Kommentar: Noget er rivende galt

Jeg sidder her en sen nattetime med en følelse af panik.

Jeg kan mærke den samme snigende migræne kravle ind over baghovedet, som jeg kunne mærke hver aften i de par år, der gik, fra jeg droppede ud af gymnasiet og flyttede hjemmefra som 16-årig for at »blive kunstner«, og som brat forsvandt den dag, jeg som 18-årig fik et brev fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvori der stod, at jeg var blevet optaget på Billedkunstskolerne.

Det er syv år siden. For to år siden blev akademiet ramt af besparelser, som ledte til afskedigelse af personale.

Og vi studerende fik i januar i år nys om de forværrede økonomiske vanskeligheder, som nu har ledt til anden runde af fyringer fra akademiets lektorstab og administrationspersonale, over nedlæggelsen af et betydningsfuldt arbejdsværksted, til afvikling af en hel professorafdeling, min professorafdeling.

Kunststuderende protesterede torsdag den 10. februar 2011 på trappen op til Statens Museum for Kunst imod besparelser på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Privatfoto.

Hvis jeg ikke var på mit sidste studieår, skulle jeg til at finde mig en ny afdeling. Det ville blive svært at finde noget, der passede lige til den slags kunst, jeg laver, der ligger mellem maleri, skulptur og installation, nu, hvor der bliver nedlagt tre værksteder og en professorafdeling.

Noget er rivende galt. En eksistentiel usikkerhed lurer.

I min tid før akademiet var det min personlige usikkerhed på, hvad den nære fremtid mon ville bringe – var man købt, var man solgt? – og hvor var mælk dog dyr, når det ikke var mor og far, der betalte for den.

I denne omgang, efter en masse bevidsthedsudvidende år på kunstakademiet, er det et land i krise, der tynger mit sind.

Hvor er vi som samfund kommet til, når ikke bare Det Kongelige Danske Kunstakademi, men også Konservatorskolen, Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet, som skal bevare vores allerede eksisterende kulturskat, stille og roligt afvikles, af en regering, der kaster Danmark i krig og redningspakker i hovedet på snart sagt hvilken som helst bank, ikke vil røre ved skatterne, og bare siger, at budgetterne kunne være forvaltet anderledes fra starten for at undgå underskud? (Flere institutioner af forskellig art kan selvfølgelig nævnes her – folkeskolerne, universiteterne, teatrene, musikkonservatorierne. osv. osv)

Det er fælles værdier, vi taler om!

Hvor er viljen til at bevare sammenhæng? Hvor er drømmen om et samfund, der kan uddanne vores unge mennesker til at reflektere over deres tilværelse og stille kritiske spørgsmål, funderet i viden om både den danske kultur og historie samt vores omverdens samme?

Danmark bliver tvunget i knæ, når der spares på de forskende institutioner og reflektionsevnerne sløves.

Manglende reflektionsevne fører til manglende forståelse. Manglende forståelse fører til uvidenhed og i værste fald – ligegyldighed. Om vi taler ligegyldighed i forhold til konkrete fag i folkeskolen, eller i forhold til vores omverden: Ligegyldighed leder til forfald!

Vi ved så meget om vores historie, fordi mennesker til alle tider har dokumenteret deres kulturer og reflekteret over deres egen eksistens og dødelighed ved hjælp af hulemalerier, gravstedsudsmykninger, græske skulpturer og guldaldermalerier, og fordi vi har folk i nutiden, der forsker i fortiden.

Kunststuderende i protestaktion inde på Statens Museum for Kunst, torsdag den 10. februar 2011. Privatfoto

Man må heller ikke underkende nutidskunstens evne til at skabe umiddelbar erkendelse og kulturel bevidsthed. Kunst beskæftiger sig altid med bevidsthed! Det kræver tid at sætte sig ind i intentionerne, lige som det tager tid at sætte sig ind i medicin, jura, sprog eller politik. Det er komplekst, uoverskueligt og endnu værre: Der er ikke som til de førnævnte discipliner en facitliste!

Kunstværker kan være ladet med konkrete betydninger, ideer og fortællinger. Man ser også abstrakte værker, der taler om gestik, materiale og sansning. Der er værker, der kun eksisterer i ideen!

Uanset medie og udtryk er én ting sikker: Kunst kræver! Men der er masser af information, fakta og formidlingslyst!

Et kunstværk er i kraft af sin afsender og i kraft af modtageren. Hvis der ikke er nogen, der modtager, registrerer og forholder sig til kunstværket, så er der intet kunstværk.

Nutidskunst er en vigtig del af samfundet, fordi den kan skabe forståelser, oplevelser og meninger, der ikke nødvendigvis er funderet i sproget, som noget man kan udtrykke i ord, men for eksempel som en i kroppen funderet erfaringsdannelse og erkendelse.

Kroppen er det redskab, hvormed vi skaber erfaring i verden, fra de første indtryk bliver lagret og sat i system i spædbarnet, til den umiddelbare forståelse af fysikkens regler og begreber som »op« og »ned«, når vi rejser os og kravler, går, løber og danser.

Kroppens registrering af erfaring er også det, man bruger som grundlag for abstrakt tænkning og bevidsthed! Så derfor kan man sige, at selvom man kan have svært ved at forstå eller genfortælle, hvad et abstrakt kunstværk handler om med det talte sprog, kan man sagtens have en umiddelbar og meningsfuld oplevelse af det.

Der er mange, der i hverdagen ikke har meget tid til overs til at gå på gallerier eller museum. Selv kan jeg have svært ved at finde tid til det, imellem studier, madlavning og mit barns sengetider. Og jeg har stor forståelse for, hvor nemt det kan være, at tage i biografen og se en knaldfilm, når man ikke har overskud, og når det regner.

Men det er med kunst som med motion, når man først er der – ude på løbeturen, eller i svømmehallen, så bliver det nemmere fra gang til gang. Man får en fornemmelse for, hvor meget man kan klare, og man kan presse sig selv og forbedre sin teknik.

Derfor er det vigtigt, at kunsten er tilgængelig, forstået på den måde at den er der – der ude i samfundet, på museerne og på gallerierne, i undergrunden og til ZULU-awards.

Det kommer den kun, hvis der er nogen, der skaber den.

Så lad os kæmpe for at bevare og genskabe kvaliteten i folkeskolerne, universiteterne og kunstinstitutionerne for vores egen og samfundets skyld.

Andrea Lind-Valdan er studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademi