Fra nationalt til globalt demokrati

Nationalstaten har været rammen om demokrati i århundreder. Men denne ramme smuldrer som konsekvens af globaliseringen. Hvad så med det nationale demokrati? Hvordan kan man forstå og udøve demokrati i en globaliseret verden?

Demokratiet som hellig ko

Den vestlige verdens nationale parlamentariske demokrati er en central og højt besunget værdi. Det sejrede over de hedengangne kommunistiske regimer. Det adskiller os fra »slyngelstater«, diktatorer og islamister i Asien, Afrika og Sydamerika.

Vores udenrigspolitiske bestræbelse er at eksportere vores demokratikoncept – med vold og magt, for den sags skyld – til de nationer, der endnu ikke har det.

De fleste synes, demokratiet giver frihed, tryghed, velstand og fremskridt. Det er så »naturligt og godt«, at vi kan have svært ved at se, hvordan demokratiet egentligt har det - og hvor det bevæger sig hen.

Udefra – fra den tredje verden – er der et knapt så positivt syn på vores demokrati. Den indiske forfatter og politiske aktivist Arundhati Roy skriver:

»Demokratiet, den moderne verdens hellige ko, er i krise… Enhver tænkelig form for vold bliver begået i demokratiets navn. Det er ikke længere meget andet end et hult ord, en smuk skal tømt for al mening og indhold. Det kan være lige præcis, hvad du ønsker, det skal være. Demokratiet er den fri verdens luder, altid villig til at klæde sig ud, klæde sig af; altid villig til at tilfredsstille en hel stribe af specielle ønsker, klar til at blive brugt og misbrugt efter behov.

Indtil for ganske nylig, helt op i 1980’erne, så det ud som om demokratiet ville have en vis succes med at levere en vis grad af social retfærdighed. Men moderne demokratier har eksisteret længe nok til, at neoliberale kapitalister ved, hvordan man skal undergrave dem. De er eksperter i at infiltrere demokratiske organer – de ’uafhængige’ domstole, den ’frie’ presse, parlamentet – og præge dem, som de ønsker. Globaliseringen har knækket koden. Frie valg, en fri presse og uafhængige domstole betyder ikke voldsomt meget, når det frie marked har reduceret disse instanser til varer, der kan sælges til de højestbydende.«
(Menigmands guide til Imperiet, People’s Press 2005, side: 254-255.)

Disse højst forskellige vurderinger af demokratiets tilstand hænger sammen med, at der er tale om to forskellige perspektiver.

Det første ser på, hvordan demokratiet fungere internt i en vestlig nationalstat. Der er ingen tvivl om, at den overvejende del af befolkning her i landet oplever at leve i et velfungerende demokrati. Ellers ville det parlamentariske billede vel se anderledes ud?

Det andet perspektiv ser på, hvordan dette vestlige demokrati udfolder sig globalt. Spørgsmålet er så, hvilket perspektiv, der er mest relevant fremover?

Den suveræne nationalstat som ramme

Vores demokratiforståelse hænger sammen med den nationale suverænitet som ramme for demokratiet. Denne suverænitet opløses af globaliseringen. Man må derfor se nærmere på suverænitetsbegrebet.

I 1651 beskrev filosoffen Thomas Hobbes i bogen »Leviathan« den suveræne nationalstat. Suverænen er den øverst bestemmende magt inden for nationalstatens grænser. Suverænen var hos Hobbes en stor stærk og ofte grusom magt, men den var nødvendig for, at samfundet ikke skulle gå under i interne stridigheder mellem borgerne. På Hobbes tid var det den enevældige konge - i dag er det parlamentet, der er suverænen.

Ideen om national suverænitet kom også til praktisk politisk udtryk i datiden. Trediveårskrigen i Europa endte med den Westfalske fred i 1648. Her lovede de europæiske nationer ikke at blande sig i hinandens interne forhold og således respektere hinandens suverænitet.

Med suveræniteten blev nationalstaten den faste ramme om økonomi og politik. Økonomerne udviklede ideer om »nationaløkonomi« til udvikling af nationens velstand i 1700- og 1800-tallet. En nationalfølelse blev fremelsket, vi blev statsborgere.

Da det borgerlige demokrati udviklede sig i Europa op gennem attenhundredetallet, blev det organiseret inden for nationalstatens rammer.

Selv kommunister, der brystede sig af at tænke mere i klasser end i statsborgere, forestillede sig »revolutionen« primært som overtagelse af den nationale statsmagt.

I et par hundrede år har den politiske orden været præget af suveræne nationalstater. Når nationalstater omgikkes hinanden, var der tale inter nationale forbindelse, hvilket netop betyder forbindelse mellem suveræne nationalstater.

Den klassiske kapitalisme i Europa og Nordamerika havde i 1700-, 1800- og det meste af 1900-tallet brug for den suveræne nationalstat som ramme og organisator for national udvikling og som instrument til at erobre verden med.

Kolonialismen og den klassiske imperialisme fra Columbus frem til Hitler var netop imperier, der byggede på en suveræn nationalstat som center. Det engelske imperium eller det franske imperium skabte råderum for de nationalt baserede kapitaler. Hitler ønskede »lebensraum« for Tyskland.

Siden afslutningen af Anden Verdenskrig har den nationale ramme stille og roligt forvandlet sig fra en konstruktiv ramme til en hæmsko for kapitalismen. Især havde den ekspanderende USA-baserede kapital vanskeligt ved at trænge ind i Europa og i de europæiske koloniale imperier.

Europas åbning mod USA i kølvandet af Anden Verdenskrig og afkoloniseringen i 1950’erne og 1960’erne løste delvist op for problemet, men der var stadig tale om nationale rammer om de nye stater i den tredje verden og ikke mindst om de europæiske lande selv.

