Det var en deprimerende oplevelse at være til kongres i Nouveau Parti Antikapitalist (NPA – Nyt Antikapitalistisk Parti) i Frankrig fra den 11. til 13. februar 2011.
Efter en lovende start er partiet løbet ind i alvorlige problemer og står overfor svære strategiske beslutninger om holdningen til andre strømninger på venstrefløjen og om opstilling af religiøse muslimske kandidater.
Retorikken og organiseringen på kongressen virkede noget indadvendt og gammeldags, og der var ikke arbejdet meget med fornyelse af formen.
Værre var afviklingen af kongressen. Tidsplanen var jævnt hen var en time forsinket, hvilket folk tog meget roligt. Men det hævnede sig søndag. Kongressens slutning var sat til kl. 16.00 – sent tidspunkt i et stort land som Frankrig og i et arbejderparti, hvor mange må forventes at skulle møde mandag morgen.
Men klokken 16.00 blev overskredet og de første delegerede begyndte at gå. Alligevel stadig fortsatte kongressen, forslag blev præsenteret og diskuteret, og der blev stemt.
Flere og flere af de delegerede rejste sig. De praktiske folk på kongressen pillede plakaterne ned, lukkede bogsalget, lukkede cafeen og gik til sidst også ind i kongressalen og begyndte oprydningen.
Først lidt over fem sluttede mødet med et vers af Internationale. Kongressen sluttede derfor på en meget frustrerende måde, som ikke pegede fremad eller skabte sammenhold.

NPA blev dannet i februar 2009 og fik en god start. Det var Ligue Communiste Revolutionaire (LCR, fransk sektion af Fjerde Internationale) der tog initiativ til og forberedte en lancering af en bredere antikapitalistisk organisation.
Selv om det ikke lykkedes at få andre betydningsfulde venstrefløjsstrømninger med, havde NPA fra start en bred appel.
Mens LCR havde cirka 3.000 medlemmer fik det nye parti fra starten 9.000 medlemmer. LCR, der igennem årtier havde været Fjerde Internationales stærkeste organisation, opløste sig selv.
Valget til Europaparlament i juni 2009 viste det nye partis styrke – NPA fik 4,88 procent af stemmerne. Men valget viste også svagheder i projektet.
Partiet manglede 0,12 procent i at passere spærregrænsen og blev ikke repræsenteret. Det lykkedes heller ikke at samle den yderste venstrefløj.
En anden venstrefløjsorganisation Lutte Ouvriere (Arbejderkamp) stillede op. De fik kun 1,2 procent af stemmerne, men det var langt mere end det, NPA manglede for at komme over spærregrænsen.
Partiet blev også overhalet af Front de Gauche (Venstrefronten) der fik 6,47 procent og 5 mandater.
Venstrefronten er en samling af det Franske Kommunistparti, en gruppe der har forladt socialistpartiet fordi de var imod EU forfatningen og mindre venstrefløjsstrømninger.
Endelig fik Europe Ecologie (De grønne) et godt valg med 16,28 procent af stemmerne.
Ved regionalvalgene sidste år fik NPA et dårligere valg med kun omkring 2 procent af stemmerne. Det er altså ikke lykkedes at etablere partiet som en stærk venstrefløjsorganisation.
I løbet af 2010 har der været mange massive strejker og demonstrationer i Frankrig, først og fremmest omkring spørgsmålet om hævelse af pensionsalderen fra 60 til 62 år, som den borgerlige og upoplulære præsident Sarkozy vil gennemføre.
NPA har været meget aktive i disse mobiliseringer, men på trods af det har man ikke vundet mange nye medlemmer og samtidig har man tabt mange. Partiet har i dag mindst 2.000 færre medlemmer end ved lanceringen i 2009. og andre hævder at partiet nu har under 6.000 medlemmer.
Kongressen samlede 600 delegerede – fordelt på fire platforme eller tendenser – og den centrale diskussion handlede om enhed med Venstrefronten.
Venstrefronten, der har etableret sig som større og bredere venstrefløjssamling end NPA, vil opstille Jean-Luc Melenchon som præsidentkandidat, og organisationen vil gerne have NPA’s støtte.
Men det er alle strømninger i NPA er stærkt skeptiske overfo.
Det største mindretal – platform 1 – som havde opslutning fra cirka 40 procent af de delegerede, afviser et samarbejde med henvisning til, at Melenchon har været minister i Mitterands regeringer, og at han er klar til et samarbejde med det franske socialistparti. som vil føre en neoliberal politik.
Platformen mener, at NPA skal finde antikapitalistisk kandidat med rødder i de folkelige mobiliseringer eller genopstille NPA’s mest kendte medlem, det tidligere postbud Olivier Besancenot, til præsidentvalget – hvad han foreløbig afviser.
Platform 2 med 30 procent af de delegerede tillægger ikke det parlamentariske arbejde særlig betydning og synes ikke, det er vigtigt at søge enhed med den øvrige venstrefløj. Den lægger vægt på arbejde i massebevægelser og mobilisering for en generalstrejke.
Platform 3 ønsker et samarbejde med Venstrefronten, selv om den er skeptisk overfor Melenchon. Tendensen havde opbakning fra små 30 procent af de delegerede.
Platform 4, som mønstrer under 5 procent af de delegerede, anvender en meget revolutionær, trotskistisk retorik, og afviser enhver form for samarbejde eller kompromisser.
NPA opererer ligesom Enhedslisten i et spændingsfelt mellem et ønske om at komme af med den borgerlige regering og den sørgelige viden, at en ny regering næppe vil føre en antikapitalistisk politik.
Det franske Socialistparti, som er et socialdemokratisk parti, stræber målbevidst efter præsidentposten og vil stille muligvis stille Dominique Strauss-Kahn op. Han er generalsekretær for den internationale monetære fond, IMF, dvs. den internationale kapitals vigtigste redskab til at gennemføre nyliberal politik og påtvinge stater nedskæringer og ødelæggelse af sociale foranstaltninger.
De Grønne – som har haft to gode valg – opsamler mange progressive stemmer, men det er næppe en stabil progressiv kraft.
Det er muligt at mistilliden hos flertallet i NPA til Venstrefronten er berettiget, og at Venstrefronten vil være mere kompromisvillig over for Strauss-Kahn end NPA, men ved at afvise at søge enhed risikerer NPA at svække den samlede venstrefløj. Det spiller kort i hænderne på De Grønne og Socialistpartiet – og det er en dynamik, der kan isolere og marginalisere NPA.
Et af partierne i Venstrefronten, Venstrepartiet, skrev inden kongressen en lang offentlig appel til NPA om samarbejde.
Partiet argumenter for at enhed på venstrefløjen er det bedste middel til at stoppe højrefløjens fremmarch og udtrykker skepsis overfor Socialistpartiet. Det ridser desuden en række programligheder op, f.eks. i kravet om fordeling af rigdom, udtræden af Lissabon-traktaten og NATO samt tilbagetrækning af tropper fra Afghanistan.
Venstrepartiet tilbød altså enhed til NPA og forhandlinger om samarbejde, men det blev afvist af kongressen.
Venstrefrontens præsidentkandidat Melenchon reagerede da også meget skarpt på NPA-kongressen i et indlæg sin blog, hvor han skriver, at han er »skuffet«, at »kongressen er deprimerende, en farce« og at NPA er på vej tilbage til at være »det lille venstre«.
Kongressen endte uden noget klart flertal – men med et flertal imod at forsøge et bredere samarbejde med Venstrefronten.
NPA havde endnu et problem, som måske nok var mindre strategisk betydningsfuldt, men som alligevel kan blive skadeligt for partiet – NPA har haft en tørklædesag.
Læs artiklen »Tørklæde sender fransk venstrefløjsparti ud i mediestorm« på Modkraft
Til de regionale valg i foråret 2010 opstillede partiet det religøse, muslimske medlem Ilham Moussad, der bruger hijab – eller tørklæde. Opstillingen vakte voldsom opsigt i Frankrig, men blev forsvaret af partiets talsperson Olivier Besancenot.
Spørgsmålet har betydning, da der er omkring fem millioner mennesker i Frankrig, der er indvandret fra muslimske lande – mest Nordafrika, der er gammelt fransk koloniområde. Mange af disse indvandrere er socialt udstødte og mange arbejder med de hårdeste og lavest betalte jobs.
Det er derfor vigtigt for et revolutionært parti at kunne opstille kandidater fra denne gruppe.
Debatten om Ilham Moussaids opstilling udløste ikke kun debat i den franske presse og udenfor partiet, men også indenfor NPA. Det blev Ilham Moussaid for meget, og i december 2010 forlod hun sammen med 11 andre aktivister partiet.
Debatten er imidlertid fortsat – og deler forsat partiet. Ved valgene til kongressen stemte et stort flertal af medlemmerne for et forslag, om at muslimske kvinder, der bærer tørklæde godt kan være medlemmer, men ikke kan blive repræsentanter for partiet.
På selve kongressen blev dette synspunkt imidlertid stemt ned – med to stemmers flertal og med tvivl om, hvad resultatet reelt blev.
At høre diskussionen var som at høre en reprise af diskussionen om Asmaa Abdol-Hamids opstilling som folketingskandidat for Enhedslisten i Danmark. Er tørklædet udtryk for kønslig og religiøs undertrykkelse eller mere nuanceret symbolik og måske en reaktion på islamofobisk pres?
Resultatet af diskussionen var også som i Danmark: Muslimer føler sig ikke hjemme i partiet på grund af den skarpe debat, og modstanderne af kandidater med tørklæde er også stærkt utilfredse.
Sagen endte med at blive sendt til afgørelse på en ny kongres, hvilket vil sige at den fortsætter med at være til gene for partiet.
NPA er stadigvæk en stærk spiller på fransk venstrefløj på grund af dets stærke forankring i folkelige kampe og revolutionære traditioner.
Partiet diskuterer reelle problemer, ikke opdigtede. På den ene side vil en afvisning af et valgsamarbejde isolere og marginalisere NPA, på den anden side vil et samarbejde risikere at trække partiet ind i en højredrejning. Det er også reelt nok at diskutere, hvordan man kan opstille muslimske kandidater uden at blive forbundet med den stærke patriarkalske tradition, der ofte er forbundet med Islam.
Men med den nuværende kongres har NPA ikke bevæget sig mod løsningen af dets problemer, men gjort dem værre. Det er nu op til det nyvalgte lederskab at finde en vej ud af disse problemer.
Mikael Hertoft er medlem af hovedbestyrelsen i Enhedslisten og udsendt som observatør på NPA’s kongres.
Artiklen bringes også i tidsskriftet Socialistiske Information.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96