Annonce

17. april 2011 - 20:15

Libyen skaber splid blandt trotskister, igen

Enhedslisten er gået fra at være folkets stemme til at sætte al lid til fire folk på tinge, hvis indflydelse er til at overse. Og det er en katastrofe for Danmarks fremtid.

Det er anklagen fra det lille trotskistiske parti Internationale Socialister (IS) som siden 2006 har været en del af Enhedslisten.

– Den folkelige modstand mod kapitalisme er næsten helt druknet i Christiansborgkuller og borgmesterbegejstring. Ideologien bliver efterhånden kun brugt i skåltaler, siger Jørn Andersen fra IS til Modkraft.

JPEG - 44.7 kb
Enhedslistens projekt er druknet i Christiansborgkuller og borgmesterbegejstring, mener Jørn Andersen fra IS. Foto: Morten Rode/Monsun

Læs artiklen »Trotskistisk splittelse om Libyen« hos Modkraft

Venstrefløj, foren eder

Han er bekymret for, om rød blok overhovedet kommer til at føre rød politik, som folk på gulvet kan relatere sig til. Enhedslistens top er tilpasset Christiansborg, ikke den virkelige verden, ifølge ham. Og det sker på bekostning af »styrken uden for det parlamentariske cirkus«.

»Medlemsbladet har næsten kun portrætter af politikerne og de få kommunale spidser. Antallet af ansatte på Christiansborg er dobbelt så stort som på landskontoret.Til gengæld er der stort set totalt fravær af bud på, hvordan bevægelsen udenfor kan udvikles.«, skriver han på IS’ hjemmeside, hvor han opfordrer modstandere af krigsdeltagelsen til at gå sammen i en fælles front.

Læs artiklen »Udfordring for Enhedslistens venstrefløj« på Internationale Socialisters hjemmeside

Jørn Andersen mener, at støtten til krigen i Libyen var et knæfald for den »krigspropaganda«, der influerer Chrstiansborg-segmentet af Liste Ø. Og at beslutningen har skadet partiets folk i diverse græsrodsorganisationer.

»Det er et katastrofalt svigt over for de titusinder, der har protesteret mod imperialistiske krige og over for det perspektiv om revolution, socialisme og anti-imperialisme, der for mange er grunden til, at vi overhovedet er medlemmer«, fortsætter han.

– Vi har ikke i sinde at forlade partiet, det er et spørgsmål om at sparke gang i de mange politiske bevægelser, som partitoppen desværre ikke formår at støtte op om, uddyber han til Modkraft.

SAP: IS er ingen venstrefløj

Den udstrakte hånd fra IS bliver imidlertid ikke modtaget med begejstring hos Liste Øs andet trotskistiske parti, Socialistisk Arbejderparti (SAP), som på deres hjemmeside understreger, at de ikke vil have »noget at gøre med IS’ projekt«.

Det sker på trods af, at de langt hen ad vejen er enige i IS kritik. I særdeleshed med hensyn til krigsdeltagelsen, som de selv tog skarp afstand fra i et Ritzautelegram for et par uger siden.

Afvisningen af IS’ forslag skyldes, at SAP mener, at IS planlægger at opbygge en konkurrerende »socialistisk organisering med folk med de rigtige venstrefløjsholdninger i modsætning til Enhedslistens ”højrefløj”«

Læs artiklen »Kommentar: Nej tak til IS’ fraktionstilbud«
på Socialistisk Arbejderpartis hjemmeside

I afslaget vender de sig desuden imod IS’ påstand om at udgøre venstrefløjen i Liste Ø. En fælles organisering kan derfor ikke komme på tale, efter SAPs mening.

»IS har ved flere lejligheder allieret sig med reaktionære islamiske kræfter og forsøgt at nedtone betydningen af de udemokratiske og kvindeundertrykkende holdninger, som nogle imamer agiterer for. I den forstand hører IS til ”højrefløjen” i Enhedslisten«, skriver de.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce