Rejsebrev fra Cuba

Det er den 24. december og juleaften bliver utraditionel.

Vi er godt halvanden hundrede mennesker fanget i Caracas lufthavn og har netop fået at vide, at vores fly er udsat på ubestemt tid. En nyhed som ikke tages let af venezuelanerne, mens sagen er anderledes for de snesevis af cubanske læger, undervisere og sygeplejesker, som normalt arbejder i Venezuela.

– Ja, så kan vi godt tage stearinlys frem og nappe en hamburger! Vi må fejre jul her!, siger en midaldrende mand, der skraldgriner og tilføjer:

– Her er frisk brød og juice, tag for dig!

Cubanerne er et tålmodigt folkefærd og de har måttet gå igennem meget i de senere år. Ikke mindst på grund af den handelsblokade, som USA stadig opretholder og som i 1990’erne fik Castro til at indføre den »specielle periode«, hvor folk måtte overleve på vand og brød for at dæmme op for de økonomiske konsekvenser af Sovjetunionens sammenbrud.

Jeg har besluttet mig for at besøge Cuba i juledagene og den første halvdel af januar for at undersøge situationen og stemningen i det land, som de sidste 52 år har været præget af den revolution, som Fidel Castro, Camilo Cienfuegos og Ernesto »Che« Guevara påbegyndte med diktatoren Fulgencio Batistas fald den 1. januar 1959.

Havanna. Privatfoto.

I årevis har jeg haft diskussioner med cubanere bosat i Venezuela og læst litteratur af både kritikere og tilhængere af den cubanske revolution. Det var netop det, der vakte min nysgerrighed, for at lære landet og dens befolkning at kende med egne øjne.

Mange turister har svært ved at komme ind under huden på landet, ikke kun på grund af sprogbarrieren, men også på grund af det simple faktum, at de ikke formår at bevæge sig uden for det miljø, der omkranser turismen.

Jeg har imidlertidig den fordel, at jeg kender cubanere, fra forskellige dele af samfundet, som har mulighed for at vise mig andre sider af landet, end de attraktioner som normalt er målet for en sightseeing.

Kapitalismen afskaffet

Det første, der falder mig i øjnene ved ankomsten til Havanna, er, at byen adskiller sig så meget fra andre latinamerikanske storbyer, for slet ikke at nævne metropolerne i Europa.

I Havanna er der nemlig ingen skyskrabbere og hele den gamle del af byen, bygningerne i den klassiske gotiske stil, står der endnu. Alt det kommercielle stads er væk, der er ingen lysende bill boards, ej heller reklamer for multinationale selskaber.

Der er heller ikke den samme visuelle ekstreme ulighed, som jeg kender fra Caracas, Quito eller udkanterne af Buenos Aires.

Prostitution og alkoholisme eksisterer naturligvis, men det er især omkring turistområderne. Så snart man kommer ind i landet, er det så godt som ikke-eksisterende.

Kriminaliteten er stigende, men er stadig langt, langt lavere end i andre latinamerikanske lande som f.eks. Venezuela, Mexico eller Mellemamerika.

Havanna skyline. Privatfoto.

Afstanden mellem rig og fattig er allerede ved første øjekast mindre her. Selvfølgelig er der fattigmandshjem på Cuba, men det er ikke den samme slående armod som i slumkvartererne i resten af Latinamerika.

Folk har et minimalt sikkerhedsnetværk, f.eks. ret til en bolig og et fast arbejde.

Uddannelse er dér hvor revolutionen nok er nået længst. En af dagene får jeg mulighed for at besøge Santiagos universitet og kan med egne øjne se, hvordan alle har adgang til at vælge det fag, de har lyst til og modtage gratis undervisning fra folkeskole til videregående uddannelser.

Andre fremskridt indbefatter køns- og seksualpolitik. Retten til fri abort er blevet indført og børnedødeligheden røg i år helt ned på 4,5 per 1.000 børn. I 1960, et år efter revolutionen, lå den på 37,3. Til sammenligning har Brasilien i dag en børnedødelighed på 20 ud af 1.000. Der er også gratis vuggestuepladser og fritidshjem.

