Tiden rinder ud for Gaddafi-regimet

Mens denne artikel skrives, er Muammar Gaddafis elitetropper opsat på at erobre folkeopstandens sidste bastioner.

Byen Misratah, som er oprørernes sidste base i den nordvestlige del af Libyen, har i nogle dage været under massiv beskydning fra tungt artilleri og tanks, ledsaget af angreb fra moderne jagerfly og kamphelikoptere (se video om stemningen under Gaddafis angreb på byen på Facebook).

Oprørerne forsvarer byen med helt utilstrækkelige våben, der hovedsagligt består af lette maskingeværer og kalashnikovs af typen AK-47.

Ifølge rebellernes websites og twitters er det indtil torsdag nat (17. marts) ikke lykkedes for Gaddafis tropper at trænge ind i byen.

Ifølge TV-kanalen Al-Arabia er vand- og elforsyningen til byens omkring 360.000 indbyggere blevet afbrudt ved starten af angrebet. Det samme gælder samtlige kommunikationsforbindelser.

I en synkron operation angreb Gaddafis elitetropper onsdag aften byen Ajdabiya i det nordøstlige Libyen. På trods af ihærdige rygter om, at byen er blevet overtaget af Gaddafi styrkerne, så holder oprørerne på trods af voldsomt pres stadig stand.

Bombardementerne er så heftige, at mange af Ajdabiyas 140.000 beboere er flygtet ud af byen, mens de talrige sårede er blevet transporteret til hospitaler i Benghazi. Oprørerne er klar over, at hvis Ajdabiyas tabes så vil vejen til folkeopstandens hovedstad Benghazi være banet for Gaddafis hær.

Området mellem Benghazi og Tobruk og frem til den libysk-ægyptiske grænse er stadig helt under rebellernes kontrol (Se videoen fra Benghazi og vejen til Tobruk: : http://www.facebook.com/video/video... ). Således kan man læse på oprørernes websites, at en af Gaddafis militærenheder gik udenom Benghazi og forsøgte at overtage kontrollen med den libysk-ægyptiske grænse. De blev opdaget af oprørerne og derefter pacificeret og taget til fange.

Oberst Mummar Gaddafi iscenesatte allerede i tirsdags et offentligt sejrsstunt for verdens medier i Tripoli. Hans søn, Saif al-Islam, udtalte dagen efter i et interview med tv-kanalen EuroNews at »alt vil være forbi om 48-timer«...

Oprørsledelse: Ja til pacificering af Gaddafis luftvåben, nej til landtropper

Sadun al Misratih, en talsmand for rebellerne i byen Misratah, anklager i TV-kanalen Al Jazeera Vesten for at se passivt til Gaddafi-troppernes fremmarch:

»Menneskene her har mistet tålmodigheden. De venter på international handling nu (....) Gaddafi udnytter den internationale tøven. Folk er meget vrede over, at der ikke er blevet foretaget noget imod Gaddafis våbenarsenal (....) Vi kontrollerer stadig væk byen, men er omringet af Gaddafis styrker, der skyder med tungt artilleri og bomber byen med kampjets. Mod dette har vi intet at stille op. Derfor mener vi, at etableringen af en flyveforbudszone er meget vigtig. Hvis det viser sig, at det i den forbindelse er nødvendigt at bombardere militære mål, vil vi mene, at det er legitimt«.

Denne holdning dækkes af det i Benghazi dannede provisoriske nationalråd, som overfor Al Jazeera betegner en militæroperation, der pacificerer Gaddafis luftvåben som en konkret hjælp til oprørerne. Samtidig afviser nationalrådet kategorisk enhver intervention af udenlandske landtropper

FN’s sikkerhedsråd giver grøn lys for flyveforbuddet

FN’s sikkerhedsråd, der har i alt 15 medlemmer, har torsdag nat (mellemeuropæisk tid) vedtaget en resolution, der i sin konklusion iværksætter en flyveforbudszone over Libyen, der indebærer at beskytte civile med »alle nødvendige tiltag«,og samtidig lægger op til en pacificering af mulige militære counterstrikes fra Gaddafis hær.

