Kommentar: Den samme verden er mulig

Det neoliberale vækstrationale gennemsyrer nu løsningsforslag på verdens problemer fra højre til venstre og er ukritisk blevet koblet med en idé om forandring og en tro på, at en anden verden er mulig. Men er vores higen efter vækst ikke snarere en higen efter at opretholde status quo?

Selvom ideen om økonomisk vækst blot er omkring 200 år gammel, har den siden den blev introduceret af liberale tænkere som Adam Smith gået sin sejrsgang verden over og er blevet en grundpille i det vestlige økonomiske system.

Som politisk projekt i sig selv har væksten siden introduktionen i efterkrigstiden fået en stadig stærkere position. I dag kan vækst forbindes med groft sagt alt, og ideen om den evige progression har efterhånden sat sine spor i alle samfundslivets spørgsmål.

I øjeblikket står forestillingerne om vækst som en skabende og forbedrende magt endda særligt stærkt inden for tilgange til udviklingsbistand, fattigdomsbekæmpelse og miljøforbedringer.

Men hvor det tidligere var et middel til velstand og en idé, der primært hørte hjemme på højrefløjen, har væksten som mål i sig selv nu også så småt vundet indpas på venstrefløjen.

Og dét endda som svar på andre problemer end de rent økonomiske.

»Fremtidens arbejdspladser skal skabes indenfor vækstområder som sundhed, velfærd, vand og energi. Det er områder, som OECD har udpeget til globale vækstområder og hvor vi i dag har et stort erhvervsmæssigt potentiale.«

Sådan skriver SF i udspillet »Ny vækst – nye job«, som partiet offentliggjorde den 19. januar.

Udspillet blev mødt med en del kritik, mens dele af erhvervslivet hilste det velkomment som et tiltrængt forslag.

Men hvad der mangler i debatten, er en kritisk stillingtagen til præmissen for udspillet; at vækst er løsningen og vejen til forandring.

Den bevarende vækst-revolution

SF’s udspil peger i retning af tendensen til, at venstrefløjen stille og roligt internaliserer den neoliberale forestilling om, at vækst kan løse alverdens problemer. En forestilling, der ukritisk har gjort vækst til mål og rettesnor for al politisk og økonomisk stræben.

I krisetider er det svært at anfægte ønsket om vækst, hvis man ikke ønsker at skræmme potentielle vælgere væk, men den underliggende præmis, der forbinder vækst med forandring, bør som minimum problematiseres.

Og at et parti, der slår sig op på at være særligt grønne, også begynder at råbe på vækst som svaret på Danmarks og verdens problemer, giver anledning til bekymring.

Antiglobaliseringsbevægelsen World Social Forum har i flere år haft sloganet »En anden verden er mulig« som modvægt til den gængse neoliberale tænkning.

Afskygninger af denne samfundsundergravende devise optræder paradoksalt nok nu også i den neoliberale diskurs, hvor den indgår som argument for en stræben efter vækst.

Som eksempel kan man henvise til de to store danske biotek-virksomheder Danisco og Novozymes, der begge har slået sig op på at kunne løse verdens problemer med nye og »smartere« løsninger og med slogans som »together we can change the world«.

Her indgår vækst som både mål og middel for disse forandringsvisioner, og argumentationen er noget i denne retning:

Det er nødvendigt at opfinde en erstatning for benzin, så vi kan blive ved med at køre i vores biler; det er nødvendigt at opfinde nye måder at producere kød på, så vi kan blive ved med at spise bøffer; det er nødvendigt, at virksomhederne bliver mere effektive i omgangen med ressourcer, så vi kan blive ved med at vokse.

Pointen er den, at når Novozymes, Danisco og SF plæderer for, at vækst er vejen til positiv forandring, er det lige præcis ikke fundamentale ændringer af samfundets strukturer, der plæderes for.

Der kæmpes derimod for ændringer af indholdet af industrisamfundets produkter, som kan gøre, at ændringer af samfundets strukturer ikke bliver nødvendige.

Ændringerne er altså ikke nødvendige for, at vores liv skal blive bedre, men for at vores liv kan blive ved med at være de samme.

Vækst bliver altså brugt retorisk i en forandringsdiskurs, hvor det bliver et middel til at skabe positive forandringer. Men spørgsmålet er, om vækst skaber meget andet end lige netop vækst.

Stik imod den revolutionære retorik, der forbinder vækst med ideen om, at en anden verden er mulig, ligger der bag såvel virksomhederne som politikerne nok snarere en konform ide om, at »den samme verden er mulig«.

Utopisk grøn vækst

Når vækstrationalet indgår i denne forandringsdiskurs, bliver den ofte artikuleret i forhold til de store økologiske problemer, som verden står overfor.

