Annonce

26. april 2011 - 23:36

Fire aktivister fængslet: Mistænkes for brandstiftelse

Mandag nat anholdt politiet fire personer med tilknytning til det venstreradikale miljø med benzin og nødblus ved politiskolen i København. Ifølge politiet havde de unge, der alle er mellem 20 og 23 år, knust en rude på skolen og angiveligt tænkt sig at sætte ild til bygningen.

Tirsdag eftermiddag blev de anholdte fremstillet i Københavns Byret, hvor de blev varetægtsfængslet i 27 dage af hensyn til politiets videre efterforskning af sagen, der betegnes som »politisk ekstremisme«.

Sigtelsen lød på grov brandstiftelse og forsøg på at volde omfattende ødelæggelse af fremmed ejendom og forstyrrelse af samfunds orden.

Læs artiklen »Venstreradikale brandstiftere fængslet« hos Ekstra Bladet.

Andre sager undersøges

Politiets Efterretningstjeneste har overvåget aktivisterne igennem længere tid og mistænker dem også for at stå bag et mislykket brandattentat mod Nordeas hovedkvarter i januar i år.

Samtidig undersøger politiet om er der er en sammenhæng mellem de sigtede og andre sager – blandt andet afbrændingen af 13 politibiler på politiskolen sidste år.

JPEG - 40.1 kb
Foto: Mads Jensen.

I forbindelse med sagen er flere privatadresser i København blevet ransaget ligesom politiet tirsdag afspærrede et større område på Christiania for at indsamle tekniske beviser.

Efterretningstjenesten mener, at ’Rejsestalden’ på Christiania er blevet brugt til at forberede de militante aktioner.

De anholdte nægter sig skyldige og ønskede ikke at udtale sig i retten.

Læs artiklen »Mange politibiler brændt af ved Politiskolen i Brøndby« hos Politiken.

Læs artiklen »13 politibiler brændt af ved Politiskolen« hos Ekstra Bladet.

Solidaritet med »politiske fanger«

Blandt venstreradikale aktivister i København er der taget initiativ til at støtte de fængslede.

»Fire aktivister er i dag blevet fængslede i 27 dage. Uanset hvad man måtte mene om sigtelserne, så er det hårdt at sidde fængslet. Send derfor hilsner til solidaritetshilsner@gmail.com - så bliver de printet og sendt ind til de fængslede,« skriver folkene bag initiativet på et debatforum for anarkister og fortsætter:

»Bemærk: Initiativet er taget af folk, der synes at alle politiske fanger har krav på solidaritet. Vi har ikke noget med de sigtede som sådan at gøre, eller resten af solidaritetsarbejdet. Initiativet her er dog godkendt af folk der er tæt på de sigtede. Husk: Skriv ikke noget, der kan skade dig selv eller de fængslede!«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce