Småpjask, ikke revolutionsbølger

Det, der startede som en enkelt frugthandlers protest imod det undertrykkende system i Tunesien, har i løbet af to måneder bredt sig som en steppebrand i Nordafrika og Mellemøsten.

Først forlod Ben Ali Tunesien for at tilslutte sig eksil-gruppen af fallerede diktatorer i Saudi Arabien, sidenhen forlod Mubarak præsidentembedet i Egypten.

I Yemen og Bahrain fortsætter de folkelige protester mod de despotiske regimer og i Libyen har protesterne udviklet sig til en regulær borgerkrig mod Gaddafi-regimet, hvor det internationale samfund også er blevet militært involveret.

De folkelige demonstrationer, der i høj grad er båret af ungdommens ønske om politisk indflydelse og en lysere fremtid, har skabt hidtil usete muligheder gennem Facebook, Twitter og de efterhånden friere massemedier i Mellemøsten.

Vestbredden, 8. marts 2011. Foto: Liv Hansson.

Palæstina, der normalt er epicentret for nyheder fra Mellemøsten, har man ikke hørt meget til de seneste måneder, hvor begivenhederne i de andre arabiske lande har domineret nyhedsstrømmen.

Ungdommen i Palæstina har forsøgt at udnytte det momentum bølgen af folkelige protester har skabt, men det er endnu ikke lykkedes.

Palæstinensiske myndigheder opløser solidaritetsdemonstration

I starten af februar startede den palæstinensiske ungdom de første sporadiske solidaritetsdemonstrationer for at udtrykke deres opbakning til demonstranterne på Tahrir-pladsen.

På Al Manara-pladsen i Ramallah, de facto hovedstaden for det palæstinensiske selvstyre, har unge mennesker siden starten af februar samlet sig for at vise deres sympati med den folkelige bevægelse i Egypten.

Demonstrationerne blev, ligesom i Tunesien og Egypten annonceret via Facebook, Twitter og sms, få timer før de startede.

Men hver gang har de palæstinensiske myndigheder fået nys om demonstrationerne og palæstinensisk politi er mødt talstærkt op på Al Manara-pladsen. Uniformerede betjente med køller har afskåret de 200-300 demonstranter adgang til pladsen og civilklædte betjente har anholdt en række formodede arrangører.

Flere tilløb til demonstrationer er blevet stoppet af det palæstinensiske selvstyre. Den 5. februar lykkedes det dog endeligt at samle op i mod 2.000 demonstranter på Al Manara-pladsen, uden at myndighederne stoppede det.

Men heller ikke denne demonstration har kunnet samle befolkningen om en fælles dagsorden eller krav om sociale og politiske forandringer.

Palæstinensiske ungdomsorganisationer og aktivister samt en række internationale menneskerettighedsorganisationer har udtrykt deres bekymring for de voldelige overgreb på demonstranter og stillet spørgsmålstegn ved de palæstinensiske myndigheders reelle engagement i forhold til demokratiske reformer.

Al-Manara pladsen i centrum af Ramallah den 15. marts 2011. Foto: Liv Nanna Hansson.

PA og PLO er længe blevet kritiseret for at være udemokratiske, korrupte, nepotitiske og ugennemsigtige . Både kommunal-, parlaments- og præsidentvalg har været udskudt på grund af frygt for at Hamas ville vinde flere stemmer på Vestbredden.

Det er derfor belejligt, at der i kølvandet på demonstrationerne er blevet udskrevet kommunalvalg den 9. juli og PA har lovet at afholde præsident- og parlamentsvalg inden september 2011.

Men som det også er set i eksempelvis Yemen og Bahrain er lovning på nye valg ikke tilstrækkeligt for de folkelige bevægelser.

En demonstration der kan samle folket?

Den 15. marts havde en gruppe unge palæstinensere igen indkaldt til demonstration under parolen:

»Status Quo er ikke holdbar: Ønsker du at sende bosætterne hjem, skabe demokrati, højere lønninger, arbejde, mad på bordet, et tag over hovedet, stemme ved lokalvalgene... Vi går ikke hjem, før vi har frihed og retfærdighed.«

Denne tirsdag fyldtes en solbeskinnet Al-Manara plads igen med op mod 4.000 mennesker til en fredelig demonstration, hvor unge og gamle, kvinder og mænd flagede med det palæstinensiske flag og hjemmelavede skilte med slagord om et samlet folk.

Umiddelbart en smuk dag, men utallige gange forsøgte Fatah-tilhængere at overdøve slagsangene og kuppe parolerne.

