Som forventet var det Arlette Laguiller fra Lutte Ouvrière, der løb med flest stemmer på den yderste venstrefløj. Med en opbakning på 5,72 pct. af stemmerne kom hun dog ikke i nærheden af de over 10 pct. en række meningsmålinger havde spået, hun ville få.
Derimod lykkedes det Olivier Besancenot, der var kandidat for Ligue Communiste Révolutionnaire (LCR) - den franske sektion af Fjerde Internationale, at gøre et indhug i Laguillers vælgerskare. Han løb med 4,25 pct. af stemmerne. Laguillers Lutte Ouvrière afviste før valget at opstille på en fælles platform med LCR. Den tredje trotskistiske kandidat, Daniel Gluckstein fra Parti des travailleurs, fik 0,47 pct.
Det franske kommunistparti, som sidder i Jospins regering, har fået deres dårligste valg nogensinde. Kun 3,37 pct. stemte på kommunisternes kandidat, Robert Hue.
Finoptællingen viser også, at margen mellem socialdemokraten Lionel Jospin og højreekstremisten Jean-Marie Le Pen er noget mindre end søndag aftens optællinger viste.
Jospin fik 16,18 pct. mod Le Pens 16,86 pct. Valget går også over i historien ved at have den laveste stemmedeltagelse i republikkens historie. Hele 28,07 pct. valgte sofaen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96