»Solidaritet – ikke almisser«

Giv aldrig tabt. Først da er du en slagen mand; Men spænd hver ilter evne til kamp for hvad du vil og kan. Og glipper det, grib bedre an. Husk, du blev skabt til dåd i dagens stævne. Den knøs, som stod i stridens stævne. Den knøs, som stod i stridens brand, blev mand.

(Vers fra sang af Mads Nielsen (1879-1959), her citeret fra et af Otto Sands breve til datteren Kira under et skolingsophold i Moskva, 26.12.1959).

Den følgende biografiske historie om Otto Kjærulf Sands liv og virke er ikke kun beretningen om en oppositionel kommunistisk arbejder, men også historien om Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) ujævne vej igennem efterkrigstiden. Det er en fortælling, der ikke nemt kan afgrænses, da den er forbundet med begivenheder i den kommunistiske bevægelse før og efter hovedpersonens eksistens.

Sands begivenhedsrige liv var ligesom hans partis historie præget af tidens store politiske slagsmål og tragedier i den kommunistiske verdensbevægelse. Den Spanske Borgerkrig havde en formativ indvirkning på den yngre Sands politiske verdensanskuelse, ligesom internationalisme, imperialisme og fascisme, der senere kom til at præge Vietnambevægelsen, hvor en af hovedparolerne var »Solidaritet – ikke almisser«.

Dette var igen produktet af hans tidlige politiske engagement i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU) og DKP i 1930’erne og hans virke som modstandsmand under besættelsen i 1940-1945.

Den foreliggende artikel er dermed ikke kun en første biografisk skildring af et fascinerende menneskes begivenhedsrige liv og virke, men nok så vigtigt et forsøg på ved hjælp af livshistorien at trække en rød tråd igennem den danske kommunistiske bevægelses historie fra midten af 1930’erne og frem til starten af 1980’erne – med et højdepunkt omkring 1960’erne, hvor Sand for alvor satte sit præg på partihistorien.

Følgende personer skal havde stor tak for at havde indvilget i at bidrage med deres erindringer om Otto Sand: Ingela Kyrre, Kira Sand, Lis Sand, Petter Sommerfeldt, Gunnar Kanstrup, Anton Nielsen, Tove Jensen, Niels Frølich og Vagn Søndergaard.

Desuden er afdøde Erik Jensens inspiration og bidrag ikke glemt. Hans skarpe hukommelse og utrættelige politiske og historiske virke er en forudsætning for den foreliggende historie om Otto Sand. Tilsammen udgør disse interviews ca. 10 timers historisk kildemateriale.

Barndommen og ungdommen – i den politiske støbeske

Som det oftest har været tilfældet for politiske og organisatoriske begavelser i den danske arbejderbevægelse, så stod det langtfra skrevet i kortene, at Sand skulle komme til at spille nogen særlig rolle.

Faktisk så det slet ikke ud til, at han skulle blive en del af den danske arbejderbevægelse, da han i 1915 kom til verden i Ohio, USA. Faderen var i årene op til 1. Verdenskrig en arbejdsløs københavnsk maskinarbejder, der havde opgivet at finde arbejde.

Konsekvensen var en beslutning om at søge lykken på den anden side af Atlanten, og kort tid efter ankomsten til Amerika mødte Sands forældre hinanden.

Den nye tilværelse var dog langtfra den nye begyndelse, som de havde håbet på. Faderens problemer med at finde og holde på et arbejde fulgte med over Atlanten, hvilket ikke blev bedre af hans problemer med at holde sig fra den billige alkohol.

Sand og hans to søskende kom til verden under opholdet i USA. Allerede omkring 1919-1920 emigrerede familien tilbage til Danmark og bosatte sig på Vesterbro, hvor fattigdommen ikke var blevet mindre i mellemtiden. Den samlende kraft i familien var moderen, der både skulle kæmpe med mandens alkoholisme og skaffe brød på bordet til de tre børn.

Den lille Sand var følgelig mere knyttet til moderen end faderen og blev influeret af hendes kristne tro, men nok vigtigere: hendes vedholdenhed og intellektuelle overskud og ambitioner om at give børnene en bedre tilværelse.

Faderen var en autoritær herre, hvilket sandsynligvis har bidraget til sønnens senere ofte udtalte modvilje mod at indordne sig under markante autoriteter.

I første omgang var det derfor heller ikke den fremadstormende arbejderbevægelse, der fik taget i den unge Sand, men moderens kristne overbevisning, der ledte ham ind i Frivilligt Drenge Forbund (FDF). FDF var blevet stiftet i 1902 som en kristen frilufts- og ungdomsorganisation modeleret efter Baden-Powells spejderbevægelse.

Ubevidst blev han dermed alligevel en del af klassekampen – om end i første omgang på den anden side af frontlinjen. Værdimæssigt var FDF, særligt i organisationens første år, bygget på et stærkt kristent såvel som nationalkonservativt værdigrundlag.

Fagbevægelsen var ikke sen til at erkende truslen og oprettede som et modtræk De Unges Idræt (DUI), der skulle tage kampen op om de unge sjæle.

En stærkt medvirkende årsag til Sands tilknytning til lige netop denne organisation var, at eftersom FDF nød godt af støtte fra det øvre borgerskab, var medlemskabet gratis, hvilket ikke var tilfældet for DUI, der måtte nøjes med en mere beskeden støtte fra fagbevægelsen.

Derfor tiltrak FDF ikke kun børn og unge fra borgerskabet, men også fra den del af arbejderklassen, der ikke havde råd til fritidsaktiviteter til deres børn.

På trods af Sands begejstring for friluftslivet i FDF, der var en velkommen afveksling fra den grå fattigdom på Vesterbro, betød en voksende social indignation og tiltagende interesse i tidens politiske spørgsmål, at han snart vendte ryggen til det religiøse og drejede ind på det politiske spor, der skulle komme til at præge resten af hans liv.

Sands senere brevkorrespondance med partikammerater, familie og venner gør det muligt ret nøjagtigt at beskrive, hvilke tanker han selv gjorde sig omkring årsagerne til sin indtræden i den kommunistiske bevægelse.

Han beskrev senere, hvordan han som syttenårig var meget religiøs og troede på Gud. Dette samtidigt med, at han var medlem af en FDF-gruppe, der talte 30 drenge fra den allerfattigste del af Vesterbro. Fattigdommen gik Sand på, eller som han selv forklarede:

»Efterhånden blev jeg meget gode venner med mange af drengenes forældre og der var så fattigt i disse hjem, at jeg ret hurtigt fandt ud af at man ikke kunne komme med biblen i hånd og kors på ryggen. Det blev de ikke rigere af.« (Brev til Kira Sand, Moskva, 11. november 1959).

Den afgørende beslutning om at opgive kristendommen fulgte som konsekvens af en konkret begivenhed, der illustrerer fattigdommen i arbejderkvartererne ganske godt.

Efter en gymnastiktime, hvor en klassekammerat blev holdt under bruseren af nogle ældre drenge, besluttede Sand, da det var vinter, at låne drengen noget tøj og følge ham hjem. Efter en kort samtale med drengens mor, gik det op for den hjælpsomme sjæl, at drengen kun ejede et par bukser og dermed ikke kunne komme i skole, før disse igen var tørre.

Betydningen af denne episode beskrives senere således:

»Det er måske en lille ting at skrive om, men du kan tro at det lærte mig et eller andet om, hvordan det stod til mellem de fattigste folk i vort ‘højt oplyste land’. Jeg var fra ganske ung (som barn allerede) i stærk opposition til mange uretfærdigheder. Men disse forhold lærte mig, hvad der var nødvendigt for at de små og fattige i samfundet. Det lærte mig, at først må vi have mad i skabet og klæder på kroppen. Jeg lærte at for arbejderklassen er klassekamp mere nødvendig end et tåget begreb om ‘Vor Herre’« (ibid).

Der skulle dog gå endnu tre år, før hans politiske bevidsthed nåede til det punkt, hvor kommunismen fremstod som løsningen på udbytningen af arbejderklassen.

Som et første skridt forlod han FDF og meldte sig ind i Aldrig Mere Krig, hvilket kan betegnes som en blød mellemlanding, da kernen her netop var kristen pacifisme. De tre efterfølgende år i foreningen, hvor han hurtigt avancerede til formand for afdelingen på Vesterbro, vakte hans politiske interesse, og gjorde ham selv og omgivelserne opmærksomme på hans organisatoriske talenter.

Kort tid efter meddelte hans far, at han havde fundet ham en lærerplads som maskinarbejder.Det passede ikke sønnen specielt godt, og han kom aldrig rigtigt til at holde af faget, og faderens egen deroute som fordrukken maskinarbejder bidrog ikke ligefrem til begejstringen.

Sand drømte for en stund om at studere medicin og forsøgte at følge et studenterkursus, hvilket dog hurtigt viste sig som urealistisk for én med hans klassebaggrund.

Hele hans aktive arbejdsliv var præget af skiftende arbejdspladser og perioder med arbejdsløshed. Sands flintrende temperament kombineret med kommunistisk agitation og hverv som tillidsmand, gjorde ham ikke populær hos de københavnske arbejdsgivere.

Da han hellere ville arbejde som partiaktivist, var han ikke ubetinget utilfreds med situationen. Men de økonomiske midler var altid få, og efter han blev gift og fik en datter, måtte hans kone periodevis arbejde hårdt for at få det hele til at hænge sammen – ikke mindst i de perioder, hvor partiet gik til valg eller afholdt indsamlinger.

Fra kristen pacifist til revolutionær kommunist

I 1935 var Sand nået til vejs ende med det pacifistiske projekt i Aldrig Mere Krig, eller som han selv forklarede:

»I løbet af de tre-fire år, jeg var medlem i denne organisation, opdagede jeg, at ved bare at nægte at bære våben, kunne man ikke fjerne krigen. Det var faktisk bare som at skære toppen af en ukrudtsplante og lade roden være […] Som tyveårig fandt jeg ud af, at man må fjerne roden også og roden til krigene er kapitalismens ulyksalige trang til at skaffe sig fortjeneste – lige meget på hvilken måde« (ibid).

Ikke lang tid før udbruddet af den Spanske Borgerkrig tog han det endelige skridt over i den kommunistiske lejr, og i 1935 meldte han sig ind i DKU og blev optaget samme år i DKP.

På trods af rødderne i arbejderklassen var kommunismen ikke noget ligetil politisk eller kulturelt valg – faktisk kendte han ingen kommunister personligt, da han valgte at melde sig ind i DKU. Selvom hans far var maskinarbejder, så var han frimurer og medlem af pinsebevægelsen.

Moderen stammede fra det lavere borgerskab og havde vistnok adelige, polske aner. Hun var imidlertid ambitiøs og evnede på trods af de vanskelige sociale og økonomiske vilkår at skabe et overskud i hjemmet, der medvirkede til at alle tre børn på forskellig vis senere skilte sig ud fra mængden. Sands to søskende blev henholdsvis lærerinde og pædagog og var dermed mønsterbrydere.

Selvom DKU ikke var hans eneste interesse i perioden, var det udbruddet af den spanske borgerkrig og erkendelsen af fascismens trussel imod arbejderbevægelsen, som fremover var den vigtigste interesse.

Efter bruddet med FDF, der også betød et farvel til kammeratskabet og friluftslivet, som organisationen kunne tilbyde, meldte han sig ind i Dansk Vandrelaug (se medlemskortet)

Ligesom mange andre unge fra arbejderklassen var Otto Sand medlem af Dansk Vandrelaug.
Vandrerkortet gælder for 1938, hvor Sand desuden var aktiv ungkommunist.

Interessen for friluftslivet, som han i denne periode delte med mange andre unge arbejdere, fik den betydning, at han i 1936 her mødte sin første kone, Lis Sand, der også fulgte med ham ind i DKU.

Hun erindrer livet som københavnsk ungkommunist som meget hektisk, eller som hun selv formulerede det: »Vi løb meget«, hvilket var godt at kunne under konfrontationerne med fascisterne og politiet.

Hun stammede selv fra en købmandsfamilie og var derfor heller ikke selvskrevet til livet som kommunist. Alligevel husker hun særligt 1930’erne som en god tid, måske ikke mindst fordi den efterfølgende besættelsestid var alt andet.

Mange af de politiske og personlige bånd, der i en menneskealder dominerede DKP’s partiledelse, blev knyttet i denne periode. Således så Sand angiveligt meget op til den unge partistjerne Ib Nørlund, og Lis husker den kvindelige kommunist Alvilda Larsens taler om den Spanske Borgerkrig som noget særligt betydningsfuldt.

Skyggesiden var, at de også måtte vinke farvel til mange kammerater, der drog til Spanien for at kæmpe – mange så de aldrig igen. I det hele taget kom netop den Spanske Borgerkrig grundlæggende til at præge Sands forståelse af fascisme, imperialisme og kapitalisme vs. socialisme, kommunisme og internationale, solidariske forpligtigelser.

1930’erne stod således i massebevægelsernes tegn, og et spirende organisationstalent som Sand var en efterspurgt vare. Han indtrådte i DKP på et tidspunkt, hvor det unge parti havde lagt en voldsom intern partistid bag sig.

I 1932-1935 fulgte ultravenstre-programmet, hvor partiet under ledelse af en ung Aksel Larsens blev bolsjeviseret, og hvor Komintern satte dagsordenen. I 1934 skiftede partiet efter ordre fra Moskva til den revolutionært mindre optimistiske folkefrontslinje, hvor man forsøgte at skabe enhed og alliancer med socialdemokratiske arbejdere, hvor dette måtte være muligt. Det skulle bane vej for partiets lederrolle i en fremtidig revolutionær omvæltning.

Det glødende engagement og organisatoriske talent blev hurtigt opdaget i DKU, og efter blot tre ugers medlemskab havde han allerede fået sit eget område med ledelsesansvar, da han af bestyrelsen blev udnævnt til Agitpropleder (leder for agitation og propaganda) med ansvar for produktion, fordeling og salg af plakater, løbesedler og blade.

Dermed skulle man tro, at vejen var banet for en karriere helt til tops i den danske, kommunistiske bevægelse, men det er også fra denne periode, at de første historier om hans egenrådighed dukker op.

Den følgende anekdote illustrerer dette fint. Efter at han havde været medlem af DKU et stykke tid, havde DKU’s ledelse lagt mærke til det nye medlems politiske potentiale og gav ham en vigtig opgave. Rygtet ville vide, at en af de andre DKU’ere var trotskist, hvilket var en seriøs anklage i skyggen af Stalins jagt på indbildte og reelle tilhængere af den forviste Leo Trotskij.

Sand tog imidlertid opgaven med knusende ro og tog ud og bankede på den mistænktes dør og spurgte »Er du trotskist?«. Svaret var »Nej«. Han drog så tilbage og meddelte, at manden ikke var trotskist, for det havde han jo selv sagt.

Historien illustrerer en manglende respekt for autoriteter. Selvom han var glødende kommunist, var han ikke en ubetinget tro partisoldat. Hvis han først havde taget en principiel beslutning eller opfattede noget som uretfærdigt, var han meget svær at rokke – uanset hvad omkostningerne måtte være.

Da datteren i 1959 meldte sig ind i DKU, forklarede Otto Sand selv sin overgang fra kristendommen til kommunismen således:

»Da jeg samtidigt havde gennemskuet kirkens løgn om, at bare vi beder til gud vil alt blive bedre, ja, så var det at jeg meldte mig ind i først DKU, og en måned senere efter i partiet. Det har jeg ikke fortrudt siden, selvom jeg naturligvis ikke altid har været tilfreds med den måde vi har gjort tingene på« (Brev til Kira Sand, Moskva, 11. november 1959).

Springet fra kristen religiøsitet til kommunistisk ateisme synes dermed ikke at have udløst nogen videre konflikt. Det fremgår også, at han ikke holdt sin kritik for sig selv, hvilket må siges at havde været en rød tråd i hele hans politiske virke.

Besættelse, illegalitet og modstandskamp

I 1940 kom besættelsen, og hvad der er blevet kaldt for ‘de fem forbandede år’, en betegnelse der ikke kom ud af ingenting. For mange af de involverede i modstandskampen, ikke mindst kommunisterne, blev det en tid, der ikke kunne glemmes, og mange fik psykiske men, som fulgte dem resten af livet – herunder Sand.

Mange modstandsfolk forlod aldrig mentalt besættelsestiden, men levede resten af deres liv i minderne og mareridtene fra disse år. Sand var ikke blandt disse. Han talte ikke meget om den tid og hørte til dem, der mente, at man skulle videre i livet – ikke mindst politisk.

Det har derfor heller ikke været nemt at stykke denne periode af hans liv sammen, men ved hjælp af interviews og enkelte båndlagte arkiver, toner der alligevel en sammenhængende historie frem fra glemslen.

Men at det ikke var nogen let tid, det er der ingen tvivl om, og tidens tand har heller ikke formildet synet på perioden. Lis Sand huskede tiden som: »Hæslig! [pause] Hvordan skal jeg sige det? Man gik altid rundt med en stor knude i maven.«

Både hun og manden var aktive modstandsfolk. Sand havde i årene op til besættelsen høstet en del erfaring i illegalt arbejde, da han havde spillet en væsentlig rolle i fremstillingen og distributionen af de tyske, kommunistiske emigranters blade og aviser. Herigennem lærte han nazismens uvæsen og første ofre at kende.

Nogle af disse tyske kommunister fik efter krigen vigtige poster i DDR’s partiapparat, og disse kontakter fik senere betydning for hans virke under den kolde krig, men mere om det senere.

I årene op til besættelsen fortsatte han sit politiske arbejde i DKU. Han var sammen med Lis flyttet ind i en lille lejlighed i Vanløse og indtrådt i partiafdelingens ledelse.

Da tyskerne besatte landet den 9. april 1940, levede han en aktiv tilværelse som dedikeret kommunist. Sand var stadigvæk en relativt lille brik, og derfor kunne han fortsætte arbejdet frem til 1942, hvor han efter to ransagninger blev tvunget under jorden.

Han var tilknyttet en lokal modstandsgruppe, der hørte under det kommunistisk ledede Borgerlige Partisaner (BOPA), men som bestod af både kommunister og socialdemokrater.

Gruppens leder var Carl Erik Bechgaard, der efter krigen blev DKP’s revisor. Bechgaard kendte ydermere DKP’s senere sekretær for fred og solidaritet, Ingmar Wagner, der også var en del at Sands netværk på det tidspunkt – uden tegn på det fjendskab, der senere skulle præge Wagner og Sands samvirke.

Sand havde flere vigtige roller i modstandsgruppen. I de to første år, hvor han stadig kunne arbejde legalt, fungerede hans lejlighed som et mindre, illegalt trykkeri, hvorfra han kunne trykke og distribuere illegale materialer.

Den umiddelbare kontaktperson var Knud Francker, der som en af partiets rejsesekretærer spillede en central rolle i fremstillingen og distributionen af illegale blade og aviser under besættelsen. Sand fungerede også som kurer for Francker imellem partiets illegale celler og modstandsgrupper. Ansvaret for trykning og distribution af illegale tryksager omfattede bl.a. Land og Folk, Frit Danmark og de tyske immigranters illegale blad Deutsche Nachrichten.

Trafikken til og fra lejligheden gjorde det risikabelt at drive trykkevirksomhed, og i marts 1943 blev han tvunget under jorden og fortsatte det illegale arbejde derfra.

Politiet var kommet på sporet af aktiviteterne i den lille lejlighed efter arrestationen og afhøringen af modstandsfolk, der kendte til Sand og trykkeriet.

Ved et heldigt tilfælde var målet for ransagningen ikke hjemme, og de danske politifolk gennemsøgte forgæves lejligheden. Den ene af politifolkene bemærkede sarkastisk, da han så den højgravide Lis Sand, at det nok ikke var længe siden, den eftersøgte havde været i lejligheden.

Da datteren Kira Sand kom til verden i 1944, var faderen gået under jorden. Til gengæld brugte Lis sine gåture med barnevognen til at skjule og distribuere våben til sabotørerne på aftalte steder og tidspunkter.

En anden væsentlig funktion var ansvaret for gruppens våben, hvilket dog først faldt ind under hans ansvarsområder relativt sent. Udover funktionen som våbeninstruktør, havde han ansvaret for at distribuere de nødvendige våben forud for en sabotageaktion.

Han var dermed ikke aktiv sabotør, men havde det logistiske ansvar for våbnene. En af de aktioner han deltog i var et våbentyveri i Fakse Kalkbrud, hvor udbyttet bl.a. var dynamit til sabotagebrug.

Desuden cyklede han jævnligt rundt med håndvåben, da han vidste, at det danske politi og tyskerne for det meste koncentrerede sig om ransagning af motorkøretøjer.

Modstandsgruppens politiske sammensætning gjorde, at partiledelsen havde pålagt Sand en følsom kontrolfunktion, idet han skulle holde et vågent øje med gruppens unge socialdemokrater, som man fra kommunistisk hold nærede politisk mistillid til.

Dermed fungerede han som en slags uofficiel politisk kommissær, hvilket understregede, at partiledelsen havde tillid til hans ideologiske stabilitet og dømmekraft.

Kort tid efter at han var gået under jorden, og Lis Sand var flyttet hjem til sine forældre, blev forældrenes hjem i Julius Blomsgade ransaget, men igen slap den eftersøgte væk.

Frem til befrielsen levede han under falsk identitet i Borgergade i det indre København, hvorfra modstandsarbejdet fortsattes.

