Annonce

10. maj 2011 - 18:32

Aarhus fester for mangfoldighed

Mejlgade for Mangfoldighed startede i 2005 som en baggårdsfest på Danmarks befrielsesdag i protest mod ny-nazistisk vold og chikane.

I år er initiativet forvandlet til festival for hele Aarhus med musikscener i flere sidegader og et tre-dages program, der lokker med debat om byens rum, piratfest og kunst i lange baner.

– Mejlgade for Mangfoldighed har i løbet af de sidste par år sat et stort præg på Aarhus, og printet sig ind i de fleste århusianeres selvopfattelse. Det er blevet en kulturel begivenhed hele Århus midtby ser frem til - år efter år, fortæller Uffe Elbæk, forhenværende direktør for World Outgames og nuværende direktør for Change the Game, til event-sitet Alt om Aarhus.

Læs artiklen »Mangfoldighedsfest i Mejlgade« hos AoA.

JPEG - 74 kb
En stopklods for frygten. Efter i flere år at have været offer for højreekstrem vold og hærværk er Mejlgade i dag igen kendt for fest og kreativitet. Foto: MFM.

Også blandt byens politikere er der opbakning til projektet, der når sit klimaks lørdag den 14. maj. Således har kommunen i år valgt, at støtte arrangementet med 50.000 kroner.

– I begyndelsen var vi bekymrede for, at det »bare« var endnu en gadefest. Men de har med årene vist deres værd, og det vil vi gerne støtte. Det er en fin kulturbegivenhed, som har et indhold, der er støtteværdigt, forklarer byens konservative kulturrådmand, Marc Perera Christensen til Jyllands-Posten.

Han siger også til avisen, at støtte til græsrodsarrangementer som Mejlgade for Mangfoldighed går godt i spænd med planerne om at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017.

Læs artiklen »Gadefest får 50.000 kr.« hos Jyllands-Posten.

Hør indslaget og læs artiklen »Mejlgade For Mangfoldighed: Tatoo-tombola, drags og campingvogne« hos P3.

Opskriften på succes

Udviklingen afspejler en åben proces i planlægning og afvikling, hvor beboere og erhvervsdrivende sammen med studerende på gadens mange kreative skoler er blevet involveret i stadig større grad i projektet.

Læs artiklen »Gigantisk gadefest tiltrak tusinder« hos Aarhus Stiftstidende.

JPEG - 108.9 kb
Vokseværk. Ved at inkluderer kreative mennesker i og omkring Mejlgade er gadefesten nu blevet til en fest over flere dage med støtte fra kommunen. Foto: MFM.

– Mejlgade For Mangfoldighed er en stor kreativ festival hvis styrke er det positive og selve formen, hvor vi udfordre brugen af byrummet og opfordre andre til at gøre det samme, fortæller en af arrangørerne Esben Weile Kjær i et interview på hjemmesiden ProjektAntifa.

– Mejlgade er åben for alle og det er nye kræfter bag arrangementet hvert eneste år, så jeg føler ikke at det er vores opgave at sortere tiltag fra, men i højere grad opmuntre og give plads til de kræfter som vil bidrage, siger han samme sted om ideerne bag den populære gadefest.

Besøg Mejlgade for Mangfoldigheds hjemmeside.

Besøg Mejlgade for Mangfoldighed på Facebook.

Se traileren til årets gadefest.

Tilbage til rødderne

I år består programmet af hele 55 kunstnere og bands, der kan findes på seks scener og i baggårde, der er omdannet til emneområder i forskellige farver.

JPEG - 61.8 kb
Mejlgade for Mangfoldighed samlede sidste år flere end 10.000 mennesker på en enkelt dag i maj. I år er ambitionerne endnu højere. Foto: MFM.

Derudover er der »Kultur Kamp«-seminar i dagene op til selve festen den 14. maj. Her bliver både byens og gadefestens egen udvikling og potentiale sat til kritisk debat.

– Det er vigtig for mig, at MFM holder fast i mangfoldiggørelsen af byen, og ikke ender ud som et profit foretagende. Det er vigtigt at Mejlgade For Mangfoldighed, er et initiativ som rusker op i byens brugere og politiserer, for at vi ikke bare bliver passive forbrugere, men i fællesskab udvikler byen, fortæller Nanna Katrine Hansen, der er medarrangører af seminaret, som afvikles torsdag og fredag i denne uge.

JPEG - 74.3 kb
Aktive borgere er i centrum ved Mejlgade for Mangfoldighed. Og sådan skal det blive ved med at være mener arrangørerne. Foto: MFM.

– Projektet er blevet mere kommercialiseret gennem årene, især på grund af de mange vidt forskellige samarbejdspartnere. Vi ønsker at MFM skal være til for beboerne i Aarhus, og at det er dét skal være vores samlingskraft, uddyber Esben Weile Kjær.

Læs mere om »Kultur Kamp«-seminaret på Facebook.

Kritik og kærlighed fra København

Invitationen til debat i Aarhus kommer samtidig med at diskussionen omkring Distortion-festivalen i København er blusset op igen.

Sidste år kritiserede aktivister københavner festivalens udnyttelsen af progressive paroler i kommerciel sammenhæng og så sent som i sidste uge svarede Distortion-festivalens chef igen med en byge af kritik mod »venstreekstremister«.

Læs artiklen »Distortion-festival angriber »venstreekstremister« hos Modkraft.

Frygten for at Mejlgade-festivalen også udvikler sig til en sponserfest uden indhold deles dog ikke af københavnske antifascister fra gruppen Antifascist CulturClub, som i flere år har afviklet gadescenen midt i Mejlgade.

JPEG - 58.6 kb
Fest for mangfoldighed. Foto: Flyvfugl.blogspot.

– Vi mener at festen er den vigtigste antifascistiske markering i Danmark i øjeblikket. Det skyldes den helt konkrete trussel som højrefløjsgrupper udgør overfor etniske minoriteter og anderledes tænkende på gadeplan i Aarhus, siger Jakob fra gruppen Antifascist CultureClub.

– Derfor er det et frisk pust og helt nødvendigt at slå et slag for mere mangfoldighed i gadebilledet. Vi er meget taknemmelig for at få lov til at bidrage med en lille scene fra København, fortæller Jakob til Modkraft.

Læs artiklen »Mejlgade for Mangfoldighed - blot en gadefest?« hos ProjektAntifa.

Besøg Antifascist CultureClubs hjemmeside.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce