Palæstinas venstrefløj - tredje del

Palæstinas kvinder

I begyndelsen af 1900-tallet opstod de første palæstinensiske kvindeforeninger. Medlemmerne var først og fremmest kvinder fra det kristelige borgerskab i de større byer. Deres aktiviteter var frem for alt at yde socialt hjælpearbejde for fattige familier samt at forbedre pigers muligheder for uddannelse.

Efter 1. Verdenskrig tog den zionistiske indvandring til, og en palæstinensisk nationalbevægelse blev grundlagt for at forsvare palæstinensernes interesser. Det var denne nationale kamp, den palæstinensiske kvindebevægelse tog sit udgangspunkt i. De aktive palæstinensiske kvinder kæmpede mod det zionistiske herredømme, men ikke mod den patriarkalske undertrykkelse.

I 1921 blev Palestinian Women’s Union (PWU) dannet i Jerusalem. Denne kvindeunion skulle koordinere kvindernes aktiviteter indenfor den nationale bevægelse. Men kvinderne arrangerede også anti-zionistiske demonstrationer på egen hånd. Med sådanne aktiviteter rykkede PWU voldsomt ved de herskende normer for kvindelig adfærd. Forargelsen var så stor, at PWU efter to års trusler og politisk pres blev nødt til at opløse sig som organisation.

Den første kvindekongres

I 1929 samledes 300 kvinder til den første arabiske kvindekongres i Jerusalem. Herefter opstod kvindeorganiseringer i en lang række byer. De fordelte løbesedler, sendte protestnoter til den britiske mandatmagt og demonstrerede mod den zionistiske undertrykkelse.

Den palæstinensiske kvindebevægelses første dødsoffer blev Fatima Ghazal, der blev dræbt under en kvindedemonstration i 1932. Det var nu ikke kun byernes kvinder, der var politisk aktive. Palæstinensiske bondekvinder deltog også i modstanden.

De forsynede rebellerne i bjergene med våben og mad, tog sig af de sårede og udførte kuréropgaver. Men da den store palæstinensiske opstand 1936-1939 blev knust militært, trak kvinderne sig for en tid igen tilbage til det sociale arbejde.

Da staten Israel blev proklameret i 1948, opstod der i kølvandet på de store flygtningestrømme mange sociale problemer, som kvindeforeningerne tog sig af. De oprettede skoler, sygehuse, børnehjem for forældreløse piger mv.

De fleste kvindeforeninger var domineret af borgerlige kvinder, som ønskede en palæstinensisk stat, men på ingen måde var ude på at ændre kønsroller og bryde med de herskende kønsnormer og tabuer.

Kvinderne og den palæstinensiske venstrefløj

I 1965 grundlagdes General Union of Palestinian Women (GUPW) som en del af den nationale befrielsesorganisation PLO. GUPWs opgave var dels at mobilisere kvinder til den nationale befrielseskamp dels at være officiel repræsentant for Palæstinas kvinder ved diverse internationale kvindekonferencer.

Selv om GUPW ikke satte de store spørgsmålstegn ved kvindesyn og kønsroller i det palæstinensiske samfund, så banede de vejen for den nye generation af feminister, som organiserede sig i slutningen af 70’erne.

I 1978 dannedes Women’s Work Committee (WWC), som var uafhængig af andre politiske organisationer. Kvinderne bag WWC var venstrefløjsaktivister, mange af dem sympatiserede med DFLP.

I WWC mødtes palæstinensiske kvinder fra alle klasser og lag, og efter ganske kort tid blev der oprettet en lang række WWC-afdelinger i landsbyer, i storbyer og i flygtningelejre.

WWC var basisdemokratisk organiseret og henvendte sig først og fremmest til kvindelige, palæstinensiske lønarbejdere. Lige fra starten betonede WWC, at de kæmpede mod en tre-dobbelt undertrykkelse: Som palæstinensere, som lønarbejdere og som kvinder.

Igen og igen advarede WWC mod at underordne kvindekampen den nationale kamp og mod at gentage kvindernes bitre erfaringer fra den algeriske revolution. Netop Algeriet havde vist, at kvindernes deltagelse i den nationale kamp og befrielseskampens sejr ikke automatisk ville betyde ligeberettigelse mellem kvinder og mænd.

Den nationale kamp splitter kvindebevægelsen

Det blev alligevel den nationale kamp, som blev den altafgørende faktor for kvindeorganiseringerne. I takt med den tiltagende fraktionering af den nationale befrielsesbevægelse voksede også modsætningerne indenfor kvindebevægelsen.

I landsbyer, hvor Fatah var dominerende politisk, var kun kvinder fra Fatah aktive; i kvarterer hvor PFLP og DFLP var særlig stærke, var kun kvinderne herfra aktive. I begyndelsen af 1980’erne var splittelsen af WWC fuldendt.

Organisationer som PFLP, DFLP, det kommunistiske parti PCP og al-Fatah opbyggede deres egne kvindekomitéer, der organisatorisk set var selvstændige, men i praksis var forkæmpere for deres respektive partiers program. Under intifadaen i 1987 organiserede også Hamas-kvinder sig i egne grupper.

Denne splittelse i fraktioner svækkede den palæstinensiske kvindebevægelse. Det var ikke kvindernes interesser, som stod i forgrunden for aktiviteterne, men derimod de politiske målsætninger blandt de guerilla-organisationer, hvor det var mænd, som traf beslutningerne.

Det var sjældent, at patriarkatet og dets ideologiske, sociale og juridiske udtryksformer stod til diskussion blandt kvindekomitéerne. Nationale mål holdt kvindebevægelsen fastlåst.

Heller ikke de tre venstreorienterede kvindekomitéer med tilknytning til PFLP, DFLP og PCP (det nuværende Palæstinensiske Folkeparti, PPP) tematiserede kvinders rolle i det palæstinensiske samfund generelt.

Istedet kæmpede de indenfor fagforeningerne for kvindelige arbejderes rettigheder: For ligeløn, barselsorlov, for løn under sygdom og oprettelse af børnehaver i fagforeningernes regi.

Derudover arrangerede kvindekomitéerne demonstrationer mod den israelske besættelsesmagt og organiserede sultestrejker til støtte for de politiske fanger. Bl.a. PFLP etablerede særlige guerillaenheder kun for kvinder, men dette forsøg på at inddrage et større antal kvinder i den væbnede kamp blev aldrig til andet end et kortvarigt eksperiment.

Intifadaens kvinder

Det var intifadaen i 1987 – »Stenenes opstand« – som skabte grundlæggende forandringer i den palæstinensiske kvindebevægelse. I denne intifada var det ikke kun kvindekomitéernes aktivister, men palæstinensiske kvinder i alle aldre og fra alle klasser, som deltog i modstanden mod den israelske besættelsesmagt. Tusindvis af kvinder blev under intifadaen 1987 politisk aktive for første gang i deres liv.

De ledede demonstrationer, byggede barrikader, smed med sten og fordelte løbesedler. Kvindekomitéer, folkekomitéer og beboerkomitéer fik en tilstrømning, som i styrke og dynamik overgik alt, hvad der var set indtil da.

Den israelske besættelsesmagt forsøgte at standse denne udvikling med massiv repression mod aktive kvinder.

Razziaer i kvindekomitéer, i børnehaver og i kooperativer var dagligdags fænomener ligesom anholdelser, brutale sexistiske forhørsmetoder og seksuel tortur. Mange af intifadaens kvindelige aktivister blev underlagt mangeårig husarrest eller forsvandt i de israelske fængsler.

Den israelske repression havde sin virkning. I intifadaens 3. år var f.eks. beboerkomitéerne næsten fuldstændigt knust, og kvindebevægelsen havde dermed mistet en meget vigtig platform i offentligheden.

Hamas angriber kvindebevægelsen

Men de aktive kvinder mødte også repression fra dele af det palæstinensiske samfund. Den islamiske Hamas-bevægelse vandt mere og mere fodfæste blandt den palæstinensiske befolkning, som var frustreret over intifadaens udvikling. Som det første gik Hamas til angreb på kvindebevægelsen.

Allerede i intifadaens første år dukkede der Hamas-graffitier op, som opfordrede palæstinensiske kvinder til at bære tørklæde – den arabiske hijab. Især i Gaza, hvor Hamas var stærkest, blev kvinder, som gik på gaden uden tørklæde regnet for at være spioner og kollaboratører, og der blev kastet både tomater og sten på dem. Selv børn og unge deltog i disse angreb – opildnet hertil af Hamas-propagandaen.

Kvindekomitéerne pressede intifadaens forenede ledelse (UNLU), hvor både al-Fatah, PFLP, DFLP og PCP var repræsenteret, til at fordømme angrebene på aktive palæstinensiske kvinder. I perioder blev der indsat patruljer til at beskytte kvinderne i særligt farlige områder. Men det var og blev kun halvhjertede initiativer.

Frygten for Hamas var for stor, og den værdi man tillagde kvindekampen, var for lille. Flere og flere kvinder blev hjemme og vovede sig ikke længere udenfor, og dermed mistede intifadaen en stor del af sin slagkraft. På baggrund af denne udvikling findes der blandt palæstinensiske kvinder idag meget forskellige vurderinger af intifadaens betydning for kvindebevægelsen.

Mange kvinder oplevede intifadaen 1987 som en fiasko, fordi deres personlige situation blev forværret i takt med, at de reaktionære og kvindefjendske kræfter blev stærkere. Andre kvinder betoner imidlertid, at intifadaen 1987 trods alt fik åbnet mange kvinders øjne for kilderne til deres undertrykkelse. I kvindekomitéerne diskuteres nu ikke længere kun den nationale kamp for befrielse, men også demokrati, hierarkier og organisationsprincipper indenfor palæstinensisk politik står på dagsordenen.

Palæstinensiske kvinder er begyndt at beskæftige sig med temaer som seksuelt misbrug og voldtægt. Bl.a. kvindebevægelsen al-Fatar er gået til kamp mod de såkaldte »æresdrab«. Der hersker i det palæstinensiske samfund en udbredt accept af, at det er i orden at dræbe en kvinde, hvis hun med sin adfærd har krænket »familiens ære«.

For de palæstinensiske kvindeaktivister har det ikke været let at kaste lys på sådanne områder. Seksuel vold mod kvinder og piger er et absolut tabu i det palæstinensiske samfund, hvor kvinders seksuelle kontakt udenfor ægteskabet krænker hele familiens ære – også selvom det er sket mod hendes vilje.