Selvom han altså undgik tilfangetagelse, koncentrationslejr eller det, der var værre, deltog den unge modstandsmand i eksekveringen af nogle meget ubehagelige beslutninger, der kom til at plage ham psykisk resten af livet.

Kun de allernærmeste vidste, at han havde deltaget i stikkerlikvideringer under krigen. Faktisk vidste datteren det kun igennem moderen, da Sand blev tavs, når hun spurgte, hvorvidt han havde dræbt nogen under krigen.

Det var imidlertid særligt en likvidering, der hjemsøgte ham. Under falske forudsætninger var en ung modstandsmand, der med sine pralerier havde afsløret flere unge socialdemokratiske modstandsfolk, blevet anbragt i et sommerhus i Hareskoven. Her blev han bevogtet af Sand, alt imens man på højere plan afgjorde hans skæbne.

Han nåede at bo der en uge og har sikkert troet, at han skulle transporteres videre til Sverige, men i stedet lød dommen på likvidering.

Otto Sands illegale legitimationskort fra besættelsen. Det forfalskede kort er dateret den 12. juli 1944 – kort tid efter han gik under jorden.
Den unge kommunistiske modstandsmand blev
til anledningen forsynet med nyt navn og falske
briller.

Selvom den likvideredes gerning havde kostet andre modstandsfolk livet, kræver det ikke megen fantasi at forestille sig, hvordan det må have været at være i Sands og de andre modstandsfolks sted – det var en tid, hvor der måtte træffes svære beslutninger, som de involverede måtte leve med resten af livet.

På grund af DKP’s vilkår som illegalt parti, kunne der gå lang tid imellem kontakten med partiet. Den vigtigste foregik igennem den kontaktmand, der afleverede de stencils, der skulle trykkes som illegale blade (sandsynligvis DKP’s rejsesekretær Knud Francker). Desuden havde Lis Sand kontakt til Ib Nørlund, og Sand havde kontakt til Ingmar Wagner.

Som nævnt havde partiet allerede før besættelsen sat Sand til at hjælpe de tyske flygtninge med praktiske problemer, såsom at finde bolig til dem. Dette fortsatte han med under besættelsen, men under betydeligt sværere forhold.

Det var i den forbindelse, at han lærte den tyske kommunist Kurt Vieweg at kende, hvilket blev begyndelsen på et venskab, der senere fik betydning for hans virke i Vietnambevægelsen.

Vieweg var flygtet til Danmark allerede i 1933, og herfra fortsatte han sit arbejde for det tyske kommunistparti KPD. Modsat hvad der sidenhen er blevet hævdet, boede Vieweg ifølge Lis Sand ikke hos Otto Sand.

Derimod hjalp Sand ham med at finde illegale skjulesteder efter Gestapos ankomst til København. I 1943 begyndte jorden igen at brænde under Vieweg, og han flygtede videre til Sverige. Derefter skulle der gå en årrække, før de to igen mødte hinanden.

Da besættelsen endte den 5. maj 1945, var krigen endnu ikke helt ovre for Sand. Kort tid efter befrielsen fik han nemlig kommandoen over en gruppe modstandsfolk, der havde til opgave at bevogte landssvigere i interneringslejren Sundholm på Amager, indtil de kunne sendes videre i retssystemet.

Med afviklingen af denne lejr i sidste halvdel af 1945 meldte der sig nye problemer. Godt nok stod kommunisterne stærkere end nogensinde, men med legaliteten kom også arbejdsløshed og lignende tilpasningsproblemer, der ofte præger tilbagekomsten til fredstid for de, der har været i krig – for Sand var det ikke anderledes.

Ustabile tider og kold krig

Den kommunistiske eufori ovenpå befrielsen varede ikke ved. Den store folkelige opbakning kunne kun i ringe grad omsættes til reel politisk indflydelse, og den store omvæltning og etableringen af et folkedemokrati efter østeuropæisk mønster udeblev også.

For Sand og mange andre yngre kommunister, der havde deltaget i modstandskampen, var angsten for tilfangetagelse og død nu erstattet af kampen for igen at finde en plads i samfundet og desuden en fornyet kamp for at bringe partiet i spidsen for arbejderklassen og nærmere den politiske magt.

I et af sine tilbageblik anskuede Sand besættelsen, befrielsen og efterkrigstiden som en kontinuerlig historisk proces, hvor ofrene i modstandskampen gjorde det endnu mere magtpåliggende at gribe magten og ændre samfundsstrukturen.

Om disse ofre skrev han i et senere brev til datteren:

»Det er ikke fordi vi skal fortabe os i minder. Nej, Kira, hos disse tapre skal vi hente inspiration til den fortsatte kamp. Vi skal holde det løfte, vi gav dem og hinanden. Aldrig at slutte, at kæmpe så længe det lille skønne land, vi kalder Danmark, ikke er rigtigt frit. Det er det ikke så længe bare én eneste af Danmarks flittigste folk lider nød. Det er det ikke så længe det arbejdende folk ikke helt bestemmer over sin egen skæbne.«

Og videre:

»Lad os være lykkelige over, at vi har fået lov til at leve og kæmpe for den samme frihed, som disse vore elskede kammerater døde for […] Er det for meget, at vi – de levende – skal kæmpe med alt, hvad vi ejer som indsats – også vores liv om det skulle blive nødvendigt – for at gøre hele Danmark til det lykkeligste sted for mennesker at bo og bygge, som vort land har de allerbedste betingelser for at blive? Jeg tror, at vi er enige om, at det ikke er for meget. Ellers havde disse kammerater jo kæmpet forgæves. Lad os vise at det har de ikke!« (brev til Kira Sand, Moskva 20.november 1959).

Denne fortsatte kamp havde dog svære kår efter befrielsen. Årene i illegalitet havde ikke kun efterladt psykiske men. Oveni dette var økonomien hos familien Sand dårlig, og det blev ikke bedre af, at han ikke kunne få arbejde.

En nødløsning på problemet opstod, da regeringen den 1. oktober 1945 vedtog en lov om erstatning til de modstandsfolk, der havde lidt tab under krigen. For Sands vedkommende bestod erstatningen af en engangsydelse, der skulle godtgøre den ødelagte lejlighed, som politiet havde efterladt i 1943, og hertil en livslang hædersgave, der ved månedlige udbetalinger skulle kompensere for de fysiske og psykiske eftervirkninger.

For Sands vedkommende gik det lidt trægt med udbetalingen, og i maj 1946 måtte Centralkontoret lægge ryg til et overordentligt sarkastisk og på trods af den beskrevne, alvorlige økonomiske situation særdeles humoristisk brev. Hverken krigen eller arbejdsløshed havde berøvet den forurettedes humoristiske sans.

Derefter fulgte en periode, hvor der ikke foreligger meget om de politiske aktiviteter, hvilket nok skyldes problemerne med at få hverdagen til at hænge sammen.

At det dramatiske ikke lå fjernt understregedes af et andet dokument, der dukkede frem fra Frihedsfondets arkiver. I januar 1946 søgte Otto Sand om støtte til at blive optaget på en uddannelse i sang og skuespil.

Planen om en karriere på de skrå brædder faldt dog kort tid efter, da han sammen med nogle kammerater besluttede at opkøbe og drive en keramikfabrik for erstatningssummen fra Frihedsfondet. Men da han hverken havde specielt meget forstand på keramik, salg eller fabriksdrift, blev dette en kortvarig fornøjelse.

Det mislykkede forsøg med keramikfabrikken sendte Sand tilbage i arbejdsløshed og dermed truende fattigdom for hans familie. Problemet for stærkes af, at han ikke havde en gyldig fagforeningsbog og dermed heller ikke kunne få arbejdsløshedsunderstøttelse.Besættelsen betød, at Sand aldrig blevet færdiguddannet som maskinarbejder.

Resultatet blev, at familien Sand besluttede at flytte til Sverige, hvor der var bedre muligheder for at få arbejde. Derved kunne han også generhverve sig ret til fagforeningsmedlemskab og ret til understøttelse, hvis de skulle vælge at rejse tilbage til Danmark.

I 1947 pakkede ægteparret deres kufferter og begav sig til fods af sted mod Stockholm – togbilletter var der ikke råd til, og datteren blev hos bedsteforældrene, indtil forældrene havde fået etableret sig.

Den besværlige tur var ikke forgæves. Det lykkedes hurtigt at finde en lille lejlighed og vigtigere; Sand fik arbejde på den svenske chokoladefabrik Marabou som maskinarbejder. Desuden var han glad for arbejdet med at reparere pakkemaskiner. Politisk arbejde var der ikke noget af.

De to emigranter blev ved det årligt påkrævede fremmøde hos det svenske politi mindet om, at de som gæstearbejdere ikke måtte bedrive kommunistisk virksomhed.

Alligevel trivedes Sand, fik gode venner og afløb for sine kreative evner igennem engagementet i en kunstforening for arbejdere – man fristes til at tænke, når man indregner hans ellers stridbare liv, at jo større afstanden var til intrigerne og magtkampene i det danske parti, desto større var mulighederne for at leve et harmonisk og fredsommeligt liv.

Alligevel var det ikke muligt at blive permanent i landet. Lis Sand følte sig ikke rigtigt hjemme og ville gerne tilbage til Danmark, hvilket skete i 1956. Tiden i Sverige strakte sig dermed over 8 år, og der var sket meget derhjemme i mellemtiden.

Den kolde krig var for alvor brudt ud, men Sand kastede sig ufortrødent ind i det hektiske partiarbejde og gjorde sig igen gældende i sin gamle afdeling i Vanløse. Desuden indtrådte han efter hjemkomsten i partiets københavnsledelse.

Modsat situationen ved afrejsen til Sverige fik han nu hurtigt arbejde som maskinarbejder, og familien flyttede ind i en 2-værelses lejlighed i Vanløse.

Stalins død i 1953, invasionen af Ungarn i 1956 og de efterfølgende tegn på opbrud i partiet fik ikke Sand til at afvige fra den pro-sovjetiske linje – han forblev tro imod Nørlund-fløjen.

Som en konsekvens var han meget tæt på at få øretæver, da en vred folkemasse belejrede partihovedkvarteret i Dronningens Tværgade ovenpå den sovjetiske indmarch i Ungarn. Sand, der opholdt sig i huset sammen med bl.a. Anton Nielsen, søn af Martin Nielsen, undslap med nød og næppe de vrede demonstranter, da de senere på aftenen forlod bygningen.

Loyaliteten over for partilinjen kombineret med Sands politiske talenter bevirkede, at hans indflydelse i perioden øgedes tilsvarende, og han kom til at indgå i et magtfuldt netværk af gamle modstandsfolk i partiets københavnsledelse. Til disse hørte vennen Helge Blicher Hansen, der loyalt støttede kammeraten, også efter Sands eksklusion fra partiet i 1969.

