Palæstinas venstrefløj - anden del

Her dannede arabiske studenter og intellektuelle i 1930’erne kulturcirklen ”al-Urwa al-Wuthaq” (Det Uopløselige Bånd).

I kølvandet på palæstinensernes fordrivelse og dannelsen af staten Israel i 1948, af araberne kaldet ”Nakba”-katastrofen, udviklede denne kulturcirkel sig hurtigt til et arabisk nationalistisk debatforum. De arabiske progressive intellektuelle på Beiruts universitet anså zionismen for at være en eksistentiel fare for hele den arabiske verden.

Flertallet af disse arabiske intellektuelle mente, at nederlaget ikke blot var en palæstinensisk tragedie, men at det i ligeså høj grad var et militært og politisk nederlag for alle de arabiske feudal-samfund.

Løsningen kunne derfor kun være, at de arabiske lande gennemgik en borgerlig revolution, der kunne skabe grundlæggende forandringer af samfundsstrukturen i både materiel, åndelig og moralsk henseende. Forudsætningen for at denne fornyelse kunne finde sted, var udvikling af selvkritik, de arabiske staters enhed, afskaffelse af de feudale strukturer samt adskillelse mellem stat og religion.

Da det arabiske borgerskab, i modsætning til dets pendant i Europa, kun spillede en underordnet rolle i den arabiske verden, måtte de nødvendige samfundsforandringer finde sted under ledelse af den progressive arabiske elite.

For at opnå reel indflydelse måtte denne elite samles i velorganiserede organisationer og partier. Det var med andre ord elitens avantgardeparti, der skulle være primus motor i en grundlæggende samfundsforandring. Parallellerne til Lenins koncept for det bolsjevistiske ”parti af ny type” var umiskendelige. Denne partiopfattelse dannede senere grundlaget for såvel PFLPs som DFLPs strategi og organiseringsmåde.

Arab Nationalist Movement – ANM

I begyndelsen af 1950 dannede arabiske studenter henholdsvis ”Den arabiske nationalistiske ungdom”, som arbejdede for arabisk enhed, og ”Modstandskomiteen imod en fred med Israel” . Deres illegale avis ”ath-Tha´r” (hævnen) udkom i op til 15.000 eksemplarer.

Disse to organisationer var kernen i Arab Nationalist Movement – ANM (Den Arabiske Nationale Bevægelse), som blev dannet i 1952. De senere ledere af PFLP, George Habash og Wadi` Haddad, der begge arbejdede som læger, stødte fra kulturcirklen til ANM, og blev noget senere ledende aktivister i bevægelsen.

De første år af ANMs levetid stod helt i tegn af opbygningen af en effektiv og disciplineret organisation, som var istand til at udvikle en mangfoldig modstand mod det militært overlegne Israel. ANM udviklede med stor energi en modstandskultur blandt den palæstinensiske befolkning. Bevægelsen gennemførte politisk skoling, alfabetiseringskampagner i flygtningelejrene, opbygning af sundhedsklinikker, etc.

Gamal Abdel Nasser

I 1952 overtog en gruppe uafhængige officerer under ledelse af Gamal Abdel Nasser magten i

Ægypten. Da Nasser som svar på et israelsk angreb på Gaza i februar 1955 startede en guerillakrig mod Israel, udløste han stor begejstring hos ANM. Nationaliseringen af Suezkanalen i juli 1956 og Sovjetunionens våbenleverancer forankrede ideen om en arabisk enhed i store dele af den arabiske verdens befolkning.

Denne eufori forskrækkede de gamle arabiske feudal-herskere, som nervøst skuede til destabiliseringen af deres hidtidige uindskrænkede magtpositioner. Jordans kong Hussein forsøgte at inddæmme denne bevægelse ved at arrestere samtlige kendte ANM-aktivister. Mens mange af de senere PFLP-aktivister bliver fængslet, nåede Georg Habash at flygte til Damaskus, hvor ANM oprettede deres hovedkvarter.

I 1959 dannede ANM en militær fløj, som militært var underordnet den ægyptiske hær. I 1963 udkæmpede ANM en guerillakrig mod de britiske koloniherrers besættelse af Sydyemen og hjalp Dhofars befrielsesfront i kampen mod det feudale sultanstyre i Oman.

De første guerilla-aktioner

Ved ANMs nationalkongres i 1962 blev den årelange ulmende konflikt mellem en ny socialistisk venstrefløj og den klassiske borgerlige nationalisme afgjort til fordel for socialisterne. Deres talerør blev ”al-Hurriya” (Friheden).

Fra dette tidspunkt var ANMs orientering ”Enhed, frihed, socialisme og tilbageerobring af Palæstina”. Under ledelse af Habash og Haddad opstod nu de første guerilla-kommandoer, der uafhængigt af Ægypten gennemførte mindre aktioner i de besatte områder. De fleste aktiviteter var på dette tidspunkt dog begrænset til opbygning af en infrastruktur ved at smugle våben ind i Palæstina og anlægge våbendepoter.

PLO dannes

På den arabiske ligas topmøde i Kairo i januar 1964 besluttede de forsamlede statschefer på initiativ af Ægyptens Gamal Nasser at danne Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation – PLO.

Som formand for den nydannede organisation udnævnte Nasser en forhenværende diplomat i Syriens og Saudi-Arabiens tjeneste, Ahmad ash-Shuqairi.

Han indkaldte i maj 1964 til PLOs første Palæstinensiske Nationalkongres, der vedtog et palæstinensisk nationalcharta med PLOs målsætninger. Kongressen besluttede oprettelsen af en palæstinensisk befrielseshær.

ANM hilste dannelsen af en fælles befrielsesorganisation velkommen. Dens dominerende venstrefløj mente, at det nydannede PLO skulle udvikles til en fælles revolutionær, palæstinensisk organisation, som var legitimeret via valg, finansielt uafhængig og som skulle have sin basis blandt palæstinenserne i flygtningelejrene og prioritere guerilla-aktiviteterne.

PLO som helhed var dog langt fra disse målsætninger. Kongressens sammensætning var på dette tidspunkt slet ikke repræsentativ i forhold til den palæstinensiske befolkning. De omkring 400 delegerede kom overvejende fra borgerskabet og den feudale klasse. De havde derfor kun få kontakter til palæstinenserne i flygtningelejrene.

Mange af de venstreorienterede delegerede blev desuden forhindret i at deltage i PLOs dannelse. De fik ingen indrejsevisa til Østjerusalem, som på dette tidspunkt var underlagt de jordanske myndigheders administration. Blandt de afviste var bl.a. den kendte palæstinensiske forfatter og daværende ANM-medlem Ghassan Kanafani.

Den nydannede militære fløj af PLO, kaldet PLA, blev integreret i det regulære militær fra Syrien, Ægypten og Irak. Derudover var PLO finansielt afhængig af de arabiske staters regimer. De arabiske statsledere havde imidlertid ingen interesse i at være fødselshjælpere for en selvstændig og suverænt agerende repræsentant for det palæstinensiske folk. Tværtimod regnede de arabiske statsledere med, at de ved hjælp af PLO kunne kontrollere og tilpasse de autonomt agerende, uberegnelige palæstinensiske grupper og kanalisere deres aktiviteter ind i deres egne magtpolitiske rammer.

Yassir Arafats ”al-Fatah” forsøgte, ligesom ANM, forgæves på PLOs kongres at trænge igennem med kravet om en opprioritering af den væbnede kamp for Palæstinas befrielse. Al-Fatah-fløjen kritiserede samtidig PLOs afhængighedsforhold til Ægypten og varslede en konsekvent kamp for et selvstændigt PLO.

Skønt al-Fatah havde mange af de samme politiske vurderinger som ANM, lå organisationens grundholdninger langt fra den palæstinensiske venstrefløjs positioner:

* Mens al-Fatah tilstræbte en national strategi, som ikke skelede til de sociale modsætninger i den palæstinensiske befolkning, orienterede ANM sig udfra de eksisterende sociale klasseskel og socialrevolutionære perspektiver.

* Mens al-Fatah anså Palæstinas befrielse som forudsætning for en enhed i den arabiske verden, mente ANM lige modsat, at den arabiske enhed samt grundlæggende samfundsforandringer var forudsætningerne for Palæstinas befrielse.

*Mens al-Fatah tilstræbte en palæstinensisk stat, anså ANM endnu en arabisk statsdannelse for at være overflødig.

Disse grundlæggende uenigheder har indtil i dag præget forholdet mellem al-Fatah og venstrefløjen indenfor PLO.

PFLP

I Juni-krigen 1967 vandt Israel en knusende sejr over de indbyrdes konkurrerende og dårligt udrustede arabiske hære. Dette forandrede hele Mellemøstens hidtidige geopolitiske landskab:

Israel havde med erobringen af Vestbredden, Gaza og Østjerusalem nu besat de sidste rester af palæstinensisk territorium. Nye flygtningestrømme bredte sig ind i nabostaterne. Præsident Nasser mistede efter nederlaget sit hidtidige image blandt mange arabere. Nasser stod ikke længere som garant for palæstinensernes sag.

Den sporadiske guerillakrig, som de palæstinensiske frihedskæmpere (”fedayin”) havde påbegyndt i starten af 60’erne, blev nu også af de arabiske stater anset for at være et egentligt alternativ. Dermed var der skabt det politiske, ideologiske og ikke mindst det militære rum for en selvstændig palæstinensisk befrielseskamp mod Israel.

Efter det første chok var overvundet, mødtes ANM-ledelsen i juli 1967. Samtlige deltagere var nu klar over, at de arabiske stater i lang tid fremover ikke ville være istand til at vinde over det israelske militær, som de vestlige stater havde udstyret med moderne våbenteknologi og militær know-how.

ANMs forskellige fløje var enige om, at de småborgerlige arabiske regimer, hvortil de nu også regnede Ægypten, aldrig nogensinde ville eller kunne befri Palæstina. De konstaterede, at tiden var moden til ”den væbnede folkekamp i den arabiske verden”, under ledelse af revolutionære organisationer og af de proletariske lag i Palæstinas flygtningelejre.

Denne nye strategi krævede en politisk og organisatorisk omgruppering: Den 11.december 1967 dannede guerillagrupperne tilknyttet ANM, ”Ungdommens hævn” og ”Tilbagevendingens helte”, samt Ahmad Jibrils gruppe ”Palæstinensisk Befrielsesfront” og den palæstinensiske sektion af ANM, den nye organisation: ”Folkefronten for Palæstinas Befrielse” – PFLP (al-Gabah as-sa biya li-tahrir Filastin). George Habash blev frontens formand.

Den første eufori blev imidlertid hurtigt bremset af uenigheder mellem de forskellige politiske fløje. Ahmad Jibril, som var tidligere officer i den syriske hær, kritiserede, at organisationen prioriterede de teoretiske diskussioner højere end den militære praksis. I september 1968 forlod han derfor PFLP og dannede ”Folkefronten for Palæstinas befrielse – generalkommando”, PFLP-GC (se nedenfor).

Senere skete endnu en splittelse, da den tidligere såkaldte ”progressive fløj” i ANM omkring Naif Hawatmeh forlod PFLP. Hans gruppe tog konsekvensen af en årelang intern konflikt med ANMs såkaldte ”historiske fløj” omkring Habash. Hawatmeh-fløjen kritiserede PFLP-flertallet for ikke at have den rette forståelse af marxisme-leninisme.

Uenigheder om væbnet modstandskamp

PFLP splittedes tidligt bl.a. på grund af personlige konkurrenceforhold mellem først og fremmest Habash og Hawatmeh. Men det var også politiske uenigheder om forholdet mellem den væbnede kamp og en avantgardistisk organisations rolle, der førte til splittelsen.

Habash-fløjen var inspireret af den cubanske, kinesiske og vietnamesiske revolution, og mente, at den væbnede kampstrategi var et middel til at mobilisere de palæstinensiske og arabiske masser. Hawatmeh-fløjen derimod var indstillet på først at opbygge en avantgarde-organisation som forudsætning for den væbnede kamps succes.

Uenigheden tilspidsede sig i starten af 1969 i den grad, at det kom til væbnede konfrontationer mellem de to fløje. Konflikten blev først afsluttet, efter at Yassir Arafat greb ind.

I februar 1969 dannede gruppen omkring Naif Hawatmeh ”Den Demokratiske Folkefront for Palæstinas Befrielse” - DPFPL. I 1974 forandrede organisationen navn til ”Den Demokratiske Front til Palæstina Befrielse” - DFLP. Et stort antal ledende aktivister gik sammen med Hawatmeh ud af PFLP – heriblandt hele redaktionen af PFLPs hidtidige partiavis ”al-Hurriya” (friheden), der siden hen blev DFLPs officielle partiavis.

PFLP beklagede denne udmeldelse af partiet, som kostede organisationen en del erfarne aktivister. PFLP begyndte omgående at opbygge et nyt ugentligt tidsskrift – ”al-Hadaf” (målet), som indtil i dag har været organisationens talerør. På grund af økonomiske problemer udkommer ”al-Hadaf” nu kun hver 14.dag.

Dannelsen af PFLP i december 1967 markerede afslutningen på en lang vej fra en radikal arabisk-nationalistisk bevægelse til en organisation, som baserede sin poltik på et socialistisk og anti-fascistisk grundlag. I en længere periode opfattede PFLP sig selv som en ”småborgerlig, revolutionær-demokratisk organisation” på vej til at blive et kæmpende marxistisk-leninistisk parti. Målet var at blive et avantgarde-parti, der kunne føre an i kampen for Palæstinas befrielse.

Ved PFLPs 2. kongres erklærede partiet sig som marxistisk. Samtidig slog kongresdeltagerne fast, at de opfattede marxismen-leninismen som et levende politisk analyse-redskab, der intet havde at gøre med den ”dogmatiserede og stivnede” socialismeopfattelse, som de arabiske landes kommunistpartier stod for.

På 20-årsdagen for PFLPs dannelse i 1988 erklærede George Habash, at PFLPs transformation til et marxistisk-leninistisk parti nu var afsluttet. Næste mål var at integrere partiet i et fælles arabisk, kommunistisk parti. Dannelsen af en forenet, central ledelse sammen med DFLP i oktober 1993 og bekendtgørelsen af et fælles ”program for den nationale frelsesfront” i juni 1994, blev de første skridt i denne retning (5).

PFLPs strategi indtil i dag

PFLP bygger sin politik på tre søjler: Palæstinensisk selvstændighed, Pan-arabisme og en udogmatisk form for marxisme (6). PFLPs perspektiver har altid været befrielsen af hele Palæstina samtidig med en grundlæggende samfundsforandring af de arabiske reaktionære regimer.

Hvis Israel tvinges til at levere de besatte områder tilbage, vil det ifølge PFLPs opfattelse kun være en første etape i befrielsen af Palæstina og de arabiske landes befolkninger. Hermed adskiller PFLP sig grundlæggende fra såvel DFLP, der går ind for en to-stats-løsning, som fra al-Fatah, der har et tæt samarbejdsforhold til de arabiske regeringer.

Al-Fatah, som ifølge PFLP hovedsageligt repræsenterer det palæstinensiske borgerskab, har således aldrig blandet sig i de arabiske magthaveres indenrigspolitiske anliggender - og som regel afstemmer Yassir Arafat sin politik med de skiftende alliancer blandt den arabiske verdens magthavere.

Da flertallet af den palæstinensiske befolkning på Vestbredden har været fastboende i området i generationer og foretrækker en to-stats-løsning, har PFLP ikke den store opbakning i denne del af Palæstina. Det har de til gengæld i Gaza, hvor 75 procent af palæstinenserne er flygtninge. Halvdelen af dem lever i stor elendighed i flygtningelejrene. Det er her intifadaen tog sit udgangspunkt og det er her, PFLPs position for befrielsen af hele Palæstina har sin største tilslutning.

Den væbnede strategi

Internationalt blev PFLP kendt for sine spektakulære aktioner i 60’erne og 70’erne.

PFLP gennemførte således en række flykapringer med det formål at skabe international opmærksomhed omkring palæstinensernes situation. Den mest kendte og succesrige aktion blev gennemført af en PFLP-kommando under ledelse af en ung palæstinensisk kvinde, Leila Khaled, den 23. juli 1968.

Et israelsk El Al-fly blev kapret på vej fra Rom til Tel Aviv, og PFLP-kommandoen overtog kontrollen. PFLP udløste dermed et chok i Israel, og formåede at tvinge den israelske stat til forhandling. Efter lange forhandlinger udvekslede Israel en gruppe fængslede palæstinensiske politiske fanger med de bortførte israelere.

Op gennem 70’erne iværksattes et utal af flybortførelser. En del af disse flykapringer gennemførtes som fælles aktioner mellem PFLP-medlemmer og europæiske og andre arabiske anti-imperialister. De fleste af disse aktioner mislykkedes, og kostede såvel civile som aktivister livet (7).

Situationen i Palæstina tvang PFLPs militære ledelse til at slå sig ned i Jordan, men efter konfrontationerne med de jordanske magthavere i september 1970 (8) flyttede PFLPs ledelse til Libanon og Syrien. De arabiske stater, hvorfra palæstinensiske angreb mod Israel udgik, lagde i tidens løb stadig større hindringer i vejen for aktionerne.

De palæstinensiske befrielsesbevægelsers tilstedeværelse blev en højst forstyrrende indenrigspolitisk faktor for de respektive arabiske regeringer. Dette var årsag til løbende politiske og militære konflikter mellem arabiske landes militær og palæstinensernes væbnede fløje.

