Det er ikke løsningforslag, det skorter på fra den rødeste del af Danmark, for at komme den libyske oprørshær, der i disse dage massakreres af Gaddafis tropper, til undsætning.
I disse timer kæmper oprørshæren og de afhoppede regeringssoldater for at fastholde den sidste skanse, Libyens næststørste by Benghazi. Situationen er ved at blive desperat, da Gaddafis hær har tæppebombet flere af de omkringliggende landsbyer og i øjeblikket har landtropper med kurs mod byen.
Situationen har fået samtlige venstrefløjspartier til at kræve handling fra regeringen. Forslagene bliver dog vanskelige at forene, da venstrefløjen langt fra er enig om, hvordan befolkningen i Libyen skal hjælpes.
Læs artiklen »Libyens oprørere slår tilbage med helikopter og tanks« hos Politiken

Som tidligere beskrevet på Modkraft mener Enhedslisten, at krigen om Libyen skal vindes af oprørerne. Derfor skal de have tilsendt militært isenkram nok til, at de selv kan vælte Gaddafi af pinden.
– Vi kan sende de Stinger-missiler, som vi har liggende i Forsvarets lagre, og så følge op med andet militært udstyr senere. Det vil skabe en smule balance dernede, siger forsvarsordfører Frank Aaen til Modkraft
Han mener, det er den bedste, mest fair og humane måde at løse problemet på, da et missil kun rammer bombeflyet, mens et bombardement af lufthavne medfører store civile tab.
Læs artiklen »Ø vil bevæbne libyske oprørere med missiler« hos Modkraft
SFs formand Villy Søvndal ønsker derimod et internationalt kontrolleret flyveforbud.
– Vi kan ikke lade demokratikræfter slagte og se på i passivitet, det er derfor, at SF vil strække sig langt for at få et flyveforbud og give oprøret i Libyen en nødvendig
håndsrækning, fastslår han i en pressemeddelse.
Læs artiklen »Søvndal: Flyveforbud må sættes i værk nu« på SFs hjemmeside

Han peger på, at også Den Arabiske Liga støtter et flyveforbud og mener, at de skal udvide støtten til oprørerne ved at sende hjælpetropper til landet. FN burde efter hans mening følge Ligaens eksempel.
– Allerede i dag har FN mulighed for at tage ansvar for at beskytte mod overgreb, ellers er det ikke bare et spørgsmål om liv og død for libyerne, men også en eklatant fiasko for FN, mener han.
Villy Søvndal tilføjer, at situationen ikke kan sammenlignes med optakten til Irak i 2002 og 2003, for siden dengang har FN fået en ny streng at spille på.
– FN har siden 2005 haft mulighed for at insistere på »responsibility to protect«, det må og skal benyttes.
Læs Christine Lundgaards blog »Libyen: No to no-fly-zone« på Modkraft
Denne holdning vækker ikke megen genklang hos Kommunistisk Parti.
»Med det nuværende styrkeforhold i verden er det ikke bare naivt, men politisk tåbeligt at give imperialismen en lillefinger. Det er jo netop Libyens suverænitet, USA vil krænke, ellers havde man nok arbejdet for at støtte en mægling«, skriver Kommunistisk Partis formand Jørgen Petersen den 12. marts i dagligbladet Arbejderen.
Læs Jørgen Petersens kommentar »Libyen på slagtebænken« i dagbladet Arbejderen
Også på lederplads i dagbladet Arbejderen, som udgives af partiet, kritiseres SF og Enhedslisten i stærke vendinger for at deltage i den militære intervention, som efter deres mening udelukkende er i Vestens egen interesse.
»Vesten har ikke den libyske befolknings liv og sikkerhed på sinde, men egne interesser. Dag for dag bekræftes advarslerne om, at de imperialistiske magter ønsker at styrte Gadaffi og tage kontrollen med det olierige land«, fastslås det i en leder torsdag den 17. marts i dagbladet Arbejderen.
Læs lederen »Mægling ikke missiler« hos Arbejderen
Et flyveforbud med tilhørende NATO-bombardementer vil efter kommunisternes mening ramme den civile befolkning uden nødvendigvis at fjerne Gaddafi af den grund.
»Det er forrykt og kriminelt, at den danske regering gør klar til at være med til at håndhæve et eventuelt kommende flyveforbud over Libyen. Denne gang med støtte fra S-SF og Enhedslisten. Det vil gøre konflikten mere blodig«, mener de.

I stedet mener de, at der skal satses på fredsmægling, eksempelvis med Brasiliens præsident for bordenden.
»I forrige uge tog ALBA-landene i Latinamerika et mæglingsinitiativ og foreslog Brasiliens tidligere præsident Lula som mægler. Der er brug for politisk støtte til disse initiativer, ikke for F16-fly og missiler«.
Læs artiklen »Hugo Chavez alene om støtte til Libyens regime« hos Modkraft
Heller ikke fredsbevægelsen har armene i vejret over SFs og Enhedslistens militære ambitioner.
»Et indledende militærangreb for at oprette en No Fly-zone vil være starten på, at Vesten får militær kontrol over landet, det vil forlænge den blodige borgerkrig med Vesten som parthaver og våbenleverandør til den ene side«, skriver initiativet Stop Terrorkrigen i en udtalelse.
Stinger-løsningen er også upopulær blandt pacifisterne.
»Enhedslisten er også blevet grebet af Folketingets krigsgalskab. Partiet har foreslået, at der kastes Stinger-missiler helt uden FN-mandat - altså en ’alternativ form’ for vestlig militæraktion. Det er mere end et halvt skridt mod krig, det er en indrømmelse til krigsanstifterne.«
Læs hele udtalelsen Stop det krigsgale folketing! på Stop Terrorkrigens hjemmeside
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96