Den nye ulighed

Omvendt bliver det hurtigt klart for mig, at en ny ulighed er begyndt at vokse frem overalt.

Siden den cubanske regering i 1990’erne så sig nødsaget til at promovere turismen, har der eksisteret to møntfoder. I første omgang blev dollaren anerkendt som lovlig møntfod, men bagefter oprettede man CUC (den konvertible peso), som agerede som erstatning for dollars og kunne veksles til udenlandsk valuta.

Den konvertible møntfod eksisterer side om side med Peso Nacional, som stadigvæk er den valuta, der bruges imellem cubanerne selv.

Men én CUC svarer til femogtyve almindelige pesos. En gennemsnitlig cubaners løn ligger i omegnen af 450 pesos, hvilket svarer til omtrent 18 CUC, dvs. 18 dollars.

Det er det samme, som f.eks. en taxa-chauffør kan tjene i drikkepenge på tre-fire dage. Selv den dame, der sidder og betjener toilettet på en restaurant, kan tjene 3-4 gange så meget som en universitetsprofessor eller en metalarbejder.

På den måde vokser uligheden imellem dem, der har adgang til turistøkonomien og dem, der ikke har. Og da regeringen nu er begyndt at tage flere og flere produkter ud af de regulerede priskontroller, betyder det, at meningmand må kæmpe for sin families overlevelse.

Det sker blandt andet ved, at så godt som alle mennesker forsøger at få en fod inden for i turistindustrien, f.eks. ved at arbejde som uregistrerede taxa-chauffører i deres fritid eller ved i smug at leje et værelse ud.

Men det sker også ved simpelt tyveri på den statslige arbejdsplads. I Cuba er der ligefrem opstået et begreb for det, det kaldes resolver, hvilket direkte oversat til dansk betyder »at løse«.

Tyveri foregår ofte på en indirekte måde, ved at en person undlader at registrere et stykke arbejde eller et salg i en statsbutik. Det foregår også ved at give mindre af et produkt og gemme lidt væk, som så kan sælges på det sorte marked.

Selv fra officielt hold er man i de senere år blevet nød til at indrømme at det er et problem:

»Indtil august 2006 foretog inspektorerne i Havanna 22.692 prøver, og ved 11.692 markedscentre fandt de prisovertrædelser og ændringer på produkternes normer. 52 procent af de centre, som blev undersøgt, havde problemer. De brud, som forekom mest i disse centre, var: sandwichs med mindre skinke end det normale, fadøl med 260 centiliter, når de burde have 350 centiliter, bæger med is med et realindhold på meget mindre end de 250 gram, som der blev skrevet på etiketten, etc.« ( jf. http://www.marxist.dk/Home.php?Page...)

Landbrug i nærheden af Trinidad. Privatfoto.

Et hårdt år

– 2010 var et hårdt år, fortæller Mónica mig, en ældre kvinde som udlejer sine to værelser til turister og selv sover på sofaen inde i stuen.

Hun er en af ejerne af et Casa particular, de små bread-and-breakfast-steder, som er sprunget frem overalt i Cuba de sidste par år. Selvom hun lejer begge værelser ud, har hun i virkeligheden kun licens til ét af dem.

Hver licens er nemlig steget fra 150 til 200 CUC om måneden, ligegyldigt hvor mange overnatninger man har. Og da en overnatning koster 20-25 CUC, skal der fyldes op, for at det kan løbe rundt.

Mónica beretter, at man seneste to år har set en mærkbar nedgang i turismen. Også priserne på nikkel, det råstof som Cuba eksporterer i overflod, er faldet fra 24 til 7 dollars per pund. På den måde er landets økonomi blevet synligt forværret.