Resolutionen blev bakket op af ti medlemslande, mens fem andre afholdt sig fra at stemme (deriblandt Rusland, Kina og Tyskland).

Baggrunden for denne »ekstraordinære hastesag« for FN’s sikkerhedsråd var, at Den arabiske Liga (22 arabiske stater, der arbejder bl.a. for samarbejde inden for det økonomiske område, handel, kommunikation, kultur, sundhedsvæsen, samt hævdelse af medlemslandenes uafhængighed og suverænitet, bl.a. anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat) for nylig har opfordret FN til at etablere en flyveforbudszone over Libyen.

Den libanesiske FN-ambassadør Nawaf Salam fremlagde i forlængelse heraf en konkret resolution om flyveforbuddet. Denne har fået opbakning fra Sarkozy-regeringen i Frankrig. Det er denne resolution, der danner grundlag for FN’s sikkerhedsråds afgørelse.

Natos chef Anders Fogh Rasmussen udtalte torsdag den 17. marts ved en pressekonference, at Nato-kampfly står parat, og de vil indenfor ganske få timer kunne indlede de nødvendige militære aktioner for at effektuere flyveforbuddet.

Spørgsmålet er, om Nato-medlemmet Tyrkiet, som har udtalt sig direkte imod NATO-alliancens indblanding i Libyens indre anliggender, i sidste øjeblik vil lægge forhindringer i vejen.

Ifølge flere nyhedsbureauer har også Storbritannien fly på standby, der er klar til at gå i luften når som helst.

Alternative fredsinitiativer

Der har også været forskellige mæglingsinitiativer fra politikere fra Den Afrikanske Union (efterfølger for Organisationen for Afrikansk Enhed, der søger at fremme demokrati, menneskerettigheder og udvikling i Afrika) og fra ALBA-landene i Latinamerika, som ville skabe en fredsdialog mellem Gaddafi og oprørerne – som alternativ til den af FN nu vedtagne militære flyveforbudszone.

Disse initiativer er ifølge Dagbladet Arbejderen (17. marts) støttet af bl.a. den britiske »Stop the War«-koalition.

I modsætning til Gaddafi, som har hilst mæglingsforslagene velkommen, er kendskabet til disse initiativer stort set ukendt for oprørerne.

De få stillingtagender, der findes i bl.a. Twitter, afviser kategorisk disse velmenende mæglingsinitiativer, da de udelukkende vil give Gaddafi tid til at re-stabilisere hans magtpolitiske positioner.

Derudover ønsker oprørerne ingen dialog med Gaddafi pga. hans massakrer på civilbefolkningen, der klassificerer ham som krigsforbryder (jf. iøvrigt debatten på modkraftbloggen herom: Libyen: »No to no-fly-zone« og Modkraft-artiklerne »Ø vil bevæbne libyske oprørere med missiler« og »Enhedslisten stemmer for militæraktion mod Libyen«)

Gaddafis Libyen før opstanden

I modsætning til Tunesien og Ægypten, hvor overvejende dele af befolkningen er ludfattige og gør oprør mod deres yderst prekære leveforhold, så handler opstanden i Libyen først og fremmest om et politisk opgør med umyndiggørelse, overgreb og chikaner fra myndighederne, mangel på ytrings- og forsamlingsfrihed, samt om en retfærdig fordeling af landets store mængder af olie-penge.

Folkeopstanden har foreløbigt sat en stopper for Gaddafis særprægede statsform, den såkaldte »Jamahiriya« (»folkeherredømme«) som er den officielle definition på det libyske samfundsstyre, hvor »folket«, er den »udøvende direkte og umiddelbare politiske magt«.

Partier, fagforeninger, menneskerettighedsorganisationer og enhver form for selvstyrende strukturer er forbudt i Libyen. Det eneste tilladte parti er det Arabiske Socialistiske Forbund (ASU) , Gaddafis statsparti.

Libyen skulle ifølge Gaddafi-klanen ikke splittes op i interessegrupper, men forenes i et folkefællesskab, som udgør »Den socialistiske arabiske folkerepublik Libyen«.

