Skæve tænder, kristen vækkelse og fotodokumentation

Hebron – eller al-Khalil som byen hedder på arabisk – er en af de største byer på Vestbredden. Jødiske bosættere og palæstinensere bor side om side, og sammenstød er en del af hverdagen.

Byen illustrerer på den måde den tilspidsede konflikt i området.

Nabo til en bosætter

Hashems tænder sidder på kryds og tværs i hans mund på grund af flere overfald af bosættere. Den mest groteske pris, familien har måttet betale for at blive boende i deres hus, har været flere bestialske overfald på hans gravide kone.

»Under det første overfald fra bosætterne side indfangede de min nevø i haven, proppede sten i munden på ham for derefter at knuse hans tænder. Dernæst angreb en masse kvindelige bosættere min gravide kone, så hun aborterede. Anden gang hun var gravid, gjorde de det igen og sagde, at næste gang ville de komme tilbage med mændene og slå os alle sammen ihjel«

Det israelske militærs tilstedeværelse præger hverdagen i Hebron/el-Khalil. Foto: Mussa Qawasma.

Hashem bliver ofte nægtet adgang til at vande sine træer, hvilket den israelske organisation B’Tselem har dokumenteret. Familiens frugttræer er blevet hugget over og husets vinduer og facade bliver jævnligt udsat for hærværk.

Se video fra youtube af Hashem og bosættere produceret af B’Tselem, der er en israelsk organisation for menneskerettigheder i de besatte områder:

Hebron/al-Khalil er et kerneeksempel på den form for apartheid, som besættelsen forudsætter.

Byen har siden 1997 været opdelt i to zoner, der kaldes H1 og H2

I H1 bor omkring 120.000 palæstinensere og i H2 omkring 30.000 palæstinensere samt cirka 800 jødiske bosættere.

Bosætterne udgør altså en minimal del af Hebrons befolkning, men den»sikkerheds-zone«, som det israelske militær har oprettet omkring bosætterne, betyder voldsomme restriktioner for de mange palæstinensiske indbyggere i H2.

Deres bevægelsesfrihed er begrænset, det samme er vilkårene for at leve et liv uden chikane fra militærets og bosætternes side.

Næsten alle H2’s palæstinensiske butikker er lukket af militæret, og generel frygt for bosættervold har betydet massiv palæstinensisk flugt fra zonen.

I følge en FN-rapport, »Bosættelser i palæstinensiske bycentre« fra 2008, har konsekvenserne også været stigende fattigdom. Otte ud af ti voksne er arbejdsløse og 75 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

Læs mere om den historiske baggrund for opdelingen af Hebron på www.palestinemonitor.org

Hashem Azzeh og hans familie er nogle af de palæstinensere, der stadig tør og har en indtjening til at kunne bo i H2. Selv om beslutningen om at blive boende har haft fatale konsekvenser for familiens levevilkår, er det en bevidst modstandskamp mod besættelsen.

Familien er nabo til en større bosættelse, hvor bl.a. lederen af den racistiske gruppe, Jewish Defence League, er bosat. Den er kendt for at udbrede graffiti med slogans som »Gas the Arabs« på murene i H2.

Ved opførelsen af nabobosættelsen blev familiens indgang til haven blokeret med pigtråd og hegn. Senere er alt fra skrald til kasserede vaskemaskiner blevet kastet ned i forhaven.

Familien har dokumenteret mange tilfælde af chikane og hærværk fra bosætternes side, men efter at flere videooptagelser er blevet offentliggjort på internettet, har israelske soldater konfiskeret eller slettet filer på Hashem Azzehs computer og truet ham med anholdelse.

De optagelser, som han nu viser gæster, vil han derfor ikke have lagt ud på nettet, da det kan få alvorlige konsekvenser for familien.

1.500-2.000 israelske soldater har fuld kontrol over H2, der inkluderer det gamle handelscentrum, mens det palæstinensiske selvstyre har kontrollen i H1.

Souq’en, det arabiske handelscenter, i Hebron/el-Khalil. Privatfoto.

Liv der leves

Trods daglig chikane af israelske soldater er oplevelsen af H1 og den gamle bydel kontrastfuld. For her fortsætter livet og hverdagen. De lokales uforbeholdne gæstfrihed og overskuddet til at smile er usædvanligt betagende, især når man betænker, hvilke rammer det sker i.

Gennem en tur i bazaren, ned til souqen og den gamle bydel overvælder det pulserende liv og kultur en.

Bjerge af frugt og grønt, friske krydderier i sækkevis, proppede fuglebure med høns og kaffebarer med rygende, snakkende og kortspillende mænd. Gadedrenge, der plager og insisterer på at sælge deres hjemmelavede perlearmbånd - »Five shekel lady, come on five shekel«.

Håndværkere, der har fået samme udseende som deres fag og varer. En lille fuglelignende skomager, der vokser ud af bjerg af læder, der ligger bag ham, og en sovende barber, der sidder henover sin barberskumspensel.

I idylliske øjeblikke kan man glemme besættelse og undertrykkelse, men realiteterne er aldrig længere væk end et metalhegn, der hænger lige ovenover ens hoved eller i tilstedeværelsen af israelske soldater, der konstant gør opmærksom på sig selv. Det kræver eksempelvis fem bevæbnede mænd at eskortere en bosætter på spadseretur i H1.

Hegnet udgør bazarens tag og afskærmer for flasker, sten og skrald, der kastes ned fra de ovenliggende bosættelser. Foto: Laura Na Blankholm.

Gråhåret fredsaktivist

Det er småt med turister, og de mange blikke giver nogle gange en følelse af at være klippet ind i en kulisse. Andre ikke-lokale består af internationale observatører og aktivister.

De bevæger sig normalt rundt som par og er iført veste, der fastslår hvilken organisation, de er fra.

Nogle af de mest iøjnefaldende er Hebrons Christian Peacemaker Team. Det skyldes ikke mindst af de kristne fredskaberes påfaldende høje alder og imødekommende udstråling.

Paulette er en hvidhåret fredskæmper, der ikke virker det mindste overrasket over at blive tiltalt af en fremmed. Hun inviterer mig straks med op for at se udsigten fra taget af det hus, som organisationen holder til i. Under trappeopstigningen ses et glimt af organisationens oase – en blomstrende og stille terrasse.

På den solbeskinnede top folder hele Hebron sig ud. Overblikket over byens to zoner bliver meget tydelig.

På den ene side er H2: det gamle handelscentrum Shuhada Street, check points’ene og bosættelsesenklaverne med de karakteristiske vandtanke med israelske flag. På den anden side H1: hustage med vasketøjssnore og spor af menneskelig aktivitet.

Shuhada Street, hovedgaden i H2. Privatfoto.

Paulette læner sin spinkle skikkelse ud over tagets kant og råber »Shalom«, en hilsen henvendt til soldater, der bevogter bosættere fra vagttårne på nabotaget.

Soldaterne, der tydeligvis ikke ved, hvordan de skal reagere på hilsenen, kommer straks ud af deres kamouflerede tårne og stiller sig, så deres geværer er helt synlige.

Paulette er neutralt imødekommende i sit kropssprog og vinker smilende. De peger og beordrer hende afvisende til at komme ned fra taget.

Paulette træder et skridt tilbage og siger rystende på hovedet: »No, this is my roof and these are my guests!«.

Soldater og udsigt fra taget af Christian Peacemaker Teams bygning i Hebron. Privatfoto.

»Jesus loves us all«

Christian Peacemaker Teams har eksisteret siden 1988 og er en amerikansk organisation. Den har aktive grupper i Columbia, Irak og på Vestbredden.

Gruppens erklærede mål er at minimere graden af vold i konfliktfyldte områder gennem ikke-voldelige strategier.

Deres flag er prydet af jesussandaler og bærer mottoet »Getting in the way«.

»Gennem vores handlinger vil vi vise, at vi holder af alle mennesker. Til soldaterne siger vi også, at hvis de var ofre for uretfærdighed, ville vi også gøre noget ved det. Vi er ikke på nogens side, men på en fredsskabende side.«

Paulette er i Hebron på tredje år, og hun er en af de mest vedholdende fredsskabere i Hebron. Hun opholder sig i Hebron tre måneder af gangen, for dernæst at være en måned i USA.

Gruppen varetager flere daglige opgaver, og det er lykkedes den at signalere en tydelig tilstedeværelse i byen. Gruppens medlemmer patruljerer fem gange dagligt, og de aktioner, Paulette fortæller om, handler om episoder, hvor palæstinensere bliver chikaneret af soldater – eksempelvis ved check points<.>

I de situationer blander Christian Peacemaker Team sig og forsøger at forhindre soldaterne i yderligere chikane.