Globaliseringen eroderer nationalstaten

Fra slutningen af 1960’erne tager den proces, som sidenhen kaldes globaliseringen, fat. Drivkraften er kapitalismen selv. Dens iboende tendens til konstant at ville sælge mere og udvide sit marked sprængte de nationale og koloniale rammer.

Konkret tog det form af de multinationale – senere transnationale – selskabers opkomst og vækst fra slutningen af 1960’erne. Det begyndte med øget international handel og udenlandske investeringer og filialer, senere blev selve produktionen transnational.

De globale finansielle strømme voksede ekspotentielt i slutningen af sidste århundrede og begyndelsen af dette århundrede. Handel med valuta, aktier og obligationer løsrev sig fra den nationale ramme og er blevet et globalt 24-timers marked fra Tokyos over Londons til New Yorks børs.

Ny kommunikations- og transportteknologi har muliggjort en globalisering af selve produktionen. Udvikling og design kan foregå i et land, produktionen i et andet. En bil fra Ford består af komponenter produceret i 20 forskellige lande, og den kan samles hvor som helst, produktionsbetingelserne er optimale.

Det mur, som nationalstaterne havde opbygget omkring sig i form af valuta, told, skat og afgifter, regler for investeringer og for produkter osv. for at beskytte nationale interesser, bliver eroderet væk af de transnationale finansielle pengestrømme, nye produktionsformer, ny global arbejdsdeling og voksende verdenshandel.

Den politiske ramme for denne udvikling – neoliberalismen - blev udviklet under Margaret Thatcher i England og Ronald Regan i USA i begyndelsen af 1970’erne.

Nationalstaterne økonomiske politiske strategi skiftede fra at være et bolværk mod »udenlandske« økonomiske interesser, til at være et transportbånd for de globale markedskræfter ind i de gamle nationalstater.

Nationalstater og deres befolkning konkurrerer i stigende omfang om hvem, der kan tilbyde de bedste vilkår og faciliteter til den stadig mere mobile kapital for at bevare arbejdspladser og en gunstig position i den globale arbejdsdeling.

Typisk er parolen: Vi skal være klogere eller mere effektive end de andre eller tilbyde kapitalen optimal infrastruktur, lav skat og lempelige regler. Den neoliberale konkurrencestat er født.

Globaliseringens teknologiske, økonomiske og politiske udvikling fik også sociale og kulturelle virkninger: transnationale strømme af sociale og politiske flygtninge. Udviklingen af en globaliseret kultur med øgede globale strømme af information og viden. Også på disse felter svækkes de nationale myndigheders mulighed for kontrol med udviklingen.

I kølvandet på globaliseringen er der samtidig opstået nye regionale og transnationale institutioner, der skal forholde sig til den globale økonomi. EU, NAFTA, ASEAN er eksempler på regionale overnationale organisationer.

De halvårlige møder mellem de rigeste nationalstaters ledere – de såkaldte »G-møder«, hvor man søger at koordinere nationale økonomiske politikker, er ligeledes et eksempel på globaliseret politik.

Endelig er der skabt egentlige globale institutioner til styring af økonomien, mest kendt er World Trade Organisation, Men fælles for alle disse bestræbelser, har indtil for nylig været at virke for en yderligere liberalisering af den globale økonomi.

Globaliseringen eroderer således de nationalstatslige parlamenters magt. Dermed nedbrydes sammenhængen mellem de nationale politiske beslutninger og det geografiske område og dets borgere, som beslutningerne er rettet mod.

Den traditionelle opfattelse er, at vi som kompensation for det nationale tab af suverænitet har fået en bid af den nye regionale eller globale suverænitet.

Men jeg tror nærmere, der er ved at udvikle sig en ny suverænitetsform i takt med globaliseringen – en decentral og ikke territorial bestemt suverænitet.

Lad mig komme med et konkret eksempel på, hvordan globaliseringen har forandret suverænitetsformen – nemlig den såkaldte »krig mod terror«.

Krigen nedbryder demokrati

I nationalstatens æra var krig mellem stater. De kæmpede om territorier, hvor de kunne udøve suverænitet. Krigen foregik på et bestemt geografisk område. Krigen havde en klar begyndelse og en slutning. De kæmpende parter var klart definerede.

Nu om dage er krig anderledes.

»I dag er verden ikke opdelt i øst vest, nord eller syd. Verden er opdelt i terror og anti-terror«, sagde Israels premiereminister Shimon Peres i 2006 i en karakteristisk udtalelse.

Da Bush i 2001 erklærede »krig mod terror« understregede han, at den ville udspille sig kloden rundt og fortsætte på ubestemt tid.

Den globale »krig mod terror« har udviklet sig til en krig uden ende og grænser. Den føres fra Afghanistan til Ishøj. Det er en krig, der ikke kan vindes ved at vinde et slag eller erobre et stykke land.

Den må vindes hver dag, i en uforudsigelig lang fremtid. Skellet mellem krig og fred er geografisk og tidsmæssigt nedbrudt. Truslen er til stede hvor som helst og når som helst.

I en sådan permanent krigstilstand må demokratiets rettigheder og garantier relativeres. Terrorlove, overvågning og hemmeligt politi bliver nødvendig. Konflikten i Afghanistan, Columbia eller Palæstina griber ind i vores hverdag.

Vi må f.eks. ikke støtte eller ytre sympati med oprørsbevægelser. For at håndhæve dette sker der indskrænkelser i kommunikationshemmeligheden, tortur er blevet en tålelig metode osv.