Fra 1956 begyndte konflikten mellem partiformanden Aksel Larsen og Nørlund-fløjen, og som hos mange af de tilbageværende i DKP var bitterheden imod Larsen voldsom efter bruddet i 1958; han var slet og ret en forræder.

Som Lis Sand har bemærket i interview: »Otto var lidt forblændet af Ib Nørlund – det var jeg aldrig«.

I oktober 1958 rejste Sand med familien og 22 andre kommunister til Moskva for de næste 15 måneder at være kursister på den Internationale Leninskole.Sand fungerede bl.a. som gruppeleder under opholdet, og hans iagttagelser og oplevelser er bevaret i en omfangsrig brevkorrespondance, som i dag er i hans datters besiddelse.

Sand trivedes personligt godt med de intellektuelle udfordringer og var glad for funktionen som gruppeleder. Alligevel op stod der dog også en række problemer under opholdet.

Familien Sands sovjetiske skolingsophold
gav mulighed for at
rejse rundt og opleve
hverdagen i Lenins
hjemland. På en af
disse rejser blev Otto
Sand foreviget af sin
første kone, Lis Sand,
i nærheden af Baku i
sovjetrepublikken
Aserbajdsjan i 1959.
Privatfoto.

Først måtte hans datter og siden Lis Sand rejse hjem før tid pga. tilpasningsproblemer i den sovjetiske hverdag. Desuden faldt kurset samtidigt med striden med Aksel Larsen derhjemme, hvilket ansporede Sand til at blande sig i partidebatten derhjemme. Kritik af partiledelsen var der også nok af, selvom han forblev loyal over for den nye partiledelse med Knud Jespersen i spidsen.

Kort tid før hjemrejsen i december 1959 gjorde han personlig og politisk status i et brev til vennen Helge Blicher Hansen. I brevet funderede han over, at han var nu 44 år, og at det dansk samfund ikke havde nærmet sig den revolution, som han havde viet sit liv til – nærmere tværtimod.

Han var heller ikke udelt populær i partiledelsen, hvor hans evne til at sige tingene ligeud ikke gjorde tilværelsen nemmere.

På trods af alt dette, konkluderede han skæbnebevidst:

»Det eneste, jeg er rigtig sikker på, er at den ideologiske – eller politiske om du vil – kamp, vi fører, er helt overensstemmende med både mine instinkter, intuition og tilværelse« (brev til Helge Blicher Hansen 23. december 1959).

Den personlige modgang og partiets store problemer skulle ikke stoppe Sand. Kursen var sat, og det kunne der ikke ændres på.

En DKP-delegation besøgte i 1959 det danske skolingshold på Den Internationale Leninskole i Moskva. I forreste
række, midtfor th. mellem to damer, ses delegationsleder Preben Henriksen og formanden for skolens
danske kursister på Leninskolen, Otto Sand (th.). Privat foto.

1960’erne – oprørske tider i parti og samfund

Selvom stormfulde politiske opgør i DKP var af nærmest kronisk karakter, så var disse mere udprægede i nogle historiske perioder end andre, og 1960’erne var en af disse.

1950’ernes kriser fordampede ikke uden videre, og nye problemer kom til. Vietnamkrigen, invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968, Ungdomsoprøret og en eksplosiv aktivistisk vækst på partiets venstre flanke bød på udfordringer, der sjældent blev taklet rettidigt eller med særlig stor elegance.

Udover enkeltpersoner, såsom Otto Sand eller Gotfred Appel, og de politiske vinde de repræsenterede, var der også bestemte dele af partiet, der var mere oprørsk indstillet. Fx var redaktion og journalister ved dagbladet Land og Folk ikke altid lige begejstrede for partilinjen.

Historien om Sand er derfor også et tidsbillede af de talrige interne problemer, der prægede DKP i 1960’erne.

Nikita Khrusjtjovs hemmelige tale på Sovjetunionens Kommunistiske Partis 20. partikongres i 1956 tvang ikke kun de nationale kommunistpartiers øjne op for forbrydelserne under Stalin. Udfaldet var også en åbning for større national råderet for partierne over egen politisk linje.

I november 1960 mødtes 81 kommunistpartier og vedtog en erklæring, der grundlæggende betød en sovjetisk accept af, at det var muligt at nå socialismen via en anden vej end den sovjetiske og folkedemokratiske model.

Dette var både en imødekommelse af de vestlige kommunistpartier og af de gryende befrielsesbevægelser, der havde det til fælles, at deres politiske virkelighed adskilte sig fundamentalt fra den sovjetiske.

Grundtesen videreudvikledes op igennem 1960’erne i den såkaldte statsmonopolkapitalismeteori, dvs. at de højtudviklede kapitalistiske virksomheder blev anset som sammenvokset med den kapitalistiske statsmagt. Dette udgjorde et helt ny udviklingstrin i monopolkapitalismen og udmøntede sig i en mere effektiv udbytning af arbejderklassen og de brede folkelige lag.

Modsvaret var den antimonopolitiske front, der modsat folkefrontens defensive orientering var offensiv, og på partiets præmisser skulle skabe grundlaget for en ny og fredelig overgang til socialismen.

Sanktioneringen af de nye særegne nationale veje til socialismen mundede ydermere ud i begrebet »polycentrisme«, hvilket kort fortalt betød, at den internationale kommunistiske bevægelse nu ikke blot havde ét politisk centrum, men flere med hvert deres særegenheder.

I 1960 stadfæstede DKP denne politik med landspartikonferencens vedtagelse af programudtalelsen Kommunisternes program for fornyelse af demokratiet.

I 1965 fulgte programudtalelsen Nye veje for Danmark, hvori mulighederne for en fredelig over gang til socialismen bekræftedes.

Disse ideologiske udviklinger var et forsøg på en realpolitisk fornyelse, der havde et parlamentarisk sigte. Chefideologen Ib Nørlund forsøgte dermed at give kommunismen et særligt dansk særpræg, og dermed var det en bevægelse væk fra den ideologiske afhængighed af Sovjetunionen.

Samtidig nedtonede partiet idealistiske værdier, såsom internationalisme og antiimperialisme, der kom til at rangere efter partiets indenrigspolitiske behov.

Det udløste ballade på partiets venstrefløj, hvor idealismen og en ortodoks forståelse af kommunismen stadigvæk var drivkraften. For Sand og hans ligesindede var den nye politik, i hvert fald i det omfang den gik ud over partiets revolutionære traditioner og internationalistiske forpligtigelser, lig med revisionisme.

Striden, der fulgte, blev vundet af partiledelsen, der støttede Nørlunds linje, og samme politik lå til grund for partiets succes i Folkebevægelsen mod EF og det kortvarige parlamentariske comeback i 1970’erne.

Reelt løste det dog ikke partiets mange politiske problemer. For DKP gav denne udvikling fornyede muligheder for at søge veje ud af den mangeårige indenrigspolitiske isolation. Enhedspolitikken blev styrket i forhold til særligt Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen, hvilket trak partiet i retning af en mere midtsøgende politik.

Omvendt udviklede ‘det nye venstre’ sig sideløbende og lod sig ideologisk inspirere af en mere radikal marxistisk tradition. DKP blev følgelig tiltagende beskyldt for at være revisionistisk af maoister, trotskister, venstresocialister o.l.

Langt større var problemet, når kritikken kom fra egne rækker og fra veteraner som Sand. De ønskede ikke, at Vietnambevægelsen skulle tilpasses partiets enhedspolitiske behov – i hvert fald ikke i socialdemokratisk retning.

De ønskede derimod, at partiet skulle bruge bevægelsen og opsvinget på den radikale venstrefløj som spydspids imod imperialisme og kapitalisme.
Målet med kritikken af den amerikanske krig i Vietnam var ikke udelukkende at stoppe denne, men at bruge den upopulære krig til at mobilisere masserne imod den vestlige verdens imperialisme og kapitalisme.

Partiledelsen måtte dermed internt slås med grupperinger, der nok ønskede fornyelse – i hvert fald i retning af øget tilslutning, men ikke ønskede dette på bekostning af de idealistiske traditioner.

Ved hjælp af udrensninger af kritiske røster lykkedes det partiledelsen at holde sammen på partiet. Eksklusionen af Gotfred Appels maoister i 1964 var en forløber for opgøret med Otto Sand og hans radikale fløj i 1969.

Der var dog tale om en pyrrhussejr, der nok medvirkede til 1970’ernes kortvarig parlamentarisk renæssance, men det fremmedgjorde også partiet i den aktivistiske og radikale del af venstrefløjen, der voksede frem ovenpå 68-oprøret – uden at denne politik mærkbart øgede partiets tilslutning i den traditionelle arbejderklasse.

I stedet for led partiet i tiltagende grad af manglende evne til dynamisk at tilpasse sig de hurtigt skiftende tider.

Den røde tråd i Sands liv var den kommunistiske sag, som han havde viet sit virke til siden midten af 1930’erne. Han fulgte for det meste rm partiloyal linje, også igennem partiets værste kriser, og derfor var der heller ikke nogen rød tråd herfra til hans virke som uofficiel leder af vietnambevægelsen og rebelsk partimedlem.

Denne fortælling er ikke en sammenhængende historie om vietnambevægelsen. Derimod vil jeg søge at beskrive Sands særlige rolle i nogle af de begivenheder, han fik afgørende indvirkning på.

Det er fortællingen om et personligt barskt årti, hvor opbrud i hans private liv og i særdeleshed et imponerende organisatorisk engagement i et kaotisk og omskifteligt miljø satte sine dybe spor.

For det politiske menneske Sand blev engagementet kulminationen på mange års virke i den kommunistiske bevægelse. Han evnede at bringe sine mange talenter i spil og skrev sig selv og bevægelsen ind i danmarkshistorien, men prisen var høj.

Ansat på Land og Folk

Sand gav under opholdet i Moskva jævnligt udtryk for hjemve, og at han savnede arbejdet hjemme i partiet. Alligevel var hjemkomsten en blandet fornøjelse.

På den ene side var han naturligvis glad for at blive genforenet med familien, men på den anden side meldte der sig hurtigt nye problemer i form af arbejdsløshed og et parti i kronisk krise.

Arbejdsløsheden varede i næsten to år, indtil han i 1962 blev ansat ved Land og Folk. Lediggangen gav dog mulighed for at arbejde mere eller mindre fuldtids som partiaktivist, hvilket bl.a. gav sig udslag i flere ture som leder af skolingshold på den østtyske partiskole John Scheer i Lütten Klein lidt uden for Rostock.

Sideløbende engagerede han sig i tidens kampagner, fx imod Francos Spanien og for solidaritet med befrielsesbevægelserne i Den Tredje Verden.

Særligt vigtigt var et kortvarigt engagement i den af Carl Scharnberg ledede Kampagnen mod Atomvåben. Denne kampagnes pæne facade, antiaktivistiske tilgang og det faktum, at den på trods af indledende folkelig opbakning sivede ud i ingenting, gjorde den til et senere skræmmeeksempel på, hvor Sand ikke mente, at Vietnambevægelsen skulle bevæge sig hen.

Selvom ansættelsen på Land og Folk betød lønnet og fast arbejde i partiapparatet, så skulle det blive en alt andet end en lykkelig tid.

Avisen var underlagt en benhård styring, hvilket gav anledning til mange sammenstød. Det politiske klima blev ikke bedre af, at striden imellem Sovjetunionen og Kina fik partiledelsen til at slå hårdt ned på tilløb til dyberegående politisk diskussion.

Gotfred Appel var samtidigt ansat som forlagsansvarlig, hvilket mundede ud i nogle groteske situationer. Når Appel ankom for at spise frokost i kantinen, fik han et bord for sig selv, da ingen ville sidde ved siden af ham.

På nær Sand, der havde den holdning, at så længe manden var ansat, så kunne man også tale med ham.

Forholdet til partiledelsen udviklede sig følgelig heller ikke til det bedre, eller som Ingela Kyrre erindrer det:

»Den periode, hvor han var ansat på Land og Folk, den skærpede hans kritiske sans, fordi han jo pludselig så nogle ting meget tæt på. Særligt omkring den manglende mulighed for at diskutere.«

Datteren Kira Sand husker også faderens dårlige tid i Dronningens Tværgade:

»Han kendte jo godt al korruptionen og lortet derinde. Men det at opleve det på egen hånd, det havde han det ikke godt med. Han var jo en meget blød mand, og han var et dybt hæderligt menneske, der ikke havde det godt med de småintriger, smiger og snusk, der trivedes i Dronningens Tværgade. Sådan ville han ikke arbejde. Han havde bl.a. til opgave at forøge avisens oplag, hvilket ikke faldt ham nemt, da han grundlæggende mente, at det var en møgavis. Den detaljerede redaktionelle styring af avisen var ikke Ottos kop te.«

Han var dog ikke ene om en tiltagende kritik af partiledelsen. Eksklusionen af Gotfred Appels maoister i 1963-1964 bragte ikke ro i baglandet. Særligt i 1965-1966 var der opbrud i partiet, og mange partimedlemmer og sågar partidistrikter begyndte åbenlyst at kritisere partiledelsen.

Under denne kritik lurede der en sprængfarlig utilfredshed med, hvad mange opfattede som »revisionisme«.

Selvom Sand ikke kunne beskyldes for at være maoist, så var han kritisk over for partiledelsens forsøg på at ensrette informationerne om den sino-sovjetiske strid. Han mente, at afdelingerne frit skulle havde lov til at diskutere modsætningerne til Kina.

Hans stridbare og antiautoritære personlighed gjorde ikke konflikterne mindre dramatiske. Paradoksalt nok synes erfaringerne fra Moskva at have ansporet dette, hvilket Ingela Kyrre husker således:

»Altså han var antiautoritær. Det fik ham til at reagere over for de meget styrede ting. Der må man jo sige, at han også hørte nogle ting om tiden under Stalin, da han var i Sovjetunionen. Han havde som mange DKP’ere det her dobbelte forhold til Sovjet, at der var en eller anden følelsesmæssig binding, men samtidigt en voksende politisk kritik.«

Også på hjemmefronten var der opbrud. Det slidsomme partiarbejde og den omtumlede tilværelse med medfølgende økonomisk usikkerhed havde sine omkostninger. Desuden var det ingen hemmelighed, at han var glad for kvinder.

I 1965 blev han skilt fra Lis Sand efter afsløringen af affære med en anden kvinde fra partiet. Efterfølgende flyttede han ind i et værelse i Havnearbejdernes Forbunds bygning i Korsgade på Nørrebro, hvor DKP ejede baghuset.

Eftersom værelset var en integreret del af et mødelokale, var det så som så med privatliv, og det var her, at Vietnambevægelsen tog sin begyndelse.

Det var også i dette arbejde, at de folk, der senere skulle blive den ledende kerne i Vietnambevægelsen, mødtes, bl.a. Erik Jensen, Tove Jensen og Vagn Søndergaard. Senere kom også Niels Frølich og Petter Sommerfeldt til.

Men det var Sand, der tog initiativ til den første regulære Vietnamkomite, da han i 1965 dannede Nørrebro Vietnamkomite. Kort tid efter dannedes Amager Vietnamkomite i samarbejde med Knud Jensen og derefter fulgte en række komiteer de følgende år.

En stor andel af den ledende kerne bestod af yngre DKP’ere, der alle delte Sands kritik af partiledelsen og dennes angivelige revisionistiske kurs. Sand var den ældste og medbragte en radikal kommunistisk kultur og tradition, der som tidligere nævnt gik tilbage til 1930’ernes kommunistiske radikalitet.

Selvom han tilhørte en anden generation og tradition, så gik dette fint i hak med de nye tendenser på den nye radikale venstrefløj. Med til forklaringen hører også hans pædagogiske evner og vilje til at samarbejde med andre fløje, uanset om de måtte være trotskistiske, venstresocialistiske eller maoistiske.

Her kom hans talenter som dygtig organisator og skolet partiaktivist til deres fulde ret, og selvom bevægelsen blev ledet kollektivt, så fremstod Sand som en naturlig frontfigur udadtil.

Han havde desuden de nødvendige kontakter til fagforeningerne, der fra begyndelsen spillede en vigtig rolle i bevægelsen.

Ansvaret for kontakterne udadtil delte han med Erik Jensen, som han havde lært at kende på partiskolen i Moskva, og som var en tilsvarende dygtig organisator.

Derfor var det også naturligt, at Jensen og Sand knyttede et nært venskab, som dog senere skulle blive belastet af stridighederne i vietnambevægelsen.

På det personlige plan blev tiden i Korsgade også afgørende, da han her mødte Ingela Kyrre, som han personligt og politisk dannede par med resten af livet.

Da eksklusionen fra DKP nærmede sig, flyttede de i 1969 ind i en 2-værelseslejlighed i Prins Jørgensgade. Her boede de indtil 1970, hvor Kyrre arvede farmorens hus i Valby.

Tilværelsen som skiftevis maskinarbejder og arbejdsløs var et vedholdende vilkår. Da Sand og Kyrre mødte hinanden, arbejdede han på Galle & Jessen, hvor han kunne anvende sin erfaring fra ansættelsen hos Marabou i Stockholm.

Senere fik han job i udviklingsafdelingen hos Toms Chokoladefabrik, men blev fyret pga. det høje fravær, der fulgte med aktiviteterne i vietnambevægelsen.

Derefter arbejdede han med montage på B&W. Selvom denne ansættelse på DKP’s højborg nok skulle ses som en form for aftægtsstilling, der skulle give tid til det politiske arbejde og dermed reelt ikke krævede meget arbejde.

Den sidste ansættelse var hos GNT Automatic i Gladsaxe, hvor han monterede telefoner.

Sands centrale rolle i efterkrigstidens nok mest betydningsfulde og omfattende bevægelse var produktet af en række personlige, politiske og tidsbestemte faktorer, der gik op i en højere enhed.

Striden om, hvorvidt de indsamlede penge til Vietnam skulle være betingede eller ubetingede, dvs. eventuelt bruges til køb af våben, kan i dag virke abstrakt, da man i dag ved, at alle pengene alligevel gik til hospitaler og ikke våben.

Men dengang spillede det en vigtig rolle, da striden frem for alt udsprang af to meget forskellige politiske strategier i vietnambevægelsen.

Af specifikke årsager kunne Sand længe hindre et opgør, hvilket Erik Jensen i sine erindringer forklarede på følgende vis:

»Vi støttede også vietnameserne ubetinget. Vi ville ikke blande os i, hvad pengene blev brugt til. Det hører med i billedet, at når der gik så lang tid, fra de begyndte at arbejde for en humanitær tre-fløjet indsamling til den blev virkeliggjort, skyldtes det, at vores folk havde flertal i DKP’s københavnsledelse. Der sad Otto Sand, og han blev støttet af sine gamle frihedskæmpervenner […] Så partiet var på en eller anden måde lammet. Men det var fordi, der sad en bremseklods. Ingmar Wagner kunne kun handle på forretningsudvalgets vegne. Han kunne ikke skabe flertal i Københavnsledelsen, og Vienamkomiteerne var jo oprindeligt kun Storkøbenhavn.« (»Erik Jensen – et liv i politik«, Demos Nyhedsbrev, nr. 100, 2009, side 21).

Nok var Sands indflydelse begrænset i forhold til den centrale partiledelse, men i forhold til Vietnambevægelsen stod han stærkt i partiet.

En af de tilbageværende personer, der kendte og sloges med Sand, er tidligere DKU-formand Gunnar Kanstrup. Han erindrer, at da Sand var distriktsformand på Nørrebro, var der jævnligt optræk til stridigheder, men sjældent af en karakter, der ikke kunne drøftes til rette.

Samtidig husker han dog også Sands stædige sider:

»Men der var også mange eksempler på, at han ikke var bange for at gå sine egne veje. Han havde svært ved at give sig, når han havde sat sig noget i hovedet, som han mente var det eneste rigtige. Sådan var det ikke mindst med holdningen til vietnambevægelsen. Otto Sand stod stejlt på sin mere militante holdning. Mens vi i DKP’s fredsudvalg, som Ingmar Wagner var formand for, stod lige så fast på den humanitære og bredere baserede støtte til det vietnamesiske folk.«

Som tidligere nævnt, så nåede de personlige animositeter imellem særligt Sand og Wagner et niveau, der bidrog til striden imellem de to fløje. Spørgsmålet er, hvilken rolle Nørlund som partiets uofficielle chefideolog spillede.

Kanstrup husker ikke, at Nørlund blandede sig i det daglige partiarbejde i Vietnambevægelsen:

»Nej, men det er klart, at Ib Nørlund i partiledelsen – centralkomiteen og forretningsudvalget – ydede et stort og afgørende bidrag til fastlæggelsen af den politiske strategi for partiets vietnampolitik. Jeg mener, at han i dette arbejde spillede en rolle, der kan ligestilles med den, han senere spillede i Folkebevægelsen mod EF. Der var Nørlund, selv om det ofte blev påstået, at han var kantet og svær at arbejde sammen med, eminent dygtig til at formulere politiske holdninger, der kunne samle frem for at splitte. Jeg var jo landsformand for DKU og arbejdede meget sammen med Ingmar Wagner om indsatsen i Vietnambevægelsen. Vi var begge medlemmer af både centralkomiteen og forretningsudvalget, hvor vi løbende diskuterede partiets vietnampolitik med blandt andre Ib Nørlund; men jeg husker ikke, at Nørlund blandede sig i det daglige partiarbejde i Vietnambevægelsen, som det blev udført under Ingmar Wagners ledelse.«

Dermed havde Wagner det daglige ansvar for partiets arbejde i Vietnambevægelsen. Dette bragte ham fra begyndelsen på kollisionskurs med Sand, og konflikten skulle snart blive skærpet.

Uroen foran den amerikanske ambassade

Da politiet den 27. april 1968 tørnede sammen med mere end 20.000 demonstranter foran den amerikanske ambassade, var det startskuddet til radikaliseringen af det hjemlige ungdomsoprør, og dermed kunne sprækkerne i vietnambevægelsen heller ikke længere skjules (jf. Chris Holmsted Larsen: Tiden arbejder for os. Danmarks Kommunistiske Parti og Vietnamkrigen 1963-1973, Multivers Academic 2007, s. 144-148).

Selvom partiledelsen mente, at politiet bevidst havde fremprovokeret uroen, så gik balladen dårligt i spænd med den midtsøgende strategi.

Sand blev som demonstrationsleder internt gjort ansvarlig for urolighederne, der risikerede at skræmme de moderate kræfter væk fra partiet. Det skete på trods af, at han utvetydigt havde taget afstand fra Sibylle Plougsteds opfordring til at storme ambassaden.

Da Sand kort tid efter som talsmand for De Storkøbenhavnske Vietnamkomiteer (DSVK) erklærede, at man ville oprette et køllebevæbnet vagtværn, der fremover skulle forhindre lignende uroligheder, blev han kritiseret af radikale trotskistiske og maoistiske aktivister, der frygtede, at værnet ville blive anvendt imod dem.

Desuden kritiseredes forslaget af de moderate kræfter, der mente, at det var en unødvendig radikalisering af protesterne.

Pressen var delt i sine reaktioner på urolighederne. Således kunne man i EkstraBladet læse, at politiet bar ansvaret for urolighederne. Det skete under overskriften og manchetten »Deprimerende at se politiet så brutalt – Som at se Hipo’erne under krigen, sagde 46-årig lærer om politiet efter Vietnamdemonstrationen« (29. og 30. april 1968).

Dagbladet Information fulgte samme linje og fokuserede på de mange sårede blandt demonstranterne. I begge aviser blev Sand efterfølgende citeret for planerne om at oprette et vagtværn, men uden videre kritik.

Andre medier var derimod ikke i tvivl om, at demonstranterne bar ansvaret. I Berlingske Tidende blev dette budskab lanceret under overskrifterne »De brugte stenslynger mod politiet« og »Hærværk mod ambassaden« (28. og 29. april 1968).

Kort tid efter skærpedes tonen. Berlingske Tidende citerede den konservative justitsminister Knud Thestrup for en sammenligning mellem vagtværnet og SS: »Et korps mod politi må være som et SS«. Avisen kunne under overskriften »Et ordensværn mod politiet«, også citere Sand for at det planlagte værn ville blive udstyret med køller og hjelme.

Her hed det blandt andet: »Provokatørerne findes ikke blandt os, siger Otto Sand. De findes i det amerikanske forsvarsministerium Pentagon.« (Berlingske Tidende, 30. april 1968)

Avisen Politiken var lidt mere moderat i sin dækning, men gav også demonstranterne hovedansvaret og citerede Sand for et planlagt vagtværn på 100 mand (28. april 1968).

Mest dramatisk gik det dog for sig i BT, hvor avisen under overskrifterne »Blodig kamp, hvis politiet trækker stavene frem« og »SS-korps eller god ide?« forudsagde borgerkrigslignende tilstande ved fremtidige demonstrationer og krævede vandkanoner og tåregas til politiets rådighed (29. og 30. april 1968).

Fælles for hele den intensive mediedækning var, at Sand pludseligt var blevet et offentligt kendt ansigt og fik tilnavnet ‘demonstrationsgeneralen’, da medierne nu havde udnævnt ham til uofficiel leder af vietnambevægelsen.

Otto Sand og De Storkøbenhavnske Vietnamkomiteer vakte stor opsigt, da de på et pressemøde efter konfrontationen
mellem demonstranter og politi foran den amerikanske ambassade i april 1968 proklamerede,
at de ville tage initiativ til oprettelsen et ordensværn, der skulle beskytte demonstranter mod politiet. Fra
venstre: Svend Agger, Otto Sand og Arne Johansen.

Dette var dog ikke helt rigtigt, da DSKV var kollektivt ledet, men det var medierne mindre interesseret i. Den voldsomme virak og Sands nye lederstatus hjalp heller ikke på det anstrengte forhold til Wagner, der jo var udset af partiledelsen til at lede arbejdet.

Selvom Land og Folk umiddelbart udtrykte sig positivt over for ideen under overskriften »Ordensværn på 200 mand med hjelme og knipler!
Arbejdere fra tre københavnske fagforeninger vil fremover beskytte demonstranterne mod rå og brutale politioverfald« (30. april 1968) så slog partiledelsen hurtigt i bakgear, hvilket skærpedes, da moderate kræfter voldsomt kritiserede ideen og dermed truede den tilstræbte enhed.

Sand var nu blevet et synonym for ekstremisme og radikalitet i både borgerlige medier, PET og partiledelsen og dermed et problem – om end af forskellige årsager (jf. PET’s særlige interesse i Otto Sand:PETKommissionens
beretning. PET’s overvågning af protestbevægelser 1945-1989, bd. 10, s. 84, 91, 94ff og 98f.).

Dette var for så vidt uforskyldt, da han ikke var ansvarlig for urolighederne og kun skyldig i ikke at have kunnet forhindre dem som demonstrationsleder. At han tværtimod efterfølgende talte for moderation og dermed sandsynligvis var med til at forhindre voldelige modreaktioner som svar på politiets overgreb, det druknede i støjen.

Han var nu ugleset i forhold til den midtsøgende kurs i DKP, og dermed var det kun et spørgsmål om tid, hvornår partiledelsen ville skubbe ham ud på et sidespor.

Den nyvundne politiske indflydelse blev understreget, da han kort tid efter mødtes med justitsminister Knud Thestrup for at drøfte, hvorledes lignende uroligheder kunne undgås ved den forestående pinsemarch.

Niels Frølich, der dengang tilhørte DSKV’s kollektive ledelse, husker Sand således:

»Han var en god organisator. Jeg synes ikke, at han var en udpræget god taler. Han sagde egentligt ikke noget forkert, men som sagt, det var jo også traditionsbestemt. Jeg kom jo fra en lidt anden retorisk tradition. Jeg tror, at for mange mennesker var Otto en traditionel kommunist; han var flittig, han var fokuseret, systematisk, velorganiseret og var i stand til at forfølge en politisk linje. Det der med, at der var en general, det kan de borgerlige aviser godt havde bildt sig selv ind, men det var der ikke. Det var i endda ekstrem grad en kollektiv ledelse, fordi jeg sad i forretningsudvalget i rigtig lang tid. Længere op kunne man ikke komme. Altså, alting blev gennemdebatteret. Det var meget solide beslutninger, der blev truffet. Selvfølgeligt har folk som Erik Jensen betydet rigtigt meget, men det har været mere indirekte. Det fungerede ikke på Gotfred Appel-facon.«

Tove Jensen, der også tilhørte inderkredsen, husker ham omvendt som en god taler, hvilket hun begrunder således:

»Han kunne begejstre og holde en tale. Han havde en energi. Han var ikke systematisk eller havde det helt store noteapparat. Han var en organisationsmand og kunne sætte ting i værk. Derudover kunne han begejstre en forsamling. Han kunne tale med Knud Thestrup, han kunne tale til en forsamling, men kunne også tale med de yngre aktivister. Nogle temaer var nemme for ham, men på andre områder var han et helt andet sted. Men vreden over krigen i Vietnam kunne han formidle på tværs af generationerne. Men 68-oprøret i form af de nye samværsformer, fx i Demos omkring privatlivet, der var Otto meget traditionel. Der var han en gammel charmør, hvilket de unge kvinder ikke altid brød sig om. Men han var også en tydelig lederfigur, der kunne stå i spidsen. Han havde nogle personlige anlæg for det politiske og kunne tale en forsamling varm. Desuden bragte han en tradition med sig, som de yngre kunne bruge. Men mange af de ledende kræfter i inderkredsen af DSKV var mere forankret i 1940’erne end i den nye ‘68-generation. Dermed havde disse mere til fælles med Otto end med de nye oprørere, fx Niels Frølich, der ikke havde denne tradition med fra forældrene, fx det, at der blev læst op af Martin Nielsens bøger om kz-lejre. Faktisk var Morten Thing og hans fæller mere fremmede, da de kom med en anden kultur. Otto var en rigtig ‘arbejderkultur-bærer’. Det var også det, jeg kunne lide ved ham – han var ukompliceret og til at stole på. Selvom der havde været nogle primadonna-tendenser, så var det ikke det styrende.«

Selvom disse to personlige erindringer ikke stemmer helt overens, så siger de noget om både Sands evne til at krydse generationskløften, ikke mindst den politiske, men også umuligheden heraf på andre områder, hvilket særligt gjaldt den kulturelle dimension, der kom til at spille en større og større rolle efter 1968.

Ekskluderet fra partiet

Sand havde været partitro i forbindelse med invasionen af Ungarn i 1956 og eksklusionen af Aksel Larsen i 1958, men i spørgsmålet om Vietnambevægelsens paroler, mål og midler ville han ikke rykke sig, hvilket også gjorde sig gældende for en række andre medlemmer.

I december 1968 indkaldte DSVK til landskonference, hvor det officielle mål var at koordinere arbejdet på landsplan, men reelt drejede det sig om at skabe en fælles politisk platform, hvilket partiledelsen var erklæret modstander af.

Efter voldsomme retoriske sammenstød mellem bl.a. Sand og Wagner, stod førstnævnte tilbage som sejrherre. I den endelige afstemning om forslaget indkasserede Wagner et ydmygende nederlag og udvandrede derefter med sine støtter.

Dermed var grundlaget for det antiimperialistiske De Danske Vietnamkomiteer (DDV) og det midtsøgende Vietnam 69 skabt.

Samtidig bevægede Sand og en række andre ledende kommunister sig mod eksklusion af partiet, hvilket skete på partiets 23. kongres i februar 1969. Opgøret på kongressen var voldsomt og mange medlemmer gik efterfølgende i protest over forløbet og eksklusionerne.

Dermed var Vietnambevægelsen effektivt splittet, og hovedpersonen var blevet tvunget ud af det parti, som han havde viet hele sit liv til. Denne højeste form for straf ramte ekstra hårdt, da også de sociale netværk fra den ene dag til den anden blev ophævet.

Gamle partikammerater skyndte sig over på den anden side af gaden, og selv børn af de ekskluderede kunne mærke effekten i form af mistede legekammerater.