Der afholdes intet valg og Gaddafi og hans klan udpegede ministre og ledende folk til den såkaldte »folkekongres« med nogle tusinde medlemmer. Kongressen er baseret på lokale folkekomitéer, som udelukkende består af folk fra Gaddafitro stammer.

»Folkekomitéerne« uddelte embeder og privilegier til de libyske stammers traditionelle autoriteter, det såkaldte ældsteråd, for at binde dem til regimet. De tre dominerende stammer, deriblandt »Gaddafis« som den regerende familie kommer fra, delte magtpositionerne i forvaltnings – og repressionsapparatet, samt i den økonomiske sektor imellem sig.

De udgør diktaturets reelle magtstruktur. TV- og radiostationer, printaviser, bogforlag o.lign. er uden undtagelse ejet og kontrolleret af enten Gaddafis familie eller Gaddafi-betroede.

Gaddafis »Grønne bibel«

Libyen har ingen egentlig forfatning. Landets styre baserer på retningslinjer fra Gaddafis ’Grønne bog’.

Gaddafis ideologiske synspunkter blev formuleret i denne bog i 1975. Heri afviser han både en vestlige pro-kapitalistisk ideologi og en marxistisk inspirerede samfundskritik.

I stedet propaganderer han en abstrakt »islamisk socialisme«, som han selv beskriver som den endegyldige løsning på samfundsproblemerne:

»Jeg har fundet en løsning på samtlige økonomiske og sociale problemer,« skriver Gaddafi i bogen.

Den herudfra formulerede lovgivning tilslører klasseforholdene i landet ved at fremhæve det grundlæggende »interesse- fællesskab blandt alle troende«.

Det gennemgående karakteristiske træk er, at den libyske stat er identisk med Gaddafis personlige luner, sympatier/antipatier og omskiftelige holdninger.

I det seneste årti har Gaddafi fremført sig som en moderat og pro-vestlig politiker, hvilket har resulteret i, at landet er avanceret til en af Europas vigtigste olieleverandører. Det har forøget indtægterne til Libyen massivt, og Gaddafi købte sig derigennem til loyalitet fra landets vigtigste stammer og forhøjede de offentligt ansattes lønninger.

Materielt set profiterede mange libyere af, at deres land er rig på olieforekomster og samtidig kun har en lille befolkning på omkring seks millioner mennesker. Omend Gaddafis magtklike profiterede i langt højere grad end befolkningen. Libyen producerer omkring 1,6 mio. tønder olie om dagen, hvilket svarer til omtrent to/tre procent af det globale forbrug. Libyen står for ca. fem procent af verdens samlede olieproduktion

På trods af landets kolossale rigdom er det libyske sundhedsvæsen i en meget faldefærdig tilstand. Korruption og bureaukrati har ført til stagnation, og landet er præget af stigende ungdomsarbejdsløshed.

Det var netop i områder med stor ungdomsarbejdsløshed og relativ fattigdom, som f.eks. i Tripolis forstæder Zintan und Zawiya, at Gaddafis repressionsapparat slog hårdest til, da revolten nåede hovedstaden.

Libyens østlige provinser er blevet systematisk diskrimineret. Cyrenaika‘en er et område ved det østlige Middelhav, hvor der forefindes traditionelle pro-monarkistiske miljøer, som udgjorde det gamle monarkistiske regimes basis under kong Idriss I. Kongen blev i september 1969 væltet af en gruppe unge officerer under ledelse af oberst Gaddafi.

Siden da blev befolkningen i disse dele af Libyen stærkt diskrimineret. F.eks. ved fordelingen af olieindtægter, ved tildeling af embeder, samt i forbindelse med bygning af skoler, hospitaler etc. Den østlibyske yngre »internetgeneration« har gennemgående ingen relation til de gamle monarkistiske traditioner.

De underste lag af proletariatet i Libyen består af en til to millioner ’legale’ og ’illegale’ immigrantarbejdere fra de omkringliggende arabiske lande, fra centralafrikanske lande samt fra Bangla Desh og Vietnam.

En større andel af immigrantarbejderne består af titusinder af tunesiske håndværkere, der arbejder i byernes bittesmå værksteder. De fleste lever under kummerlige retsløse forhold, som dog er bedre end i de lande, de kommer fra.