Mange cubanere lever desuden af de penge, som deres udeboende familiemedlemmer sender dem, og hårde hvidevarer og elektronik skaffes som regel igennem venner og familie, der vender hjem på besøg fra Venezuela eller USA.

Hamstring af den type produkter kunne jeg selv observere ved check-in skranken i Caracas, hvor cubanerne havde alt fra stationære computere til fladskærmsfjernsyn i bagagen. Der var sågar en mand, der indleverede en vaskemaskine!

Der er ingen tvivl om at USA’s handelsblokade har haft en fatal effekt på livet i Cuba. Mange af de vigtigste forbrugsvarer, ikke mindst mad, som normalt kan købes til billige markedspriser, skal nu importeres fra lande, der ligger længere væk, så transportomkostningerne stiger.

Bureaukratisk fejlstyring og korruption

Ganske vist har handelsblokaden været hård for det cubanske folk. Men som mange af mine cubanske venner påpeger overfor mig, findes der efter deres mening både en »ekstern og en intern blokade«.

Når de taler om en intern blokade, henviser de til den bureaukratiske fejlstyring, som i høj grad karakteriserer de statsejede virksomheder.

En af dagene er vi på vej i omegnen af Trinidad, tæt ved Escambray-bjergene. Det var her, at Che Guevaras og Camilo Cienfuegos vigtigste slag fandt sted om byen Santa Clara.

I revolutionens første år eksproprierede regeringen mange af de godser og landejendomme, som hidtil var en lille gruppe herremænds domæne. Jordreformen var de fattige bønders opgør med århundreders tyranni på landet.

I dag ligger disse marker med tusinder af hektarer frugtbar jord helt øde hen. Sukkerindustrien, som var den bærende kraft i den cubanske økonomi, blev afviklet i 1990’erne efter Sovjetunionens sammenbrud.

Den officielle begrundelse var, at det ikke længere var rentabelt at holde den kørende.

Resultatet er, at Cuba, som førhen var eksportør af landbrugsprodukter, i dag importerer omkring 60 procent af alle landets fødevarer. Selv kaffe, som er et traditionelt produkt på Cuba, bliver importeret.

Situationen var helt ude af kontrol i 2008, da en storm ramte landet og forårsagede enorme skader og tabt høst. Regeringen har formået at udbedre de værste skader, men situationen er stadig kritisk.

Der er eksempler på korruption og magtmisbrug i mange afkroge af det cubanske samfund. En historie, som flere venner fortæller mig, handler om problemerne i flyselskabet Cubana de Aviación, hvis uduelighed jeg selv får bekræftet med heldagsforsinkelser på både ud- og hjemtur.

Dette flyselskab blev indtil starten af 2010 ledt af Rogelio Acevedo, en af heltene fra den cubanske guerillakrig mod Batista. Men med alderen og privilegierne begyndte han at udvikle andre interesser og distancere sig fra befolkningen.

Acevedo har brugt fly fra selskabet til at lave sort arbejde til egen vinding i Mellemamerika, med transport af industrivarer (jf. http://impactocna.com/2010/04/03/cu...). Han endte med at blive fyret med omgående virkning, men mange mener, at den skandale blot er toppen af isbjerget.

Havanna. Privatfoto.

Kritik og censur

Korruptionen bliver naturligvis mødt med afsky af den cubanske befolkning, som føler sig snydt og bedraget.

Det er især folk fra den gamle generation, mennesker der selv kan huske revolutionens første år og dens oprindelige idealer om frihed og lighed, som forsøger at finde en løsning på problemerne fra et venstreorienteret synspunkt.

En af disse kritikere er Esteban Morales, som er leder af de inter-amerikanske studier på Havanas universitet og mangeårigt medlem af kommunistpartiet.
I en af sine artikler, »Korruption – den virkelige kontra-revolution?«, beskrev han nogle af hovedfarerne for revolutionen:

»Det bliver uden tvivl tydeligt, at der er folk med poster i regeringen og staten, som positionerer sig selv finansielt med revolutionens fald for øje, og andre har muligvis allerede næsten det hele klart til at lægge statsejendom over i private hænder, ligesom det skete i Sovjetunionen.« (Se engelsk oversættelse af artiklen her: http://progreso-weekly.com/2/index.... )

Ifølge Morales er hovedproblemet ikke de mennesker, der sælger produkter på det sorte marked, men mere de managere i staten, som har adgang til varelagerne, og som i virkeligheden styrer det sorte marked for at lukrere på dets eksistens.

Esteban Morales kritik blev mødt med interesse i mange intellektuelle cirkler og i universitetsverdenen. Til gengæld blev han ekskluderet af kommunistpartiet på trods af protester fra hans lokalafdeling. I første omgang blev hans artikel fjernet fra UNEAC’s (Instituttet for Inter-amerikanske Studier) hjemmeside, men den er siden blevet lagt op igen.

Omvendt fortæller mange venner mig, at der er blevet åbnet en smule op for kritisk diskussion i forhold til den mere lukkede periode i 1980’erne og 1990’erne.

F.eks. blev der for nyligt afholdt et seminar om »Det 21. århundredes socialisme«, organiseret af Filosofifakultet på Havannas Universitet. Her deltog mange intellektuelle, som fremlagde forskellige visioner om socialisme (jf. en rapport fra mødet skrevet af Alan Woods).

Et andet bemærkelsesværdigt tegn er, at Havannas årlige bogmesse er blevet omdrejningspunkt for vidtgående diskussioner, og mange kritiske bøger bliver tilgængelige for almindelige cubanere. F.eks. er Trotskijs klassiske kritik af det russiske bureaukrati, Revolutionen Forrådt, blevet en bestseller.

Mere privatøkonomi?

Økonomien er naturligvis det, der optager den almindelige cubaner mest. Min ven Frank, som er universitetslærer i provinsbyen Santiago, fortæller, at hans egen husstand overlever ved at modtage penge fra hans svigerforældre, der er taget til USA.

De er ikke flygtet af politiske grunde, de har altid støttet revolutionen, men de er simpelthen blevet nødt til at tage derover for at støtte resten af familien økonomisk.

I Santiago har revolutionen afgjort mere støtte end i Havanna. Det var i Santiago, at Fidel og hans mænd forsøgte at overfalde Moncada kasernen, den 26. juli 1956.

Det var også her, at undergrundsarbejdet imod Batista for alvor tog form, ledet af Frank País og andre heltemodige unge.

I Santiago føles turismen mindre påtrængende, og der er derfor ikke en så udbredt ulighed som i Havanna. Mange af de sociale projekter, børnepasningen, uddannelsesprogrammerne, osv. fungerer væsentligt bedre her end i Havanna.

Alligevel er situationen kritisk. En gennemsnitsløn her ligger omkring de 400 pesos, hvilket simpelthen ikke rækker måneden ud.

Opstilling. Revolutionsmuseet i Havanna. Privatfoto.

Mens jeg er i Santiago annoncerer regeringen i dagbladet Granma, at la libreta, som er den rationeringsmærkebog, der giver cubanerne adgang til billige eller gratis basale fødevarer, bliver beskåret.

Den 7. januar skriver Grandma, at håndsæbe, tandpasta og vaskepulver bliver »frigjort«, hvilket vil sige at de nu kan sælges til markedspriser. Og eftersom de alle er importvarer, som USA nægter at sælge Cuba, vil de uden tvivl gå til skyhøje priser.

Den cubanske regering begyndte i september 2010 at omstrukturere økonomien. En million arbejdere i den offentlige sektor vil inden året 2011’s udgang blive fyret fra deres almindelige jobs eller forflyttet til et andet.

Målet er, at de skal arbejde som selvstændige (cuenta propia, som det hedder på Cuba).

Optimismen er dog ikke synderlig udbredt. En taxa-chauffør fortæller mig, at der er 900 bread and breakfast-steder alene i provinsbyen Trinidad.

