25. april 1974: Revolutionært forår i Portugal

Prolog

Portugal, marts 2011: Protestbevægelsen sparker regeringens spareplaner ad helvede til

I løbet af de seneste måneder har de økonomiske nedskæringer, der i nogle år har hærget det portugisiske samfund, skabt en veritabel politisk krise. Den blev udløst af landets socialdemokratiske premierminister Jose Socrates, som den 23. marts 2011 fremlagde sin mindretalsregerings fjerde spareprogram indenfor et år.

I bedste neoliberalistiske tradition var spareplanen spækket med nedskæringer og forringelser på de offentlige udgifter: Folkepensionerne skulle fastfryses, alle offentlige ansatte skulle have nedsat deres løn med fem procent og lavindkomsterne skulle yderligere beskattes.

Da spareplanerne blev kendt i offentligheden tidligere på måneden, udløste det heftige protester over hele landet. Den 12. marts 2011 demonstrerede over 200.000 mennesker i Lissabon, 80.000 i landets næststørste by Porto, samt titusinder i de andre større byer.

Ifølge medieberetninger var demonstrationerne båret af overvejende unge demonstranter. Vanessa, en talskvinde fra de store protester i Lissabon, udtalte til medierne, at »demonstrationerne var fødslen af en landsdækkende partiuafhængig bevægelse mod de prekære arbejds- og leveforhold, der rammer de unge hårdest«.

En uge senere, den 19. marts 2011, var det fagforeningernes tur til at protestere mod spareplanerne. Over 50.000 faglige folk demonstrerede gennem Lissabons gader. Ledsaget af metroarbejdernes strejke og den faglige ungdoms aktionsdage.

Presset fra de sociale og faglige bevægelser resulterede i, at spareprogrammet ikke blev vedtaget, og at regeringschefen den 23. marts 2011 bekendtgjorde, at han træder tilbage...

Nelliker i geværløb blev symbol for den demokratiske omvæltning, der blev kickstartet natten mellem den 24. og 25. april 1974 i Portugal.

Nedslag

Vinduene i den gammeldags spisesal på Hotel Højvang står åbne på vid gab. Larmen fra Istedgade og den nærliggende hovedbanegård trænger ind i bygningen og fylder den med et fernis af liv.

Det er en lun forårsnat i København, anno 1973. Jeg har arbejdet et stykke tid som natportier i dette hersens hyggelige hotel, der forekom mig som et mikrokosmos af samfundets sociale lag.

Hurtigt fandt nogle af kvarterets sexarbejdere ud af, at her var der en ung portier, som ikke tog det så nøje med husreglementet om, hvem der ikke måtte logere sig ind i hotellets fine værelser.

Snart lignede denne kommen og gåen på hotellet en pendant til banegården tyve skridt derfra. Det eneste tidspunkt, hvor husreglerne reelt trådte i kraft var, når hotellets ejer, en pedantisk, men ganske sympatisk kvinde, præcis klokken 7 om morgenen entrede bygningen for at hilse på mig, kigge i regnskabsbogen og afhente nattens ikke så ringe indtægt.

Denne lune nat så umiddelbart ikke ud til at forløbe anderledes end alle de andre nætter. Jeg var ved at improvisere mit nattehvilested, gemt bag portierlogen, da hotellets dødirriterende ringeklokke anmeldte endnu en gæst.

I stedet for en af de uundgåelige sexarbejdere, drukkenbolde fra barerne eller dødtrætte turister stod der en hippiefyr med langt sort hår og grinede af min indrømmet ikke særlige engagerede velkomsthilsen.

Det viste sig, at fyren, som hed José, var fra Portugal og ville spørge, om man her kunne få et »billigt-billigt« værelse for en nat. Han vakte min interesse, da jeg så en iøjnefaldende sort-rød stjerne på hans udslidte skuldertaske.

Efter nogle drinks på hotellets regning havde vi sluttet venskab – José, anarkisten fra Lissabon, og jeg, revolutionær socialist fra Wien.

José flyttede næste dag ind i mit kollektiv og blev boende et stykke tid i København. Ved hans afrejse aftalte vi, at jeg skulle besøge ham, så snart fascisterne var fejet på historiens mødding i en muligvis fjern fremtid.

Historiens gang kan være uberegnelig. Næsten to år senere stod jeg og fire andre fra mit VS-kollektiv på perronen i Lissabons banegård og ventede på José og hans kammerater...

Nedslag

I 1910 sluttede monarkiet i Portugal. Det Republikanske Parti, der blev grundlagt forud for monarkiets fald, udråbte den 5. oktober samme år republikken Portugal.

Situationen derefter var præget af kampe mellem konkurrerende politiske magtcentre. I de næste 16 år havde Portugal ikke mindre end 45 regeringer, otte præsidenter og 26 kupforsøg.

I 1926 forsøgte en gruppe stærkt højreorienterede officerer, under ledelse af økonomen António de Oliveira Salazar, sig med et nyt militærkup. Denne gang lykkedes det. De nye magthavere propaganderede for dannelsen af en »ny stat« (Estado Novo).

Modellen var Benito Mussolinis fascistiske Italien med kooperativistiske og autoritære strukturer. Enhver politisk opposition til regimet blev kriminaliseret, og fængslerne fyldtes med dissidenter.

Salazar-regimet holdt sig officielt »neutralt«, såvel overfor den spanske borgerkrig som i 2. Verdenskrig, for ikke at bringe landets relativt stabile økonomiske situation i fare.

Landet havde en ekstrem klassemæssig polarisering. Således kontrollerede omkring én procent af jordejerne halvdelen af al jord i landet.

Ud af den million portugisere, som var knyttet til landbruget, var halvdelen landarbejdere uden egen jord. Det var dem, som efter fascismens endelige fald i 1974, stod i spidsen for omfattende jordbesættelser.

Igennem 1960’erne og 1970’erne blev dele af landets landbrug nedlagt, og antallet af beskæftigede i landbrugssektoren faldt til 28 procent af den samlede arbejdsstyrke. Den opståede arbejdsløshed resulterede i, at over en halv million portugisere immigrerede til de vesteuropæiske lande, hvor de som regel blev udnyttet som billiglånsarbejdere.

António de Oliveira Salazar døde i 1970. Året forinden havde han overladt magten til efterfølgerne Marcello Caetano (ministerpræsident) og statspræsidenten Americo Thomas. De varslede større frihed, men selv om enkelte af de mest fascistiske træk ved regimet blev mildnet, fortsatte undertrykkelsen af den politiske og kulturelle opposition.

I 1961 udbrød der i Portugals koloni Angola en befrielseskrig, som nogle år senere bredte sig til Mozambique og Guinea Bissau. Den belastede ikke bare landets økonomi og skærpede Portugals internationale isolation.; den skabte også regimekritiske holdninger blandt mange af de soldater, der vendte tilbage fra krigen i kolonierne.

Nellikerevolutionen - fra officersrevolte til folkelig revolution

Den 24. april 1974, kort efter midnat, oplæste en stemme på den katolske radiosender Renascença teksten til den forbudte sang Grândola, vila morena (»Grândola, brune by«), og afspillede derefter melodien.

Sangen, der har rødder i Fado de Coimbra-traditionen, er skrevet af den antifascistiske protestsanger José Afonso (1929 - 1987) og handler om byen Grândola, som var en af landets modstandshøjborge mod fascismen.

Afspilningen var signal for oprørske militære enheder, der blev ledet af en gruppe venstreorienterede yngre officerer, den såkaldte »kaptajnbevægelse«, senere kaldt Movimento das Forças Armadas, MFA (»De væbnede styrkers bevægelse«).

Bevægelsen var blevet dannet af unge officerer, som var sendt til kolonierne for at nedkæmpe befrielsesbevægelserne, men som ønskede en omgående afslutning af den »beskidte krig«.

Mange af officererne var blevet politisk radikaliseret gennem kontakt med venstrefløjen og de afrikanske befrielsesbevægelser. Da general Spínola i marts 1974 blev afsat som militærleder og ifølge rygterne skulle anholdes, satte officererne planerne for et militærkup i gang.

