Venstrefløjen er i disse dage i nærmest åben kamp omkring sexualpolitik, og selvom parterne kan synes uforsonlige er debatten vildt vigtig, en debat der for os at se i virkeligheden handler om, hvordan vi tager opgøret med en sexualkultur, der har spillet fallit, en kultur der har fødderne
solidt plantet i hhv. den kristne kulturarv og den frådende uregulerede kapitalisme.
På den ene side af kulturen står en sexindustri og presser, en industri, der tjener tykt på mændenes uforløste begær, og som har reduceret sex til en vare eller arbejdsydelse på linje med en velhængt oksebøf eller manicure.
På den anden side står en puritansk sex- og kropsforskrækket reaktion, der vil forbyde 6-8 årige drenge at gå i pigernes omklædningsrum med deres mor, der raser over kussomaten og helst vil have skruet tiden tilbage til før pornoens frigivelse.

To sider af samme sag, to sider af en kultur, der har et fuldstændig forskruet forhold til sex, krop og køn.
I århundreder har sexualiteten – særligt, men ikke kun, kvindernes – været undertrykt på det groveste igennem den kristne sexualmoral, og den sexuelle frigørelse, der fik udslaget i pornoens frigivelse, var længe ventet, kærkommen og progressiv.
Den tidlige porno var humoristisk, legende og eksperimenterende, men blev lynhurtigt opslugt i en uhyggelig kapitalistisk pengemaskine, der spredte sig til alle medier med lynets hast, og meget hurtigt fik rykket pornoen væk fra det livsbekræftende, og sexuelt progressive til en industri, der med alle midler fandt ud af at lukrere på det mandlige uforløste urbegær.
Og hvor den før trods alt skulle opsøges i sexbiografer, videobutikker eller din lokale kiosk, blev pornoen med opkomsten af internettet allemandseje, så hvem som helst når som helst med to klik kan få hvilken som helst sexuel fantasi udpenslet med ægte mennesker på film og billeder.
Og mere og mere har pornoen sneget sig ind i reklamer, musikvideoer og populærkultur hvilket igen har styrket den sexualforskrækkede reaktions puritanisme. Kort sagt: Sex blev endnu mere betændt end nogensinde…
Og hvis nu at porno’en netop var frigørende, legende og livsbekræftende, men det er den jo ikke, den holder ikke bare fast i de mest reaktionære og mandsdominerede holdninger, den har skabt en om muligt endnu mere mandsdomineret og nedværdigende kultur, som f.eks. de obligatoriske cumshots som stort set ikke en eneste pornofilm er foruden.
Og efterhånden som pornoen og mandens ret til at forbruge sex, som han forbruger Modkraft eller politiken.dk er blevet mere og mere inddiskutabelt (omend stadig 100 procent tabuiseret) kommer
sexarbejder-rettighedsspørgsmålet naturligvis på banen:
Hvorfor skal de 1000-vis af sexarbejdere som lægger krop til den frådende maskuline begærs-konsumisme ikke have rettigheder? Og forståeligt nok er nogle af de mere resursestærke sex-arbejdere begyndt at organisere sig.
Se klip af Sara Koppel og Sune Køters erotiske tegnefilm A Tast of Naked Love:
Making of "Naked Love" - EP07 A Taste of Naked Love from Sara Koppel on Vimeo.
Og pludselig står vi i denne kamp der river og flår venstrefløjen itu, hvor vi på den ene side har sexarbejdernes kamp for rettigheder og samme vilkår som andre, og på den anden side old-school feministerne, der vil have forbudt sexkøb og kriminaliseret de mænd, der benytter sig af prostituerede.
Og i denne kamp har størstedelen af den udenomparlamentariske venstrefløj tilsyneladende taget parti med sexarbejderne… Det er dem, der er de undertrykte, og det er deres interesser der skal høres, og sexkøbsmodstanderne bliver beskyldt for at ignorere sexarbejdernes stemme i sagen.
Men i kampens hede er det som om, at et spørgsmål, der er meget, meget vigtigt bliver ignoreret af sexarbejderrettigheds forkæmperne nemlig: Er det okay at sex er noget man sælger? Og ikke mindst: Er det okay at sex er noget man køber?
For os er det ligeså selvfølgeligt at prostituerede skal have menneskelige vilkår og rettigheder, som at det ikke er okay, at rigtig sex er en vare man kan købe efter behov! Det er ikke noget der bør handles, det er en handling imellem frie og lige mennesker, noget af det smukkeste livet har givet os, noget som skal og bør dyrkes på alle planer, fordi det – når det er godt - gør verden til et bedre sted at være.
Og en ting som både begærs-tilfredsstillelses-industrien og den sex-forskrækkede ny-puritanisme har til fælles er, at de er med til at undertrykke den gode sex!
Og den er der - den gode sex! Den er der, hvis vi kan gøre os fri af både industriens stereotypificeringer og puritanismens skamliggørelse, den er der, hvis vi kan lære at opføre os ordentligt med hinanden, og respektfuld og passioneret og lystfuldt dyrke vores begær sammen. Eller hver for sig… Men uden undertrykkelse og fornedrelse af nogen parter.
Det er på tide, at vi tager kampen op imod den kulturarv, som både den sexforskrækkede puritanisme og den udbyttende og undertrykkende sexindustri afspejler, og prøver finde ud af, hvordan vi skaber en bæredygtig, fri og ligeværdig sexkultur, uden skyld og skam, fyldt med lyst og livsglæde!!!
Sara Koppel er filminstruktør og -animator, og Sune Køter er komponist og musiker. Sammen er de i gang med at udvikle erotiske tegnefilm i projektet Naked Love Film.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96