Annonce

15. april 2002 - 23:51

Nyhedsforvanskning fra Venezuela

Trak sig ikke

Hugo Chavez trak sig ikke tilbage under pres fra folkelig modstand, som det blev fremstillet i medierne, men blev arresteret og fængslet af kupmagerne. Loyale faldskærmssoldater befriede ham fra en militærbase på la Ochila øen, hvor han blev holdt fange, fortæller en oberstløjtnant i dag.

Se den venezuelanske nyhedstjeneste Vheadlines

Hvem skød?

Ifølge de første dages pressedækning beskød Chavez’ tropper demonstrationerne mod præsidenten. Alternative medier giver et mere komplekst billede: der var demonstranter både for og imod Chavez blandt de døde, og Chavez og hans officerer afviser at have givet ordre til at åbne ild. Ilden kan muligvis være kommet fra oprørske snigskytter for at provokere og legitimere kuppet.

Se NarcoNews

Topstyret kup

Kuppet, som indsatte formanden for Venezuelas arbejdsgiverforening som midlertidig præsident, var ifølge Indymedia og den amerikanske nyhedssite NarcoNews sammensat af Venezuelas olieindustri støttet af det arbejdsgivervenlige oliearbejderforbund, dele af hæren, og medierne.

Olieindustrien slog til imod regeringens forsøg på at bringe den i takt med dens økonomiske strategier og dens udenrigspolitik – Chavez har blandt andet lovet at eksportere olie til Cuba.

Medvirkende til at give kuppet masseappel var også den katolske kirke, som under Chavez har mistet kontrollen over landets skolevæsen.

Se Indymedia

Korrupt fagforening

Olieindustriens fagforening deltog ikke i kuppet for at forsvare faglige rettigheder, men for at undgå demokratisk nyvalg, som en ny lov havde pålagt en korrupt forbundsledelse.

Se NarcoNews

Nordamerikansk indblanding

Som svar på spørgsmålet om, om han tror USA stod bag kuppet, udtaler Venezuelas undervisningsminister Aristobulo Isturis:

– Hør, du må forstå, at jeg er medlem af regeringen, jeg er tæt på Chavéz, det vi ønsker er at forbedre forholdet til de Forenede Stater. Men til syvende og sidst: selvfølgelig.

Se Rebelion (spansk)

Flere lokale og internationale observatører betragter det som en selvfølge, at USA har været aktivt indblandet i kuppet eller vidste besked med kupplanerne uden at advare regeringen.

Blandt andet fordi Venezuela har afvist at deltage i Plan Colombia-samarbejdet om at isolere og nedkæmpe den venstreorienterede guerilla i nabolandet Colombia.

Washington Post meldte således den 13. april, at flere ledende kup-personligheder er blevet set på besøg i den amerikanske ambassade i Caracas i dagene op til kuppet.

Se NarcoNews

Af Sven Gårn Hansen/Monsun Nyheder. Research: Internationalt Forum.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce