3. maj skydes et nyt fagligt initiativ i gang. »Kan det virkelig passe« hedder initiativet, som omkring 40 fagforeninger og faglige organisationer står bag.
På tre konferencer i løbet af foråret og sommeren 2011 vil organisationerne punktere myter i den økonomiske politik, som regeringen og Dansk Folkeparti bruger til forringelse af dagpenge, afskaffelse af efterløn og passivitet i forhold til arbejdsløshed.
Hver konference vil ifølge arrangørerne sætte spørgsmålstegn ved ét grundlæggende dogme i den borgerlige politik, nemlig at der i de kommende år bliver mangel på arbejdskraft, at den offentlige sektor er for stor og at frie markedskræfter i sig selv kan sikre social fremgang og bæredygtig beskæftigelse.
René Nielsen, formand for Metal Hovedstaden og en af initiativtagerne, fortæller, at konferencerne især henvender sig til faglige tillidsfolk, der skal klædes på fagligt set.
– Vi vil tage et spadestik dybere, end det er almindeligt i den politiske debat og gøre op med de myter, som regeringen misbruger til forringelser af velfærden. Derfor samler vi en række eksperter, der repræsenterer forskellige vidensområder og politiske positioner for at se, hvor det kan føre hen,. Vi vil simpelthen klæde fagbevægelsen bedre på til de faglige udfordringer i de næste år, siger han.
Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke, forklarer, at initiativet vil gøre op blind vækstfilosofi.
– Vi lever i et samfund med stor materiel rigdom og en teknologi, hvor man med meget få arbejdstimer principielt kan dække befolkningens basale fysiske fornødenheder som tøj, boliger, mad mv. Det burde give muligheder for et samfund, der satser på kvalitet – både i produkter og arbejdsforhold – og på en solidarisk fordeling af arbejdet, så alle kan bidrage til samfundets udvikling og bæredygtighed, siger han.

Men i stedet ser man en opsplitning af befolkningen, hvor 2/3 arbejder for meget og for hårdt, og 1/3 marginaliseres og holdes ude af arbejdsmarkedet, mener han..
– I stedet for at fortsætte med at presse arbejdsbetingelserne, skulle man sikre, at den sidste tredjedel kan komme i arbejde under ordentlige og humane vilkår og på den måde bidrage til dækning af de grundlæggende behov, siger Anders Olesen.
Men det kræver en helt anden måde at anskue problemerne end de økonomiske myter, der bruges til at piske både arbejdende og arbejdsløse, mener han.
– Hvis befolkningen har det indtryk, at der fremover vil mangle arbejdskraft til at finansiere velfærd – ja, så er man villige til at æde en politik, der vil forøge uligheden og brutalisere arbejdet endnu mere, f.eks. gennem længere arbejdstid. Derfor er et opgør med myterne nødvendigt, siger Anders Olesen.
Den 3. maj holdes den første konference i Metal Hovedstadens lokaler i København. Hovedtemaet er her efterløn, arbejdskraftmangel og fremtidens forsørgerbyrde.
Blandt oplægsholderne er universitetsprofessorerne Per H. Jensen og Jørgen Goul Andersen, der vil stille spørgsmål ved de beregningsmetoder, der bruges til at begrunde afskaffelse af efterløn, og påstande om at ældre i fremtiden bliver en »forsørgerbyrde«.
Økonomiprofessor Jesper Jespersen vil kritisere den såkaldte DREAM-model og diskutere om øget arbejdsudbud vil føre til flere arbejdspladser eller blot lavere løn. Desuden vil Erik Bjørsted, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, fremlægge en analyse af ubalancer på arbejdsmarkedet de næste år.
Åbningstalen bliver holdt af Dennis Kristensen, formand for fagforbundet FOA.
De næste konferencer holdes i juni og september måned.
Konferencen den 7. juni handler om udvikling af velfærd, demokrati og opgør med overforbrug i den offentlige sektor og foregår i Fredericia.
Konferencen den 13. september afholdes i Odense og handler om opgør med markedskræfter, fremtidens industripolitik og omlægning til bæredygtig produktion og beskæftigelse.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96