I løbet af få timer besatte oprørsstyrkerne alle vigtige statslige institutioner. Kun få regeringsbygninger blev forsvaret af militære enheder, der var loyale overfor Caetanos fascistregime. Da de indså, at der ikke ville komme undsætning, overgav de sig efter få timers forhandlinger.

Om eftermiddagen erklærede Marcello Caetano sin tilbagetræden. Hans eneste betingelse var, at regeringsledelsen ikke overgik til en af de yngre (antifascistiske) officerer. Caetano blev sammen med nogle ministre anholdt og nogle dage senere sendt til øen Madeira, hvor han blev sat under husarrest.

Militærrevoltens status: Fire dræbte, der blev skudt foran det portugisiske hemmelige politis hovedkvarter, da politifolk skød ud af vinduerne på ubevæbnede demonstranter. I alt tog det 17 timer og 25 minutter at vælte et fascistisk regime, der havde terroriseret landet i 48 år.

Dermed faldt Europas længstvarende, men ikke sidste fascistregime – i Spanien holdt Francisco Franco sig ved magten i endnu et år, inden han døde i sin seng i 1975.

Overgangsregeringens leder blev general António Sebastião Ribeiro de Spínola, som under den spanske borgerkrig havde kæmpet på Francos side. Men kort før april-kuppet havde han brudt med Caetano-regimet, og han blev nu revolutionens første præsident.

Dagen igennem var titusinder af glade folk på gaden, og soldaterne blandede sig i dette berusende menneskehav. Alle udsmykkede sig med røde nelliker, der netop havde højsæson og gav navn til omvæltningen: Revolução dos Cravos, nellikerevolutionen.

Fangerne bliver befriet

Dagene før den 1. maj 1974 blev det fascistiske hemmelige politis (PIDE’s) fængsler åbnet, og alle fanger hilst velkommen til friheden af tusinder af demonstranter.

Oppositionelle og antifascistiske modstandskæmpere fra alle politiske strømninger vendte tilbage til Portugal fra eksil, deriblandt digteren og socialisten Manuel Alegre, antifascisten og folkesangeren Jose Afonso («Grândola, vila morena« ), den kommunistiske veteran Alvaro Cunhal, som i over 12 år havde været fanget i PIDE’s torturfængsler, den senere socialdemokratiske regeringschef Mario Soares – og utallige andre.

Den 1.maj 1974 blev frihedens demonstration: Sammen med soldaterne demonstrerede hundredetusinder af portugisere og internationalister fra hele verden i Lissabons gader. Alene omkring Lissabons sportstadion, som siden da har heddet Estádio 1º de Maio, fejrede hundredetusinder af venstrefløjstilhængere befrielsen fra dikaturet.

Denne dag lovede de hinanden at kæmpe for et socialistisk demokrati. Et løfte, som dog hurtigt skulle blive afløst af indbyrdes konkurrence venstrefløjsgrupperne imellem.

20 dage efter Caetanos fald, blev Spinola taget i ed som Portugals præsident. Hans holdninger var yderst modsætningsfulde. Mens han støttede nationaliseringen af bankvæsenet, nægtede han kategorisk at give frigive Portugals kolonier i Afrika.

Lissabon 1974. Privatfotos.

Nedslag

Vi mødes på en café i en af de mange smalle gyder i udkanten i Lissabons indre by, som fører op til arbejderkvarteret. De gamle sporvogne med de obligatoriske plakater fra kommunistpartiet PCP på bugen, baner sig raslende ned ad de stejle gader. Det gælder om at springe rettidigt til side for ikke at blive ramt af de kørende jukebokse.

José hilser på et par, der står posteret udenfor indgangen til en lille café, der viser sig at være propfyldt med 30 til 40 aktivister fra antifascistiske kredse. Vi presser os ind i den støjende mængde af kaffedrikkende folk. Vi bliver præsenteret for de nærmeste. Venlige, men alvorlige ansigter, unge mænd og kvinder.

Fra radioen drøner sørgmodige Fado-sange. Da en ældre mand med næsten hvidt hår slukker for musikken, uddør samtalerne og der bliver bomstille i caféen.

Den gamle antifascist taler indtrængende til de forsamlede og efter et par ordfægterier, siver folk ud på gaden. På vejen fortæller José i detaljerne om rygterne om, at militante fascister fra det illegale ANP (National Folkeunion) vil demonstrere i arbejderkvarteret for at vise deres fortsatte eksistens.

Ifølge José plejer fascisterne at lægge deres hærgende demonstrationer gennem venstreorienterede kvarterer om formiddagen, hvor de er sikre på ikke at møde stor modstand, da de fleste beboere på er på arbejde eller andre steder i byen.

I en stejl opadgående gade venter en del beboere og hilser os stille velkommen. Vi spredes i de omkringliggende husporte. Meningen er, at et angreb på fascistmarchen skal sigte mod deres faner og transportvogn, hvor man formoder, de opbevarer våben og propagandamateriale.

Pludseligt er de her – nogle hundrede mand med en fortrop, der tydeligvis minder om kamptrænede middelalderlige soldater i civil, bærende på korte jernstænger og små fascistfaner. A baixo o communismo! (»Ned med kommunismen!«) gjalder det fra ru stemmer.

Vi lader dem passere. De kigger fjendtligt på folk i husporterne og råber sexistiske skældsord, mens de marcherer i hurtigt tempo fremad. Med ét bryder helvede løs over dem. Fra adskillige vinduer kyler folk – mest børn og ældre kvinder – blomsterpotter ned på fascisterne.

Samtidigt bliver de angrebet fra begge sider og presset fremad. Deres faner går itu, vognen bliver først punkteret, passagererne kylet ud, og vognen så tømt for al bagage.

Nogle af de forreste bøller prøver at presse sig tilbage for at komme deres trængte bagtrop til undsætning, men det bidrager kun til, at marchkolonnerne opløses i kaos og derefter i vild flugt. De bliver skarpt forfulgt af en sand folkelig tsunami, væbnet med fejekoste, stumtjenere, stænger, stole … råbende og hvinende med knyttede næver: A baixo o fascismo! (»Ned med fascismen!«) Viva a libertade! (»Leve friheden!«) og igen og igen: Poder popular! (»Folkemagt!«).

I den anden ende af gaden kommer det til mere alvorlige sammenstød med en gruppe mindre panikslagne fascister, der prøver en mere ordnet tilbagetrækning. Her bliver udbyttet en bajonet, nogle megafoner, en partifane fra en eller anden fascistbande samt et par militærpistoler. Euforien kender ingen grænser.

Beboerne posterer vagter i gaderne, derefter bliver der i en stor sidegade opstillet borde og stole. Vin, vand, brød og oste kommer på bordene. Hyggen, flirten, latter og røverhistorier om dagens heltegerninger afløser snart den anspændte stemning i kvarteret.

Nogle musikere begynder at synge - »Grândola, vila morena«. Mange stemmer i.

Lissabon din herlige, elskværdige, smukke skikkelse...

Nedslag

Portugals brogede venstrefløjsspektrum omkring 1974/1975:

Portugals kommunistiske parti (PCP), der som eneste venstrefløjsparti rådede over et landsdækkende stabilt illegalt partiapparat, havde et par hundrede erfarne aktivister i væbnede undergrundsstrukturer. På trods af illegalitet og forfølgelse var partiet i stand til at rekruttere tusinder af aktive medlemmer i arbejderkvartererne og blandt de fattige landarbejdere på storgodserne i Alentejo, et landligt område i det sydlige Portugal.

Denne integritet spillede så stor en rolle, at PCP på trods af en stålsat stalinistiske referenceramme ved det forfatningsgivende valg et år efter nellikerevolutionen i april 1975 opnåede over 12 procent af stemmerne (sammen med det græske KKE er det det eneste stalinistiske masseparti i Vesteuropa, der ikke er faldet fra hinanden).

PCP-vægmaleri i Lissabon.