Alligevel er det lykkedes for palæstinensiske kvindeaktivister at etablere en telefonrådgivning for mishandlede kvinder og at afholde konferencer, hvor kvinder i al offentlighed beretter om seksuelt misbrug i familien og seksuel chikane på arbejdspladsen.

Det patriarkalske, palæstinensiske selvstyre

Efter Oslo-aftalen og »fredsprocessen« blev det diplomatiets tid i Palæstina, og græsrødderne, inklusiv kvindekomitéerne, mistede betydning. Selvstyremyndighederne under Arafat oprettede autoritære og patriarkalske strukturer.

Over 90 procent af alle poster i regering og forvaltning blev besat med mænd. Blev myndighederne kritiseret for dette, argumentere de med, at der ikke fandtes kvalificerede kvinder til opgaverne. Kvindebevægelsens svar var at offentliggøre en liste på 2.500 kvinder, som udfra deres kvalifikationer meget vel kunne komme i betragtning til poster i såvel regering som forvaltning.

I takt med at selvstyremyndighederne blev etableret, blev kvindebevægelsen institutionaliseret og mistede sin aktivisme. Myndighederne oprettede et udvalg for kvindespørgsmål, der bl.a. arbejder for, at ligestilling mellem kvinder og mænd nedfældes i den palæstinensiske forfatning. Et kvindecentrum for juridisk rådgivning og hjælp har i et større studie analyseret alle love for kønsforskelle.

Resultatet var nedslående: Kvindelige ansatte kan uden videre fyres, hvis de gifter sig eller bliver gravide. Arbejdsmarkedslovgivningen gælder slet ikke for de typiske kvindeerhverv. Lige løn for lige arbejde er ren fremtidsmusik for palæstinensiske kvinder. Hvis en kvinde dræber sin mand i jalousi, kan hun risikere dødsstraf. Hvis en mand dræber sin hustru af samme grund, behøver han ikke frygte nogen straf.

Hvornår og hvordan der bliver rettet op på sådanne og andre uligheder mellem kvinder og mænd i det palæstinensiske samfund, står hen i det uvisse. Ligenu er såvel kvinder som mænd allermest optaget af at fordrive Sharons forblændede soldater, der i denne tid myrder løs og spreder frygt, rædsel, sorg og vrede i de palæstinensiske områder.

DEN PALÆSTINENSISKE VENSTREFLØJS FORGRENINGER

PFLP-Generalkommando

Folkefronten for Palæstinas befrielse – generalkommando, PFLP-GC (al-Jabha sh-Sha`abiya li-Tahrir Filastin-al Qiyada l-Amma), er først og fremmest kendt for sine spektakulære væbnede aktioner.

Organisationens forløber var den »Palæstinensiske befrielsesfront« – PLF, som dannedes i 50’erne af Ahmad Jibril, der på dette tidspunkt var officer i den syriske hær.

I 1965 var PLF i nogle måneder del af Yassir Arafats al-Fatah. I 1968 var PLF med til at danne PFLP. Men som følge af uenigheder med PFLPs formand George Habash, forlod Jibril-gruppen organisationen, og dannede PFLP-GC.

PFLP-GC var medlem af PLO indtil 1984, hvor de blev ekskluderet.

PFLP-GC tilhører til den pro-syriske fløj i den palæstinensiske befrielsesbevægelse. PFLP-GC betegner sig selv som marxistisk-leninistisk. Deres mål er at ophæve den israelske stats status og skabe et frit Palæstina, hvor folk med forskellige religioner har mulighed for at leve side om side. Ifølge lederen af PFLP-GC, Fadil Shruru, ser organisationen ingen principielle problemer i forholdet mellem palæstinensere og jøder. De anser derimod zionismen for at være kernen i konflikten.

I 1976 deltog organisationen i den syriske intervention i Libanon. Denne intervention var direkte vendt mod den daværende venstreorienterede palæstinensisk-libanesiske alliance. I 1983 kæmpede PFLP-GC sammen med al-Fatah-oppositionen under ledelse af Abu Musa imod Yassir Arafat.

Deres forhold til PLO-flertallet er derfor meget anspændt. I februar 1997 beretter den palæstinensiske dagsavis »al-Quds al-Arabi« om fængslingen af nogle aktivister fra PFLP-GC. De blev beskyldt for at have planlagt attentater på ledende Fatah-funktionærer i den palæstinensiske selvstyre-administration. PFLP-GC afviser dog dette som en fuldstændig forkert beskyldning.

PFLP-GC er én af de få palæstinensiske grupper, som Syriens magthavere giver tilladelse til at forberede og udføre kommando-aktioner mod Israel udfra libanesisk territorium. Forholdet mellem Syrien og PFLP-GC har dog altid været afhængig af de yderst foranderlige politiske stemningsskift i regionen.

Mange venstreorienterede palæstinensere kritiserer organisationen for dens tætte samarbejde med den libanensiske islamisk-fundamentalisiske bevægelse Hizbollah og for deres stærke afhængighedsforhold til det syriske regime.

PFLP-GC har gennemført en del opsigtsvækkende aktioner. Bl.a. lykkedes det for dem at tage nogle israelske soldater til fange og senere udveksle dem med en række palæstinensiske politiske fanger. Deriblandt Hamas’ åndelige leder sheik Yassin. I en anden aktion fløj nogle guerillakæmpere fra PFLP-GC med svæveflyvere fra Libanon ind i det nordlige Israel, hvor de dræbte seks israelske soldater, før de selv blev dræbt.