Flere tusinder var forbi Al-Manara pladsen den dag. Demonstration blev et tilløbsstykke, men langt de fleste tog hjem igen – uden at være blevet engageret i den fælles kamp. Det lykkedes ikke at skabe en følelse af fællesskab og i de efterfølgende dage har det været en gruppe på et par hundrede unge der har fastholdt deres manifestation.

Gruppen har sovet på pladsen med forhåbninger om at skabe en Tahrir-plads i Palæstina, og mens demonstranterne muligvis har opbakning fra store dele af befolkningen, så er antallet på pladsen langt fra, hvad man så i Egypten.

Fredagen efter demonstrationen håbede man på at kunne fortsætte kampen med fornyet energi og styrke - men heller ikke denne fridag fik det ønskede antal folk på gaden.

Propaganda for at samle et splittet Palæstina i modstanden mod Israels besættelse. Foto: Liv Nanna Hansson.

Gruppen bag protesterne kritiseres for ikke at kunne engagere bredt nok, for ikke at have klare politiske mål og for ikke at spille deres kort strategisk.

En gruppe på 10-20 unge har sultestrejket i nu seks dage med krav om, at der skal gøres konkrete tiltag for at samle de palæstinensiske politiske fløje, at alle politiske fanger løslades og at medierne stopper med at bekrige hinanden på tværs af politiske skel. Øjensynligt politiske målsætninger, der virker svære at opnå resultater på indenfor de sultestrejkendes tidshorisont, hvilket stiller arrangørerne i en situation, der bliver svær at komme succesfuld ud af.

Om denne bevægelse viser sig, at blive startskuddet på en demokratisering af de palæstinensiske myndigheder, forbedringer for det palæstinensiske folks levevilkår eller bliver en mulighed for at bruge et internationalt momentum til at samle de politiske kræfter i Palæstina om et fælles projekt, kan der endnu kun gisnes om. Udsigterne er dog ikke overbevisende.

Viser det sig, at de unge demonstranter får trængt sig op i krog uden at opnå de ønskede resultater, kan det være et hårdt slag for en opgivende og desillusioneret palæstinensisk ungdom.

Fraværet af store, bredt mobiliserende demonstrationer på Vestbredden skyldes ikke, at palæstinenserne ikke har noget at være utilfredse med: israelsk besættelse, checkpoints, stigende leveomkostninger, nye bosættelser, korruption i egne rækker, intern splittelse mellem Fatah og Hamas.

Euforien over at være på gaden og protestere er ikke ny for palæstinenserne, som den er for tuneserne, egypterne, yemenitterne og bahrainerne. De har set det hele før og uden betydelige resultater for demokrati – men med det resultat at mange anser det for urealistisk at protesterne på Al Manara-pladsen fører til ændringer indenfor egne parlamentariske rækker.

Bosættere erklærer Vredens Dag

Det momentum som revolutionerne i Mellemøsten har skabt, bruges ikke alene af den palæstinensiske ungdom i forsøget på at fremme demokrati og forene det polariserede palæstinensiske lederskab.

Reaktionære kræfter fra den anden side af pigtråden og de israelske checkpoints forsøger også at bruge retorikken til at retfærdiggøre deres private annektion af palæstinensisk jord og ejendom.

Israelske bosættere har overtaget parolerne fra Jasminrevolutionen og Egypten, ved at erklære den 3. marts for Vredens Dag.

Efter en nedrivning af tre midlertidige bebyggelser i en outpost, erklærede bosætterbevægelsen Vredens Dag og markerede bl.a. dette ved at brænde et palæstinensisk hus i Nablus af, angribe palæstinensisk ejendom med sten i Hebron og blokere trafikken i Jerusalem.

Uventet side – momentum grebet af bosættere. Det er kompleks og spændende, hvad det ender med -

Lykkes det for den palæstinensiske ungdom, der er træt af den gamle generations interne splittelse og magtkampe, at samle den palæstinensiske befolknings krav om en fælles dagsorden, kan det meget vel vise sig at blive en yderst vigtig udvikling i kampen for demokrati og forbedringer for Palæstina og palæstinenserne.

Med det forholdsvis lille opbud til de palæstinensiske demonstrationer i de sidste par måneder og de etablerede partiers modarbejdelse, in mente, virker det dog ikke realistisk.

Heldigvis, virker det heller ikke som, at bosætterbevægelsen har kunnet bruge opstandene til andet end et nyt slogan, der formentligt snart vil være forældet.

Liv Hansson og Emil Birk er lige nu bosiddende i hhv. Øst Jerusalem og Ramallah.

Palæstinensiske unge har forsøgt at skabe ægyptiske tilstande, indtil videre uden større succes. Foto: Liv Nanna Hansson.