Gaddafi-klanens fri disponering over statsindtægterne

Ifølge presseagenturet dpa vurderer libyske oppositionelle Gaddafi-klanens samlede formue til ca. 749 milliarder kroner. Hvor meget det nøjagtige tal er, ved muligvis ingen undtagen dem selv. Ikke mindst fordi landets offentlige statskasser ikke er adskilt fra Gadaffiernes private formue.

Det britiske dagblad The Guardians korrespondent i Mellemøsten, Tim Niblock, har for nyligt analyseret årsindtægterne fra Libyens olie og naturgas og sammenlignet disse med den libyske stats årlige udgiftsposter. Han har på den baggrund konstateret, at flere milliarder dollars er forsvundet fra årsbudgettet.

Hvor meget denne kalkulation kommer i nærheden af sandheden er ikke til at sige. Faktum er imidlertid, at Gaddafi-klanen personligt kontrollerer ikke bare statens olieforretninger, men også de fleste lukrative økonomiske områder: Fra Coca-Cola-distributionen til landets telekommunikationsnet.

Sidst i februar i år blev bankkontierne tilhørende Gaddafi og 24 af hans familiepårørende indefrosset i Storbritannien, Luxemburg, Østrig, etc. som reaktion på klanens militære undertrykkelse af Libyens befolkning.

Det samme er ved at ske med kontierne for libyske virksomheder, som finanseksperter skønner ejes af Gaddafi-klanen og er spredt på omkring 800 kontier i 73 lande...

I 2006 dannede Gaddafi-klanen en statsfond under deres kontrol ved navn LIA, hvis formue bliver vurderet til omkring 350 milliarder kroner. Det er denne fond, der siden hen har købt sig ind i talrige vestlige foretagender.

Som det fremgik af Wikileaks offentliggjorte amerikanske ambassade-korrespondencer i 2010 har Gaddafi-fonden omkring 166 milliarder kroner investeret i forskellige banker i USA. Endnu større er investeringerne i Storbritannien og især i Italien, hvor fonden har andele i Fiatkoncernen (2,6 procent) i fodboldklubben Juventus-Torino (7,5 procent) i Milanos telekommunikationskoncern Retelit (15 procent) i tekstilkæden Olcese (22 procent) etc.

En nøgleposition for Gaddafis forretninger indtager den libyske UBA-bank i Rom (Se Kontradoxa-artiklen »Demokratiske værdier på populismens alter«)

Klaninterne magtkampe

Gaddafi-klanen er under hele oprørets forløb siden februar i år fortrinsvis blevet repræsenteret af Gaddafis 38-årige søn Saif al-Islam. Han er efterhånden verdenskendt for sin bombastiske røverhistorier om oprørernes bagmænd, som han gerne benævner i et træk som »islamister, medier, fulderikker, narkomaner« og naturligvis ikke at glemme »udlændinge«.

Han truede også EU med at indstille ethvert samarbejde med henblik på bekæmpelse af ’illegal’ indvandring til EU-landene og fremover lade uønskede immigranter passere, hvis »EU ikke stopper opmuntringen af demonstranterne hos os«.

Så sent som torsdag den 16. marts fastslår han i TV-medierne, at »alt er forbi indenfor 48-timer«...

Saif al-Islam er uddannet arkitekt og økonom i England, og han fungerede som chef for Gaddafi-fonden indtil januar i år, hvor han som resultat af en intern magtkamp blev afsat fra chefposten.

Saif al-Islams udtalelser kom for mange, der fulgte det interne knas i Gaddafi-klikken noget overraskende, da han indtil opstanden startede blev regnet for at tilhøre den moderate reformvillige fløj indenfor Gaddafi-klanen.

Således sagde han i 2006 til britiske medier, at »det demokratiske system som vi drømte om , findes ikke i realiteten«. Og at det eksisterende system »misbruger begrebet demokrati«.

Ganske i modsætning til hans bror Mutassim, der gælder som hardliner og samtidig er Saif al-Islams nærmeste konkurrent som farens efterfølger.

Mutassim er i dag landets øverste nationale sikkerhedsrådgiver og kommandør af en militær eliteenhed. Ligesom en tredje bror, Khamis al-Gaddafi, der ligeledes arbejder i sikkerhedsapparatet og er kommandør af den berygtede eliteenhed Brigade 32.

Det er blandt andet disse to eliteenheder, som ifølge vurderinger fra det amerikanske militær med alle midler sørger for ro og orden i hovedstaden Tripoli.

Den ydre trussel i form af folkeopstanden har åbenbart sat de interne stridigheder i bero.

Rebellerne

De første protestmarcher i Benghazi blev organiseret af menneskerettighedsadvokater og dommere natten fra tirsdag til onsdag (16.februar). De protesterede mod anholdelsen af forsvarsadvokaten Fethi Tarbel, der indtil sin fængsling repræsenterede nogle pårørende til fanger, som omkom i fængslet Abu-Salim i hovedstaden Tripoli.

Myndighederne anholdt forsvarsadvokaten for at have »spredt falske informationer« for at forhindre, at han deltog i et protestinitiativ, der efter ægyptisk forbillede blev kaldt for »Vredens dag mod regeringen« og propaganderet via Facebook.

Demonstrationerne blev mødt med ekstrem brutalitet af Gaddafis sikkerhedsstyrker. Menneskerettighedsaktivister vurderer antallet af dræbte alene i Benghazi i disse dage til over 300.

Efter det første chok var overvundet, lykkedes det demonstranterne, som forsynede sig med våben fra sympatiserende hærenheder og fra byens våbendepoter, at nedkæmpe Gaddafi-regimets tropper og de centralafrikanske lejesoldater.

Indtil sidste uge var landets store byer Benghazi, Tobruk, Misratah, Ajdabiya, El-Baida, etc. under oprørernes kontrol. Overalt opstod basisorienterede folkekomitéer, som fordeler fødevarer, bevogter olieanlæggene, beskytter skoler og organiserer hverdagen.

Med undtagelse af Benghazi og Tobruk havde oprørerne dog hverken tid eller muligheder for at udvikle fungerende og sammenhængende strukturer, da de hurtigt blev nødt til at kaste alle ressourcer ind i forsvarskampen mod Gaddafis fremrykkende hær.

Den ulige kamp

Iagttagere skønner, at større dele af hæren er gået over til oprørerne i den østlige del af landet, men at de gennemgående kun tog kalashnikovs og lettere skyts med sig.

Den regulære hær havde før opstanden ifølge Det Internationale Institut for Strategiske Studier, IISS, på papiret omkring 76.000 soldater og 40.000 mænd og kvinder i militsreserver samt 2.205 tanks og 374 kampfly og helikoptere.

Mens størstedelen af den regulære hærs udstyr betegnes som forældet og ubrugelig, er Gaddafis elitetropper veltrænede og råder over megamoderne kampfly samt helikoptere af russisk, fransk og tysk produktion, som oprørerne på grund af mangel på tunge våben som f.eks. jord-til-luft-missiler har meget vanskeligt ved at forsvare sig imod.

Gaddafi-klanens eliteenheder, som for eksempel Khamis al-Gaddafis Brigade 32, er udstyret med moderne våben og teknisk know how fra EUropa.

Den britiske filial af den amerikanske våbenkoncern General Dynamics leverede således i 2008 våben og kommunikationssystemer for i alt 166 millioner dollars (ca. 830 millioner kroner). Den engelske labour-regering under Gordon Brown indgik ligeledes i 2008 en handelsaftale med Gaddafi, der indbefattede uddannelsen af de libyske eliteenheder.

Også andre EU-lande har støttet Gaddafi-regimet i militær logistik i de sidste år. I 2007 indgik Libyen således en leveringsaftale med Frankrig, som omfattede bl.a. 14 moderne kampfly, 35 moderne helikoptere, højteknologisk anti-tank-skyts, samt træning af libyske enheder.

Også den italienske og tyske regering leverede avanceret våbenteknologi til Libyen. For Tysklands vedkommende udgjorde våbenleverencerne omkring 371 millioner kroner for kommunikationsredskaber, politiudstyr og moderne kamphelikoptere.