Derudover består arbejdet i at følge børn, der passerer bosætterveje, til skole og at have en dialog med familier, der på anden vis har problemer med besættelsesmagten.

»I oktober blev fire sønner arresteret. To mænd var anklaget for at have dræbt fire bosættere, de blev jagtet og gemte sig bag et hus. Familien, der ejede huset, blev da involveret. De fire eneste sønner, som forsørgede familien blev fængslet, og en uge efter blev moren også,« fortæller Paulette

Hun fortæller historierne med en ligefrem nøgternhed. Ingen tårevædede detaljer og ingen åbenlys forfærdelse.

Det er tydeligt, at hendes 20 måneders erfaring i Hebron har ført til en hærdet tålmodighed overfor hverdagens absurditeter.

Alligevel får hun tårer i øjnene, når hun fortæller om den generelle uretfærdighed. Uden at fremstå naiv, er det tydeligvis en helt fundamental næstekærlighed, der er hoveddrivkraften bag det frivillige arbejde.

Vi respekterer alle mennesker. Det er hvad Jesus lærte os, og sådan prøver vi også at leve, siger Paulette. Privatfoto.

»Sommetider udspørger soldaterne os om vores religion. Vi fortæller, at vi respekterer ethvert menneske, og at de også fortjener respekt. Det var, hvad Jesus lærte os, og det er den måde, vi prøver at leve på.«

Historier giver håb

Mange palæstinensere er af den opfattelse, at formidling af deres historier til det internationale samfund er det eneste håb for en lysere fremtid.

For mange lokale initiativer og internationale NGO’er er internetstreaming og brug af sociale medier derfor en stor del af det aktivistiske arbejde.

I et lokalt mediecenter i Hebron undervises unge i at beherske forskellige medier til at skildre deres liv og de forhold, de lever under.

»På mediecenteret så jeg folk, der lærte at lave dokumentarfilm og tage billeder. Jeg opnåede en forståelse for mediernes påvirkning af samfundet. Jeg ville selv vise verdenen, hvad der sker i Palæstina. Jeg købte et kamera og begyndte at sende mine billeder videre til nyhedsbureauer«, siger Mussa Qawasma

Selvcensur

Mussa Qawasma arbejder nu som freelance fotojournalist for nyhedsbureauet Reuters. Han er medansvarlig for billeddækningen på Vestbredden, og en af de seneste begivenheder, han dækkede, fik også stor international mediebevågenhed.

»I sidste uge ville israelerne henrette et af de ledende medlemmer i Hamas. Han overnattede hos sin onkel - der også er et af mine familiemedlemmer. Der var indsat to specialstyrker til aktionen, og israelerne havde fået information om, at han sov på første sal. Ved en fejltagelse angreb de anden sal og dræbte onklen og mit familiemedlem.«

Et familiemedlem til Mussa Qawasma blev i januar 2010 dræbt, der israelske soldater stormede en forkert etage. Foto: Mussa Qawasma.

Der er flere paradokser ved at arbejde som palæstinensisk pressefotograf, fortæller han. På den ene side er det et privilegium at få en nuanceret forståelse af situationen og mulighed for at dokumentere tragedierne, på den anden side er der udfordringer i de politiske faktorer.

»Fordi jeg arbejder for et internationalt nyhedsbureau, bliver jeg nødt til at dæmpe visse følelser. På mit arbejde er jeg i mindre grad palæstinenser end journalist.«

»Jeg prøver bare at dække mit hoved«

Det faktum, at Mussa er palæstinenser, har også konsekvenser for arbejdet som fotograf

»Som palæstinenser kan jeg ikke bevæge mig frit. Jeg kan eksempelvis ikke tage til Jerusalem. Ofte bliver jeg chikaneret af soldater og nogle gange ødelægger de mit udstyr og arresterer mig. På grund af mit job er jeg også nødt til at være passiv under konfrontationer med soldaterne. Selv selvforsvar under overfald vil blive opfattet som aggressiv og upassende adfærd, så i de situationer prøver jeg bare at dække mit hoved«

Selvforsvar er udelukket over for israelske soldater. Man kan kun forsøge at dække sig bedst muligt, fortæller Mussa Qawasma. Foto: Mussa Qawasma.

Laura Na Blankholm er medlem af Modkrafts kulturredaktion. Hun besøgte Vestbredden i januar 2011.