For Sand var straffen hård, men dog ikke helt så hård, som det kunne forventes. Dels var han overbevist om, at han havde ret, og dels var der stadigvæk mange i partiet, der støttede ham. Desuden var DDV på sit højdepunkt og havde større tilslutning end DKP’s nye satsning i vietnambevægelsen, Vietnam 69.

Alligevel delte han nu skæbne med de mange kommunister, der igennem tiderne var blevet ekskluderet for afvigelser. Sand havde forud for kongressen kæmpet en hård kamp for at få kontrolkommissionens beslutning omstødt, da han mente, at den ikke var lovlig ifølge partiets egne love:

»I henhold hertil må jeg afvise KK’s [kontrolkommissionens] afgørelse som resultatet af en standret, der ikke kan godtages som overensstemmende med den demokratiske centralismes principper og de leninistiske normer for partilivet« (Kontrolkommissionen, personsager, Otto Sand, kasse 536, DKP’s arkiv, ABA).

Han ønskede, at forretningsudvalget skulle omstøde beslutningen om at ekskludere ham, hvilket var en udløber af det ultimatum, som var blevet stillet om at forlade DDV’s ledelse eller blive ekskluderet.

Klagen blev ikke imødekommet, hvilket næppe kan overraske, da Wagner havde afgørende indflydelse i de ledende organer. Ved eksklusionen blev Sand også frataget sine ledelsesfunktioner i Københavnsledelsen og distriktsledelsen på Nørrebro.

Ifølge Tove Jensen, der blev ekskluderet ved samme lejlighed, drejede opgøret sig ikke kun om personsager og vietnambevægelsen, men var udtryk for et længe rumlende opgør med revisionismen i partiet:

»Eksklusionen var ikke hård for Otto i starten, dvs. det var jo hårdt for alle, man mister jo orienteringen og bliver lagt for had af sit gamle netværk, og det gjorde han jo også. Men i starten havde Otto mange af sine gamle fæller med sig. Vagn Søndergaard var der, og Helge Blicher Hansen støttede ham. I starten var det et opgør med revisionismen i DKP. Nu skulle der nogle nye ting til, og det forstod de ikke. Men der var rigtigt mange DKP’ere, der var enige med Otto og de andre ekskluderede.«

Niels Frølich, der var venstresocialist, mener samstemmende, at opgøret havde mange andre udløsende årsager end blot den politiske linje i Vietnambevægelsen:

»Ja, det var kulminationen på lang tids politiske diskussioner. Blandt sådan nogle som os var der stor utilfredshed med DKP’s ide om fredelig sameksistens. Lige meget hvordan man vender og drejer det, så efterlod alt det, der fulgte med ungdomsoprøret, heller ikke DKP uantastet. Det satte også spor hos dem. Men tingene var jo allerede begyndt at smuldre pga. Prag-foråret. Det var jo på vej til at falde lidt fra hinanden. Mange DKP’ere kunne godt se, at den var helt gal. De skulle jo danse efter Sovjets pibe – hvad fanden skulle de med det? Det puttede dem jo ind i en politisk blindgyde.«

Hvis denne vurdering holder stik, så var Sand altså blot udløsende for et dybere opgør.

Kanstrup har i bagklogskabens klare lys vurderet, at partiledelsen, som han selv var medlem af, nok kunne have håndteret striden mere elegant og dermed have bidraget til, at vietnambevægelsen var kommet styrket ud af forløbet.

Der er ingen tvivl om, at Sand var bitter over eksklusionen, som han opfattede som dybt uretfærdig. Eksklusionen kom dog ikke som nogen overraskelse for Sand. I årene op til denne havde han talrige gange måttet stå skoleret for partiledelsen. Særligt et samarbejde med cubanerne udenom partiledelsen, og hans åbne afstandtagen fra den sovjetiske invasion afTjekkoslovakiet havde trukket linjerne skarpt op, har Ingela Kyrre fortalt.

Venskaberne og det politiske arbejde i DDV udgjorde efter eksklussionen en form for erstatning for det tabte fællesskab i partiet. Sands egenrådighed og ilterhed kombineret med et omskifteligt politisk miljø med tiltagende interne stridigheder gav ikke meget fred i hans politiske liv.

Fra 1969 til 1972 udbrød der en række interne opgør i DDV, der bl.a. drejede sig om den fremtidige vægtning af forlag og bogbutik. Sand blev uvenner med sin mangeårige ven Erik Jensen, og Niels Frølich forlod også miljøet.

En anden politisk strid drejede sig om, hvorvidt DDV skulle ændres til en erklæret socialistisk bevægelse og derved give DKP og de andre venstrefløjspartier konkurrence. Sand modsatte sig denne ide og blev overhalet venstre om, da han dermed stod på det standpunkt, som DKP’s partiledelse havde haft et par år tidligere.

Han arbejdede desuden kortvarigt som bestyrer af DDV’s butik i Grønnegade, hvor han med en bastant ledelsesstil lagde sig ud med mange yngre aktivister, og ikke mindst feministerne, der ikke havde den store forståelse for hans ikke altid politisk korrekte facon.

Det afgørende brud med DDV fulgte imidlertid som en udløber af de voldsomme uroligheder under Verdensbankens årsmøde i København i 1970. Uden først at havde konsulteret resten af DDV’s ledelse udsendte han en pressemeddelelse, der tog afstand fra de voldelige optøjer og demonstranter.

Da et flertal, herunder Erik Jensen, Tove Jensen og Petter Sommerfelt, fik nys om det, udsendte de straks en ny pressemeddelelse, der tog afstand fra Sands pressemeddelelse. På det efterfølgende møde måtte en rasende Sand se sig selv i mindretal, og som en konsekvens blev han ikke genvalgt til DDV’s landsledelse.

Det var ikke nogen særlig værdig afslutning på hans engagement i DDV, men til gengæld nok en uundgåelig konsekvens af en intern revolution på venstrefløjen i disse år, hvor alting blev vendt op og ned, og hvor der blev rykket gevaldigt mod venstre.

Mens han i 1969 endnu kunne tilpasse sig de nye tider og skiftende vinde, så blev det svært i 1970’erne, hvor radikalismen fra 1960’erne slet ikke var så radikal længere. Desuden svigtede helbredet, og savnet efter det gamle parti blev mere udtalt, om end han nok ikke selv ville indrømme det.

Men i 1970’erne var selv DKP ikke længere det samme. Det gamle arbejderparti var under transformering, da en bølge af nye medlemmer med mellemlange uddannelser, såsom lærere og pædagoger, i stigende grad søgte ind i partiet.

Venskab med Stasi i kulissen

Der skal retfærdigvis også knyttes nogle kommentarer til Otto Sands påståede samarbejde med det østtyske Ministerium for Statssikkerhed, populært kaldet Stasi, der er fremført i Mette Herborg og Per Michaelsen bøger Stasi og Danmark. De østtyske arkiver afslører agenter og medløbere, Holkenfeldt 1996, og Ugræs. Danske STASI kontakter, Holkenfeldt .1999.

Den 8. april 2009 bragte Weekendavisen under overskriften »Kampagne imod tre justitsministre« en opsigtsvækkende artikel om et formodet samarbejde mellem to journalister fra Ekstra Bladet og kilder i PET.

Baggrunden var angiveligt frustration over, at 1990’ernes SR-regering ikke havde udvist interesse for at forfølge danske Stasi-kontakter. Dette skulle have fået kilder i PET til at lække oplysninger til Mette Herborg og Per Michaelsen.

Hvis det stemmer, så forklarer det, hvorfor disse lå inde med en særlig viden om disse kontakter. Desuden forklarer det, hvorfor det er umuligt at gå mange af deres påstande efter i sømmene.

Historien handler om Kurt Vieweg, der først skulle gense Sand mere end 25 år efter deres først møde.

Efter krigens afslutning og tilværelsen som kommunistisk emigrant med en række illegale opgaver vendte Vieweg tilbage til Tyskland, hvor han på baggrund af sine erfaringer med de skandinaviske landbrugsmodeller hurtigt steg til tops i magthierarkiet i DDR.

De skandinaviske erfaringer var dog et tveægget sværd, og snart kom Vieweg på kant med Walter Ulbrecht og den sovjetisk dikterede kollektiviseringspolitik. Efter en kortvarig flugt til Vesttyskland vendte han i 1957 tilbage til DDR, hvor han blev isolationsfængslet og to år senere endegyldigt idømt 12 års fængsel for spionage og såkaldt republikflugt.

Den kolde krigs logik gjorde dog snart hans erfaringer med efterretningsarbejde kombineret med gode kontakter til Danmark til en efterspurgt vare. Ved udgangen af 1964 fik han muligheden for at vende tilbage til en normal tilværelse – vel at mærke hvis han indvilgede at arbejde for de østtyske efterretningstjenester – det var et tilbud, han svært kunne takke nej til.

I 1972 fik Sand uanmeldt besøg af Aud Broby-Ilg, der, udover at være datter af kunsthistorikeren Rudolf Broby-Johansen, var bosat i DDR og ansat ved Nordisches Institut i Greifswald.

Med sig bragte hun en invitation fra kollegaen Vieweg, der inviterede Sand og Kyrre på besøg. Det efterfølgende gensyn blev det første af mange og fortsatte frem til Viewegs død i 1976.

Den tyske kammerat fra krigens tid var dog ikke alene om at ønske at tale med gæsterne, det ønskede to af Viewegs »venner« også. Bag deres dæknavne og påstande om at være journalister med særlig interesse i den danske venstrefløj, gemte sig stasiagenterne Günther Bohnsack og Heinz Becker.

Kyrre husker, at hun og Sand hurtigt fattede mistanke om, at de to næppe var, hvad de udgav sig for. Vieweg bad Sand om fremover at medbringe nogle numre af venstrefløjstidsskriftet Politisk Revy og desuden lave nogle statusrapporter over, hvad der foregik på den danske venstrefløj, hvilket han skulle bruge i sin forskning – med al sandsynlighed gik disse videre til den østtyske efterretningstjeneste.

Sand var på dette tidspunkt blevet ekskluderet fra DKP, hvilket gjorde ham oplagt til et forsøg på hvervning, da både KGB og Stasi havde forholdsordre om ikke at hverve medlemmer af DKP pga. den potentielle politiske skadevirkning ved en afsløring.

Desuden havde DDV i årene forud haft et samarbejde med DDR om trykning af en beskeden mængde materialer som plakater, badges og faner.

DDV var dog nået frem til den konklusion, at nytteværdien af et yderligere kontakt slet ikke stod mål med den politiske skade, det kunne påføre bevægelsen.

Efter et kortvarigt samarbejde mellem DKP-advokaten Carl Madsen, Erik Jensen og Kurt Vieweg omkring en bog om de tyske flygtninges skæbne i Danmark under krigen, valgte Erik Jensen at afbryde samarbejdet, da han hurtigt anede, at andre kræfter trak i trådene.