Allerede efter PLOs tilbagetrækning fra Beirut i 1986 blev antallet af kommando-aktioner mod Israel formindsket. Med afvæbningen af de palæstinensiske organisationer i Libanon i starten af 90’erne blev de væbnede angreb mod den israelske besættelsesmagt yderligere reduceret.

PFLP har siden sin grundlæggelse gennemført et utal af guerilla-aktioner mod israelske mål. Såvel i selve Israel som på globalt plan: Mål for PFLPs aktioner var bl.a. den israelske hærs infrastruktur og militærpersoner, industrielle mål, handelsvirksomheder, offentlige biografer og restauranter. I slutningen af 70’erne indstillede PFLP sine aktioner udenfor Palæstina.

I dag afviser PFLP væbnede aktioner mod civile samt mod israelske institutioner udenfor Israel. Derimod fastholder PFLP-kommandoer væbnede angreb mod besættelsmagten, inklusiv israelske bosættelser. PFLP mener, at likvidering af stikkere og kollaboratører er legitimt. F.eks. skød en PFLP-kommando i 1986 borgermesteren i Nablus, Zafir al-Masri, som var indsat på posten af Israel.

Ifølge PFLPs ledelse har deres væbnede guerilla-struktur, ”Røde Ørn” (an-Nasr al-Ahmar), gennemført 61 militære angreb alene i perioden 1991- 1994.

For nyligt dræbte en PFLP-kommando den mest rabiate minister i Sharons regering, Rehavam Zeevi, som offensivt propaganderede for, at Israel skulle annektere samtlige palæstinensiske områder og fordrive landets palæstinensiske beboere.

Demokratisering af PFLP

For PFLP var sammenbruddet af de post-stalinistiske regimer i Østeuropa ikke et nederlag for den marxistiske socialisme, men snarere en politisk fallit for et system, hvis bureaukratisk stivnede marxisme-leninisme-doktrin ikke havde formået at forny sig.

PFLP mente, at det var mangel på demokrati i parti og statsstruktur, som var en af hovedårsagerne til sammenbruddet. Denne erkendelse samt organisationens tilpasning til den basis-orienterede palæstinensiske intifada i december 1987, dannede grundlag for en demokratisering af de hierarkiske strukturer, PFLP havde udviklet i løbet af sin 20-årige eksistens.

Således vedtog PFLPs nationalkongres i 1993 en rotationsordning for samtlige af partiets ledelsesorganer, inklusiv formandsposten. Partiet åbnede op for diskussioner og beslutningsprocesser udgående fra partiets basis. 60 pct. af partiets hidtidige ledelse blev udskiftet via demokratiske valg.

Det var fortrinsvis aktivister fra de besatte områder med forbindelse til intifadaen, der hermed kom ind i ledelsen. Samtidigt blev eksisterende uenigheder indenfor partiet offentliggjort i PFLPs avis ”al-Hadaf”. PFLPs ”grand old man”, George Habash, nedtonede sin dominans og trak sig tilbage til rådgivende funktioner.

DFLP

”Den Demokratiske Folkefront for Palæstinas Befrielse” – DFLP (al-Jabha d-Dimukratiya li Tahrir Filastin), opstod i 1969 som resultat af en splittelse i PFLP. Stridighederne skabte en stor kløft mellem de to ledende organisationer på den palæstinensiske venstrefløj.

Der er mange ligheder mellem PFLP og DFLP, men der er også vigtige politiske forskelle. Ligesom PFLP går DFLP ind for at vælte de arabiske, reaktionære regimer, bevare enheden i PLO og betoner nødvendigheden af en væbnet kampstrategi.

Ligesom PFLP afviser DFLP enhver kontakt med pro-zionistiske kræfter. Perspektiverne er også fælles, når det drejer sig om fremtiden efter befrielsen. DFLPs mål er således udviklingen af en ”Folke-demokratisk arabisk Union”, hvori en fremtidig palæstinensisk stat indgår.

Alligevel er uenighederne med PFLP af stor betydning:

I modsætning til PFLP mener DFLP, at en alliance med den israelske arbejderklasse er tvingende nødvendigt for en revolutionær proces i hele Palæstina. Det var derfor ikke tilfældigt, at det var DFLP, som var den første palæstinensiske organisation indenfor PLO, der optog forbindelse med en israelsk, venstre-socialistisk organisation - Matzpen (kompas). En anden væsentlig forskel er DFLPs vægtning af den væbnede kamp, som ifølge organisationen forudsætter en kæmpende masseorganisation.

På trods af nogle opsigtsvækkende guerilla-aktioner, som DFLPs væbnede fløj ”Røde Stjerne” (An-Najm al-Ahmar) tog ansvar for, har organisationen altid prioriteret politisk basisarbejde i palæstinensiske fagforeninger, kvindeorganiseringer og erhvervsorganisationer.

DFLP har siden 70’erne været tilhænger af en to-statsløsning. På partikongressen i september 1994 bekendte DFLPs delegerede sig endegyldigt til princippet ”Land mod fred med Israel”,

og sagde dermed ja til en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden.

Dog på betingelse af, at den israelske hær trækker sig tilbage bag linierne af den 4.juni 1967, at det ”arabiske Jerusalem” bliver hovedstad i den palæstinensiske stat, og at samtlige flygtninge principielt får mulighed for at vende tilbage. Under disse betingelser erklærede DFLP sig parat til at deltage i forhandlingerne med Israel.

”Stenenes opstand” – Palæstinas intifada

Selv om den væbnede kamp mod besættelsesmagten stadigvæk spiller en vigtig rolle for PFLP, er dens strategiske betydning dalet. Andre kampformer er kommet til, og der er opstået nye udtryksformer for militant modstand. Først og fremmest under indflydelse af ”stenenes opstand” - den første intifada, der startede i december 1987. Ifølge PFLPs strategi skal de væbnede aktioner supplere intifadaen, men må ikke erstatte den.

Intifadaen ’87 markerede uden tvivl et vendepunkt i den palæstinensiske befrielsesbevægelses historie. Den palæstinensiske befolkning på Vestbredden og i Gaza tog styringen af den palæstinensiske modstand, og organiserede det daglige liv i fælles demokratiske strukturer. Mediernes billeder af stenkastende børn og unge, der gik til angreb mod bevæbnede soldater fra den israelske besættelsesmagt, skabte stor sympati for den palæstinensiske sag i verdensoffentligheden.

På baggrund af intifadaen har PFLP siden slutningen af 80’erne givet det politiske og sociale arbejde højeste prioritet.

Den palæstinensiske modstands centrum skiftede med intifadaen fra Tunesien og Syrien til de besatte områder i Palæstina. I kølvandet af intifadaen fortsatte PLOs ledelse på internationalt plan sin diplomatiske kamp for oprettelse af en palæstinensisk mini-stat på Vestbredden og i Gaza. Al-Fatah og PFLP var repræsentanter for de to divergerende hovedstrømninger indenfor PLO:

Mens Al-Fatah så intifadaen som et pressionsmiddel til at tvinge Israel til forhandlingsbordetmed henblik på oprettelse af en palæstinensisk stat, så håbede PFLP, at intifadaen kunne tvinge Israel ud af de besatte områder - uden forhandling og uden indrømmelser til den israelske besættelsesmagt.

Spirer til en palæstinensisk stat?

På initiativ af Al-Fatah proklamerede Det Palæstinensiske Nationalråds 19. forsamling den 15. november 1988, ”Dannelsen af en palæstinensisk stat på Palæstinas jord med Jerusalem som hovedstad”. På trods af store uenigheder støttede PFLP og DFLP dette forslag for at bevare enheden i PLO. Over hundrede lande - deriblandt samtlige arabiske stater med undtagelse af Syrien, samt mange lande i Afrika, Latinamerika og Asien, anerkendte denne nye palæstinensiske stat, som på dette tidspunkt var ” uden territoriale magtbeføjelser”.

De eneste, som protesterede imod denne dannelse af en palæstinensisk stat, var foruden Syrien, de palæstinensiske islamisk-fundamentalistiske organisationer Hamas (Islamisk Modstandsbevægelse) og al-Jihad al Islami (Islamisk hellig krig).

Dermed profilerede disse to organisationer sig overfor de palæstinensiske flygtninge som de ”sande” repræsentanter for Palæstinas sag. I modsætning til de palæstinensere, der lever i Palæstina (”Dakhil”) følte de palæstinensiske flygtninge i eksil (”Kharij”) sig ikke tilgodeset ved denne proklamation.

På trods af PFLPs og DFLPs store aktivitetsniveau i intifadaen, lykkedes det for de to islamisk-fundamentalistiske hovedorganisationer at fremstille sig selv som de mest konsekvente kæmpere for hele Palæstinas befrielse.

Hamas islamiske program går bl.a. ind for militante selvmordsangreb på jøder, for fysiske angreb på venstreorienterede ”gudsbespottere” og for angreb på palæstinensiske feminister.

Men den opbakning Hamas har i den palæstinensiske befolkning skyldes først og fremmest, at Hamas har udviklet sociale netværk, sundhedsklinikker og skoler etc., som er livsvigtige for de fattigste palæstinensere. De økonomiske midler til disse initiativer kommer hovedsageligt fra Iran, Saudi-Arabien og Golfstaterne.

Hamas islamisk-fundamentalistiske program har for tiden en betydelig større indflydelse blandt de radikale dele af den palæstinensiske befolkning end PFLPs og DFLPs socialrevolutionære målsætninger (9).

Artiklen er skrevet af Inge Kongsgård Hansen og Alfred Lang, assisteret af kammerater fra venstrefløjen.

Læs første del af artikelserien her

Noter til første og anden del af artiklen:

(1) Der lever i dag omkring en million arabiske palæstinensere i selve Israel, svarende til omkring 15 pct. af Israels samlede befolkning. 13 ud af i alt 120 parlamentsmedlemmer i Knesset er palæstinensere.

(2) Al-Fatah er PLOs hovedstrømning. Dannet i slutningen af 50’erne i Kuwait. Al-Fatah er en uafhængig, palæstinensisk national befrielsesbevægelse. Dens væbnede fløj er Al-Asifa (orkanen).

Al-Fatahs mål er oprettelsen af en sekulær, demokratisk stat i Palæstina, hvor alle religioner side om side kan leve sammen i fred.

Bevægelsen, som udgør flertallet i PLO, bygger på en national enhed af palæstinenserne og tager ikke højde for de indbyrdes sociale klasseskel. Al-Fatah betragtes af den palæstinensiske venstrefløj som en konservativ politisk repræsentant for det palæstinensiske borgerskab. De tidligere eksisterende progressive fløje har forlængst forladt organisationen.

I dag står uenighederne indenfor al-Fatah mellem de, som tilstræber et ét-parti-statssystem og de, som går ind for en slags borgerlig-demokratisk struktur i en kommende palæstinensisk stat. Al-Fatah anser en to-statsløsning som den mest realistiske strategi. I slutningen af 90’erne havde organisationen en tilslutning på omkring 43 pct. af palæstinenserne i de besatte områder, på trods af at omkring 62,7 pct. af palæstinenserne samtidigt betegnede selvstyremyndighederne som korrupte.

(3) Jihad al-Islami (Islamisk Hellig Krig) .I omkring 20 år udgjorde den palæstinensiske venstrefløj rygraden i den intern-palæstinensiske opposition mod al-Fatahs dominerende rolle i PLO. Denne rolle har de islamisk- fundamentalistiske organisationer nu overtaget.

Jihad al-Islami, som er en splittelse fra muslimbroderskabet, opfatter sig ikke som massebevægelse, men som en ”avantgarde af den islamiske revolution”. Gruppen består hovedsageligt af dannede unge palæstinensere fra proletariske sociale forhold. Deres store forbillede er den iranske Ayatollah Khomeini, som døde i 1989.

Skønt Jihads medlemmer er fra den sunnitiske trosretning i Islam, orienterer organisationen sig til de shiitiske magthavere i Iran og får betydelig økonomisk støtte derfra.

Jihad al-Islami har taget ansvar for en stor del af de aktuelle selvmordsattentater mod israelske civile og soldater. Jihad anser zionismen for at være et brohoved for det ugudelige Vesten.

(4) Hamas – Islamisk Modstandsbevægelse (betyder på arabisk ”begejstring”) har eksisteret i omkring 15 år, og er i løbet af denne tid blevet den største konkurrent for den palæstinensiske venstrefløj i Gaza og på Vestbredden.

Samtidigt er Hamas en farlig modstander for Israel, idet organisationen kan mobilisere et stort potentiale af aktivister, der er villige til at gennemføre selvmordsaktioner. Paradoksalt nok gav det israelske sikkerhedsapparat midt i 70’erne økonomisk støtte til Hamas og andre islamiske fundamentalister (f.eks. Ikhwan-broderskabet).

Dette gjorde Israel for at skabe en modvægt til PLO og for at svække den palæstinensiske venstrefløj. Da pan-arabismen mistede sin tiltrækningskraft og den islamiske revolution sejrede i Iran, radikaliserede de islamiske kredse sig og fik stor indflydelse i dele af den palæstinensiske befolkning. Stik mod de israelske strategers vurderinger, angreb Hamas nu ikke bare venstreorienterede aktivister, men vendte sig i kølvandet af intifadaens udbrud også mod Israel selv.

Med et udbredt socialt netværk og et militant og sammentømret modstandsmiljø præsenterer Hamas sig som et attraktivt og aktionistisk fællesskab overfor den palæstinensiske ungdom. På mange højere læreanstalter får Hamas flertal ved valg til studenterparlamentet. På seks ud af syv universiteter er Hamas således den dominerende politiske kraft.

I modsætning til Jihad, gennemfører Hamas også aktioner mod personer og institutioner, som gælder for at være venstreorienterede. Overfald på kvinder uden slør og på kendte feminister, samt på venstrefløjs-demonstrationer er daglige fænomener. Hamas skelner ikke mellem jøder og zionister, og deres forhold til PLO er meget uberegneligt og omskifteligt. Hamas’ væbnede formation ”Brigade martyrer Izz ad-Din al-Qassam” har taget ansvaret for de fleste nyere selvmordsattentater mod jødiske civile.

(5) Oprindeligt blev ”Frelsesfronten” etableret i midten af 80’erne for at organisere de, som var i opposition til PLO-flertallet og Arafats kurs. Organisationerne bag ”Frelsesfronten” var: PFLP-GC, al-Saiqa, samt nogle mindre palæstinensiske organisationer. Alle var de politisk orienteret mod Syrien. PFLP tilsluttede sig denne PLO-opposition og udløste dermed en heftig intern strid indenfor organisationen.

(6) Således afviste PFLPs 5. nationalkongres i 1993 de dogmatiske marxisme-fortolkninger ved at henvise til et citat fra Goethe:

” Grå, mine venner, er alt teori, grøn er derimod livets træ”, for derefter at præcisere deres holdning på følgende måde: ”... De arabiske marxister m/k står for udfordringen at udvikle en teori, som er i overensstemmelse med vores egen omverden. At fastholde dette princip er forudsætningen for at kunne oversætte marxismens væsen til den konkrete politiske, økonomiske og sociale virkelighed i den arabiske verden.” (al-Hdaf. nr. 1148-1151, maj-juni 1993).

(7) Især i 70’erne havde PFLP tætte kontakter til byguerilla-organisationer som Tupamaros (Uruguay), IRA (Irland), ETA (Baskerlandet), RAF, Revolutionäre Zellen, og 2. Juni-Bewegung i Vesttyskland , Brigate Rosse i Italien, Japans Røde Hær. etc. Mange af aktivisterne fik i PFLPs træningslejre en mindre militæruddannelse. Mange af PFLPs aktioner i udlandet gennemførtes sammen med aktivister fra bl.a. disse revolutionære organisationer.

(8) I september 1970 angreb Kong Husseins beduinhær de palæstinensiske organisationer for at drive dem ud af Jordan. PLO var på dette tidspunkt blevet en ukontrollerbar og velorganiseret bevægelse i landet, som truede Kong Husseins magtpositioner.

Både Israel og USA støttede Kong Hussein med militærteknologi og know-how. Den jordanske hær bombarderede de palæstinensiske flygtningelejre, og myrdede tilfangetagne palæstinensiske fedayin på stedet.

Ifølge palæstinensiske kilder blev omkring 20.000 palæstinensere dræbt af den jordanske hær, mens de arabiske stater passivt så til. Kun Syriens ba`ath-parti prøvede forgæves at komme de trængte palæstinensere til undsætning. Derefter flyttede PLOs hovedkvarter og guerillaorganisationer til Libanon.

(9) Det politiske styrkeforhold blandt palæstinenserne i de besatte områder er målt i en undersøgelse fra 1997/98, og oplysningerne kan derfor være relativt forældede, men er som tendens interessant nok:

Ifølge en meningsmåling foretaget af det ”Palæstinensiske centrum for studier og forskning”, ville Yassir Arafat ved et direkte præsidentvalg i Palæstina få 62 pct. af stemmerne, mens Hamas’ kandidat sheik Yassin kun ville få 2,6 pct. af stemmerne.

Det overraskende er, at omkring 44 pct. af Hamas’ tilhængere ville stemme på Arafat som præsident.

Ved et palæstinensisk parlamentsvalg ville stemmerne iflg. undersøgelsen have fordelt sig på følgende måde: Al-Fatah: 43 pct., Hamas: 11,9 pct., PFLP: 4,1 pct., Jihad: 2.1 pct., PPP: 1 pct. Samtidig mente hele 62,7 pct., at den palæstinensiske selvstyre-administration var korrupt.

Tredje og sidste del af artikelserien om ”Palæstinas venstrefløj” handler om:

* Den palæstinensiske venstrefløjs forgreninger

* Den palæstinensiske kvindebevægelses historie

* Litteraturhenvisninger