Mange palæstinensere husker denne begivenhed som det, der udløste den første intifada i 1987. Det var PFLP-GC’s radio »al-Quds«, som var denne intifadas vigtigste kommunikationsmedie. På trods af en vis popularitet i de besatte områder, har organisationen ingen nævneværdige aktiviteter i Gaza og på Vestbredden.

Deres basis findes i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon og i Syrien. PFLP-GC har aldrig opnået en tilsvarende indflydelse blandt palæstinenserne som al-Fatah, PFLP eller DFLP.

Palæstinensisk Befrielsesfront – PLF

Den Palæstinensiske Befrielsesfront – PLF (Jabha t-Tahrir al-Filastini) blev dannet i 1977 efter en splittelse fra Ahmad Jibrils PFLP-GC. Grunden til denne splittelse var, at PFLP-GC støttede Syriens militære intervention i Libanon. Interventionen var til fordel for de trængte, højreorienterede maronitiske falangister og vendt imod den venstre-orienterede libanesisk-palæstinensiske alliance.

En marxistisk fløj omkring henholdsvis Tala`et Yaqub og den nu afdøede Abu l-Abbas kritiserede derudover, at islam fik stadig større indflydelse på PFLP-GCs program, og at de socialistiske idéer forsvandt. En væsentlig del af kritikken gik også på Jibrils diktatoriske ledelsesstil.

PLF har en marxistisk selvforståelse og kæmper for en progressiv, demokratisk stat i hele Palæstina, hvori alle indbyggere – inklusive jøderne - efter en eliminering af staten Israel, lever sammen i fordragelighed og gensidig tolerence.

PLF anser zionismen for at være en ekstrem form for racisme, der kun overlever i Israel på grund af massiv støtte fra USA. PLF mener, at USA bruger Israel som brohoved for egne imperialistiske interesser i regionen.

Som overgangsløsning støtter PLF en palæstinensisk statsdannelse på ethvert befriet område i Palæstina. PLF anerkender ikke staten Israel og accepterer ikke nogen forhandling med denne stat. Da en revolutionær løsning ikke er på dagsordenen, anser PLF det for nødvendigt at kæmpe på flere planer samtidigt:

Med væbnede aktioner og en bevidst mediestrategi vil PLF vinde verdensopinionen for palæstinensernes sag. Gennem FN vil de skabe pres på Israels befolkning.

I begyndelsen af 80’erne delte organisationen sig pga. uenighed i holdningen til al-Fatah. Mens den ene fløj under Tal´at Yaqub støttede oprøret mod al-Fatah i 1983 og flyttede gruppens hovedkvartér til Damaskus, støttede Abu l-Abbas Yassir Arafat-fløjen og åbnede sit hovedkontor i Gaza.

Begge fløje er medlem af PLO. Abu l-Abbas-fløjen har til og med en repræsentant i PLOs øverste myndighed – den såkaldte eksekutivkomité.

Skønt PLF er en mindre organisation, nyder den stor respekt blandt den palæstinensiske befolkning på grund af dens opsigtsvækkende aktioner. Den mest kendte aktion fra en PLF-kommando var kapringen af det italienske krydstogtsskib Achille Lauro i 1985. Skibet havde 427 passagerer og en besætning på 80 mænd og kvinder med sig.

Under denne aktion blev en amerikansk-jødisk turist dræbt. PLFs aktion var et medievirksomt svar på et israelsk bombefly-angreb på PLOs hovedkvarter i Tunis. Dette luftangreb kostede 75 mennesker livet – herunder 20 civile tunesere.

PLFs aktion skabte stor offentlighed omkring palæstinensernes sag, og gjorde organisationen meget populær. Det lykkedes dog ikke at omsætte denne popularitet til en nævneværdig forøgelse af organisationens medlemsskare.

Demokratisk Palæstinensisk Alliance – Fida

Den palæstinensiske flygtningelejr Yarmuk i Damaskus var 1991 skueplads for en langvarig politisk konfrontation indenfor DFLP. Yassir Abd Rabuh, daværende medlem af DFLPs ledelse, havde fra 1988 til 1990 en nøgleposition i forbindelse med forhandlingerne mellem PLO og USA.

Dermed udviklede Abd Rabuh sig mere og mere til en personlig rådgiver for Yassir Arafat og blev efterhånden mere enig med Arafat end med sit oprindelige organisatoriske bagland i DFLP.

Inspireret af udviklingen i Østeuropa kritiserede Abd Rabuh og hans meningsfæller DFLPs mangel på demokrati og organisationens hierarkiske strukturer. Da DFLPs flertal afviste denne kritik, forlod Yassir Abd Rabuhs gruppe organisationen, og dannede den Demokratiske Palæstinensiske Alliance (Fida).

Fida opfatter sig som et demokratisk, venstreorienteret parti, der har brudt med DFLPs traditionelle marxistisk-leninistiske positioner. Fida afviser den demokratisk-centralistiske organisationsmodel som elitær og autoritær. Fida forsøger et udvikle politiske og organisatoriske alternativer som ifølge organisationen »bedre svarer til den palæstinensiske realitet«.

Fidas centrale politiske anliggende er via forhandlinger med Israel at komme til en retfærdig fredsaftale. Partiet støtter Yassir Arafats diplomatiske kurs. Eneste betingelse for fortsatte forhandlinger med Israel er omgående stop for nye bosættelser. Mange venstre-orienterede kritiserer Fida for, at de ikke kræver bosættelserne opløst i de besatte områder, og for at de ikke anvender begrebet »zionisme«.

På grund af dens meget moderate politiske holdninger er Fida den første palæstinensiske organisation, som de israelske myndigheder officielt har tildelt en legal status i de besatte områder.

Idag er Fidas leder Yassir Abd Rabuh kultur- og informationsminister i Yassir Arafats palæstinensiske selvstyreadministration.

Udfra konkrete erfaringer med den israelske besættelsesmagt er Fidas oprindelige forhandlingsvenlige politik med tiden gået på kritisk distance:

»... Forhandlingerne vil ikke resultere i noget som helst, da nye israelske regeringer simpelthen ikke er interesseret i at realisere det, som vi har forhandlet os frem til med den forrige regering...«.

(Abd Rabuh i Middle East International, nr.562, 7.11.97)

Palæstinensiske Socialister – as-Sa`iqa

Den vigtigste repræsentant for strømningen af ikke-marxistiske socialister er »Folkebefrielses-krigens avantgarde«, bedre kendt under navnet as-Sa`iqa (Lynet). Organisationen har sit hovedkvartér i Damaskus. Bevægelsen blev dannet i slutningen af 1967 som en palæstinensisk sektion af det syriske Ba’ath-parti (11).

Dens militære fløj kaldes »Den palæstinensiske revolutions ørne« (Nusur ath-Thaura al-Filastiniyya). As-Sa`iqa har lige fra starten af været medlem af PLO. Partiets program er næsten identisk med dets syriske søsterpartis program. As-Sa`iqa opfatter den palæstinensiske befrielseskamp som del af den pan-arabiske revolution. Dvs. vejen til Palæstinas befrielse går via arabisk enhed under ledelse af Syrien.

På denne vej er den væbnede kamp den eneste realistiske strategi. As-Sa`iqa mener, at en sekulær, demokratisk palæstinensisk stat, hvor alle religiøse retninger lever i fredelig sameksistens, kunne være en overgangsløsning indtil den tilstræbte arabiske enhed er en realitet.

As-Sa`iqa er modstander af enhver form for to-statsløsning i Palæstina, »...fordi Palæstina er del af den arabiske nation (...) i den historiske fortid har der aldrig eksisteret en palæstinensisk stat. Palæstina er del af Syrien!« (Citat fra as-Sa`iqas formand Issam al-Qadi i et interview med Michael Lüders, forlaget Fackelträger).

Skønt as-Sa`iqa talmæssigt set er en af de stærkeste medlemsorganisationer blandt de palæstinensiske befrielsesorganisationer, så står deres vigtige militære rolle i modsætning til deres ringe politiske betydning. I de fleste palæstinensernes øjne er as-Sa´iqa blot et politisk instrument for den syriske regering. Det fremgik meget tydeligt af as-Sa`iqas rolle i den libanesiske borgerkrig.

Her kæmpede partiet i første omgang på den libanesisk-palæstinensiske venstrealliances side – mod de højreorienterede kristne-maronitiske militser. Men efter ordre fra Syrien skiftede as-Sa`iqa i marts 1976 fra den ene dag til den anden over til modstanderens lejr. At kæmpe mod palæstinensere var helt uacceptabelt for as-Sa`iqas egne medlemmer og mange forlod partiet for at tilslutte sig andre palæstinensiske grupper.

For as-Sa`iqa betød det store frafald af medlemmer, at organisationen måtte gennemgå en længere genopbygningsfase. Samtidigt hermed mistede as-Sa`iqa sin palæstinensiske karakter. I 80’erne var omkring 70 procent af partiets medlemmer således syrere.

As-Sa`iqa har indtil idag bibeholdt sin pro-syriske kurs, og agerer stadigvæk i tæt overensstemmelse med den skiftende syriske udenrigspolitik. Ligesom Syrien afviste as-Sa`iqa Oslo-aftalen og nægter at deltage i det »nationale dialog forum«, som Yassir Arafat har taget initiativ til . I dette forum føres diskussioner mellem bl.a. al-Fatah, Hamas, DFLP, PFLP, Fida etc.

Arabisk Befrielsesfront

Den Arabiske Befrielsesfront – ALF (Tabha t-Tahrir al-Arabi) blev dannet i april 1969 på initiativ af det irakiske Ba’ath-parti og som en reaktion på det pro-syriske al-Sa`iqa. Ifølge ALFs formand Abdelrahim Ahmad repræsenterer organisationen, der er medlem af PLO, den eneste autentiske ba’atisme, hvis legitime ledelse regerer i Irak.

ALF accepterer en palæstinensisk delstat på Vestbredden og i Gaza som en overgangsløsning på vej til en fuldstændig befriet, sekulær og demokratisk palæstinensisk stat, hvor alle – inklusiv jøderne – har de samme rettigheder.

Der lever kun ganske få palæstinensere i Irak, og der findes heller ingen palæstinensiske flygtningelejre i landet. Af den grund har ALF aldrig opnået den samme betydning i Irak som as-Sa`iqa har i Syrien, skønt ALF modtager massiv økonomisk og militær støtte fra den irakiske regerings side.

