Kommentar: Minder, harme og mistillid

Der er gået fire år, siden en inferiør kristen sekt fik lov til at styre Københavns Kommunes ungdomspolitik, og bål og brand hærgede de københavnske gader.

Minderne får stadig arret til at sprænge op som et virvar af harme, ubesvarede spørgsmål og voldsom skepsis over det retssystem, der burde være lige for alle.

Det var den 1. marts 2007, og det var min 48 års fødselsdag.

Rydningen af Ungdomshuset kunne ses på tv om morgenen, hvor politiet trængte ind i huset og arresterede alle, der opholdt sig derinde. Der blev faret frem med tåregas og knippelsuppe.

Mange fik skader og mange har fået ødelagt deres liv af de efterfølgende lange domme. En ung tysker fik rigtigt mange bank og blev i halvbevidstløs tilstand senere sendt ud af landet. Hvad blev der mon af ham? Fik han varige mén?

Nørrebrogade 1. marts 2007. Foto: Martin Brandt/Monsun.

Efter huset var ryddet, fortsatte politiet i Københavns gader. Det var nok meningen, at de ville lave ’damage control’ og forsøge at hindre de yngste i at deltage, hvis gaderne gik amok, som de unge havde advaret om.

Derfor var politikken ’Round up the usual suspects’, og cirka 20 børn og unge, der alle havde forskellige former for alternativt hår i dreadlocks eller sjove farver blev arresteret.

Sigtelsen lød på, at de havde gravet brosten op fra gaden. Beviset var et foto af en bunke brosten. De blev varetægtsfængslet i 12 dage! Alle sigtelser blev senere frafaldet, og der blev udbetalt erstatninger.

Da demonstrationen startede klokken 17 fra Blågårds Plads, gik rygtet allerede om en planlagt knivtangsmanøvre. Men alt var fredeligt – indtil lige pludselig - alle løb. De første anholdelser skete, og pludselig holdt to blå politibiler og blokerede Nørrebrogade, og så accelererede tingene.

Nørrebros Runddel, 20 meter fra Ungdomshuset Jagtvej 69. 1. marts 2007. Foto: My Jensen.

Politiet arresterede gud og hvermand på Nørrebrogade. Og det var virkelig gud og hvermand. To tilfældigt forbipasserende italienske ingeniører. En pensioneret kvindelig læge.

Alle blev tilbageholdt mindst 24 timer uden undtagelse. Dem med sjovt hår og autonomt lignende påklædning blev varetægtsfængslet i lang tid.

Da demoen brutalt blev opløst, var det, at bål og brand brød løs, og vrede unge mennesker på den ene side og kampklædt og civilklædt politi på den anden side tørnede sammen.

I aftenmørket den 1. marts skete de mærkeligste ting. Unge mennesker, der var nede for at købe en shawarma eller en pakke cigaretter blev kastet ind i politibilerne og varetægtsfængslet i mange dage.

En ung mand, der også havde fødselsdag, blev taget med og kørt rundt i byen. Han blev smidt ud af bilen inde i centrum, hvor flere vidner overværede, hvor mange tæsk han fik, inden han blev overladt til sig selv.

Selv var jeg gået hjem. På Vesterbro var der surrealistisk stille. Det hele var gået bersærk, og minderne får stadig vakt forvirringen, tvivlen og vreden.

De unge fik et nyt hus på Dortheavej; mange af os andre fik syn for sagen – historier om politiets og retssystemets helt særlige forhold til denne udvalgte gruppe viste sig med al tydelighed at være sand. Det ser ud til at nogle betjente handler ud fra personlige holdninger.

Nørrebros Runddel. 1. marts 2007. Foto: My Jensen.

Og der blev fældet domme med mere eller mindre sikre beviser på, at det, de dømte kom i fængsel for, ikke var sket. Jeg har endda siden hørt fra en domsmand, der talte over sig, at den sigtede fik sin dom i Landsretten på grund af sin attitude.

Det har givet varige mén, som er svære at forklare. Men et tab af tillid til rammerne for ens land, som retssystemet burde være, er smertefuld. Her gik man og troede, at alle er (i hvert fald nogenlunde) lige for loven.

Men sådan er det slet ikke altid i praksis.

Dorte Skovgård er folketingskandidat for SF og mor til en tidligere bruger af Ungdomshuset på Jagtvej