Annonce

31. marts 2011 - 19:58

Trotskistisk splittelse om Libyen

Selvom Enhedslisten onsdag den 30. marts trak sin støtte til angrebet på Gaddafi’s styrker i Libyen tilbage, er den interne diskussion på venstrefløjen om krigen langt fra forbi.

I hvert fald ikke hos Socialistisk Arbejderparti (SAP), som er en del af Enhedslisten.

Partiets forretningsudvalg kritiserer offentligt, at ingen af de seks SAP’ere, der har plads i Enhedslistens hovedsbetyrelse, valgte at stemme imod en militær aktion i Libyen.

Læs artiklen »Krig brudt ud i EL om Libyen« hos TV2

JPEG - 27.9 kb
Fjerde Internationale. Socialistisk Arbejderparti er splittet i spørgsmålet om det militære angreb på Libyen.

– Vi er uenige i den beslutning, som vores medlemmer var med til at tage, fortæller Michael Voss fra SAPs forretningsudvalg til Modkraft.

Han håber nu, at Enhedslisten på sit årsmøde i maj vil konkludere, at deres beslutning om at støtte krigen var forkert.

Læs artiklen »Enhedslisten trækker støtten til Libyen-krig « hos Modkraft.

Lytter til baglandet, men...

I SAP’s ugebrev skriver forretningsudvalget den 23. marts blandt andet:

»SAP’s forretningsudvalg forberedte torsdag-fredag en ugekommentar, der klart afviste støtte til dansk militær intervention. Men ingen af de SAP’ere, der var med i beslutningsprocessen i Enhedslistens ledelse, fremførte dette synspunkt.«

I kommentaren opfordrer forretningsudvalget desuden SAPs medlemmer til at demonstrere imod den danske krigsdeltagelse.

Læs hele kommentaren fra forretningsudvalget på SAPs egen hjemmeside

Forretningsudvalgets kritik får dog ikke SAPs medlemmer af Enhedslistens hovedbetyrelse til at fortryde deres beslutning.

– Jeg lytter selvfølgelig til de andre SAP’ere. Men jeg mener stadig, at det var rigtigt at stemme for den militære intervention på det pågældende tidspunkt, siger Pernille Skipper, som både er medlem af SAP og af Enhedslistens hovedsbetyrelse, til Modkraft.

JPEG - 15.9 kb
Pernille Skipper støttede dansk deltagelse i Libyen-krigen trods protester fra hendes bagland. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Hun bakkes op af Hans Christian Nielsen, der også både er SAP’er og hovedsbetyrelsesmedlem i Enhedslisten.

– Ikke alene støtter jeg beslutningen om at støtte op om no-fly zonen. Jeg mener også, at man skal støtte op med andre militære tiltag, eksempelvis landtropper og uddeling af våben til oprørene. Det er nødvendigt, desværre, siger han til Modkraft.

Selvom han er lodret uenig med SAPs forretningsudvalg, agter han dog ikke at melde sig ud.

– Aldrig i livet om jeg vil melde mig ud på grund af dette. Til den 1. maj har jeg været medlem af SAP i 40 år, og jeg vil støtte op om 4. Internationale til min dødsdag.

Se også på Tidslinjen 19. marts 2011 om flyforbudszonen og debatten i Enhedslisten

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce