Demokratiske værdier på populismens alter

Presset på Libyens diktator Gaddafi vokser dag for dag, time for time, og efterhånden er de vestlige ledere også begyndt at kritisere regimets brutale undertrykkelse af oprøret i tydeligere vendinger.

I Italien er kritikken af Gaddafi og hans diktatur kommet senere og vagere end i andre europæiske lande.

Det skyldes til dels Libyens energiressourcer og det tætte, postkolonielle forhold mellem landene, men først og fremmest skyldes det italiensk indenrigspolitik – en indenrigspolitik, som med danske øjne ikke bør være uforståelig.

Fra kolonitid til samarbejde

Italien har ingen stor fortid som kolonimagt, men gennem en krig, som reelt varede i 22 år fra 1911 til 1933, var Libyen besat gennem blodig undertrykkelse af lokalbefolkningen.

I den anden halvdel af det tyvende århundrede gik det af mode at være en tidligere kolonimagt, og forholdet mellem Italien og Libyen har siden været både tæt og anstrengt.

I 1970, et år efter Gaddafi kom til magten, var en af hans første handlinger at konfiskere alle italienske værdier i landet for dermed at vise sin og Libyens afstandtagen og uafhængighed fra den tidligere kolonimagt.

Det forhindrede dog ikke Italiens tidligere premierminister Bettino Craxi i på forhånd at advare Gaddafi om NATO’s bombardement af Tripoli i 1986. Craxi ville undgå ustabilitet i et land på den anden side af Middelhavet. Forholdet mellem Italien og Libyen er altså langt og problematisk.

Med Silvio Berlusconi ved det italienske ror er der sket en tilnærmelse mellem de to lande og deres ledere, og det kulminerede med underskrivelsen af en »venskabstraktat« mellem de to lande i 2008.

Den centrale del af traktaten gik ud på, at Italien som kompensation for kolonitidens forbrydelser skulle investere fem milliarder dollars i at bygge motorveje langs den libyske kyst.

Til gengæld lovede Libyen at danne en stopklods for de tusindvis af afrikanske flygtninge, der hvert år krydser Middelhavet for at få et bedre liv i Europa.

Resten af traktaten er en lang række af symbolske udmeldinger, der slår fast, at de to lande nu har begravet stridsøksen. I årene efter traktatens underskrivelse har Berlusconi og Gaddafi besøgt hinandens lande flere gange for at bevise venskabet.

Siden 2008 er de økonomiske relationer mellem Italien og Libyen blomstret. Italien modtog således indtil den 24. februar 13 procent af sit gasforbrug fra Libyen, og 20 procent af Italiens import af olie kommer også fra Libyen.

Libyen har brugt en stor del af disse indtægter på at købe sig ind i det italienske erhvervsliv, og Libyen er på den måde blevet den største aktionær i såvel den italienske bank Unicredit som i fodboldklubben Juventus.

Da det arabiske oprør bredte sig til Libyen, var Italien altså det vestlige land med de største interesser i Libyen.

Forsvarsminister Ignazio La Russa sagde selv i en tv-debat den 23. februar, at Italien ikke er som Norge, der frit kan udtale sig, men er nødt til at tage hensyn til sine interesser i Libyen. Bag den italienske regerings tøven med at komme med en fordømmelse af det libyske regimes undertrykkelse ligger altså et koldt og kalkulerende økonomisk regnestykke.

Men det bliver værre endnu.

Flygtninge og valgkamp

Når folket i den arabiske verden gør oprør for demokrati, taler de ledende italienske politikere først og fremmest om risikoen for, at oprøret udløser en flygtningestrøm af »bibelske dimensioner« hen over Middelhavet.

Hvor Danmark består af en halvø og nogle øer på den nordlige side af Europa, består Italien af en halvø og nogle øer på Europas sydlige side, og den placering gør landet til det mest populære mål for afrikanske bådflygtninge, som især ankommer til den lille ø Lampedusa mellem Sicilien og den nordafrikanske kyst.

De italienske magthaveres debat koncentrerer sig derfor især om flygtningespørgsmålet, og hvorfor gør den så det?

Hvor italiensk politik ved første øjekast mildt sagt virker meget anderledes end dansk politik, er Berlusconi-regeringens parlamentariske situation ikke stort forskellig fra den danske regerings parlamentariske situation.

I Danmark er Venstre og De Konservative afhængige af Dansk Folkepartis stemmer, og i Italien er Berlusconis parti Frihedens Folk afhængige af stemmerne fra Lega Nord.

Lega Nord har på det seneste markeret sig mindre på kravet om norditaliensk selvstændighed og har til gengæld markedsført sig som det indvandringsfjendtlige parti i Italien.

Afhængigheden af Lega Nords stemmer (samt muligvis Berlusconis generelle utilregnelighed) er grunden til, at den italienske regering har udtrykt sig så vagt om oprøret i Libyen.

Meget tyder på et snarligt valg i Italien, og som i Danmark fører højrefløjen skræmmekampagner om flygtninge for at få stemmer. Det plejer som i Danmark at være ret populært i befolkningen. Lega Nords leder Umberto Bossi har selv udtalt: »frygten for en indvandringsbølge hjælper os«.

De regeringsstøttede aviser Il Giornale har også stået klar med overskrifter som »der kommer 300.000 [indvandrere, red.]« og »Italien invaderes af muslimer«.

I »venskabstraktaten« mellem Italien og Libyen indgik som nævnt, at Libyen skulle standse indvandringsstrømmen over Middelhavet.

Det har haft en vis succes, men et af Gadaffis træk over for Europa var at true med risikoen for en masseudvandring til Europa, hvis han falder. Italiens regering faldt straks for truslen og talte i EU om, at man måtte indgå en forsoningsproces mellem Gadaffi og oprørerne, alt sammen under Gadaffis ledelse.

Italiens politiske ledere er altså til fals for både økonomiske forhold og populisme, når det handler om at tage stilling til en verdensdels demokratiske oprør.

Spørgsmålet er, om de danske politikere ville handle specielt anderledes, hvis Danmark var Europas sydlige og ikke nordlige vedhæng. Hvis Danmark stod over for den samme, og ifølge eksperterne ganske sandsynlige, flygtningestrøm, ville den danske regering med dens parlamentariske støtteparti så tale demokratiets eller populismens sprog? Ville de danske tabloidaviser komme med overskrifter som dem, man ser i de italienske og hjælpe politikernes skræmmekampagne?

Den italienske regerings tøven i denne historiske situation er skammelig.

Europas stærkeste ressource er den største grad af politisk frihed, der findes i verden. Når undertrykte folk gør oprør for frihed og demokrati, skal Europa derfor støtte dem fuldt ud. At de demokratiske værdier ofres på populismens alter for at få nogle usle stemmer til det næste valg er kynisme af værste skuffe.

Jonas Neivelt er historiestuderende og læser for tiden som Erasmus-studerende i Perugia i Italien.