Hvorvidt Sand var agent eller ej, er ikke nemt at afgøre. Hvis man tager de mange anklager og påstande, som journalisterne Mette Herborg og Per Michaelsen fra Ekstra Bladet fremfører i deres to bøger, for gode varer, er der ingen tvivl om, at han var ude i en gråzone.

Men eftersom det ikke er muligt at verificere disse påstande, må tvivlen komme den anklagede til gode. PET-kommissionen har da heller ikke nævnt dette forhold i den ellers fyldige beretning.

Hvad angår Sands publikationer, er det svært med sikkerhed at vurdere, i hvilket omfang Stasi havde andel i disse.

Dog virker det sandsynligt, at udgivelsen Det Fjerde Rige. Forbundsrepublikkens march mod militær og politisk førerstilling i Vesteuropa (1973) havde sit ophav i DDR, da den politisk flugter meget tæt med østtysk udenrigspolitik og er fyldt med tysk militærstatistik, hvilket Sand svært selv kunne havde indsamlet.

Bøgerne er heller ikke Demos-udgivelser, hvilket nok bundede i uenighederne med Erik Jensen,

Dette sagt, så vil jeg dog alligevel gerne forsøge at forstå, hvorfor Sand gik længere i samarbejdet end fx Erik Jensen.

Forudsætningerne indeholder både en politisk og en psykologisk dimension. Selvom Sand indgik i ungdomsoprørets politiske dynamik, var han, som beskrevet, produkt af en anden tid, hvor troskaben til syvende og sidst var parkeret ved den sovjetiske »reelt eksisterende socialisme«. Dette, kombineret med hans venskab og erfaringer med de østtyske kommunister, gjorde ham politisk modtagelig over for et samarbejde med DDR.

Alligevel er den vigtigste faktor nok af psykologisk art. På tidspunktet for de østlige kontakter var han blevet ekskluderet fra DKP og var politisk isoleret. Den hurtige overgang fra central, politisk indflydelse til nærmest isolation påvirkede ham meget, hvilket skabte grundlaget for accepten af et samarbejde med Kurt Viewegs bagmænd.

Tove Jensen husker, hvorledes Erik Jensen og Sand diskuterede disse kontakter og var rygende uenige. Erik Jensen holdt fast i den kritiske position, mens Sand ikke kunne stå for fristelsen for at igen føle sig som en central parthaver i den socialistiske kamp.

De sidste år og eftermælet

Efter urolighederne foran den amerikanske ambassade i 1969 blev Sand beskyldt for havde været skyld i det kaotiske forløb. Da han under Verdensbankmødet i 1970 resolut, men uden rygdækning, tog afstand fra optøjerne, blev han igen voldsomt kritiseret og rullet ud på et politisk sidespor. Begge gange var det uroligheder, som han ikke havde videre indflydelse på eller andel i, som blev hans politiske skæbne.

Samtidigt var vietnambevægelsen under afvikling, og der søgtes andre antiimperialistiske slagmarker, hvorfra kapitalismen og imperialismens kunne afsløres og bekæmpes.

Selvom Sands politiske drivkraft ikke havde lidt skade, så tillod helbredet ikke længere tidligere tiders engagement. Han havde siden 1969 lidt af sukkersyge, og helbredet var ikke blevet bedre med årene. Alligevel fortsatte han det politiske arbejde i Folkebevægelsen mod EF – dog uden nogen særlig fremtrædende rolle.

For Sand var EF blot et skalkeskjul for vesttysk revanchisme og genopstanden militarisme i form af en truende europahær (jf. Otto Sand: Danmark i EEC. Europahæren på Vej, Arbejderkomiteen mod EEC’s pjeceserie nr. 2). Sideløbende engagerede han sig i solidaritetsarbejdet med Chile efter militærkuppet i 1973 (Otto Sand: Det bastede Chile. Et forsøg på en analyse, Ikos 1978).

De fleste af hans udgivelser blev udgivet på eget forlag med base i hjemmet i Farum, hvor han og Ingela Kyrre var flyttet til efter at have solgt huset i Valby.

Som nævnt ændrede venstrefløjen sig radikalt i løbet af 1970’erne, hvor nye eksperimenterende samværsformer og antihierarkiske politiske miljøer blomstrede. Dette var tiltagende fremmedartet for Sand, og sygdommen og alderen gjorde heller ikke tilpasningen nemmere.

Derfor søgte han tilbage mod det gamle netværk i DKP. Han havde dog ikke til sinds at krybe tilbage og bede om forladelse – det tillod hverken hans stædighed eller overbevisning om, at han politisk havde haft ret.

Alligevel bevarede han et nogenlunde afdæmpet sprogbrug over for partiet, hvilket kom ham til gode, da partiledelsen i begyndelsen af 1980’erne godkendte hans genoptagelse i DKP.

I sidste halvdel af 1970’erne levede han et politisk stille liv, hvilket primært var betinget af et svigtende helbred. Det gav ham den ro og tid til familien, der oftest havde manglet tidligere i tilværelsen, og han fik afløb for sine kreative talenter, der mundede ud i en række snedkerier inspireret af Hans Scherfig, Henry Heerup og folkekunst.

Partiet fyldte dog stadigvæk meget, og han engagerede sig i det lokale fredsarbejde i slutningen af 1970’erne.

I 1982 henvendte datteren Kira Sand sig til den gamle partikammerat Anton Nielsen, der indvilgede i at forhøre sig vedrørende mulighederne for genoptagelse i partiet. Partiledelsen samtykkede, og der var ikke de store indsigelser – på nær fra Ingmar Wagner og et par andre, der ikke havde glemt Sands holdninger til Vietnambevægelsen.

De sidste år var dog ikke præget af den helt store aktivitet, da han ikke deltog i mange af partimøderne og kun nødtvunget læste Land og Folk.

Blot to år efter genoptagelsen gik Otto Sand den 19. august 1984 bort blot 69 år gammel.

Som et spejlbillede af hans omskiftelige og politisk stridbare liv opstod der kamp om hans mindeord og nekrolog i Land og Folk.

Et mindeord blev afvist, da der stod »til minde om en god kommunist« og et andet »en sidste hilsen til en kammerat« blev afvist, da afsenderen var gået fra partiet efter invasionen af Tjekkoslovakiet.

Ti andre mindeord blev dog accepteret. Det officielle mindeord var dog hverken særligt tilgivende eller venligt.

Således lød det bl.a.:

»Under den skærpede international klassekamp omkring USA’s overfald på det vietnamesiske folk forstod Otto ikke partiets enhedspolitik, og til overraskelse for mange brød han med det kommunistiske parti. Senere erkendte Otto, at partiets vurderinger var de rigtige, og han var så stort et menneske, at han igen søgte om og blev optaget i partiet i 1982« (Land og Folk, 22. august 1984).

Partiledelsen fik dermed alligevel det sidste ord i striden om den politiske linje i vietnambevægelsen.

Men Sand blev også mindet og husket mere sympatisk af mange kammerater i og uden for partiet, der ligesom den afdøde heller ikke nødvendigvis forstod den dybere mening med partiledelsens strategi.

Dansk Vietnamesisk Forening, der var vietnambevægelsens arvtager, bragte en mere respektfuld nekrolog, skrevet af Wilfred Gluud, som tilskrev Sand hovedansvaret for, at Giro 1616 under parolen »Ikke almisse – men solidaritet« blev et politisk brændpunkt for ungdomsoprøret.

Gluud skrev, at Sand kunne være skarp og kompromisløs, men også inspirerende og parat til at lytte til andres synspunkter, samt: »Otto vil blive husket for sin betydning for politisering og radikalisering af vietnambevægelsen – et arbejde som både Dansk Vietnamesisk Forening og andre solidaritets- og venskabsorganisationer bygger på i dag« (Vietnam, nr. 4, 1984).

Eftermælet var dermed på mange måder helt i tråd med det stridbare, idealistiske og uselviske politiske liv, som Sand havde levet.

Sand døde blot fem år før den kommunistiske verden brød sammen i kølvandet af Murens fald i 1989. Selvom han aldrig var ukritisk over for den »reelt eksisterende socialisme«, ville han næppe have bifaldet udviklingen.

For Sand og hans generation af kommunister mente, at nok kunne man kritisere SUKP’s politiske beslutninger, men alligevel var Sovjetunionen nu engang »socialismens fædreland«.

Denne solidaritet og troskab over for Lenins hjemland var rygraden i DKP og ikke mindst for den generation, der havde oplevet fascismen på egen krop.

Alligevel sneg der sig i de sidste år en tvivl ind i Sands verdensbillede. Et langt liv i kommunismens tjeneste havde medbragt mange skuffelser og svig, og hvor særligt den sovjetiske kommunisme havde udviklet sig anderledes end forventet.

For Sand var socialismen kampen for en bedre tilværelse for den arbejdende befolkning. Hans tilslutning til kommunismen var mere knyttet til et progressivt menneskesyn, end det var til ideologisk stringens.

En vigtig konsekvens, der fik afgørende betydning for hans livsforløb, var, at politik var et personligt forankret spørgsmål. Derfor var der heller ikke langt til fjendskab, når han stødte på væsentlig modstand eller uenighed. Selvsagt virkede dette ikke befordrende for hans forhold til apparatjikkerne i partiet.

Sands livsforløb eller skæbne var uafværgeligt knyttet til den kommunistiske bevægelses udvikling op igennem sidste århundrede. Særligt besættelsestiden, det krævende partiliv og de tilbagevendende hårde opgør satte sine spor på hans personlighed.

Sand var et både yderst begavet og idealistisk menneske, eller som Helge Blicher Hansen skrev i sit kondolencebrev til Sands datter:

»Når Otto var sur, sarkastisk og nogen gange ubehagelig, var det som regel fordi, at han var utilfreds med sig selv, – så gjorde det sgu ikke så meget«.

Og videre:

»Hans rige evner kunne under de rigtige betingelser havde gjort ham til maler, billedskærer, keramiker og forfatter og partileder på et meget højt niveau« (kondolencebrev fra Helge Blicher Hansen til Kira Sand 31. auigist 1984).

Historiens tandhjul ville det anderledes, men hans livsforløb står tilbage som en mulighed for at kigge ind i den kommunistiske bevægelses maskinrum og dermed bedre forstå, hvad der drev denne til det omfang og betydning, den fik for vores fælles historie og samfund.

Chris Holmsted Larsen er mag. art. i historie og medlem af bestyrelsen og redaktionen i SFAH Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie.

Han har bl.a. skrevet bogen Tiden arbejder for os. Danmarks Kommunistiske Parti og Vietnamkrigen 1963-1973 (Multivers Academic 2007).

Artiklen har tidligere været offentliggjort i Jesper Jørgensen (red.): Årbog 2009. Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (1 udg.).

[Se også links på Tidslinjen om Vietnamkrigen og Vietnambevægelsen, under datoen for Saigons fald, 30. april 1975