Det har ført til etableringen af hybriden »Grøn Vækst«.

Denne forestilling er paradoksal, da væksten i sig selv må kunne siges at være skyld i den ringe tilstand, som kloden i øjeblikket befinder sig i:

For det første, fordi den enorme materielle velstandsforøgelse, vi har oplevet i den vestlige verden siden industrialiseringen, er grunden til, at vi i dag står over for en enorm miljømæssig udfordring, hvor jorden ikke længere kan bære vores produktion.

For det andet er det værd at henlede opmærksomheden på den såkaldte »rekyl-effekt«.

Paradokset er her, at det som sådan er rigtigt nok, at man ved at udskifte sine glødepærer med sparepærer opnår en miljømæssigt gavnlig effekt. Men samtidig sparer man også penge, som man derfor investerer i nogle nye, og dermed vækstskabende, men miljømæssige problematiske, produkter.

Når verdens befolkning på samme tid vokser, og man ønsker at gøre dem, der står uden for markedet, til en del af markedet, vil de økologiske konsekvenser blive katastrofale.

I de senere år har man altså fra erhvervslivets, EU’s og skiftende regeringers side på en eller anden måde formået at koble »grøn« og »vækst« sammen, hvor de umiddelbart burde være hinandens modsætninger.

Og ved at skrive det grønne ind i en liberal markedsøkonomisk vækstdiskurs, har man fået skabt en idé om, at de to begreber ikke blot kan gå hånd i hånd, men at de er uadskillige.

Dermed er vækst blevet svaret på de problemer, væksten har skabt: Problemet er vækst, og svaret er mere vækst!

Men hvorfor har man overhovedet fundet det nødvendigt at opfinde denne historie om den grønne og bæredygtige vækst?

For det første når man kan argumentere for, at væksten har vist sig at have en slagside i form af affødte økologiske problemer, som er så store, at markedets forfægtere ikke længere kan benægte dem.

Og for det andet, når vækst er normaltilstanden i det kapitalistiske samfund, som vi kender til, og at ikke-vækst derfor er en umulighed inden for de økonomiske strukturer, vi har bygget op.

I stedet for at gøre op med væksten og ændre på hele systemet – og endda samtidigt anerkende, at markedet ikke kan løfte opgaven – har man således skabt denne hybrid, hvor økonomisk vækst er blevet svaret på verdens problemer i stedet at anerkende den som årsagen til dem.

Den tyske sociolog og miljøforsker Wolfgangs Sachs ser kritisk på forholdet mellem vækst og bæredygtig udvikling.

Han peger i den snart tyve år gamle antologi The Development Dictionary blandt andet på, at »vores higen efter løsninger på at redde planeten ofte, ved nærmere eftersyn, ikke er andet end higen efter at redde det industrielle system.«

I forlængelse af denne pointe kunne man fristes til at spørge, om SF’s grønne vækstudspil i virkeligheden ikke handler om at genoprette den økonomiske (u)balance, vi oplevede inden finanskrisen?

Og udspillet handler altså snarere om at sørge for, at vi kan blive ved med at være de rige i en verden af fattige end om at skulle redde en skrantende klodes helbred.

Og det kan derfor heller ikke undre at det er blevet taget så forholdsvist godt imod af det danske erhvervsliv, der ikke virker til at være skræmt fra vid og sans ved udsigten til, at folkesocialisterne kommer til fadet efter næste valg.

For der er absolut intet revolutionært eller socialistisk tilsnit i udspillets konservative forsøg på at bevare verdens urimelige fordeling af værdier i vores favør.

Et politisk mål i sig selv

I den nuværende politiske debat stilles der ikke spørgsmålstegn ved væksten, som både præsenteres som en art naturkraft og som noget ønskeligt i sig selv, og argumenterne går i stedet på, at denne naturlige vækst må gøres bæredygtig.

Vækst har som et nyt mantra vundet fodfæste som det herskende politiske mål, og det betyder, at vi stirrer os blinde på vækst. For hvad vil vi med al den vækst? Vil vi have flere eller tyndere fladskærme?

I stedet for at bruge vækst som ureflekteret rettesnor, bør der startes en debat om, hvad vi efterstræber og hvorfor.

Man kunne derfor ønske sig, at venstrefløjen fandt et andet projekt, der kunne danne modvægt til det vækstimperativ, der har fået så meget grundfæste i det neoliberale paradigme.

Et alternativt projekt, der på den ene side kunne stemme mere overens med de grønne visioner og på den anden side kunne hægte menneskelig lykke op på et andet ideal end købekraft og en evig forøgelse i indtjeningen.

Ida Meisling er cand.scient.soc. og Anders Berntsen er stud.cand.soc.