Der er simpelthen ikke marked nok til alle disse selvstændige, og mange bliver nød til at dreje nøglen om. Det fører til arbejdsløshed, hvilket er lidt af et særsyn på Cuba, hvor planøkonomien traditionelt har fungeret som et sikkerhedsnet, der gav alle job. Nu er mange bekymret for fremtiden.

Alle er enige om, at der må gøres noget. Men min ven Frank påpeger, at hovedproblemet ikke så meget er de småhandlene, men snarere åbningen overfor udenlandske investeringer.

Han er bange for, at international kapital oversvømmer Cuba og begynder at skævvride hele samfundet, gøre op med alle de sociale fremskridt og rulle revolutionen tilbage.

Han er også bange for, at der opstår en gruppe kapitalejere, der ophober rigdom og begynder at udvikle egne interesser.

En af dagene under mit ophold i Trinidad, får jeg det bekræftet. Da vi sidder på en middelmådig restaurant, falder vi i snak med ejeren. Jeg studser over de enorme Jesus-malerier og spørger ham, om han er meget troende.

– Nej, nej, det er bare for turisternes skyld. Her på Cuba er vi hverken kristne, kommunister, socialister eller fidelister. Jeg vil bare have penge! Ha ha ha, du ved...Dette er min ene restaurant ud af to. Den anden står i min svogers navn, men er egentlig min. Jeg må bare ikke have den efter reglerne, men den slags kan omgås..., siger han.

Cubas usikre fremtid

Inden min rejse til Cuba har jeg tit stillet spørsmålet, hvorfor det cubanske styre ikke blev væltet ligesom alle de andre lande i den tidligere Østblok? Hvordan lykkedes det, at modstå presset fra den kapitalistiske verden, ikke mindst fra verdens største imperialistiske magt, som ligger mindre end 1.000 kilometer fra Cubas kyst?

Mit indtryk efter denne rejse er, at svaret først og fremmest skal findes i to forhold.

I modsætning til Gorbatjov, Honecker og Ceauşescu havde Fidel Castro selv stået i spidsen for en revolution. Mindet om den heroiske kamp imod Batista-tyranniet er stadig i live i folkets kollektive hukommelse.

»Den specielle periode« lykkedes, fordi Castros personlige autoritet formåede at holde sammen på det hele.

Fra årtusindeskiftet er en ny venstrebølge startet i Ecuador, Venezuela, Argentina, Bolivia og Brasilien. Det har givet ekstra oxygen til Cuba, materielt i form af olie og dollars, men også et pusterum til befolkningen, som ikke længere har følt sig så ideologisk isoleret fra omverdenen, når andre lande gik i en venstreorienteret retning.

Men den nye verdensomspændende økonomiske lavkonjunktur og stormene i 2008 har haft katastrofale konsekvenser for Cuba.

Landet ser ud til at være på vej ind i en ny »speciel periode« – men denne gang uden Fidel ved roret og med den gamle, historiske ledelse af revolutionen i deres absolut sidste del af deres liv.

Foruden Raúl og Fidel er det kun Ramiro Valdés, som er tilbage af de oprindelige oprørere, der var ombord på båden Granma, og de er alle over 75 år.

Det værste ved den nuværende situation er nok, at ungdommen ikke er nær så politisk som den generation, der levede revolutionens første årti.

De unge har ikke oplevet kampen imod Batista og husker ikke de første år, hvor stalinismen endnu ikke var blevet institutionaliseret, og hvor kunst, kultur og fri diskussion blomstrede overalt. De har kun oplevet en situation, hvor der gang på gang er blevet opfordret til selvopofrelse og mere mådehold.

På Cuba er jeg også stødt på en vis naivitet blandt unge mennesker. Mange af dem kender kun kapitalismen for de amerikanske mærkevarer, for effektivitet, fleksibilitet og omskiftelighed.

