Se virkeligheden i øjnene: Stop DREAM’meriet

Alvorlige miner blev anlagt, da landets statsminister Lars Løkke Rasmussen med vicestatsminister Lars Barfoed ved sin side med salvelsesfulde stemmer gjorde det nationaløkonomiske bo op og præsenterede borgerne for den ubetalte regning for mange års økonomisk uansvarlig overbudspolitik.

En politik, der stærkt har bidraget til at bringe landet ud i den økonomiske sump, hvorfra regeringen nu med sin såkaldte økonomiske redningsplan forsøger at trække landet op.

Signalforvirringen er komplet, når statsministeren benytter udtrykket ’ansvarlighed’ om regeringens plan. Hvorfor skulle den være mindre uansvarlig end den hidtil førte politik, når den bygger på de samme underliggende præmisser: at skattestoppet skal fortsætte, de offentlige udgifter begrænses, og den vedtagne reduktion af topskatten fastholdes?

Ifølge statsministeren er dansk økonomi allerede på vej ud af den økonomiske krise, ja han siger undertiden »vi er ude af krisen«. Det siges, uanset at de offentlige finanser angiveligt er i en så dårlig stand, at endnu en redningsmanøvre er nødvendig.

Den netop fremlagte 2020-plan består i besparelser på statsbudgettet på i alt 47 mia. kroner, der dog ikke må kaldes besparelser – og slet ikke besparelser på den danske velfærd. Planen præsenteres i stedet med det positivt ladede ord: Reformer, ja, ligefrem som ’nødvendige’ reformer.

Herved bruges begge ord i en ændret betydning. I sin oprindelse var ordet ’reform’ forbundet med omlægninger af et system til noget mere velfungerende og ’nødvendigt’, når der ikke var alternativer. Nu dækker ordene i stedet over økonomiske nedskæringer, der ydermere har en kraftig social slagside, hvilket bestemt ikke er en ’nødvendighed’.

Regeringen foreslår under dække af økonomisk ansvarlighed, at der skal spares navnlig i den nedre ende af indkomstskalaen, mens topskattelettelserne kun udskydes midlertidigt. Statsministeren benytter sig af sparekasse- og husholdningsmodellen, hvor man tvinges til indskrænkninger, når der mangler penge i kassen. Den model blev afprøvet af Poul Schlüter med kartoffelkuren, og den viste sig at være en sikker vej til fortsat lavvækst, stigende arbejdsløshed og voksende budgetproblemer.

Det farlige er, at når sådanne offentlige besparelser skal begrundes og forklares for befolkningen, benyttes en populistisk sammenligning mellem samfunds- og husholdningsøkonomi igen og igen. Hvor ofte har vi ikke hørt finansministeren Claus Hjort Frederiksen udtale, »at enhver dansker ved jo, at man ikke kan bruge flere penge, end man har!«.

Det er direkte pinligt, at landets finansminister benytter sig af en sådan fejlagtig argumentation; for en yderst sammensat samfundsøkonomi tåler ikke en direkte sammenligning med en simpel husholdningsøkonomi.

Et moderne velfærdssamfund kan ikke fungere uden fortsatte investeringer i erhvervsliv, i infrastruktur, i uddannelse og forskning, transportvæsen, sundhedssektor osv. Dynamiske virksomheder kendes også ved, at deres investeringsplaner overstiger det løbende overskud. De har fokus på den fremtidige indtjening. Noget tilsvarende bør staten naturligvis også have – ikke mindst når arbejdsløsheden er høj.

Det sidste gran af troværdighed forsvandt, da selv samme finansminister, landets kassemester, blev taget i ikke engang at have styr på udviklingen i kassebeholdningen. Først puster kassemesteren underskuddet op, så han kan få EU til at løfte en pegefinger, som så dernæst meget bekvemt bruges til at begrunde sidste års milliardbesparelser i form af genopretningspakken, der sparer 24 milliarder i de kommende tre år, heraf de 13 mia. kr. alene på velfærdsydelser.

Finansministeren søger nu at bortforklare fejlskønnet med uventede skatteindtægter i 2010, men er ikke bleg for igen at forudsige et rekordstort underskud for 2011. Men hvor troværdigt er finansministerens nye skøn?

Danmarks økonomiske overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen kaldte ifølge Politiken for nogle måneder siden finansministerens såkaldte ’regnefejl’ for »et markant fejlskøn« og mente, at regeringen fint kunne skippe den del af ’Genopretningspakken’, som handler om direkte velfærdsbesparelser.

Det er ikke sket. Tværtimod. Det markante fejlskøn har ikke fået regeringens topministre til at ryste på hænderne. I stedet er turboen blevet sat på velfærdsbesparelserne, som ganske vist ikke må kaldes velfærdsbesparelser, men derimod ’reformer’, der – i regeringens nysprog – skal fremtidssikre velfærdssamfundet.

Som ved et jonglørnummer skal nedskæringer i velfærd sikre anden velfærd. Man ser for sig Storm P’s tegning af hunden, der bliver fodret med sin egen hale. Næppe noget den kan leve af i længden.

Men lad os nu tage regeringen på ordet og acceptere, at der er behov for en væsentlig forbedring af de offentlige budgetter. Her er regeringens bud i 2020-planen en samlet besparelse på 47 mia. kroner, hvoraf der, ifølge regeringen, i kraft af ’Genopretningspakken’ allerede er vedtaget besparelser på 24 mia.

De bliver netop i dette forår gennemført i form af nulvækst på de offentlige budgetter, hvilket især har ramt hårdt på social- og anlægsbudgetterne i form af ringere service i sundheds- og ældreplejen, på skole- og børnehaveområdet og i det psykiatriske felt. Reelt har der her allerede været tale om nedskæringer på det, som de fleste danskere opfatter som velfærdsydelser, men som statsministeren og vicestatsministeren afviser at kalde ved deres rette navn.

Med til omtalen af den i udlandet beundrede og efterstræbte danske velfærdsmodel hører også flexicurity-modellens dagpengesystem, som hidtil har været en garant for, at man ikke skulle gå fra hus og hjem, hvis man blev ramt af selv længere varende ledighed. Men dagpengeperioden og dagpengenes reelle købekraft er igennem de sidste 10-20 år blevet markant forringet.

Senest har halveringen af dagpengeperioden midt i den dybeste krise siden Anden Verdenskrigs afslutning været med til at skabe betydelig usikkerhed i mange hjem.

For det er direkte forkert, når regeringen hævder, at denne reduktion af dagpengeperioden med to år skulle øge beskæftigelsen med 12-15.000 personer. Det er et fatamorgana, der intet har at gøre med den økonomiske virkelighed, hvor arbejdsløsheden reelt ligger over 200.000 personer. Derfor er det helt utroværdigt, når halveringen af dagpengeperioden i ’Genopretningsplanen’ bogføres med halvanden mia. kr.

Det, der reelt sker, er, at ca. halvdelen af de ikke længere dagpengeberettigede vil overgå til kontanthjælp, og den anden halvdel vil forsvinde helt ud af arbejdsstyrken. Forringelser af arbejdsløshedsdagpenge skaber usikkerhed og mindsker arbejdsudbuddet – hvilket vil være med til at skabe endnu større problemer for dansk økonomi i fremtiden.

Dette illusionsnummer søges nu gentaget, blot i større skala, med forslaget om afskaffelse af efterlønnen. Der er i dag ca. 120.000 personer på efterløn – heraf skønner regeringen, at 20-30.000 personer ville være berettiget til førtidspension, mens de resterende knap 100.000 personer ville kunne påtage sig fortsat arbejde.

Det får regeringen uden at ryste på hånden til at konkludere, at det vil også øge beskæftigelsen med et tilsvarende antal. Statsministeren holdt sig sågar ikke tilbage fra at udtale, at »som enhver ved, skaber øget udbud af arbejdskraft sin egen beskæftigelse«.

Nå, hvor ved enhver så det fra, for det svarer bestemt ikke til den virkelighed, der omgiver os med mere end 200.000 arbejdsløse. Den viden har statsministeren fra den af de neoklassiske økonomer udviklede DREAM-model for dansk økonomi.

Den er nemlig så viseligt konstrueret, at alle, der ønsker et job, også kan få et job, hvis bare de er villige til at gå tilstrækkeligt ned i løn. Og hvor bliver de så beskæftigede i DREAM-modellen? Det sker i de udlandskonkurrerende erhverv. I denne DREAM-verden vil et øget antal 60-64-årige, der udbyder deres arbejdskraft, styrke den danske konkurrenceevne så markant, at de ubesværet bliver tilbudt velbetalte job i eksporterhvervene.

Som læseren formentlig fornemmer, befinder disse økonomer og med dem statsministeren sig fjernt fra virkeligheden – ja, i en vis forstand i en ’drømmeverden’.

Problemet er blot, at når der føres politik på baggrund af et sådant fatamorgana, så vil de mennesker, som nedskæringer og besparelser går ud over, hurtigt komme til at opleve en mareridtsagtig tilstand med drastisk nedskåret velfærd – uden mulighed for at finde de lovede job. Det var det, der skete i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, da arbejdsløsheden nåede helt op på 350.000 personer. I dag opgøres arbejdsløsheden af EU til 230.000 personer og med en pil mod fortsat stigning.

Det pinagtige er, at de 16 mia. kr., som statsministeren angiver, at budgettet vil forbedres med, hvis efterlønnen fjernes, ikke holder, når beregningen gennemføres på dansk økonomi, sådan som den former sig i virkeligheden. For den samlede beskæftigelse vil ikke stige nævneværdig. Naturligvis vil flere 60-årige blive i deres job, hvis de har mulighed for det; men det betyder jo blot, at der er nogle andre personer, der bliver stående i arbejdsløshedskøen og med risiko for helt at miste dagpengeretten.

Statsministeren skulle prøve at gennemføre regnestykket under den på mange måder optimistiske forudsætning, at beskæftigelsen stiger med 50.000 personer, altså ca. halvdelen af de arbejdsmarkedsparate (New Speak) efterlønsmodtagere. Så forsvinder gevinsten – og statsministeren vil blot stå med 20.000 flere på førtidspension, 30.000 flere arbejdsløse og 20.000, der er gledet ud af arbejdsstyrken.

Hvad er det, der holder både statsministeren, men desværre også det meste af oppositionen, tilbage fra at erkende, at hullet i statskassens skyldes, at de løbende indtægter ikke modsvarer det velfærdsniveau, som befolkningen ønsker?

Det hul vil aldrig blive lukket, hvis politikerne ikke tør udskrive den regning, der følger med ønsket om øget velfærd – ja, alene at udskrive regningen på den nuværende velfærd ville kræve, at indkomst-, forbrugs- og boligbeskatningen blev – f.eks. over en 10-års periode – skruet tilbage til det niveau, det havde i 2001.

Dengang var der orden i økonomien. En sådan politisk udmelding ville skabe ro i de mange hjem; for så behøvede de ikke at frygte fortsatte nedskæringer i velfærden og forringelser af dagpenge- og efterlønsordningen.

Hvor skulle pengene til vækstinitiativerne komme fra? Endnu nogle år har vi oliepengene; men i takt med at de klinger ud, så må det være på tide at se kritisk på hele pensionsopsparingen. Det er de færreste, der er opmærksomme på, at det samlede årlige tilskud i dag udgør 70-100 mia. kr.

Det består af fradragsretten for pensionsindbetalinger, der alene koster statskassen 40-45 mia. kr. om året, hertil skal lægges 20 mia. kr., der kan henføres til den lave beskatning (15 procent) af pensionsformuer, og endelig udgør forrentningen af den udskudte skat et tab på ca. 40 mia. kr.

Disse beløbsstørrelser vil variere i takt med ændringerne i de samlede pensionsformuer. Men så længe formuerne vokser, så vil den årlige belastning af statsbudgettet blot vokse tilsvarende.

Man kan også sige det på følgende måde: Regner man efter, så vil nettobesparelsen på efterlønnen på det offentlige budget være ca. 8 mia. kroner. Herfra skal yderligere trækkes udgifter til førtidspension, dagpenge og kontanthjælp. Hvis blot godt halvdelen af de potentielle efterlønnere havner på andre offentlige ydelser, forsvinder besparelsen fuldstændigt.

Tager man i stedet besparelsesmålet i 2020-planen fra statens årlige udgifter til pensionsopsparingen – og her er der årligt 70-100 milliarder at tage af – og gør disse penge investeringsaktive for samfundet, så har man som i det berømte Grimm-eventyr om skrædderen slået to fluer med et smæk, ja faktisk tre, eftersom denne type budgetbesparelse ydermere vil være meget bedre socialt afbalanceret end de besparelser (på efterløn, førtidspension, SU m.m.), som regeringens 2020-plan opererer med.

Og det er jo ikke så tosset, når man nu påstår, at hele planen går ud på at bevare velfærden, som vi kender den, og dermed også princippet om den sociale afbalancering. Mens der kun er omkring 2-3 procent akademikere og reelt bedrestillede på efterløn, så kommer den samfundsstøttede private pensionsopsparing fortrinsvis de bedrestillede til gode.

En forudsætning for overhovedet at diskutere, hvorledes dansk økonomi kan bringes på ret kurs, er, at den økonomiske politik baseres på den virkelighed, der omgiver os – og som er kendetegnet ved et betydeligt hul i statskassen, betydelig arbejdsløshed og forringelser i velfærden, der navnlig rammer de svageste grupper.

Svaret på denne udfordring er ikke yderligere besparelser og forringelser. Det skaber lavvækst og øger uligheden.

Tværtimod burde svaret være en politik, der gør passive penge aktive gennem et udbygget samarbejde mellem pensionskasser og staten om gennemførelse af offentlige, halvoffentlige og private investeringer kombineret med et mindre og mere retfærdigt fordelt tilskud til arbejdsmarkedspensionerne. Se, det er der en fremtid i!

Jesper Jespersen er professor i økonomi ved Roskilde Universitetscenter. Stig Dalager er forfatter.

Artiklen har tidligere været bragt i Politiken den 5. maj 2011 og på fagforeningsinitiativet Kan det virkelig passes hjemmeside.