Det er en situation, man normalt betegner som en undtagelsestilstand. Men den nuværende undtagelsestilstand tegner til at blive permanent. Det, vi tidligere opfattede som international politik og indenrigspolitik, blander sig på en ny måde.

»Krigen mod terror« er blevet et styringsinstrument, en ny måde at regere på: lokalt, globalt og en kamp om sindelag.

I denne globale undtagelsestilstand har den mægtigste stat taget førertrøjen for at kontrollere og opretholde orden og sikkerhed. USA søger så at sige at opretholde sin nationale suverænitet – globalt.

USA lader sig ikke koste rundt af FN og internationale aftaler om menneskerettigheder. USA vil udøve sanktioner mod andre lande og deres borgere efter amerikansk lov eller ekstraordinære regler som indespærringen af »ulovlige kombattanter« på Guantanamo og i hemmelige fængsler. Men USA tillader ikke at amerikanske borgere underkastes international lovgivning.

Nationale demokratiske beslutninger i USA – eller Danmark for den sags skyld – fører til, at vi handler politisk i lande, der ikke er demokratiske, og hvor vi ikke har noget demokratiske mandat.

Som svar på denne økonomiske, politiske og kulturelle globalisering er der intet reelt globalt demokrati. Det nærmeste, man kommer en global demokratisk institution, er FN´s sikkerhedsråd, der domineres af de lande, som vandt Anden Verdenskrig – ikke noget specielt demokratisk kriterium.

Der er brug for nye former for demokrati og globale demokratiske institutioner.

Farvel og tak til det nationale

Som socialist græder jeg ikke snot over den suveræne nationale stats nedbrydning. Nationalfølelsen har været et problem for socialismen, fordi det nationale sammenhold på tværs af klasser ofte har stillet sig i vejen for solidariteten mellem undertrykte og udbyttede.

Marx og Engels kritiserede den engelske arbejderklasse for deres snævre nationale interesser i forhold til befolkningen i de engelske kolonier og i forhold til Irlands frigørelse.

Lenin talte om et arbejderaristokrati i de imperialistiske lande, der plejede nationale interesser i forhold til de udbyttede og undertrykte i kolonierne.

Rosa Luxemburg appellerede til den tyske, franske og engelske arbejderklasse om solidaritet på tværs af nationale interesser og opfordrede dem til at nægte at kæmpe mod hinanden op til Første Verdenskrigs udbrud – men forgæves.

Det var Sovjetunionens nationale interesser, der forvandlede Tredje Internationale til en afdeling af Sovjetunionens Udenrigsministerium.

Lederen af Vietnams befrielseskamp Ho-Chi-Minh kritiserede i 1950’erne den franske arbejderklasse for at pleje nationale franske interesser i forhold til Vietnams befrielseskamp.

Det var nationale modsætninger mellem Kina og Sovjet og mellem Kina og Vietnam, som svækkede den antiimperialistiske kamp i 1960´erne og 1970´erne.

På den anden side var kampen for en nationalstat en progressiv kraft i en antiimperialistisk sammenhæng. Det var et bolværk mod dominans fra andre magtfulde nationer som f.eks. England eller Frankrig.

Retten til selvbestemmelse for en nation er i realiteten en ret til frihed fra dominans fra stærkere nationer. I de antikoloniale og antiimperialistiske kampe blev nationalismen i form af nationale befrielsesfronter netop det våben, som besejrede koloniale og imperialistiske magter.

De nye nationalstater i Den Tredje Verden formående ikke at løse de sociale og økonomiske problemer inden for nationens ramme – end sige skabe den socialisme, mange befrielseskampe havde stillet i udsigt.

Dels havde de ikke økonomisk styrke til at ophæve den ulige handel, som verdensmarkedet indebærer. Dels blev de selv samme funktioner, som skulle beskytte de nye svage nationalstater mod ydre fjender, ofte vendt indad og blev til undertrykkelse af interne meningsforskelle i den nationale identitets, sikkerheds og enheds navn.

Beskyttelse og undertrykkelse kan være svær at skelne. Enten bliver nationalisme til en undertrykkende kraft i et samfund, der søger at isolere sig fra den omgivne fjendtlige verden som i Zimbabwe eller Nord Korea. Eller de revolutionære tvinges af et neoliberalt globalt marked til at blive »realister« og fører neoliberal politik som ANC i Sydafrika.

Generelt set har nationalismen været et problem, mere end en løsning, for socialismen, der i sit udgangspunkt netop ikke var national, men klassebaseret.

I en globaliseret verden bliver det – i en socialistisk sammenhæng – stadig mere meningsløst – og vanskeligere – at tænke revolution i nationale baner. Det stiller os blot i en national konkurrencesituation over for en globaliseret kapital. Et nationalt rotteræs for at tilbyde kapitalen de bedste betingelser – eller isolation.

Globalt demokrati

En forudsætning for udvikling af globalt demokrati er udvikling af et globalt politisk fællesskab, på linje med det politiske fællesskab, der blev skabt i nationalstaten i 1700- og 1800-tallet.

Det var en proces, der omfattede mange aspekter af samfundslivet: økonomi, lovgivning, kultur osv. Fra primært at være et familiemedlem i et lokalsamfund fik individet tilføjet en national identitet – man blev statsborgere.

Opbygningen af en global bevidsthed, politisk fællesskab og solidaritet er en lignende nødvendig opgave for at udvikle det demokrati, der kan løse de globale problemer. Vi må forvandle os fra borgere i en nationalstat til verdensborgere.

Denne proces er undervejs. Lad mig nævne nogle eksempler fra forskellige sider af samfundsudviklingen, der peger i den retning.

Da de første billeder af vores grønne og blå planet blev taget ude fra verdensrummet i 1960’erne og vist i alverdens medierne, bidrog det til en følelse af, at vi havde et skæbnefællesskab, at vi var fælles om denne grønne og blå klode, der svævede i verdensrummet.

Oliekrisen i 1970’erne klargjorde med al tydelighed Vestens afhængig af Mellemøstens olie. Ikke kun olie, men råvareressource i almindelighed var et fælles problem.

I samme årti blev vi også opmærksomme på huller i atmosfærens ozonlag over polerne og disses sammenhæng med vores udslip af freon og andre luftarter. Det gik for første gang for alvor op for os, at klima havde en sammenhæng med vores forbrugsmønster.

Da atomreaktoren i Tjernobyl i Ukraine i 1986 eksploderede og en sky af radioaktiv støv bredte sig, blev det klart for alle, at forurening og miljøproblemers er af grænseoverskridende karakter.

Bevægelser af immigranter og flygtninge, grænseoverskridende kriminalitet og menneskehandel er andre fænomener, der gør det klart for os, at vi ikke kun er statsborgere, men også del af en global sammenhæng.

Aids, fugleinfluenza osv. viser, at sociale forhold og sundhed et sted har konsekvenser globalt.

Selve begrebet »globalisering« blev skabt i begyndelsen af 1990’erne, samtidig med at fænomenet accelererede voldsomt inden for finansielle transaktioner, produktion og kultur, hjulpet godt på vej af nye kommunikations- og transportteknologier. Man talte om en »global landsby«.

Et eksempel fra den juridiske del samfundet på denne bevidsthed om gensidig afhængighed og solidaritet er, at menneskerettighederne har fået voksende moralsk, politisk og juridisk opbakning.

Ingen nationalstat kan behandle sine borgere efter forgodtbefindende, uden af det vedrører resten af verdenssamfundet.

Et konkret eksempel er Menneskerettighedsdomstolen og Krigsforbryderdomstolen i Haag, der det sidste årti har gennemført flere processer mod tidligere statsledere. Overtrædelser af menneskerettigheder går ikke længere upåagtet hen.

Hvor det før ikke var god tone at »blande sig i andre staters indre anliggender«, må selv USA tage hensyn til kritik af f.eks. fangelejren i Guantanamo.

Det er dog stadig sådan, at det stadig er den vestlige verdens fjender, der må stå for skud. Der bliver eksempelvis set med mere forstående øjne på Saudi Arabien end Iran.

Denne stigende globale bevidsthed er ikke nødvendigvis ensbetydende med en større global solidaritet, men den er en forudsætning for udviklingen af en global demokratisk ramme, hvor spørgsmålet en mere retfærdig verdensorden kan sættes på dagsordenen.

Der er dog eksempler på nye globale solidaritetsbevægelser. Med udgangspunkt i modstanden mod WTO og solidariteten med zapatisternes oprør i Chiapas-provinsen i Mexico, voksede der fra midten af 1990’erne en global politisk bevægelse frem. Den er blevet kaldt en »anti-globaliseringsbevægelse«, men det er en upræcis betegnelse.

Bevægelsen voksede frem som en modstand mod neoliberalisme og »globaliseringen fra oven«, men er selv en »globalisering fra neden«. Bevægelsen har formået at mobilisere til modstand mod de mange globale topmøder og møderne i Davos i Svejts mellem politiske ledere og forretningsfolk fra de største firmaer i verden.

Som modstykke til disse møder har bevægelsen organiseret World Sociale Forums. Det er en åben mødeplads for udvikling af politik, demokratiske debatter, udveksling af erfaringer og opbygning af netværk for effektiv handling.

Det er mødeplads for grupper og folkebevægelser, der opponerer mod nyliberalisme/markedsliberalisme, og som er engageret i at bygge »en anden verden«, som bygger på fællesskab i stedet for konkurrence, på respekt for forskellighed i stedet for kulturelle konflikter, på en udligning af de økonomiske og sociale forhold mellem den rige og fattige del af verden.

Det gamle nationalstatslige system med dets suverænitetsopfattelse trak skarpe geografiske grænser mellem mennesker, økonomier, kulturer, funktioner og praksisser.

I dag forstås og bevæger mennesker, økonomi, problemer og praksisformer sig mere og mere globalt. Det skaber en ny form for global samhørighed og ansvar. Det vil sige at begribe verden, ikke som national statsborger, men som verdensborger – som kosmopolit.

Den gamle »internationalisme« er begrebsmæssigt og historisk et forhold mellem nationer og nationaliteter. Denne internationalisme må erstattes af en global solidaritet, som ikke er mellem nationer, men mellem mennesker, hvor rettighederne ikke er knyttet til et nationalt borgerskab, men til et globalt medborgerskab.

En global solidaritet, som ser det lokale i en global sammenhæng, og hvor arbejderklassens problemer, kvindernes kamp og miljøspørgsmål osv. ikke længere kan finde nationale løsninger, men kun kan løses i et samspil mellem det lokale og globale.

Globalisering og suverænitet står ikke nødvendigvis i modsætningen til hinanden. Det kræver imidlertid, at man indser, at suverænitet og demokrati ikke nødvendigvis kun bor i nationalstater, men at der udvikles andre og nye former for suverænitet og demokrati lokalt, regionalt og globalt.

Lighed med respekt for forskellighed

Et af argumenterne mod en mere kosmopolitisk verden er, at vi er for forskellige. At vi trives bedst i hver vores nationale hjem, og globalisering fører til kulturkampe – eksempelvis mellem islam og den kristne kultur.