En dag sagde en jævnaldrende, at det måtte være skønt at kunne bo i et land, hvor der var så mange boliger til salg. Da jeg forklarede ham, at der var masser af boliger til salg i Caracas, eller i København for den sags skyld, men at folk ikke havde råd til at købe dem og at der faktisk på den måde var boligmangel, så han uforstående på mig:

– Kan det virkelig passe? spurgte han.

Den cubanske revolution nyder stadig opbakning, i hvert fald i en betydelig del af befolkningen. Der er mange, som ønsker en anden løsning end et kapitalistisk come-back.

Da jeg talte med folk om det, der sker i Venezuela, om eksperimenterne med arbejderkontrol på de besatte fabrikker, om organiseringen i slumkvartererne, om den levende bevægelse fra neden, var der flere, der nikkede genkendende.

Mónica, en af mine værtinder, fortalte mig, at hun selv havde arbejdet som kok på en fabrik i 1960’erne, hvor lignende rådsstrukturer havde eksisteret. Det er den slags kontrolmekanismer, der er brug for, hvis der for alvor skal gøres op med bureaukrati og korruption.

Debatterne på Cuba vil uden tvivl have en vis betydning, ikke mindst den kongres, som skal foregå i april i det cubanske kommunistparti.

Men det overordnede indtryk, jeg tager med mig hjem fra Havanna, er, at Cubas skæbne vil blive defineret i resten af Sydamerika.

Internationalisme har altid været en nøglekomponent i den cubanske revolution. Ikke kun på grund af Che Guevaras revolutionsforsøg i Congo og Bolivia, men også på grund af Cubas involvering i Angola og den nuværende hjælp med læger og skolelærere i Venezuela, Bolivia og Ecuador.

Hvis andre latinamerikanske lande gennemfører en revolution, kan Cubas isolation brydes. Det kræver, at socialisme indføres i praksis med ekspropriation af jord og produktionsmidler for at opnå fuld uafhængighed af imperialismen.

Skulle det omvendt lykkes at indføre kapitalisme på Cuba, er jeg ikke i tvivl om, at det ville betyde en katastrofe for befolkningen.

Børnedødelighed, alkohol-misbrug og fattigdom ville stige på rekordtid. Et kapitalistisk Cuba vil minde mere om det ludfattige El Salvador eller det kolera-ramte Haiti end om de avancerede kapitalistiske lande i vesten.

Jeg vil give det sidste ord til min ven Frank José Solar, som i en artikel skrev følgende:

»Selvom det er hårdt at indrømme, kan man drage mange paralleler imellem Cuba i dag og Sovjetunionen i slutningen af 1980’erne. Bare tanken om det, får mit blod til at løbe koldt og mit hår stivnes, for dér var konsekvenserne fatale, noget som vi må undgå for alt i verden her. Parallellerne kan observeres i det komplekse sociale og økonomiske landskab: politisk apati blandt unge mennesker, bureaukratisk ineffektivitet, korruption, spild, såvel som i de forholdsregler, der foreslås til at tage hånd om problemerne.

Den eneste måde, hvorpå planøkonomien kan øge produktionen på en anden måde end kapitalisme, er igennem arbejderkontrol. Det er den bedste modvægt til kapitalisme. Der findes ingen anden administrativ eller bureaukratisk erstatning« (http://www.marxist.com/which-way-fo...).

Andreas Bülow er bosat i Venezuela, hvor han arbejder som journalist og sekretær for den internationale Hands Off Venezuela kampagne og skriver til avisen Socialistisk Standpunkt (www.marxist.dk) i Danmark.

I september 2010 udgav Andreas Bülow bogen Den venezuelanske revolution – øjenvidneberetning og analyse på forlaget Hands Off Venezuela Danmark (www.handsoffvenezuela.dk).

Se også:

- Linksamlingen på Modkraft.dk/Tidsskriftcentret Fidel Castro og Cuba

Links til sites med historie og baggrund om den cubanske revolution og Castro, samt en række ældre og nyere artikler med venstrefløjens diskussioner af udviklingen i det cubanske samfund.