofre for direkte jordrøveri.

Det drejer sig om småbønder, der bliver fordrevet fra deres jord af militæret og af højre-militser i ledtog med myndigheder. Efterfølgende havner bøndernes jord i hænderne hos erhvervsfolk, der driver store plantager for at udvinde for eksempel biobrændstof og palmeolie.

20 års flygtningestrøm

Bag en lille ståldør i centrum af Pulgar, skråt over for den allestedsnærværende statue af den sydamerikanske frihedshelt Simón Bolívar, holder de colombianske flygtninges forening til. Klimaanlægget stønner og hviner i det lille lokale, hvor væggene er nymalede og grønne.

Et colombiansk flag i gult, blåt og rødt er hængt op med store søm. Foreningen er rammen om flygtningenes forsøg på at skabe sig et nyt liv, uden at opgive deres gamle politiske idealer.

Amado Jirón hører til blandt veteranerne. Han har levet i Pulgar i 20 år, og i mellemtiden er der kommet flere og flere flygtninge til. Og i den seneste tid er det begyndt at gå rigtigt stærkt.

– Hver dag kommer der nye til, fortæller han.

Død inden klokken syv

Én af de nye er Samir Bello. Han har ikke været længe nok i Pulgar til helt at have vænnet sig til friheden. Han ankom for få måneder siden, med lejemordere i hælene og en dusør på sit unge hoved med det tætklippede hår og hornbrillerne.

En kasket som denne er dødsensfarlig. Det fortæller den colombianske flygtning Samir Bello, som i sin hjemegn Cordoba oplevede en klassekammerat blive skudt for at se ud som Che Guevara. Foto: Hilde Hylland

Samir peger på én af de andre colombianeres kasket, der er prydet af en stor rød stjerne.

– Hvis jeg tager dén kasket på hjemme i Córdoba klokken fire om eftermiddagen, så er jeg død inden klokken syv om aftenen, siger han.

Samir Bello er én af de få i foreningen, der har en uddannelse bag sig. To år på teknisk universitet blev det til, i et klima af knugende angst på grund af højre-militsernes politiske kontrol. Han nåede at se én af sine klassekammerater blive myrdet, ifølge Samir blot fordi vennen til et optog havde klædt sig ud som Che Guevara.

Ingen i lokalet løfter øjenbrynene over Samirs historie. Amado Jirón forklarer, at alle har hørt dén slags historier før.

Socialistisk flygtningeby

I løbet af eftermiddagen banker det med jævne mellemrum på ståldøren, og solbrændte ansigter kigger ind. Rygtet har spredt sig om at flygtningenes forening er i færd med at bygge en ny bydel. Der bliver talt om udstykning af jord »til socialistisk ejendom«.

Amado Jirón og hans folk står nemlig også bag et kooperativ. Ny venezuelansk lovgivning favoriserer medarbejder-ejede virksomheder og tilbyder særlige kredit-fordele til kooperativer, og det har colombianerne i Pulgar tænkt sig at udnytte mest muligt.

– Det er let at få arbejde, det er svært at få en bolig, og det er umuligt at få papirer, siger Amado Jirón for at forklare flygtningenes situation i Venezuela i en nøddeskal.

Derfor er flygtninge-kooperativet ved at overtage en grund, hvor de med hjælp fra kommunen vil bygge huse til 400 colombianske familier. De fleste flygtninge har ingen problemer med at forsørge sig selv, for banan-industrien i Pulgar boomer, og der er masser af job.

Det helt store problem for mange af de nytilkomne er, at de venezuelanske myndigheder har trykket på pauseknappen, når det gælder om at få opholdstilladelse. Uden papirer er det umuligt lovligt at købe sig en bolig, men det problem vil colombianerne tackle ved at bygge deres nye bydel som én stor socialistisk andelsforening.

Bananrevolutionen er først lige begyndt

Næste skridt for flygtningene er at stable egne arbejdspladser på benene. Flere af colombianerne har en fortid i bananarbejdernes fagforening, og de ser store muligheder i at danne deres egne kooperativer i banan-markerne.

Mens mørket falder på i Pulgar, flammer blus op langs hovedvejen, der skærer sig igennem de endeløse rækker af bananpalmer. Mellem palmestammerne står store aluminiumsdåser fyldt med sand og diesel, som kan brænde hele natten igennem.

Det er for at holde banantyve væk – eller i det mindste sørge for at de ikke kan arbejde uforstyrret i ly af mørket, lyder forklaringen. Pulgar vogter nidkært over det grønne guld, der vokser i palmerne.

Og bananrevolutionen? Den er først lige begyndt, lover Amado Jirón.

– Bananrevolutionen handler om, at vi ikke længere skal nøjes med at plukke bananer. Vi vil selv stå for den industrielle forarbejdelse. Vi vil lave bananchips og dén slags. Vi vil lave tekstil af fibrene i palmestammerne, siger han.

Ansigtet lyser op. For Amado Jirón er der ingen ende på mulighederne i Bananland.

Ulrik S. Kohl er medlem af solidaritetsorganisationen Internationalt Forum.

Denne artikel er skrevet til den nye udgave af Internationalt Forums magasin Gaia, som udkommer den 20. december 2010.