Portugals socialdemokratiske parti, Partido Socialista (PS) blev dannet i eksil i Vesttysland af intellektuelle og studenter, der deltog i 68-bevægelsen, og af afskalninger fra kommunistpartiet. Portugals socialdemokrater under nellikerrevolutionen, under ledelse af Mario Soares, blev ligesom senere det spanske socialdemokrati under Felipe Gonzales støttet politisk og finansielt af det tyske socialdemokrati, SPD, under Willy Brandt. PS fik i april 1975 med næsten 38 procent af stemmerne et relativt flertal på trods af en betydelig mindre organisatorisk basis end kommunistpartiet.

Portugisisk Demokratisk Bevægelse (MDP/CDE) var en antifascistisk front, der blev dannet som undergrundsbevægelse under Caetano-styret og i lange perioder fungerede som frontorganisation for Portugals kommunistiske parti. Fronten opstillede i 1975 en del partiuafhængige antifascistiske fighters og fik fire procent af stemmerne.

Den revolutionære venstrefløj

Maoister
Det marxistisk-leninistiske spektrum bestod af et utal af organisationer, som hele tiden splittedes, fusionerede, omgrupperedes for at blive dannet på ny. Den første maoistiske organisation så dagens lys ved dannelsen af »Marxistisk-leninistisk portugisisk komité – Aktionsfolkefronten« (CMLP-FAP), der brød med det portugisiske kommunistparti midt i 1960’erne i kølvandet af konflikten mellem Sovjetunionen og Maos og Liu Shao-Chi’s Folkerepublik Kina.

Den maoistiske Demokratiske Folkeunion (UDP) var den talmæssigt stærkeste organisation på den revolutionære venstrefløj. Den kunne fylde et mellemstort fodboldstadium med tilhængere i årene 1974- 76.

Som den eneste organisation på den revolutionære portugisiske venstrefløj fik UDP stemmer nok i april 1975 til at være præsenteret i parlamentet. Bag UDP stod det lille pro-albanske Reorganiseret Portugisisk Kommunistparti – PCP(R) (– i 1999 sluttede UDP sig sammen med en række forskellige venstrefløjsorganisationer til Bloco de Esquerda, Venstreblokken – noget i stil med Enhedslisten – der opnåede næsten 10 procent af stemmerne ved valget i 2009).

Et andet landskendt pro-albansk parti var Det Kommunistiske Parti for de portugisiske arbejdere – proletariatets reorganiserede Bevægelse (PCTP / MRPP). Partiet afgrænsede sig stærkt til alle andre venstrefløjsorganisationer og udgjorde den stalinistisk ortodokse del af den portugisiske venstrefløj. Deres basis var studerende og især unge arbejdere i hovedstadsområdet.

En af organisationens mest kendte medlemmer var den nuværende EU-Kommissions formand José Manuel Durão Barroso. Partiet eksisterer stadig væk, men er i dag en skygge af sig selv.

Venstresocialister
Den største organisation på den ikke-stalinistiske venstrefløj var Movimento de Esquerda Socialista, Det socialistiske venstres bevægelse (MES). Organisationen var Venstresocialisternes foretrukne forbindelse til den portugisiske venstrefløj.

MES blev grundlagt i starten af 1974 af militante faglige tillidsfolk, studenteraktivister og progressive kristne med politiske referencer til Latinamerikas befrielsesteologi. MES havde derudover en vis indflydelse i »De væbnede styrker« - MFAs venstrefløj.

I modsætning til de fleste andre partier på venstrefløjen, lagde MES mindre vægt på »partiets rolle« i en revolutionær proces og prioriterede opbygningen af basisdemokratiske bevægelser. Af den grund sympatiserede også et lille anarkistisk-spontanistisk miljø i Lissabon med MES.

Vægmaleri til fordel for Movimento de Esquerda Socialista. MES

En størrelse helt for sig var Proletariatets Revolutionære Parti (PRP), hvis politiske orientering bestod af et mix af guevarisme og trotskisme.

PRP blev dannet i 1973 og arbejdede for at opbygge organiserede rådsstrukturer indenfor de opblomstrende sociale bevægelser. PRP havde en stærk indflydelse på de ledende kræfter i MFA’s specialkommando COPCON og på »helten af 24. april 1975«, oberst Otelo Saaiva de Carvalho, hvis kæreste var en af PRP’s kendte aktivister Isabel do Carmo.

Partiet var landskendt og respekteret blandt aktive antifascistiske kredse pga. af dets væbnede fløjs modstandsaktioner under Caetano-styret.

»Død over fascismen«. Vægmaleri til fordel for Partido Revolucionário do Proletariado, PRP.

Trotskister
Det traditionelle trotskistiske spektrum bestod af et uoverskueligt hav af mindre konkurrerende grupper. De mest fremtrædende var International Kommunistisk Liga (LCI, sektion af 4. Internationales Forenede Sekretariat).

På trods af en beskeden størrelse kunne LCI mobilisere flere hundrede tilhørere til offentlige møder. Specielt når der optrådte kontakter fra befrielseskampen i de afrikanske kolonier eller internationalt kendte folk som f.eks. den marxistiske økonom Ernest Mandel (1923-1995) og 68-studenterlederne Alain Krivine og Tariq Ali. I dag deltager organisationen i Bloco de Esquerda.

Den væbnede venstrefløj

Den portugisiske venstrefløj, der i mange år førte en clandestin tilværelse, omfattede også talrige væbnede undergrundsgrupper.

De største var den antifascistiske, partiuafhængige Liga af Revolutionære Aktion (LUAR) der i 1960’erne gennemførte flere opsigtsvækkende aktioner mod Caetano-regimet, De Revolutionære Brigader (BR) som blev dannet i 1970 (og tilknyttet det politiske guevaristisk-trotskistiske parti PRP), og endelig den kommunistisk orienterede Væbnet Revolutionær Aktion (ARA).

Sociale bevægelser i kølvandet af Nellikerevolutionen
De egentlige søjler i den revolutionære proces i årene 1974-1975 baserede på de sociale basisbevægelser indenfor og udenfor produktionsfæren.

Det var først og fremmest de såkaldte »Arbejderkommissioner«, som udøvede visse former for arbejderkontrol i industri- og tekstilvirksomheder, i det statslige transportvæsen, mv. Indenfor arbejderkomitéerne herskede et stærkt konkurrenceforhold mellem kommunistpartiet PCP og de forskellige venstrefløjsfraktioner.

Landarbejderbevægelsen af Forenede Produktionskollektiver (UCP), der var domineret af den kommunistisk kontrollerede landarbejderfagforening, overtog mange store godser og organiserede sig i selvforvaltede produktionskollektiver. Deres vinproduktion blev distribueret af venstrefløjsinitiativer og info-cafér verden rundt.

De uafhængige venstreorienterede »Beboerkommissioner« (Moradores) der baserede på lokale beboer- og kvartersinitiativer, oprettede utallige selvstyrede kulturcentre, folkesundhedsklinikker, børnehaver, folkekøkkener mm.

»Folkemagtskomitéerne« organiserede husbesættelser i kvartererne og var stærkt repræsenteret i militærets venstrefløj samt i tekstilindustrien. Komitéerne var først og fremmest initieret af MES og af PRP.

Nedslag

Trætte og tavse sidder vi i sporvognen efter at have besøgt en metalfabrik, som arbejderne har besat i udkanten af Lissabon. Tankerne strejfer de forudgående timer, da vi gik igennem store gitterporte udsmykket med røde faner og snesevis af plakater fra diverse venstrefløjsgrupperinger. I en kæmpestor kantine møder vi José og støder til hundredvis af fabriksarbejdere, der er samlet for at drøfte de sidste dages hændelser.

Skønt vi kun forstår brudstykker af det, der bliver sagt, takket være Josés ihærdige oversættelse, er en stærk fornemmelse for diskussionens alvor nærværende for os alle.

Ejeren af den fabrik, arbejderne har besat, er en kendt fascist, som umiddelbart efter den 25 april flygtede til nabolandet Spanien. Derfra forsøger han at udrede trådene ved hjælp af kontakter til statslige embedsmænd og fascistiske bøller.

De har i bedste mafiosi stil givet arbejderne et ultimatum om enten at genoptage arbejdet i vante former og frivilligt opgive besættelsen – eller at skrubbe af fra fabrikkens område. Kravet er blevet understreget med gentagne natlige besøg af fascistiske bøller, der har overfaldet vagter og pryglede dem halvt ihjel.

Da vi efter flere timer igen forlader virksomheden, har arbejderne besluttet at bede væbnede soldater fra MFA om at deltage i natteholdets vagtværn. Da vi på tilbagevejen igen passerer porten, bliver vi mødt med genkendelse og hilst med løftede knyttede næver af smilende vagter.

Da sporvognen på vejen tilbage rumler forbi en stor hal, hvis indgang er stopfyldt med folk, der holder en megastor transparent fra det pro-albanske parti MRPP frem, vågner José op af dagdrømmeriet og foreslår straks, at vi aflægger et besøg hos maoisterne.

Da vi vil undgå mistænkeliggørelse tager vi vores badges, som signaliserer sympati til andre venstrefløjsstrømninger af vores jakker. José glemte godt nok sin anarkosyndikalistiske stjerne på baskerhuen, men pyt, ingen lagde mærke til det.

Da vi sagte trænger igennem mængden foran indgangen til den store hal, har vi alle sammen en mærkelig fornemmelse, som øjeblikkeligt bliver bekræftet: Det viser sig, at den kæmpe store hal er helt tom ! Kun udsmykket med en masse sidetransparenter.

»Hvor er masserne blevet af?«, spørger vi forbløffet. »Jo, ser I, de findes slet ikke«, svarer José og griner skelmsk. MRPP fabrikerer hver fyraften det samme stunt for at suggerere overfor det arbejdende folk, der trætte kommer kørende forbi på vej hjem fra industribæltet, at proletariatets revolutionære parti kan mobilisere masserne.

Jeg er så perpleks over det, jeg ser, at jeg tager venligt imod en MRPP-badge med Stalin-emblem, som en agit-prop aktivist hjælpsom og smilende anbringer på min jakke. Det grinede vi meget af senere.

Dagene og ugerne fløj afsted. Den ene demonstration afløser den anden. I disse dage fremkom en dobbeltmagtsituation, hvor et mobiliseret befolkningsflertal endnu ikke var i stand til at overtage den endelige udformning af samfundet, mens de borgerlige overlevende magtstrukturer var for svage til at afslutte den igangværende revolutionære proces.

Så kom tidspunktet for vores afrejse.

Min ven, anarkisten José, og hans kammerater står igen på perronen og vifter med en sort-rød fane, indtil den fortoner sig i det fjerne, og vi er på vej mod nord.

Epilog

Situationen blev mere og mere eksplosiv. Kommunistpartiets og den revolutionære venstrefløjs aktiviteter på gaden, i fabrikkerne og på kasernerne intensiveredes, og konflikten med den politiske højrefløj og reaktionære militære kredse, der langsomt kom sig over chocket fra aprildagene, voksede fra dag til dag.

I denne situation forsøgte venstrefløjen at dæmme op for den ekstreme opsplitning og grundlagde i sensommeren 1975, en paraplyorganisation ved navn Frente Unida Popular, Folkets Enhedsfront (FUP) med deltagelse af de fleste landsdækkende venstrefløjsorganisationer og talrige sociale bevægelser. Ledsaget af en alliance på militært plan mellem de revolutionære strømninger indenfor MFA.

Denne politiske alliance holdt dog kun ganske kort tid, før stridighederne accelererede igen – især mellem kommunistpartiet PCP og de maoistiske strømninger. PCP blev efter kort tid smidt ud af Folkets Enhedsfront, som derefter blev omdannet til Revolutionær Enhedsfront (Frente Unida Revolucionário, FUR).

Den nye alliance uden PCP havde til formål at »styrke, udbrede og koordinere folkemagtens organer«, for at udvikle et reelt alternativ til både højrefløjens bestræbelser på at genetablere et autoritært regime og socialdemokraternes opbygning af en borgerlig parlamentarisme a la Model Deutschland.

I denne periode afløser den ene provisoriske regering den anden og hver gang rykker regeringspolitikken et skridt nærmere mod »normalisering« i retning af ordnede borgerlige-parlamentariske rammer.

