Glem ikke massakren på Tien An Menh-pladsen

[Kommentar:] Lørdag 4. juni er det 22 år siden, at demonstrerende kinesiske studenter på den centrale og kæmpestore Tien An Menh-plads i Beijing – Den Himmelske Freds Plads – blev mødt af kampvogne. ’

Håbet om et kinesisk forår blev hårdhændet slået ned af de kinesiske myndigheder. Håbet om et studenteropgør, der kunne have taget et opgør med den sociale og politiske undertrykkelse, blev knust.

De demonstrerende studenter og andre – især - unge – udfordrede partiets magtmonopol og fulgte Mao Zedongs gamle kulturrevolutionære paroler: »Lad 1000 blomster blomstre, lad meninger brydes« og »Bombarder hovedkvarteret«.

Hu Yaobangs død i april 1989 gav tusinder af studenter anledning til at mødes på Den Himmelske Freds Plads – den monumentale og enorme plads i det centrale Beijing, hvor Mao Zedong fyrre år før havde udråbt den Kinesiske Folkerepublik. Udover at udtrykke deres sorg protesterede de imod korruption og krævede politiske forandringer i samfundet og i partiet.

På årsdagen for et tidligere studenteroprør, der fandt sted den 4. maj 1919, slog studenterne lejr på Den Himmelske Freds Plads. Hundredetusinder af indbyggere og arbejdere i Beijing begyndte at udtrykke deres støtte til reformbevægelsen. De bragte fødevarer og andre fornødenheder til studenterne, demonstrerede og blokerede vejkrydsene for at undgå, at der ville blive sat tropper ind mod studenterne.

Videooptagelse af en mand, der standser kinesiske tanks, er blevet ikon for studenteroprøret og massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Mandens skæbne er fortsat ukendt. Se videooptagelsen nedenfor.

Lignende demonstrationer blev gennemført i andre byer, og der begyndte at opstå autonome politiske grupper, der udfordrede det kinesiske kommunistpartis årelange totale kontrol over alle masseorganisationer.
Den 4. juni 1989 sendte regeringen tropper ind i Beijings centrum for at fjerne de protesterende arbejdere og studenter.

Pansrede mandskabsvogne pløjede sig gennem barrikaderne. Efter massakren i Beijing blev der på landsplan gennemført en forfølgelse af lederne i studentergrupperne og de autonome arbejderbevægelser. Mange blev sendt i fængsel, underkastet alvorlig tortur eller henrettet.

Den internationale reaktion på begivenhederne satte Kinas forventninger om større økonomisk samhandel med omverdenen i stå – midlertidigt.

USA ønskede ikke afgørende at forværre relationerne til Kina, og lod derfor i stedet bl.a. Danmark fremføre kritikken ved FN’s Menneskerettighedskommissions årsmøder i Geneve. Det gjorde ambassadør Tyge Lehmann med stor dygtighed. Kina svarede igen ved at nedkøle de økonomiske forbindelser til Danmark.

Det kinesiske kommunistparti var nødt til at genoptage den proces med liberalisering af økonomien, som Deng Hsiaping havde indledt. Trods sine 87 år trådte Deng, der regnes som hovedansvarlig for massakren, atter ind på den politiske scene.

I slutningen af november 1991 løslod regeringen to studenterledere, der havde stået i spidsen for de demokratiske protester. Alligevel blev det vurderet, at der i provinserne Xinjiang, Qinghai og andre befandt sig et sted mellem 50 og 80.000 politiske fanger.

Det følgende år anslog Amnesty International, at der var 20.000 politiske fanger i Kina.

Det, som senere blev kaldt »Massakren på Tien an Men«, kom til at koste et ukendt antal menneskeliv. Det præcise antal døde er aldrig blevet klarlagt, men der er tale om adskillige hundrede, måske endda tusinder af døde og sårede.

Selv i dag nægter de kinesiske myndigheder at imødekomme ofre og pårørendes krav om oprejsning. Enhver offentlig debat om studenteroprøret kvæles af de kinesiske myndigheder, og tragedien beskrives hverken i aviser, skolebøger eller på kinesiske hjemmesider.

For få dage siden åbnede de kinesiske myndigheder de nationale arkiver for offentligheden, dog undtaget de historiske dokumenter, der kunne kaste lys over begivenhederne på den Himmelske Freds Plads.

For mennesker verden over står især ét billede fra den dag, 4. juni 1989, tydeligt i erindringen: Billedet af en ung student, der gik frem foran kampvognene og nægtede at vige, blev et symbol på mennesket imod systemet.

Ingen ved med sikkerhed, hvad der blev af studenten.

22 år efter må man opfordre de kinesiske myndigheder til som minimum at sikre større åbenhed og information ved at løfte det offentlige forbud mod at kommentere studenteroprøret.

Mange er fortsat fængslet på grund af deres forbindelse til studenteroprøret. På det kraftigste må man opfordre de kinesiske myndigheder, at det gør rede for de mange fangers situation og man må kræve, at myndighederne straks løslader dem.

Mange aktivister har forsøgt at mindes ofrene for 1989 demonstrationerne og arbejde for retfærdighed, mange er endt som det, Amnesty International kalder samvittighedsfanger.

Amnesty har på det kraftigste opfordret de kinesiske myndigheder til at stoppe politichikane, overvågning og vilkårlig tilbageholdelse af fredelige menneskerettighedsaktivister. Men forgæves: så sent som i februar marts slog myndighederne ned på enhver spire til en kinesisk jasmin-revolution efter inspiration fra Nordafrika eller Mellemøsten.

Siden slutningen af februar i år har Amnesty dokumenteret mere end 130 sager, hvor aktivister, bloggere, advokater og andre er blevet fængslet af politiet, ydmyget af sikkerhedspolitiet eller er forsvundet.

Nogle er veteraner fra 1989-bevægelsen, andre er blevet inspireret af det arabiske forår.

Samtidig står Kina i dag overfor enorme sociale og økonomiske problemer. Udover social polarisering og etniske konflikter skal op imod 1,5 million kinesere tvangsforflyttes på grund af nye dæmningsbyggerier, der skal medvirke til at skabe energi til, hvad man ofte – uden tanke på de miljømæssige konsekvenser – kalder »vækstøkonomi«.

Spændingerne i det kinesiske samfund er store – både klassedeling og korruption er udtalt. Jeg er desværre hverken sinolog eller økonom, men strejker, protester og andre sociale konflikter synes meget vel igen at kunne udløse et folkeligt kinesisk oprør i protest mod den sociale og politiske undertrykkelse – et kinesisk forår inspireret af Jasmin-revolutionen i Nordafrika og Mellemøsten.

Tue Magnussen er bestyrelsesmedlem af FN-forbundet og Den Danske Helsinki Komité

Se også linkboxen om Den Himmelske Freds Plads, 1989 - om demonstrationerne i Beijing maj-juni 1989 og den efterfølgende undertrykkelse