Kommentar: Det forsømte folkedrab

Den 18. april kommer Dalai Lama til Danmark, og efter udmeldingerne at dømme har statsminister Lars Løkke Rasmussen intet ønske om at møde den tibetanske leder.

Det er det seneste i en lang række af knæfald for Kina, der flere gange har haft succes med at true sig til tavshed.

For et års tid siden skrev den danske regering (støttet af Radikale Venstre, Socialdemokrater og SF) i en erklæring, at Danmark anerkender Kinas suverænitet over Tibet, modsætter sig Tibets uafhængighed og »vil tænke sig om« inden de mødes med Dalai Lama.

Kina havde forinden indirekte truet med at bremse al handel med Danmark, hvis ikke dets krav blev imødekommet.

At Folketinget den 4. marts 2010 – altså efter Tibeterklæringen (!) – vedtog at opfordre til, at dialogen mellem Dalai Lama og den kinesiske regering »føres igennem til et resultat, der sikrer tibetanerne reelt selvstyre inden for rammerne af den kinesiske forfatning med kulturel og religiøs frihed og respekt for menneskerettighederne« må alene betragtes som hykleri og tomme ord.

Situationen i Tibet er kritisk og listen over de kinesiske overgreb lang: drab, »forsvindinger«, politiske fanger, tortur i fængslerne, vilkårlige arrestationer, menneskejagt på og livstidsdomme til demonstranter, kinesiske militærpatruljer på gaderne, kontrolposter på vejene, snigskytter på hustagene, »patriotisk genopdragelse« i klostrene samt tvangssterilisation af tibetanske kvinder.

Landets oprindelige befolkning fortyndes gradvist; ifølge iagttagere er halvdelen af Lhasas indbyggere i dag kinesere, som også ejer de fleste forretninger, primært fordi det kræves, at man taler, læser og skriver kinesisk, hvis man vil gøre sig håb om at få et arbejde.

Kombineret med sterilisering, drab, flugt (ca. 200.000 tibetanere menes at leve i eksil) og tvangsforflyttelse af nomader til lejre, der ligger langt fra arbejdsmuligheder og uden skoler og lægeklinikker, vil de kinesiske bosættelser i løbet af få generationer formentlig resultere i, at forskellen mellem Kina og Tibet udjævnes.

Kina råder endvidere over Tibets mange naturressourcer, deriblandt vand, mineraler og olie. Oliereserverne alene skønnes at være ca. $ 4 trillioner værd.

En interessant omstændighed i konflikten er Kinas forsøg på at erstatte det tibetanske sprog med kinesisk. Politiske tiltag, der fokuserer på kinesisk som hovedundervisningssproget, har mødt protester fra tibetanske skole- og universitetsstuderende, der frygter for overlevelsen af deres identitet og kultur.

Tiltagene vil, foruden at dømme tibetansk til glemsel og andenklassestatus, få store konsekvenser for de tibetanske studerende. Som Tenzin Dickyi, Særlig Assistent for Dalai Lamas repræsentant i Amerika, skriver: »At tvinge elever, der vokser op med at tale tibetansk, til at studere emner som videnskab, samfundsfag og matematik på et andet sprog, er at stille dem hindringer i vejen fra starten: et handikap, der lægger snublesten for deres uddannelsesmæssige udvikling.«

10. marts i år bekendtgjorde Dalai Lama, at han vil trække sig tilbage fra sin formelle post som leder af den tibetanske eksilregering og kun fortsætte i den religiøse del af sit embede.

Selv udtalte han i forbindelse hermed, at tibetanerne har brug for en leder, som er blevet valgt frit af det tibetanske folk, og at de er nået til tidspunktet, hvor det skal føres ud i livet.

Iagttagere vurderer, at Dalai Lamas valg må ses som et led i de langsigtede bestræbelser på at styrke den tibetanske sag, så fokus bliver rettet mod det tibetanske folk som helhed frem for Dalai Lama som person.

Dalai Lama har i årevis understreget behovet for, at det tibetanske folk repræsenteres og ledes som resultat af en demokratisk proces, samt stillet spørgsmål ved, om Dalai Lama-institutionen i sin nuværende udformning overhovedet har nogen berettigelse i et moderne samfund.

Der har siden 1979 været en dialog mellem Dalai Lama og Kinas ledelse, som dog ikke har medført nogle konkrete indrømmelser fra Beijing, der officielt nægter, at dialogen drejer sig om andet end Dalai Lamas personlige »hjemvenden til moderlandet Kina«.

Ifølge FN’s folkedrabskonvention er et folkedrab et bevidst forsøg på helt eller delvist at tilintetgøre nationale, etniske, racemæssige eller religiøse grupper.

Folkedrab identificeres som enhver af nedenstående handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en af de fire grupper:

• at dræbe medlemmer af gruppen
• at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade
• med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse
• at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler inden for gruppen
• med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe.

Det, der sker i Tibet, er dels et direkte, dels et indirekte folkedrab. Direkte kommer det til udtryk i drab, tortur, fængslinger, tvangssterilisation og anden form for kontrol som abort og prævention (ifølge FN), indirekte i bosættelserne og den åndelige og kulturelle skade, tibetanerne udsættes for.

Mens vi bomber os til demokrati og fred i Libyen, kunne Danmark (og verdenssamfundet i øvrigt) passende gøre det op med sig selv, om støtten til menneskerettigheder bør være selektiv, eller om man også vil støtte de kampe, der ikke gavner Danmarks interesser.

Skal der være handling bag ordene i Menneskerettighedserklæringen, må vi ikke gå på kompromis med de værdier, den indebærer. Desværre ser det ud til, at flertallet i Folketinget har taget stilling til, om det er idealisme eller økonomi, der sætter den politiske dagsorden.

I forbindelse med valget af den kinesiske menneskerettighedsaktivist Liu Xiaobo som modtager af Nobels Fredspris skrev den norske Nobelkomites formand, Thorbjørn Jagland, til New York Times:

»Nogen har sagt, at det at give prisen til hr. Liu faktisk kan forværre forholdene for menneskeretsfortalere i Kina. Men dette argument er ulogisk: det fører til den konklusion, at vi bedst kan fremme menneskerettighederne ved at tie stille. Hvis vi tier om Kina, hvem vil så blive det næste land, der forlanger ret til tavshed og ikke-indblanding? Den fremgangsmåde ville skubbe os i retning mod at underminere erklæringen og det grundlæggende princip om menneskerettigheder. Vi må ikke og kan ikke forblive tavse. Intet land har ret til at ignorere sine internationale forpligtelser.«

Ida Routhe er HF-studerende