Således forsøgte den 6. provisoriske regering lovmæssigt at tilbagekalde omkring 500 kollektiviseringer af store godser i syden og omkring 380 fabriksbesættelser i byerne (kilde: libcom).

Det blev besvaret med store mobiliseringer på gaden og forhindret på falderebet af den parlamentariske modstand fra både kommunistpartiet og fra venstresocialdemokratiske kræfter.

De væbnede styrkers bevægelse (MFA) udkrystalliserede sig i løbet af 1974/75 i forskellige konkurrerende fløje:

• En venstrefløj omkring oberst Otelo de Carvalho og oberst Vasco Goncalves med militærenheden COPCON (operativ kommando for fastlandet), som aktivt intervenerede på landarbejderes side ved besættelser af godserne og arbejderes overtagelse af fabrikkerne. Tendensen havde udarbejdet et program, som gik ind for »skabelse af et klasseløst samfund igennem en proces med aktiv deltagelse af befolkningen«. Denne fløj arbejdede tæt sammen med den revolutionære venstrefløj, særligt det guevaristiske PRP.
• En midterfløj omkring admiral Pinheiro de Azevedo, som blev støttet af socialdemokrater og dele af den borgerlige fløj.
• En anti-kommunistisk fløj under ledelse af »ni-mandsgruppen« indenfor miliæret, med bl.a. major Melo Antunes og oberstløjtnant Eanes. Gruppen kom til at spille en vigtig rolle i opgøret med de revolutionære dele indenfor MFA, efter den 25. november 1975).

Den revolutionære venstrefløj, PCP og de revolutionære krafter i militæret svarede på den parlamentariske højredrejning med en generalmobilisering for at beholde initiativet i udviklingen.

Den 12. november 1975 belejrede titusinder af demonstranter den forfatningsgivende forsamling for at kræve »en regering af den revolutionære enhed, som forpligter sig til et aktionsprogram, der er blevet gennemdiskuteret i de forskellige folkemagtsorganer«. Den grundlov, som blev formuleret på dette tidspunkt, var tydeligt præget af disse socialistiske grundtanker.

På trods af en intakt mobiliseringsevne førte PCP’s modsætningsfulde politik og den til tider overdrevne voluntarisme fra den revolutionære venstrefløj, til at venstrefløjen bevægede sig ind i en blindgyde.

Det endelige vendepunkt startede den 25. november 1975. Et par revolterende militære aktioner fra faldskærmsenheder og civile grupper, hvis årsager den dag i dag er omstridte, blev efter nogle skærmydsler nedkæmpet og derefter brugt som påskud til en systematisk udrensning af venstreorienterede officerer, deriblandt Otelo de Carvalho.

Vejen til en højredrejning var dermed kridtet af.

Det efterfølgende valg til nationalforsamlingen i april 1976 gav godt nok den parlamentariske venstrefløj et samlet flertal. Det socialdemokratiske SP fik 35,4 procent, PCP og dets frontorganisation MDP fik tilsammen endnu engang 16 procent og den revolutionære venstrefløj fik knap tre procent.

Heroverfor stod den samlede højrefløj med 41 procent af stemmerne.

Men den generelle højreoffensiv samt det internationale pres – især fra Vesttysklands højresocialdemokratiske fløj under ledelse af Helmuth Schmidt – pressede socialdemokraten Mario Soares til at danne en mindretalsregering uden om den øvrige venstrefløj.

To år senere og et par regeringskriser rigere, dannede Socialdemokratiet i foråret 1978 en koalition med det konservative kristligt-demokratiske parti CDS.

Resten er hurtigt fortalt: I slutningen af 1970´erne var de fleste af revolutionens landvindinger, dvs. jordreform, selvforvaltede landbrugskollektiver/kooperativer og arbejderkontrol med produktionsvirksomheder, etc. blevet udvandet eller helt udraderet.

Dette var en af de centrale betingelser, de internationale kapitalinstitutioner som Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, og forskellige bankkonsortier stillede til gengæld for finansiel støtte til landets skrantende økonomi.

Alfred Lang, freelancejournalist, aktiv bl.a. i autonom infoservice - et venstreradikalt medie

25. april- musikvideo