USA undsiger international straffedomstol

Yderligt stod det allerede under Clinton-regeringen klart, at en ratificering af traktaten kunne få bølgerne til at skylle højt ind over det politiske landskab.

Under traktats forhandlingerne i Rom i 1998 havde den amerikanske repræsentant svært ved at opgive det amerikanske krav om, at enhver sag rejst af anklageren ved Den Internationale Straffedomstol skulle godkendes af FN’s sikkerhedsråd, hvor USA har vetoret.

Regeringen og flertallet i Kongressen er bange for, at domstolen i sin konstruktion, vil blive misbrugt. Eftersom USA er en supermagt med globale interesser, vil amerikanske statsborgere og soldater være mest udsatte.

En yderlig årsag til at man er gået fra undladelse af ratificering til frasigelsen af traktaten, er angiveligt, at højrefløjen i det republikanske parti, der betragter bindende internationalt samarbejde som skadeligt for amerikanske interesser, har betragtelig indflydelse på den førte politik.

Kritik fra FN

Den 11. april fejrede man ellers traktatens tilslutning ved et særligt møde i FN’s hovedkvarter i New York. Den specifikke anledning var, at over 60 lande havde underskrevet traktaten, og at man ventede, at den ville kunne træde i kraft den 1. juli 2002.

I denne forbindelse udtalte udenrigsminister Per Stig Møller, at han ”synes, det er meget tilfredsstillende, at tilslutningen til statutten (traktaten, red.) repræsenterer alle verdens regioner. Straffedomstolens mulighed for at fungere effektivt og troværdigt vil i høj grad bero på, at domstolen nyder almindelig accept i det internationale samfund. Under det danske EU-formandskab vil vi arbejde for at virkeliggøre denne målsætning.”

Fra FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Mary Robinson, lød der hård kritik af USA’s undsigelse af den internationale straffedomstol. Hun tilsluttede sig den internationale fordømmelse af den amerikanske holdning, som hun betegnede som værende både beklagelig og bekymrende.

”Det er bekymrende, og det er foruroligende, at USA ikke blot lod sagen hvile, hvor den var - altså at de næppe ville ratificere den - men faktisk har taget et symbolsk langt mere alvorligt skridt ved at stille sig uden for hele denne proces ved at afvise traktaten, som de havde underskrevet i 2000, sagde Robinson i går ifølge Ritzau.

Trods USA’s frasigelse af Den Internationale Straffedomstol, bliver denne stadig en realitet, eftersom 66 lande har ratificeret den, hvilket er seks flere end krævet.

Den Internationale Straffedomstol

Den Internationale Straffedomstol skal lukke det hul i det internationale retssystem, som de allerede etablerede internationale domstole ikke formår, eftersom de blot er ad hoc domstole, og kun beskæftiger sig med stridigheder mellem stater.

Den nye retsinstans får jurisdiktion over sager vedrørende folkemord og krigsforbrydelser. Hermed vil de to midlertidige retsinstitutioner, som FN i to tilfælde har oprettet i forbindelse med krigene i det tidligere Jugoslavien og Rwanda, blive overflødige.

Princippet bag traktaten er, at de stater der deltager, altid har førsteret og pligt til selv at retsforfølge personer, der sigtes for at have begået folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Gør de ikke det, og er disse forbrydelser begået på deres territorium eller af en af deres statsborgere, er den pågældende stat til gengæld forpligtet til at lade domstolen foretage retsforfølgelsen, og har i så fald pligt til at bistå domstolen hermed. Lande der ikke har ratificeret traktaten, er selvsagt ikke forpligtet deraf.

Bliver et sådant land på sit territorium eller ved sine statsborgere involveret i en konflikt, hvori der begås forbrydelser under domstolens kompetence, vil domstolen søge at indgå en samarbejdsaftale om retsforfølgelse, såfremt det pågældende land ikke selv tager initiativ til at retsforfølge gerningsmændene.

Læs mere hos Politiken

Se pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

Læs mere hos CNN