Palæstinensisk folkekampfront – PSF

En af de ældste og samtidig mindste organisationer i PLO er Den Palæstinensiske Folkekampfront – PSF, hvis formand er Samir Ghusa. PSF blev dannet i juli 1967, kort efter de arabiske stater havde lidt nederlag i juni-krigen. PSF hører til de få palæstinensiske organisationer, som blev dannet i de områder, Israel besatte i 1967.

PSF koncentrede i lang tid sit politiske virke i Gaza og på Vestbredden. Den 24. december 1967 gennemførte PSF sin første militære aktion i Bet Lahm (Bethlehem). Senere opbyggede PSF et netværk af militære træningslejre i Jordan. Folkekampfronten er ifølge egen politisk selvforståelse ikke en marxistisk, men en demokratisk, national organisation, hvis teoretiske grundlag er inspireret af den videnskabelige socialisme.

PSF ser det som sin hovedopgave at kæmpe mod besættelsesmagten og befri Palæstina. Først derefter er det muligt at udvikle specifikke samfundsformer. PSF kæmper for et demokratisk, sekulært Palæstina for alle folkeslag og mener, at det er zionismens undertrykkende, reaktionære karakter – og ikke jødernes religion – som er konfliktens samfundsmæssig årsag i Palæstina.

PSFs formand Samir Ghusha har været arbejdsminister i Yassir Arafats selvstyre indtil august 1998. En parti-intern uenighed om demokratisering og fornyelse af de politiske perspektiver har i løbet af 90’erne ført til en splittelse af organisationen. Mens Samir Ghusas fløj i PSF agerer udfra Gaza, er den anden fløj flyttet til Damaskus.

DEN PALÆSTINENSISKE VENSTREFLØJ OG OSLO-AFTALEN...

Fredskonferencen i Madrid den 30. oktober 1991 mellem PLOs ledelse og det israelske socialdemokrati Mapai endte uden synlige resultater. Resultatløs blev også de efterfølgende ti forhandlingsrunder i Washington.

Derfor var overraskelsen stor, da PLO og det israelske socialdemokrati efter lange og hemmelige forhandlingsmøder i Oslo, 13. september 1993 offentliggjorde en fælles overenskomst – den såkaldte »Declaration of Principles«.

Hovedpunkterne i denne aftale var oprettelsen af et begrænset palæstinensisk selvstyre i de besatte områder Gaza og Ariha (Jeriko). Desuden midlertidig etablering af en palæstinensisk autonom central-administration samt en gensidig anerkendelse. Inden 1996 skulle forhandlingerne forsætte og behandle samtlige vitale spørgsmål vedrørende situationen i Palæstina.

Først og fremmest afklaring af den fremtidige status for de besatte områder samt Østjerusalem, løsning af flygtningespørgsmålet for de omkring 1.233.000 palæstinensere, der lever som flygtninge i de besatte områder (12) og endelig en grænsetrækning mellem staten Israel og det fremtidige palæstinensiske statsterritorium.

I den såkaldte Oslo-II-aftale besluttede PLO og Israel den 9. august 1995 i Oslo, at Israels militær skulle trække sig tilbage fra flere steder i de besatte områder (13). Resultatet blev et geopolitisk »kludetæppe«, som gjorde det umuligt at udvikle en sammenhængende palæstinensisk infrastruktur.

...og alliancen med fundamentalisterne

De palæstinensisk-israelske forhandlinger i Oslo styrtede PLO ud i sin historisk set dybeste krise. Allerede 9. oktober 1993 vendte en »Alliance af Palæstinensiske Kræfter« (Tahaluf al-Quwa l-Filastiniya) sig til offentligheden med en fælleserklæring, der afviste Oslo-aftalen.

Alle kendte oppositionsgrupper samledes i denne alliance (14). Januar 1994 præsenterede alliancen et fælles program, hvori de opfordrede til kamp mod aftalen med Israel, og fremhævede det palæstinensiske folks nationale ret til sit land i fulstændig uafhængighed. Palæstina-problemet er et palæstinensisk og islamisk anliggende, udtalte alliancen, og understregede, at løsningen ligger i fortsat væbnet kamp og en videreførelse af »jihad«.

Skønt alliancens organisationer stadig væk anså PLO for at være det palæstinensiske folks legitime repræsentant, undsagde de samtidigt PLO-ledelsen enhver legitimitet.

Alliancen erklærede, at de ville boykotte samtlige instanser og institutioner, som er med til at omsætte Oslo-aftalen til praksis i de palæstinensiske områder. Derudover opfordredes til boykot af valg til de selvstyrende organer og til at nægte ethvert samarbejde med de institutioner, hvor Yassir Arafats al-Fatah deltager.

(PFLPs avis al-Hadaf, nr.1175, 23.1.1994).

Erklæringen var tydeligt præget af de islamisk-fundamentalistiske kræfters indflydelse, og dette vakte forundring blandt den internationale venstrefløj – især i kvindebevægelsen. Indtil da havde især PFLP og DFLP altid advaret mod en islamisk-fundamentalistisk dominans – især fra Hamas.

