Hjemmerullede smøger og masser af liv

I går har jeg med en masse fantastiske mennesker begravet en gammel ven, min mors ekskæreste, og nok det tætteste, jeg kommer på en papfar. Han blev 61 år.

Med ham forsvandt et exceptionelt menneske og et stykke intens københavnerhistorie.

Til klarinettens smukke toner, en skøn kvinde, der sang, mens hun spillede saz, blev han stedt til hvile i knitrende frost, fulgt af tyrkiske digte og taler på engelsk, tyrkisk og nørrebrosk.

Ömer Duran blev født som kurder og voksede op i Istanbul i en stor familie. Han var politisk aktiv i studenterbevægelsen i Tyrkiet i slutningen af 1960‘erne. Han blev dengang fængslet, fordi venstreorienterede i Tyrkiet blev opfattet som kriminelle under det daværende militærregime.

I resten af sit liv havde han mén af den effektive torturmetode falanga, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her. Det gjorde han heller ikke selv.

Ömer Duran, 21. oktober 1949 - 8. februar 2011. Privatfoto.

Da han blev løsladt hoppede han på det første og bedste tog, mens han stadig havde chancen, i håb om at ende i Berlin hos sin storebror. Toget stoppede i København.

Hér mødte han en masse antropologi-studerende og blev del af et politisk aktivt miljø på Nørrebro. Han sad på gulvet og spiste brune ris sammen med mine forældre, og begyndte at arbejde på byggelegepladsen Byggeren på Nørrebro i i 1970’erne, hvor han fik mange gode venskaber, der varede resten af hans liv.

Her mødte jeg ham første gang, hvor vi rutchede på tomme petroleumsdunke ned af verdens sejeste rutchebane. Det blev til begyndelsen på en masse fantastiske stunder i et rigt hverdagsliv med Ömer.

Ömer var involveret i et hav af projekter, arbejdede som scenetekniker og tømrer, var statist i tv, fordi han havde et »ægte« tyrkisk overskæg... (hvilket han som kurder synes var lidt spøjst).

De sidste mange år har han primært arbejdet som tolk.

En del af Ömers københavnerfortælling har handlet om sanselighed, om at sidde på Blågårds Apotek over en øl med vennerne, spise i den iranske forening i Blågårdsgade, sidde i en god stol og drikke rødvin i sit haveforeningshus med en håndfuld salte mandler, solmodne tomater og lammekoteletter.

Et liv med dertilhørende god musik.

Ömer flyttede aldrig tilbage til Tyrkiet, men var tit på visit. Han fik trods sit danske statsborgerskab »mulighed« for at aftjene sin værnepligt i Tyrkiet. Han kunne herefter besøge sin familie igen og købte sig et dejligt hus, hvor han skulle sidde i en gyngestol og nyde sit otium i sol.

Men det var også et Lev-Stærkt-Dø-Ung-liv med mange hjemmerullede smøger. Ömer var, hvor der var energi, og i går forsøgte jeg selv at holde hovedet højt med min tyrkiske »kusine« fra Berlin, mens jeg skålede for Ömer i raki.

Jeg har lært meget af Ömer, mest af alt om at være sig selv.

I den sidste sms, jeg fik fra ham, skrev han »kys og kram til hele banden«. De er hermed givet videre.