På både venstre- og højrefløj er der utilfredse mennesker, som vender sig mod nationalstaten for at søge beskyttelse mod globaliseringens økonomiske og kulturelle effekter.

Men det er problematisk for antikapitalister at forsvare nationalstaten, fordi det så let bliver til en nationalisme, vi har så dårlige erfaringer med.

En stærk nationalstat som strategi mod kapitalens globalisering er mere et tegn på manglende nytænkning end fornuft. Det er så at sige den eneste ramme, man kan forestille sig for forandring og organisering af modstanden.

I stedet for konfrontation mellem kulturer må vi udvikle en global solidaritet, som baserer sig på respekt for forskellighed, mere end på solidaritet baseret på ensartethed. En solidaritet, hvor jeg anerkender, at du er anderledes og kan gøre en forskel, hvis du anerkender min forskellighed, og at jeg kan gøre en forskel. En verden med plads til mange verdner.

På trods af forskelligt sprog, kultur, hudfarve eller religion lever vi på den samme klode med dens økonomiske, sociale, klimatiske og økologiske problemer. På den måde er vi alle lige, og enhver er anderledes.

Det betyder ikke en accept af klasseforskelle, kønsdiskriminering eller racisme, men at målet ikke er, at vi alle skal være ens – blive en del af masserne.

Et væsentlig forhold ved et globalt demokrati er nemlig, at det er anti-fundamentalt. Forstået på den måde, at der ikke én »sandhed«. Her tænker jeg ikke blot på religion, men også på alle mulige politiske, sociale og samfundsmæssige forhold.

Ingen har monopol på sandheden, hverken kirker eller partier. »Sandhed« gør os ikke frie. Frihed er at overtage kontrollen med produktionen af sandheder.

Demokratiets elementer

Men et nyt globalt demokrati drejer sig ikke blot om ny bevidsthed, solidaritet og normer, men også om nye institutioner og formelle regler og love. Hvad er det for funktioner disse institutioner og love skal udøve?

For det første er demokrati en måde at træffe politiske beslutninger på.

Vores demokrati kaldes repræsentativt folkestyre. Folket vælger repræsentanter ca. hvert fjerde år til parlamentet – i Danmark kaldet Folketinget – som så styrer folket via love og regler, håndhævet af den udøvende magt fra regeringen ud til politiet og socialrådgiveren.

Ifølge teorien er Folketinget suveræn. Det vil sige, at det formelt er Folketinget og kun Folketinget, der bestemmer i Danmark og over danskerne. Der er en gensidig anerkendelse mellem suverænen (Folketinget) og undersåtten (vælgeren) af dette forhold.

Men demokrati er mere end det.

For det andet, skal systemet give retssikkerhed.

Det vil sige, at lov og orden skal regulere samfundet, skabe lighed for loven og hindre korruption og nepotisme.

For det tredje skal system sikre de individuelle menneskerettigheder.

Det vil sige individets frihedsrettigheder, ytrings- og forsamlingsfrihed. osv.

For det fjerde vil jeg tilføje de økonomiske/sociale menneskerettigheder-

Det vil sige retten til et ordentligt sundhedssystem, ret til en uddannelse, ret til basal social sikkerhed, mad og tag over hovedet.

Hvad nytter politisk demokrati og frihedsrettigheder, hvis man sulter og ikke kan læse eller skrive. Det er et reelt demokratisk problem for milliarder af mennesker.

Demokratiets problemer

Hvordan fungerer demokratiets elementer i dag, og hvordan kan de overføres til en ny global ramme?

Først og fremmest er der intet reelt globalt demokrati. De stærkeste nationalstater bestemmer via økonomisk og militær magt samt deres dominerende position i de internationale institutioner.

Dernæst er der store dele, særligt i den tredje verden, der mangler alle de demokratiske elementer fra parlament til retsstat og basale individuelle og sociale menneskerettigheder.

Fra et socialistisk synspunkt er der desuden en stor del af samfundet, som er uden for demokratiet, nemlig den private økonomi. Ejendomsretten til produktionsmidlerne sprænger demokratiets ramme, til trods for at produktionen af varer og tjenesteydelser er et helt centralt element for samfundets funktion.

Beslutninger om hvad og hvor meget, der skal produceres, foretages uden om demokratiet. Arbejdspladsen, hvor vi tilbringer halvdelen af vores vågne liv, er i de fleste tilfælde heller ikke demokratisk styret, men ledes efter feudale eller autoritære hierarkiske eller diverse managements principper.

De seneste årtiers neoliberale politik har i stigende grad frigjort den private økonomi fra demokratisk styring med den argumentation, at de frie markedskræfter skaber de bedste og mest effektive løsninger på folks behov.

Der er sket privatisering af offentlige funktioner som sundhed, trafik, el og vandforsyning. Desuden er der en øget privatisering af viden og information.

Den igangværende finanskrise viser, at de »udenoms«-demokratiske markedskræfter ofte skaber flere problemer end de løser.

Det repræsentative demokratis problemer

Men også kerneelementer i det liberale demokrati har problemer.

I det repræsentative demokrati består folkets deltagelse i det politiske styre i at afgive en stemme hvert fjerde år til folketings- og kommunalvalg. En slags deponering af sin demokratiske deltagelse hos professionelle politikere.

Tidligere var der en forankring af de politiske partier i brede folkelige bevægelser. Socialdemokratiet havde rødder i arbejder- og fagbevægelsen, Venstre og Det radikale Venstre i andels- og landbobevægelserne, venstrefløjens partier brystede sig af at være »bevægelsernes« talerør i folketinget osv.