Ledende medlemmer af PFLP og DFLP havde utallige gange slået fast, at deres kamp for en ikke-religiøs, demokratisk, palæstinensisk stat var uforenlig med Hamas’ forestillinger om et fremtidigt Palæstina. Af netop denne grund opstillede PFLP og DFLP flere gange sammen med Al-Fatah på fælles lister, f.eks. ved valg til studenterparlamentet.

Dette forandrede sig dog efter forhandlingerne i Madrid. Den største del af venstrefløjen mente, at kampen imod tilnærmelsen mellem den israelske stat og de palæstinensiske politiske ledere var vigtigere end de ideologiske uenigheder med de islamiske fundamentalister. Ifølge PFLPs ledende personlighed George Habash er den mest presserende opgave at sørge for, at USAs delingsplan for Palæstina mislykkes.

Feministisk protest

Mange af de palæstinensiske feminister, som var aktive i PFLP og DFLP, forlod disse organisationer i protest mod deres samarbejde med fundamentalisterne. De ville ikke acceptere, at deres kamp mod kvindeundertrykkelse blev ofret til fordel for nationale interesser. Uenighederne indenfor »Alliancen af Palæstinensiske Kræfter« brød ud mellem PFLP, DFLP og fundamentalisterne, da det blev klart, at alliancen ikke formåede at påvirke Yassir Arafats forsoningskurs overfor Israel.

Da højrefløjen i Israel, under Netanjahus Likud-dominerede blok, vandt valget, mente venstrefløjen, at det nu var blevet nødvendigt med enhed blandt alle palæstinensiske kræfter, inklusiv Al-Fatah, for at danne modvægt mod højreskredet i Israel. Dette førte til brud mellem de dominerende fundamentalistiske kræfter i alliancen og PFLP samt DFLP.

Det palæstinensiske selvstyre

Indtil den israelske hærs angreb på Vestbredden for nylig og den systematiske ødelæggelse af palæstinensernes infrastruktur, har selvstyret administreret et geografisk »kludetæppe«. Det var vanskeligt at færdes mellem de forskellige små selvstyre-områder uden at være udsat for chikane ved de mange israelske »grænse«-checkpoints. Levestandarden for palæstinenserne er siden slutningen af 90’erne sunket mærkbart, og især i Gaza kæmper befolkningen en daglig økonomisk eksistenskamp.

Mens Israel og palæstinenserne løbende har forhandlet om palæstinensernes selvbestemmelse, om flygtningenes og Jerusalems status, har de skiftende israelske regeringer fordoblet antallet af bosættere på Vestbredden. Fra 1993 til i dag er antallet af bosættere steget fra 100.000 til 200.000.

Israel har udviklet sit eget omfattende system af såkaldte bypass-roads, et USA-finansieret vejnet, der har delt Vestbredden i dusinvis af små områder, som palæstinenserne er fanget i.

Det palæstinensiske selvstyres bureaukrati

Under disse betingelser, som er blevet forværret katastrofalt efter Israels militære angreb de sidste uger, har Yassir Arafat opretholdt sit autokratiske mini-regime. Der falder ingen afgørelser i selvstyreadministrationen uden hans samtykke. Korruption, opportunisme og rygklapperi florerer uhæmmet.

Palæstinensiske medier, såvel den trykte presse som tv- og radiostationer, der beretter om misforholdene, kæmper konstant mod forsøg på censur. Redaktionerne får instrukser om ikke at formidle oppositionelle og kritiske politikeres og intellektuelles meninger. Journalister og redaktører, som handler imod selvstyre-administrationens henstillinger, risikerer anholdelse, voldelige overfald og anden chikane.

Den palæstinensiske venstrefløj står idag i opposition til såvel al-Fatahs bureaukratiske, udemokratiske og korrupte magtpolitik samt til de islamisk-fundamentalistiske strømninger med ekstremt kvindefjendske og reaktionære, arkaiske holdninger. Resultatet er blevet, at venstrefløjen fører en opslidende kompromis-politik i spændingsfeltet mellem begrænset samarbejde med og kritik af det palæstinensiske selvstyre.

Idag står venstrefløjen midt i den anden intifada, som på mange måder adskiller sig fra intifadaen i 1987. Al-Fatah har i efteråret 2001 udstedt forbud mod PFLPs væbnede fløj og fængslet ledende PFLP-aktivister på baggrund af PFLPs attentat mod den israelske turistminister.

Forholdet mellem de to organisationer er derfor tydeligt rystet. Det afholder dog ikke aktivisterne fra de to organisationer i at kæmpe sammen mod den israelske besættelsesmagt.

Om den palæstinensiske venstrefløj formår at genvinde tidligere tiders indflydelse er uvist. Det afhænger i høj grad af, om den i praksis endelig vil prioritere kampen for kvindernes frigørelse, om den i realiteten vil være de palæstinensiske flygtninges stemme, og om den konsekvent vil bekæmpe brud på menneskerettigheder, korruption og magtmisbrug indenfor det palæstinensiske selvstyre.

Ikke mindst afhænger det af, om venstrefløjen kan tegne anti-kapitalistiske fælles perspektiver for en retfærdigt fred og for en fredelig sameksistens mellem israelerne og palæstinenserne. Enten i én fælles palæstinensisk føderation eller i to opdelte statsstrukturer.

