Hvem tjener folkets repræsentanter i Israel?

Her er historien om, hvordan det israelske regime saboterer oppositionelle drøftelser i parlamentet via provokatoriske medlemmer af Knesset, som endda får støtte af militærets vagter samme sted. Sikkerhedschefen for Knesset udtaler: »Min opgave, såvel som Jeres, er at tjene folkets repræsentanter.«

Tirsdag den 22. februar i år var jeg inviteret til Knesset for at deltage i et møde, der drejede sig om spørgsmål vedrørende racisme og anti-demokratiske tendenser i de russisksprogede medier i Israel.

Mødet var arrangeret af den parlamentariske lobby »Against Racism«, repræsenteret ved medlem af Knesset, Dr. Afou Agbaria; samt den israelske organisation »Our Heritage«.

Jeg havde besluttet at komme, fordi det på forhånd var aftalt med arrangørerne af mødet, at jeg skulle forelægge en løsning på dette beklagelige fænomen. Det var min hensigt at præsentere et initiativ (udarbejdet af en mindre gruppe af frivillige) til at oversætte den israelske avis, Haaretz, til russisk.

Korrigere fordomme

Gruppens tanke er, at man ved at lave en russisksproget version af avisen kan korrigere mange af de fordomme samt den lave kvalitet af information, man finder i de russisksprogede medier i Israel. Det endte dog med, at jeg nærmest blev nødt til at flygte fra Knesset på grund af intimidering og chikane fra Knessets sikkerhedspersonale.

Primitive tilråb fra et medlem af Kadima-partiet førte til udsmidning af inviterede deltagere i en diskussion i det israelske parlament om racisme i Israel.

Foto: Wikimedia Commons

Årsagen var, at medlem af Knesset for Kadima-partiet, Yulia Shamalov-Berkovich, som deltog i mødet, fra allerførste øjeblik forsøgte at forstyrre mødet med hysteriske afbrydelser og skrig.

Det begyndte, da Bayan Majadly, der var medvirkende ordstyrer og medlem af »The Coalition against Racism in Israel« og »Agenda – Israeli Center for Strategic Communications« holdt den indledende tale.

To medlemmer af Knesset udvekslede indbyrdes et par ord på arabisk, hvilket fik Shamalov-Berkovich til straks hysterisk at skrige, at det var forbudt at tale arabisk i Knesset.

Racistisk diskurs

Da der under mødet blev fremlagt en rapport fra »Our Heritage«, som drejede sig om den racistiske og antidemokratiske diskurs i de russisksprogede medier, forsøgte Shamalov-Berkovich konstant at afbryde talerne med primitive tilråb.

Som var hun optrædende i et cirkus eller teater, gestikulerede hun og råbte højt: »Jeg har aldrig før deltaget i et lignende racistisk møde.« På et tidspunkt fik jeg nok og spurgte ind i mikrofonen, om hun var dårlig og eventuelt behøvede lægehjælp.

Det resulterede i, at jeg straks blev passet op af en vagt og bedt om at falde til ro. Jeg svarede, at jeg var helt rolig, hvorefter vagten gik. Shamalov-Berkovich kaldte ham imidlertid tilbage, hvorefter jeg blev bedt om at forlade salen.

Jeg fulgte med ham og spurgte ham, hvad der var på færde og fik det svar, at vi nu måtte vente på den overordnede chef, som så ville afgøre min skæbne.

»Du har pligt til at tjene folkets repræsentanter«

Få sekunder efter kom en mand løbende ind. Han var iklædt sikkerhedspersonalets uniform, der var forsynet med en del emblemer. Han fortalte mig med stor vrede, at hans navn var Ziv Yaron, og at han var chief officer i Knesset.

Skælvende af vrede, og imens han bragte sit ansigt så tæt på, at det kun var fem cm fra mit, beskyldte han mig i aggressive vendinger for at have angrebet et medlem af Knesset. Han indskærpede overfor mig, at jeg nu stod overfor en af folkets repræsentanter, og at det var hans pligt, såvel som min (!), at tjene folkets repræsentanter.

Da jeg spurgte ham, hvorfor han var så truende og aggressiv i sin adfærd overfor mig, svarede han, at han til enhver tid kunne smide mig ud, og at det også var hans pligt.

Trusler

Denne remse, omkring at fornærme en af folkets repræsentanter samt hans mulighed for med magt at smide mig ud, kørte nonstop. Jeg var omringet af fem store vagter.

I begyndelsen troede jeg, at disse trusler mest var spil for galleriet, og at jeg bagefter ville få lov at vende tilbage til salen, hvorfor jeg ikke fremkom med nogen indvendinger. Men eftersom truslerne fortsatte, indså jeg, at dette formentligt ikke ville ske.

Sikkerhedsvagten, Yaron, sagde dog, at han ville spørge Shamalov-Berkovich, om jeg kunne vende tilbage til salen. En parlamentsassistent, som var til stede under samtalen, brød ind og sagde at det ikke var muligt at rette henvendelse til Shamalov-Berkovich med henblik på at løse nærværende problem, eftersom hun ikke var mødets arrangør.

Sikkerhedsvagten, Yaron, svarede hertil, at det nu også var ham, der bestemte her. Situationen var tæt på at udvikle sig til en lynchstemning. Jeg følte lede og tænkte tilbage på ydmygelserne fra lærerne i den sovjetiske skole og fra junior-officererne i den israelske hær.

Et mørkt regimes tjener

Eftersom jeg ikke ønskede at medvirke til at hjælpe dem med at udføre deres ansvarsområder, meddelte jeg, at jeg ønskede at gå, og spurgte om jeg kunne få lov at hente mine ting fra mødelokalet.

Men Yaron havde ingen hast med at løsne grebet i mig. Han fortsatte med at intimidere og chikanere mig. Jeg fortalte ham igen og igen, at jeg ikke ville lytte til hans trusler, og at jeg ønskede at gå. Endelig blev mine ting taget ud fra mødelokalet, og Yaron løsnede sit greb i mig.

Da jeg indså, at jeg nu var fri, brød jeg tavsheden og meddelte Yaron, at han var et mørkt regimes tjener. Et regime, hvor det IKKE er de valgte myndighedspersoner, som tjener folket, men snarere indbyggerne der er tvungne til at være de »deputeredes« tjenere.

Jeg fortalte ham også, at han tjener et regime, der truer dets indbyggere på Parlamentets område med intimideringer og chikane, som var det et fængselsområde.

Yaron beordrede hernæst en af sine assistenter til at føre mig ud af Knessets kompleks. Således var min oplevelse omkring at løse politiske spørgsmål gennem den parlamentariske kanal i det land, der har proklameret sig til at være det eneste demokrati i Mellemøsten.

Dette er min erfaring, som jøde, omkring det at løse problemer ved at samarbejde med myndighederne i den stat, som erklærede sig for at være jødernes.

Iaroslav Youssim er sociolog og russisktalende venstreorienteret aktivist i Israel.

Artiklen er oversat og redigeret af Anne Mette Agerholm-Kristiansen.