Der er i hele det politiske spektrum sket en svækkelse af forbindelse mellem de politiske partier og bredere sociale bevægelser, ligesom den aktive deltagelse fra de politiske partiers »almindelige« medlemmer er faldende.

I stedet har massemedierne, især tv, koblet sig på den politiske proces. De vigtige politiske diskussioner foregår i tv. I stedet for at deltage i den demokratiske diskussion overværes politik som et uforpligtende reality show i tv.

I stedet for at repræsentere borgerne ender politikerne med at præsentere sig for borgerne, der så kan stemme dem ind eller ud af showet efter personlige sympatier.

Demokratiet bliver et lukket kredsløb mellem Christiansborg og nogle tv-kanaler. Politikere bliver professionaliserede, fjerner sig fra det politiske bagland og fokuserer på enkeltsager, skandaler og mediehistorier.

Jagten på flertallet og den politiske magt forholder sig nu via menings- og markedsundersøgelser til dels, hvad befolkningen vil have og dels, hvordan man kan påvirke befolkningens ønsker.

Den »demokratiske debat« mellem vælgere og valgte erstattes af strategisk kommunikation, styret af meningsmålinger og spindoktorer, som ikke har politiske synspunkter, men er eksperter i metoder til at manipulere folk.

Befolkningen vælger stadig Folketingets medlemmer, men der er sket en forøgelse af afstanden mellem de demokratiske idealer og realiteten. Helhedssyn og dybtgående politisk debat er afløst af populisme, skandaler og enkeltsags-politik, der orienterer sig mod massemedierne.

Vælgerne er tilskuere til tv-shows, hvor politikere som sportsstjerner kæmper om vælgernes gunst i dueller. Kun toppolitikere er interessante, og kriteriet for at blive det er »at kunne sælge billetter«.

Vi bevæger os mod et regime, hvor »demokrati« ikke betyder »folkets styre«, men »styring af folket«.

Retssikkerheden og de individuelle frihedsrettighederne er også kommer under pres de senere år. En vigtig årsag hertil er den før omtalte globale permanente krigstilstand kaldet: »krigen mod terror«.

Den har ført til en række indskrænkelse i de politiske friheder og hurtigt voksende efterretningstjenester med nye beføjelser for kontrol og overvågning. Herhjemme har det bl.a. resulteret i retssager og domme mod tøjfirmaet Fighters and Lovers og foreningen Oprør for at støtte befrielsesbevægelser, som statsmagten definerer som »terrorgrupper«, og til begrænsninger i retten til at demonstrere – den såkaldte »lømmelpakke«.

På globalt plan har vi fået »hemmelige fængsler«, brug af »moderat tortur« og fangelejre med fanger uden juridiske rettigheder. De gestapolignende metoder, som man i efterkrigstiden langde afstand til, er ved at blive en »naturlig« og »nødvendig« del at »forsvaret af demokratiet«.

Politisering af hverdagslivet

Der er brug for mere direkte, lokalt demokrati, baseret på fælles funktioner og interesser. Der er brug for at gøre politik til en del af vores hverdagsliv, i stedet for noget vi deponerer – via en stemmeseddel – hos professionelle politikere hver fjerde år.

Mange mennesker siger, »at politik ikke interesserer dem«, men samtidig ytrer de ønske om mere indflydelse over deres liv og det, der foregår uden for deres dør. De ønsker indflydelse over deres arbejdssituation, deres børns vilkår, over trafikken og miljøet i lokalområdet.

Men som systemet fungerer i dag, tror mange ikke længere på, at de selv kan gøre noget, eller de opfatter simpelthen ikke deres hverdagsliv som politisk.

Politik drejer sig om at opfylde menneskelige behov – og hvem er nærmere til at definere disse end folk selv?

Det er derfor afgørende at udvikle institutioner og procedurer, gennem hvilke folk direkte kan tage del i de beslutninger, der vedrører deres og fællesskabets liv.

Det skal være et styrket lokalt demokrati, fordi det giver mennesker mulighed for at påvirke deres umiddelbare omgivelser. En sådan direkte deltagelse klargør vores gensidige afhængighed af hinanden – at vi er individer i et fællesskab.

Det muliggør, at modstridende interesser kan mødes, men der alligevel kan findes løsninger og opstilles fælles mål. Det skaber medejerskab og ansvarlighed over for det fælles i samfundet. Endelig ligger borgerne ofte inde med viden og information, der skaber bedre løsninger på de lokale politiske udfordringer end dem, politikerne kan komme op med.

Det drejer sig om at give mennesker direkte indflydelse på deres arbejdssituation, deres boligsituation, vores fælles hverdagsliv, en re-politisering af hverdagen ved siden af den repræsentative partipolitik på regional og globalt niveau.

Regionale og globale institutioner

Det lokale demokrati bliver imidlertid reaktionært, hvis det lukker sig om sig selv for at beskytte privilegier og krav om »renhed«. Det lokale må frigøre sig fra mure af race, religion, etnicitet og nationalisme. Det lokale må forbinde sig med det regionale og globale.

Nogle anliggender er i deres natur globale: klima, forurening af hav og luft, sundhedsforhold, transnationale økonomiske strukturer vedrørende handel, investeringer, produktion osv.

For at styre den regionale eller globale økonomiske udvikling må en række beslutninger træffes mere centralt: det overordnede forhold mellem forbrug og investeringer, den regionale fordeling af investeringer osv.

Sådanne beslutninger må tages af en central regering, udgået fra en eller anden form for demokratiske valgt repræsentativ forsamling. En sådan myndighed kan være global, regional eller lokal alt efter karakteren og omfanget af det, der skal besluttes.