Artiklen er skrevet af Inge Kongsgård Hansen, Julie Høyer og Alfred Lang, assisteret af kammerater fra venstrefløjen. April 2002

NOTER

(11) Ba’ath: I 1947 dannede syrerne Michel Aflaq og Salah ad-din al-Baitar i Damaskus det »Arabiske Socialistiske Parti for Genopvækkelse« – Ba’ath. Under deres studium ved Sorbonne i Paris kom de i berøring med marxistiske og andre socialistiske ideer, som de forbandt med elementer af den arabiske nationalisme og islam.

Derfra opstod en ny ideologi: ba`athismen. Dens program baserer på: enhed, frihed og socialisme. På trods af en overfladisk lighed med socialismens grundlag, er ba’athisme det diametralt modsatte. Således går den ind for privat ejendomsret i produktionsmiddelsektoren og for underordning af klasseforholdene under den nationale arabiske stats interesser.

Ba’ath betragter »socialisme som et redskab for en intensivering af produktiviteten« (Sadam Hussein). Ba’ath er et pan-arabisk projekt og har derfor sektioner i mange arabiske lande. I både Syrien (1963) og i Irak (1968) er Ba’ath-partiet ved magten.

(12) Palæstinensiske flygtninge i og udenfor Palæstina i forhold til det samlede indbyggertal:

Palæstina: Vestbredden 1.150.000

Gaza 795.000

Israel 785.000 (nu knap under en million)

ialt ca. 2 730.000

heraf flygtninge 1.232.403

Antal palæstinensere, der lever i eksil: 3.435.000 ( idag næsten 4 millioner) – heraf udenfor den arabiske verden: 450.000

(Oplysningerne er fra Center for Policy Analysis on Palestinian, 1997).

(13) Israel etablerede med sin differentierede tilbagetrækningsmodel et kompliceret forvaltningssystem i Palæstina og umuliggjorde udviklingen af en fungerende, sammenhængende samfundsstruktur i de palæstinensiske selvstyreområder. De palæstinensiske selvstyreområder består således af:

De såkaldte A-zoner – små tætte zoner omkring de store palæstinensiske byer. De udgør 18 procent af Vestbredden, og er under suveræn palæstinensisk kontrol. Dertil kommer de såkaldte B-zoner, som dækker de noget større landdistrikter og er under delt israelsk-palæstinensisk kontrol. Endelig er der de såkaldte C-zoner, der udgør 60 procent af Vestbredden, og som er under fuldstændig israelsk kontrol.

Selvom A-, B- og C-zonerne var tænkt som en overgangsordning, er de nu blevet permanente, og Israels ledelse har opbygget et omfattende, bureaukratisk system af tilladelser og begrænsninger for palæstinenserne der bevæger sig fra A til B til C og ind i Israel. (Jeff Halper i pjecen »Menneskerettighederne i Palæstina«, Mediefabrikken 2001).

(14) Bestående af PFLP, DFLP, PFLP-GC, As-Sa`iqa, Fatah-Intifada, PLF, PSF, Hamas, Jihad al-Islami.

Litteraturliste:

Helga Baumgarten: The PLO in the Palestinian Uprising , Nasser, Bir Zeit Universitetet, 1990.

John Bunzl: Israel, Palästina, Klasse, Nation und Befreiung im Nahostkonflikt, Junius-Verlag,Hamburg 1990

Rita Giacaman: Palestinian Women and Development in the Occupied West Bank, Bir Zeit 1982

Rita Giacaman: Reflections on the Palestinian Womens Movement in the Occupied Territories, Bir Zeit 1994

Elisabeth Coleman: Mitgekämpft, doch nicht gewonnen. Palästinensische Frauen, Überblick nr.4, 1995

George Habash: Krise der palästinensischen Revolution. aus: Dar al-Farabi,1985

Gerrit Hoekmann: Zwischen Ölzweig und Kalaschnikow, Unrast-Verlag 1999

Itimad Musa: The War against Palestine, Democratic Palestine, nr. 43,jan/feb.1991

John Amos: Palestinian Resistance, Pergamon, New York 1990

Edward Said: Zionismus und palästinensiche Selbstbestimmung, Klett-Verlag, Stuttgart

Litteratur om Palæstina på dansk:

Trolev Anda: Intifada. Universitetsforlaget,1989

Jonathan Dumbeby, Donald McCallin: Palæstinenserne. Informations forlag, 1980

Torben Rettbøl: Israel-Palæstina-konflikten i dansk TV. Tredje verdens stemme, 1988

Maria Bergsøe, Bjørn Meidell: Om natten er her stille. Vindrose, 1991

Anders Jerichow: Arabiske Stemmer. Samleren, 1991

Uri Averny: Israel uden zionisme. Forlaget Notabene

Tidsskriftet Autonomi nr.2/3, 1988: Opstanden i Palæstina, udgivet af autonome revolutionære

Tidsskriftet GAIA nr. 2,1993, udgivet af Internationalt Forum

Socialisten Weekend, nr. 207, 9. februar 2001: Heri interview med et ledende PFLP-medlem om forskellen på de to intifadaer.

Kontakter:

Democratic Palestine, PFLPs engelsksproglige magasin

al-majdal, engelsksprogligt palæstinensisk magasin

Between the Lines, engelsksprogligt alternativt info-tidsskrift

News from Within, engelsksprogligt alternativt magasin fra Alternative Information Centre, Jerusalem