I weekenden den 7-8 maj afholder 8. Marts Initiativet - en paraplyorganisation som arbejder for at få sexkøb forbudt - en konference, der har mødt massiv kritik fra seksuelle mindretal.
Konferencen ’Grosse Freiheit’ sætter fokus på de problematikker, som er forbundet med international prostitution.
Nærmere bestemt »hvordan man kan stoppe udvidelsen af sexindustrien og udnyttelsen af personer i prostitution og trafficking«, som 8. Marts Initiativet skriver det på deres hjemmeside.
Det er to af konferencens oplægsholdere, prostitutionsforskerne Julie Bindel og Janice G. Raymond fra henholdsvis England og USA, der har skabt furoren.
De tilhører begge den såkaldt biofeministiske strømning, som af mange andre feminister og queerfolk betegnes som »yderst rabial«, fordi den fordømmer, at transpersoner kønsskifter til kvinder.

Janice G. Raymond har eksempelvis udtalt at »Alle transseksuelle voldtager kvinders kroppe ved at reducere den kvindelige form til et kunstprodukt og kapre den til sig selv« og Julie Bindel er citeret for at mene, at hun »ikke har lyst til at blive klumpet sammen med en evigt voksende liste af folk, der er definerede af deres ’sære’ seksuelle vaner eller karakteristika«.
Valget af netop disse to talere fører nu til en moddemonstration, hvor sexarbejdere og transpersoner i samlet front vil demonstrere imod konferencen. De mener, at konferencen »bidrager til stigmatisering af sexarbejderne, og mod tilstedeværelsen af de to extreme transfober«, som de skriver i en fælles indkaldelse.
– 8. Marts Initiativet hader sexarbejdere så meget, at de er villige til at alliere sig med de mest rabiate og transfobe feminister, der har bygget en karriere op på at spytte udokumenterede påstande ud, uddyber Modkraft-bloggeren ’Sexarbejderen Feministen’ fra sexarbejdernes interesseorganisation SIO, som er en af demonstrationens arrangører.
Se demonstrationsindkaldelsen på SIOs hjemmeside
– Hvis de skal anerkende eksistensen af, at mænd og transpersoner også kan være sexarbejdere, så kan de ikke opretholde illusionen at sexarbejde er mænds vold mod kvinder, tilføjer hun.

Læs artiklen »Sexarbejdere i kamp mod oppositionen« hos Modkraft
Sexarbejderen Feministen bakkes op af en anden Modkraftblogger, Elizabeth Japsen, som er medlem af LGTB Danmark og Enhedslistens Queerudvalg.
– Valget af talere ville simpelthen ikke kunne bestå jødetesten, heller ikke selvom de forsikrer, at hverken Bindel eller Raymond vil tale om transpersoner. Folk, der står bag så hadefuld og ekskluderende retorik burde venstrefløjen holde sig for gode til at have noget som helst med at gøre, siger hun til Modkraft.
Biofeministerne er ganske enkelt både trans- og mandefobiske efter Elizabeth Japsens mening.
– Disse livmoderfeminister begrænser kvindekønnet til det rent biologiske og bruger det til at udelukke alle andre. Det er rendyrket diskrimination, intet andet, tilføjer hun.
Læs Elizabeth Japsen blog »Barfod, Krag og Heunicke - ren ministersnak!!!!« hos Modkraft

Modstanderne af konferencen langer også ud efter de politikere, der deltager fra venstrefløjen.
De beskyldes for kritikløst at »alliere sig med extremfeminister, ækle transfober og desuden reproducerer løgne og myter om sexarbejdet, for at få deres forbudspolitik om sexarbejde gennemført«.
Læs programmet for konferencen på 8. Marts Initiativets hjemmeside
Venstrefløjens repræsentanter på konferencen er Magnus Heunicke fra Socialdemokraterne, Pia Olsen-Dyhr fra SF og Line Barfod fra Enhedslisten. De forsvarer sig i en fælles erklæring med, at diskussionen på konferencen ikke handler om transpersoner, men derimod om prostitution, som samtlige af dem ønsker forbudt.
»Vi vil ikke gøre os til dommere over, hvem der har ret til at have hvilket køn. Ej heller er det vores opgave som politikere at deltage i den videnskabelige debat om hvordan kønsbegrebet defineres og hvilke teoretiske overvejelser det kan føre med sig. Vores opgave er derimod simpel: at skabe de bedst mulige rammevilkår for alle - også transseksuelle - mennesker«, skriver de i et fælles udtalelse.
Politikerne mener, at sagen er for vigtig til boykotte konferencen - kontroversielle talere eller ej.
»Kampen for et forbud mod sexkøb, som både EL, SF og S går ind for, er derfor også kampen for mindre stereotype kønsroller og et mere frigjort syn på køn og seksualitet. Ikke mindst derfor er debatten om prostitution utrolig vigtig og bør tages hver eneste gang, der er mulighed for det. Det er på denne baggrund, at vi vælger at deltage i konferencen«, tilføjer de.
Læs udtalelsen i sin helhed her

– Vi kan ikke ignorere de skader, som langt de fleste prostituerede af begge køn udsættes for i forbindelse med sexarbejde. Og det er det, som konferencen handler om, uddyber socialborgmester Mikkel Warming (Ehl.), som skal åbne konferencen, overfor Modkraft.
Han er blandt de 20 medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation, der fornylig skrev under på en erklæring, der fordømmer sexkøb.
Læs artiklen »Mandlige politikere siger nej til købe-sex« hos Berlingske Tidende
Det er dog ikke alle i rød blok, der støtter op omkring det synspunkt.
– Det er dybt problematisk, når vi som parti giver støtte til en konference, der inviterer talere, som har diskriminerende holdninger til seksuelle mindretal. Det er min holdning, at SF bør trække sig fra konferencen, siger SFs menneskerettighedsordfører Kamal Qureshi til Modkraft.
Kritikken af de to talere startede på Modkrafts Queersektion for mere end to måneder siden.

Men konflikten mellem queerfeminister og biofeminister er meget ældre og handler grundlæggende om, hvorvidt det er i orden at lade sig skære i for at ændre på sin krop.
Det fortæller Gunna Starck fra Enhedslistens Kvindeudvalg, der er medarrangør af konferencen. Efter hendes mening skyldes det store postyr ikke de to talere, men drejer sig om kritikernes holdning til prostitutionsforbud i det hele taget. Sexarbejderne bruger simpelthen de to talere, og dermed også transpersonerne, som ammunition i kampen mod sexkøbsforbud.
Læs indlægget »Forbyd Sexkøb« på Enhedslistens hjemmeside
– Konferencen er jo kritisk i forhold til prostitution, så det kommer ikke som nogen overraskelse, at SIO vil kaste sig over hvert eneste lille fejltrin, der begås. Bindel og Raymond er i øvrigt konferencens eneste lesbiske talere, så folk ville jo også have fundet det problematisk at udelukke dem, siger hun til Modkraft.
At kombinationen af pro-sexkøb og anti-transfobi i en og samme protest er et problem for sagen, bakkes op af blandt andre Fahad Saeed fra Sabaah og Kamal Qureshi.
– Sammenblandingen af de to helt forskellige dagsordener er skadelig for debatten. Det er ærgerligt, for det er vigtigt, at vi tager afstand fra hetz mod en i forvejen marginaliseret minoritet som transpersonerne, siger Kamal Qureshi til Modkraft.
Læs artiklen »Transfobe hovedtalere på anti-købesex-konference« hos Queerkraft på Modkraft
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96