Ifølge IISS er det vanskeligt at vurdere hvor store Gaddafis eliteenheder er. Faktum er, at Gaddafi-regimet forsøger at fylde »folkemilitserne« ud med delvist tvangsrekrutterede lejesoldater fra andre afrikanske stater og illegale imigranter.

Derudover forsøger Gaddafi-tro agenter at tilbyde oprørerne penge, hvis de veksler front og erklærer sig loyale overfor regimet og melder sig ind i Gaddafi-militserne...

Gaddafis tropper på hævntogt i de erobrede byer

I de libyske byer, der er blevet indtaget af Gaddafis eliteenheder, hersker der ifølge oppositionelle blogs og twitters et ekstremt kaos.

Et hvert forsøg på at samle sig til demonstrationer bliver beskudt af soldater, som har taget opstilling på gadehjørner og på hustage. Lykkes det alligevel at formere demonstrationer bliver de beskudt fra helikoptere.

Specielle killer-kommandoer trænger ind i kendte oppositionelles huse og dræber vilkårlige beboere. Læger bliver nægtet at hjælpe sårede på gaden. Hvis de alligevel forsøger det, bliver der skudt imod dem.

Hospitalerne er overfyldte og der mangler blodreserver. Hospitalspersonale må se passivt til, at folk dør, fordi der mangler medicin.

Libyens oppositionelle bloggere opfordrer verdensoffentligheden til at følge med i videos og flersproglige twitteraccounts og oppositionswebsites som for eksempel »al-Manara« (desværre kun arabisk).

Tiden rinder ud for Gaddafi-regimet

Gaddafis hær har nu indledt et kapløb med tiden og forsøger i de kommende timer at skabe realiteter ved at nedkæmpe folkeopstanden inden FN’s sikkerhedsråds flyveforbud bliver en realitet.

Reportere beretter om massive troppebevægelser i retning af oprørets bastioner Benghazi og Tobruk. Byerne har siden i torsdag aftes været udsat for heftigt bombardement og artilleribeskydning.

Indtil flyveforbuddet viser sin virkning, kæmper oprørerne en heroisk overlevelseskamp mod de teknologisk set overlegne eliteenheder fra Gaddafis hær.

På baggrund af de grusomme beretninger, som er trængt igennem fra de byer, som Gadaffis tropper har erobret, så ved befolkningen i Misratah, Ajdabiya, Benghazi, Tobruk, etc. hvad der venter dem, hvis Gaddafis tropper indtager byerne.

Oprørets styrke ligger muligvis i forsvaret af byen Benghazi. Her befinder der sig regulære militærenheder og professionelle militærstrateger, som er på rebellernes side. Med al sandsynlighed har de sammen med de lokale militser og beboerne forberedt et fælles forsvar af byen.

Det kan heller ikke udelukkes, at oprørerne kan finde veje til at anskaffe sig de eksistentielt nødvendige tunge våben for at kunne nedkæmpe Gaddafis fremrykkende styrker. F.eks. ved at få hjælp fra forbundsfæller og kontakter i nabolandet Ægypten, ...

Selv hvis der blive tale om et nederlag for oprøret i Libyen, så vil den påbegyndte historiske ombrydningsproces såvel i Maghreb som i Mellemøsten, måske blive afbremset, men på ingen måde stoppe.

Dynamikken i kampen for frihed, social retfærdighed og demokratisk indflydelse vil uden undtagelse nå samtlige lande i regionen og overvinde deres årtier lange despotiske regimer.

Den globale venstrefløjs primære opgave er at støtte folkeoprørene fra neden på deres egne præmisser og inspireret deraf udvikle et dialektisk forhold til egne kampe i de vestlige metropoler - imperialismebæstets hjerte.

Alfred Lang arbejder som freelance-journalist og er politisk aktiv i mediekollektivet Autonom info-service. Han har i flere omgange berejst Maghreb-landene.

Løbende infos:
Al Jazeera Englisch (Al Jazeera Ticker)
http://www.libyafeb17.com/
http://twitter.com/ShababLibya
http://twitter.com/feb17libya
PETITION: http://www.avaaz.org/en/libya_stop_...