Princippet om, at beslutninger skal tages nærmest de mennesker, de vedrører, må være gældende. For at kontrollere regeringer på forskellige niveauer, må dens arbejde være præget af åbenhed.

Når virksomhedernes og institutionernes overordnede rammer kontrolleres af en form for statsmagt, er det vigtigt, at statsmagten kan kontrolleres af befolkningen.

Globale institutioner

De globale institutioner, vi har, er overvejende udemokratiske og domineret af USA og EU. Det gælder f.eks.: FN, World Trade Organisation, Den Internationale Monetære Fond og Verdensbanken, der i årtier har fremmet neoliberalismen.

De Forenede Nationer er netop nationernes organisation, med en stemme til hver nation, og den nationale suverænitet som det vigtigste princip. I FN’s styrende organ – Sikkerhedsrådet – har de nationer, der vandt Anden Verdenskrig med USA i spidsen fast plads og dermed magten.

Hvor demokratisk er det?

Hvis FN skal blive demokratisk, kunne et skridt på vejen blive etableringen af en Folkeforsamling, hvortil hvert menneske kan afgive en stemme. Det vil give Den Tredje Verden den demokratiske tyngde, den befolkningsmæssigt har krav på.

Der er ligeledes brug for en demokratisering af organisationer som WTO, Verdensbanken og den Internationale Monetære Fond, således at de økonomiske transaktioner kommer under demokratisk politisk kontrol, og der føres en økonomisk politik, der skaber udvikling og lighed i verden, i stedet for en øget afstand mellem rig og fattig, som har været resultatet af årtiers neoliberal politik i disse organisationer.

Regionale institutioner

Et andet organisatorisk udtryk for globalisering er de regionale organisationer f.eks. NAFTA i Nordamerika; ASEAN i Sydøstasien og EU her i Europa.

Selv om der træffes flere »overnationale« beslutninger, og det ikke længere er nødvendigt, at alle lande tilslutter sig en lovgivning for, at den er gyldig, er EU stadigvæk nationalstaternes Europa.

Et skridt mod et mere kosmopolitisk EU ville være et Europaparlament, der ikke havde nationalstaterne som valgkredse, men hvor man kunne stemme efter politisk overbevisning på tværs af de nationale grænser.

Jeg kan have lige så meget politisk til fælles med et menneske i Krakow eller Milano som et i Brønshøj eller Struer. Det vil styrke en politisk transnational offentlighed, som et mere demokratisk EU har brug for.

Et globalt demokrati må ligeledes inkludere organisationer, som effektivt kan sikre de individuelle menneskerettigheder og således beskytte individet mod nationale og lokale myndigheders overgreb.

I de sidste 30-40 år er der kommet betydelig mere bevidsthed omkring disse rettigheder globalt. Menneskerettighederne er alment accepterede.

Men der mangler institutioner med tilstrækkelige magtmidler, der kan sikre overholdelsen. Det inkluderer også andre forhold, der hører under retsstaten, som f. eks. lighed for loven, bekæmpelse af korruption osv.

Endelig må de sociale menneskerettigheder, som har været »glemt« de seneste årtier til trods for deres betydning for udøvelsen af de demokratiske funktioner, have langt større vægt.

Også hos ikke statslige organisationer er der brug for en mere global orientering. Det gælder ikke mindst fagbevægelsen.

For det første er der brug for udviklingen en stærk fagbevægelse i Den tredje verden. Lande som Kina, Indien, og Sydøstasien i det hele taget, er i den nye globale arbejdsdeling blevet »verdens fabrik«.

For 50 år siden eksporterede Kina kun fyrværkeri og dårligt legetøj. I dag kommer alt fra vores GPS og fladskærme til møbler og sko fra den del af verden. Men de asiatiske lønninger er stadig kun en brøkdel af vores.

En udvikling af en uafhængig fagbevægelse, der kan sikre bedre løn og arbejdsforhold, i denne del er verden, er en vigtig drivkræft for mere social lighed,

For det andet har den eksisterende fagbevægelsen i al for høj grad koncentreret sig om at sikre den nationale arbejderklasse en gunstig niche i den globale arbejdsdeling. Fagbevægelsens snævre strategi har ført til en konkurrencesituation mellem arbejdere, hvor de globale lønforskelle har kunnet vokse uhindret.

Den har brug for en ny strategi, der kan matche finanskapitalens og de transnationale selskabers globale omfang, hvis ikke fagbevægelsen skal ende som et forsikringsselskab og indkøbsforening for isolerede og individualiserede medlemmer.

Fagbevægelsen må udvikle nye modstandsformer og strategier over for neoliberal management. Strategier, der ikke peger bagud mod et forsvar for den gamle nationalstat, men fremad mod nye former for socialt og klassebaseret fællesskab.

Fagbevægelsen har brug for den brede politiske dagsorden, den tidligere har haft. En strategi, der transformerede de snævre økonomiske interesser til en politisk bevidsthed. I dag må en slagkraftig fagbevægelse være en del af den sociale bevægelse, som kræver, at globaliseringens retning radikalt forandres.

Der er således meget lang vej endnu, hvad angår opbygningen af globale demokratiske institutioner og lovgivning.

Opbygningen af de nationale demokratiske institutioner kom heller ikke af selv, men var resultat omfattende sociale bevægelser, civil ulydighed, demonstrationer med gadekampe med ordensmagten osv.

Selv i Danmark havde ikke kun socialister, men også partier som Venstre og Det radikale Venstre den praksis i forrige århundrede. Stort set alle demokratiske rettigheder fra parlamentarisme og kvinders rettigheder og menneskerettigheder generelt er blevet til, med »udemokratiske« metoder.

Fælles funktion i stedet for territorium

Globaliseringens nedbrydning af nationalstatens suverænitet betyder, at de nye former for demokrati må tage udgangspunkt i fælles funktioner mere end i territorium. For eksempel: økonomi, arbejde og forbrug, bolig, byliv, transport.

Lad mig komme med et konkret eksempel: demokratisering af økonomien.

I den såkaldte »reelt eksisterende socialistiske verden« i Sovjet og Østeuropa var en demokratisk økonomi ensbetydende med »nationalisering«, forstået som det nationale statsapparats ejendomsret til produktionsmidlerne.

Det kan godt være, at produktionsapparatet i Sovjetunionen var nationaliseret, men selve den måde man styrede produktionen på lignede til forveksling kapitalistisk management – ofte den værste.

DDR’s – Den tyske Demokratiske Republiks – virksomheder blev kaldt »Volks Egner Betrieb« (folkeejede virksomheder) men folkets følte aldrig, at det var deres virksomheder. Det var statens, og staten var ikke dem.

National planøkonomi i de hidtil kendte former har ikke været demokratisk, men været præget af hierarkisk styring. I dagens globaliserede verden vil en tilbagevenden til »nationalisering« som vejen til mere økonomisk demokrati være meningsløs.

Men hvordan så?

Dels må der etableres globale institutioner til styring af de globale penge- og handelsstrømme samt organisationer, der kan sikre mere lige løn- og arbejdsforhold globalt.

I stedet for den neoliberale markedsorienterede politik, der har været ført i de eksisterende globale organisationer den sidste snes år, er opgaven at få de globale økonomiske kræfter under demokratisk politisk regulering.

Målsætning for denne politik er dels en socialt mere lige verden og dels en verden, hvor det globale klima og miljø prioriteres.

Disse institutioner må nødvendigvis bygge på et repræsentativt demokrati med udgangspunkt i befolkningsantal i stedet for nationer.

Hvad angår ledelsen af den enkelte virksomhed må der også tænkes nyt. Centralt udnævnte direktører, som fandtes i de fleste »kommando-planøkonomiske« virksomheder, duer ikke. Arbejderne følte sig lige så fremmedgjorte og magtesløse som under kapitalistiske produktionsforhold.

I stedet kunne man tænke sig en ledelse bestående af alle de parter, der har en interesse i virksomheden og dens produkter. Det vil sige repræsentanter for virksomhedens arbejdere, leverandører til virksomheden, repræsentanter for forbrugerne af virksomhedens produkter, repræsentanter for centrale økonomiske myndigheder, repræsentanter for de lokale naboer til virksomheden, miljø- og trafikmyndigheder osv.

Det vil sige en ledelse i overensstemmelse med virksomhedens funktion i samfundet, og med mulighed for at løse de konflikter, der er mellem de forskellige interesser. En ledelse, der kan forhandle normerne for hvad og hvordan, der skal produceres.

Den økonomiske styring opdeles således i overskuelige selvforvaltende enheder med fælles overordnede målsætninger og prioriter.

Inden for de overordnede rammer – de fælles fastlagte mål og prioriteringer – kan de forskellige virksomheder inden for forbrugssektoren konkurrere om bedst at opfylde kundernes behov. Der opstår et marked, hvor der kan vælges mellem et udbud fra forskellige leverandører.

Det giver information om kundernes behov og smag, som er nødvendige for at opfylde behov, som er forskellige og som hele tiden flytter sig. Information, der kan bruges til at flytte kapitalstrømme inden for de fastlagte overordnede rammer.

De gamle planøkonomier var ikke i stand til at opfylde kundernes forskellige behov hvad angår forbrugsvarer, som det tydeligt fremgik af det østeuropæiske markeds udseende.

Grund til optimisme?

Et nyt demokrati er globalt og lokalt i stedet for nationalt. Et nyt demokrati er ikke kun repræsentativt, men omfatter også mere direkte demokrati – hverdagslivet skal politiseres. Et nyt demokrati omfatter økonomi og arbejdspladsens styring. Et nyt demokrati skal styrkede individuelle og sociale menneskerettigheder.

Et nyt demokrati kommer ikke uden kamp – parlamentarisk og udenomsparlamentarisk.

Der har ikke været grund til megen optimisme de senere år, hvad angår den globale politiske udvikling. Alligevel synes jeg, der er visse tegn på en ny politisk drejning.

Selv om klimatopmødet i København i december 2009 endte uden større resultater, var der flere positive træk.

For det første bidrog mødet til en øget bevidsthed om, at der er noget, vi uundgåeligt er fælles om på denne klode – nemlig klimaet – og dermed bidrog det til en udvikling fra statsborger til verdensborger.

For det andet var Nord-Syd-perspektivet – forholdet mellem rige og fattige lande – på den politiske dagsorden for første gang siden 1970´erne.

For det tredje viste det sig, at USA ikke længere er den altdominerende magtfaktor. Tredjeverdens-landene med Kina, Indien og Brasilien i spidsen formående at sætte en ny dagsorden.

Det er en politisk konsekvens af deres styrkede position på verdensmarked. Sociale bevægelser og omvæltninger i den tredje verden vil dermed også få en lagt større global betydning fremover.

Endelig har den finansielle krise, som verden har gennemløbet de sidste år, vist, at neoliberalismen med markedskræfternes friløb har problemer. Der er efterhånden almindelig konsensus om, at der er brug for en global regulering af den finansielle sektor.

Det åbner op for en ny politisk debat om en global styring af økonomi.

Torkil Lauesen har været politisk aktiv siden slutningen af 1960’erne, især i relation til befrielseskampe i Den tredje verden. Han er uddannet scient. pol. og forfatter til flere bøger.